Sv: dæmon og halvdæmons kamp

af Gæst Lør 1 Maj 2010 - 21:05

Ann vendte sig imod Mikala med et nu en smule hårdere blik. "Komme tættere på mit mål." sagde hun. "At blive opvarmet." sagde hun så.. Hun ville gøre ende på den ufattelige misundelse til menneskenes varme. Hun ville have den. Koste hvad det ville.

af Gæst Lør 1 Maj 2010 - 21:08

Mikala sad stille " så du ønsker kun ar får varmen 2 sagde mikala og så ned unde sin hånd sten sad i hendes barndoms armbånd hun sukke men ville ikke give slip på den for den betøde alt for hende da hun skulle arve sin fars kognerige når hun bliv ælder

af Gæst Lør 1 Maj 2010 - 21:11

"Kun?" sagde Ann bittert. "KUN?!" råbte hun nå hårdt imod Mikala. "Ved du måske hvordan det er!? Hvor vover du at siger 'kun' til det?! Jeg har aldrig mærket varme i hele mit liv." hun rettede sig op og så ned i jorden. Kuