Something.... new? - A. L. Seth

Det var som om verdenen var gået i stå, at den kiggede rundt omkring sig, uden at have et sted at være. Som om den ikke længere var en del af det den ellers havde været med til lige fra begyndelsen. Havde folk glemt deres sande pladser? Var det sådan det stod til heromkring? Var alting gået hen og revet fra hinanden, over panik, og lovløshed, som ikke længere herskede, men muligvis var på sin vej til at brede sig, efter at Scars var kommet på tronen? Folk råbte, og hev i nærgående mennesker som var tæt på deres boder, hvor de skulle komme og se, smage, prøve, alt muligt! Det var et rent kaos af vanvid, på dette sorte marked, alligevel burde folk holde bedre opsyn med tingene, de kunne blive taget i at smugle narko, og andet hash der var rundt omkring muligvis.
En dyb brummen, herskede nede ved den mandlige strube der bulede ud fra halsens tyndeskind. Måske havde det været ren fejltagelse for ham at bevæge sig afsted her, men han var nød til at se hvordan det stod rundt omkring ham, før end han kunne beslutte sig for, om dette var stedet han ville være, i denne by. Men byen virkede som et hæsblæsende vejr, som han kunne have skabt hvis kræfterne var til det. Roligt holdte han sine hænder nede i de to lommer han havde på hver side af hans læderjakke. Mens anklerne, let bukkede den op nede i enden alt imens at den hundrede otteoghalvfems centimeter høje mand traskede afsted inde imellem folkene. Brynene rynkede sig let, imens han var koncentreret omkring at få vandpartikler til at svæve op i himlen, som damp, for at sprede skyerne hen over den blå himmel, hvis tyndeskyer irriterede ham grænseløst, på grund af solens evige stråle imod jordens skorpe. Som han i sidste ende godt kunne undgå. En eller dag… en eller anden gang, hvor han ville kunne skabe sine kræfter, genforene dem med den styrke han havde haft før hen. Men nu måtte han også lige komme sig efter hans nedfrysning, i den underjordiske sø, hvor han havde tilbragt tusinder af sine år, nedfrosset i et klima som han ikke kunne komme ud af før end den rette tid. Som havde været for nogle uger siden. Blikket lukkede sig langsomt i så de mørke øjne ikke skinnede ud over det henlagte marked, med de mange boder der ventede på at folk ville komme, ventede på at folk ville købe noget, så de selv kunne tjene nogle penge. Nogle steder var billige, andre hunde dyre. Selv ejede han ikke nogen penge, alt hvad han havde på, var noget han havde nakket nogle dage efter hans opsigelse fra den kolde undergrund. En dyb indånding blev taget hvor efter han åbnede øjnene, og gik forbi en frugtbod, som var det en hver anden dag. Men ingen opdagede hvordan hånden kom frem, tog, og forsvandt igen inden under de lange ærmer. Et æble var blevet stjålet, men ingen ville savne det. Roligt lod han æblet blive omsvøbt af en lille rislende vand, imens han holdte det ned imod jorden, forså at tage det op til munden, hvor de skarpe tænder bed fast i frugtkødet, og tyggede det i sig, imens det markerede ansigt kiggede rundt. Folk gik forbi ham stødte ind i ham, som det nu var ’meningen’ at de skulle. Han ville helst ikke være i øjenfaldende, og det blev han ikke på denne måde. Regeringen var godt nok stadig på sporet af ham, men de vidste ikke hvilken form for nytte han havde skabt dem, siden den sidste istid, hvor han havde dræbt det meste af de mange hulebeboere, der levede på den tid. Havde han ikke gjort det, havde de måske ikke kommet frem til alle disse ting der fandtes i dag, i disse år, hvor noget mere nyt og mere smart kom til for hver dag der gik.

Tiden var begyndt at gå hurtigt, især for nogen og dermed var det på at tide at man fandt et job, så man ikke endte med at gå ude på gaden eller i gyderne hele sit liv. Det var ikke tilgiveligt at have sådan et liv. At leve som en der boede på en fattiggård var noget man ikke ville opleve. De fleste ville nok undgå og komme i kontakt med de fattige. Hvorfor ikke? Hvad havde fattige egentlig at tilbyde? Anglides havde efterfølgende hørt efter de seneste nyheder, med at der skulle have været kommet en ny person på tronen i byen, Di Morga, hvor han nu havde bosat sig uden at få tag over hovedet. Spørgsmålet var om personen, hvis navn han ikke kendte, havde fortjent denne plads. Anglides ville enormt gerne møde denne hersker på et tidspunkt.. når han fik chancen og hvis han selv mente at det var nyttigt.
Utroligt nok havde kongeørnen, som hans følgesvend fået øje på et æble der ikke længere lå på en af bodende hvor den skulle blive liggende, medmindre at nogen købte det. En ørn havde for det meste et bedre syn end mennesker, hvor kongeørnen havde til dels et skarpere syn pga. dens store pupiller. En syngende sang undslap fra dens strube mens at den fløj et stykke op over det mørke marked, inden at den dykkede ned efter det æble som en fremmede havde taget – uden at betale. Ørnen satte sine skarpe kløer i det saftige stykke frugt, som denne mand havde stjålet og barskede livligt med sine vinger, mens at den prøvede at få æblet ud af hænderne på den falske ejer.
Anglides hævede det ene øjenbryn da han hørte hvordan sin ørn skabte sig. ,,Tsk.. hvad har den ørn nu gang i?..” kom det mumlende fra ham med et hvæs inden at han begyndte at traske længere ind på stedet, hvor han kunne hører sit dyr, som de kaldte for det mørke marked, hvorfor mon? Når ørnen var et sted, så var herren ikke ret langt væk fra den, da de var to væsner som man ikke kunne skille ad. De var som to dråber vand der var afhængige af hinanden. Han lod sine mørke øjne glide rundt, mens at han ledte efter sin ørn, da han var lidt i tvivl om hvor den kunne være, når der var en folk mennesker, så var det svært ved første øjekast at få øje på sin kammerat. Han undslap et grin da han fik øje på sin ørn der var i færd med at snuppe et æble fra en ukendt mand. Normalt gik ørne efter et større bytte, så som et egern eller en ræv. Anglides førte sin ene hånd, som havde en læder handske på op til munden og førte to fingre ind hvor han piftede efter ørnen, for at den skulle stoppe og komme hen til ham. Ørnen slap med det samme æblet og fløj i stedet hen til sin herre.
Imens at han havde øjenkontakten med ørnen, kom han med en sidste advarsel;
,,Lad være med at tage andre folks mad… vi går på jagt senere..” han nikkede enkel gang som et tegn på at han mente det som han sagde og ørnen kvidrede en anelse før at den fløj højere op så den ikke rigtig var til at få øje på, men sådan at den stadig var i nærheden af sin herre.
Anglides havde også en læder handske på sin anden hånd, af en vis grund, fordi han var en is dæmon. Langsomt trak han på skuldrende inden at han gik hen til den mand hvis ørn havde prøvet at snuppe æblet fra, for at komme med en undskyldning. ,,Jeg beklager meget… jeg havde ikke regnet med at min ørn ville gå efter et frugt på noget som helst tidspunkt..” sagde han direkte imens at han lagde sin ene hånd på hans skulder for at han var sikker på at den fremmed mand ville ligge mærke til ham.

Endnu engang blev æblet ført op til munden hvor at de skarbetænder tog en ordentlig luns kødfrugt, og brummede lidt over alle de mange mennesker. Han kiggede lidt rundt, men måtte kigge tilbage igen, eller rettere, tilbage, og skråt opad for at finde ud af at en ørn ville hakke ned på arm. Æblet blev holdt omkring en halv arm væk fra ham selv af, men i det samme som ørenen ville gribe fat om det, lod hans en spejlglat overflade glide hen over det i forvejen let våde æble, så ørnens skarbe kløer ikke kunne gribe fat omkring æblets bløde kød. Han kiggede roligt på ørnen, og begyndte at blive træt af den, og havde ligefrem lyst til at dræbe den med en isklo eller noget i den stil. Den tiltrak opmærksomhed, og det var ikke opmærksomhed han ønskede, "Så forsvind dog med dig!" snerrede han i en hæs og utydelig stemme, imens hånden langsomt viftede i håb om at den satans fugl, gad at forsvinde fra hans æble af. Og her havde han da troet han kunne gå stille og roligt afsted, i en normal lille bydel af dette halve land. Men forkert.
Han skulle lige til at fryse det forbandede fjerkræ til et rovdyr, ihjel da en lyd skar sig igennem dens magen skrig og fråden. De mørke blå øjne kiggede direkte hen imod manden der havde piftet, hvor at øjnene gik hen og blev skinnende lyseblå, og brummede irriteret. Fuglen lettede fra hans æble, og hans blik gled hen på det der var tilbage af den. Hvorefter han smed æblet væk. Blikket gled hen på manden endnu en gang som var kommet hen til ham, og sagde udskyld for fuglens opførelse, "Få den dog kastereret!" sagde han arrigt igen, og vendte om inden han gik videre igennem mængden, og var bestemt ikke glad for den opmærksomhed der var blevet ham pågivet fordi den forbandede fugl skulle ødelægge hans lille øjebliks nydelse af et æble. Hurtigt gik han videre, og forsvandt så i mængden ved et afløb hvor han gik hen og blev til et med vandet, og dukkede op ved et nyt på asfalten, og kiggede lidt rundt, tjekkede himlen, inden han kiggede hen imod nogle hatteboder, og smilede skævt. Roligt gik han derhen, derefter om bag boden, og ventede lidt på at en anden gammeldame skulle komme forbi og tage ekspedientens opmærksomhed, derefter gik han hurtigt ind, imens manden forklarede hvilken vej kvinden skulle. Clayden fik fat i den højehat, og kom ud igen, uden nogen havde lagt mærke til at han havde været der, hatten blev sat på hovedet, imens han gjorde sit udseende nogle år ældre. Forandringen skete lige så stille, sådan som han gik. Ansigtet var vent imod jorden, men da han vendte det op igen, var han omkring de 27 år. Jakken tog han af, og gav det til en af de hjemløse på gaden, derefter hans hat, så han gik afsted uden folk lagde mærke til hvem han i grunden var. Verdenen var så fuld af gåder, mennesker, der kunne fuldfører gåder, så de blev mere gådefulde, hurtigt traskede han hen imod en legeplads, og tog en avis fra gratis avis holderen, og satte sig ind på legepladsen som lå nogle fem meter fra gaden, og slappede langsomt af, og læste i avisen, uden at han skulle bekymre sig om andre folk. Dog var han ikke så optaget af at læse, men mere holde sig selv på vagt. Måske mest fordi han havde haft den fornemmelse af at denne mand der havde været der før skulle være fra reageringen.

Ørnen fløj bare hen til sin herre uden at bære den af da den fremmede kom med nogle ubrugelige ord, det var utroligt som folk kunne blive sur og tvær over sådan noget. Men alligevel kunne man godt forstå hvorfor at man ville reagere sådan når et rovdyr nærmest angreb en på den måde. Et fnis undslap fra hans strube da Anglides fik øjenkontakt med den ukendte mand, efter at han havde sagt at han skulle få den kasteret, mere eller mindre som en trussel. Men han tog det ikke så tungt… ,,Hey!” råbte han efter ham, inden at han vendte om og forsvandt ind i mængden. Sikke en tøsedreng.
Han lagde sit hoved en smule på skrå og fulgte hver og en af hans bevægelser så længe han var inde for hans rækkevidde. Han undrede sig lidt over hvorfor at manden stak af så hurtigt? *Blev han skræmt så meget?.. Eller hvad?* tænkte han letter forvirret, mens at han hævede det ene øjenbryn og fugtede sine læber for at blødgøre dem, inden at han kiggede hen på sin trofaste følgesvend til en ørn. Han nikkede enkel gang og blikkede atter med det ene øje, for at give tegn på at den skulle følge efter ham, så Anglides kunne finde ud af hvor han gik hen.. om han så ville kunne lide det eller ej.. måske ville der starte et skænderi.. måske en fight, hvem vidste hvad der ville ske? Anglides havde bare ikke det i tankerne om at vende hjem til gyderne allerede, da han ville finde ud af hvem den mand var som åbenbart ikke kunne lide ørne.. eller rovdyr for den sags skyld. Det var i al fald hans gæt. Hans ørn lettede sig og barskede hårdt med vingerne og fløj af sted efter den mindre mystiske mand.
Mens fulgte Anglides efter ørnen hvor han efterfølgende gik ind i menneske mængden. Den fløj hen over det sorte marked og opdagede at personen gik hen til et afløb og blev.. til et med vandet? Ørnen stoppede op og gav lyd fra sig, som et forvirret væsen, der ikke anede en dyt om hvad der foregik. Anglides knep lidt øjnene sammen da han ikke kunne forstå ørnens opførsel, han satte farten op og nåede frem til det afløb hvor manden var mystisk forsvundet.
,,Hvad.. min kære.. ?” spurgte han imens at han kiggede op til ørnen og den pegede lidt med sin ene vinge mod afløbet. Anglides fattede ingenting af hvad ørnen prøvede på at forklare.. men selvfølgelig det var også et dyr.. et rovdyr som ikke kunne sige mere end at forklare så godt som den kunne. Ørnen barskede stadigvæk med sine vinger for at holde sig oppe i luften, der gik ikke lang tid før at den fik færden af manden igen og den fløj væk fra stedet uden at vide om dens herre ville følge efter.
Den fløj videre hen mod asfalten, hvor ørnen lige skimtede manden, mens at Anglides gættede sig frem til at han skulle gå med så hurtigt han kunne.. som han også gjorde. Dog opdagede ørnen at den ukendte ikke længere var der.

Han fugtede langsomt læberne, og havde det nu godt med at være alene fra den satans knægt til en koldblodig. Eller… knægtens atmosfære havde haft en frysende kold tilstedeværelse omkring det, så hvad Clayden gættede på han var, var nok noget ligene af det han selv nedstammede fra, og født som. Hans bortgang fra den idiot havde nu ikke noget at gøre med hans forfærdelse for ørne, for at sige rovdyr. Han havde nedlagt flere rovdyr, end han var af år. Dræbt mange flere mennesker, og væsner, end man overhovedet ville kunne forstille sig. Langsomt lod han sine overnaturlige celler, tage form som den alder han nu var i, eller var blevet i for nogle små uger siden. Selvom hans oprindelige skikkelse… var en skikkelse så udmagret og indtørret, krumbøjet, og svært gående at man skulle tro det var løgn. Et hundredehalvtredstusind år på bagen, var nu rimelig meget, men han kunne stadig. Roligt lukkede han øjnene og holdte forsat fast omkring sin avis, imens han fugtede sine læber. Bare et stille og roligt… normalt liv… det ville være rart, også igen… hadede han tanken omkring det, det var blødsødent efter hans mening, ufatteligt blødsøden. Der skulle ske noget i hans liv, det skulle der virkelig, for ellers… skulle han nok få det til at ske. En dyb brummen gled langsomt ud fra hans sammenpressede læber, og åbnede lettere modvilligt øjnene, da den forbandede fugl blev ved med at skrige, kunne han ikke.. muligvis… ved et lille uheld – lade en tordenkilde skærer sig lige igennem dets kranium, så han slap for det forfølgelse. Han var elementær, og frygtede ikke bæstet, hvad han frygtede, var noget helt andet. Han brummede lidt og rejste sig op, hvorefter han kiggede lidt rundt, og derefter op på himlen hvor hans vandpartikler havde drevet sig op imod skyerne, og gjort dem større. Endelig… sagde stemmen inden i ham, hans tanke, den indre ham. Langsomt gik han videre imens at koncentrationen var prydet på hans ansigt, og frembragte med det samme en øs vældende regn, som drev ned over hver og en. Han smilede lige så stille, dog forsvandt det hurtigere end hvad man kunne nå at regne med, endnu engang gik han ind på det sorte marked, hvor de fleste mennesker trak sig tilbage, men boderne holdte stadig åben, en smule regn skulle ikke forhindre dem som de fleste sagde, godt nok, var det her ikke en smugle regn.
Et tordenskrald lød i det fjerne, imens lynnedslag også kom. De haglede ned over staden i røde og blå farver, nogle gange kom de hen i hvide og sølv ligene nuancer. Se det her var hvad han virkelig kunne lide. Denne forandring i klimaet, uden at klimalogerne havde forudset dette… nej dette var hans værk, og han nød at ændre på vejret sådan som det passede ham. Alle kunne vel godt tåle en lille form for uvejr.. kunne de ikke? Han smilede stille i det endnu et tordenskrald skar sig hen og himlen, og delte den i to, imens regnen strømmede ned som aldrig før, det var måske lidt risikabelt at lade regnen herske nu her, imens torden og lynnedslag haglede ned fra himlen, mest fordi der var en masse sammensatte elektriske ioner, og molekyler, dannet inde i dette vidunder til lyn. Og kontakt med vandet kunne risikere at man fik stød... men så slap han da for at udrydde disse mennesker og væsner senere hen.

Han fandt det mere eller mindre irriterende over den måde som den ukendte mand bare havde stukket af.. selvom det bare vidste sig at han var en tøsedreng.. en stor tøsedreng, der ikke turde som meget at starte en lille samtale? Der var en simple grund til at irritationen steg inde i ham og det var fra hans fortid hvor folk netop ignorerede og gjorde alt nærmest for at komme væk.
,, Find ham..!!" råbte han, imens at han var ligeglad om nogen hørte ham og undrede sig over hvem han snakkede til. Ørnen gav en lyd fra sig igen inden at den fløj hen mod den retning hvor den mente at manden måske var i nærheden. Og Anglides prøvede bare at følge med.
Der gik ikke lang tid før at ørnen så en forholdsvis kendt skikkelse, men den var ikke helt sikker på om det var ham. Alligevel gav den en syngende sang fra sig imens at den så efter den mystiske person som den så fint havde overfaldt tidligere.. Anglides fik øje på ham længere henne af en gade og begyndte at sætte sig i løb hen mod ham.

,,Jeg klare det hele selv nu.." sagde han stille og viste et håndtegn til ørnen om at den skulle holde lidt afstand. Men ørnen adlød åbenbart ikke.. da den gik til angreb på manden igen. Forhelvede. Det vidste da bare at den ikke kunne lide ham? Det havde efterhånden været en lang dag.. og dagen var endnu ikke slut. Ørnen gik til angreb på hans ansigt og prøvede ihærdigt at bruge sine skarpe kløer.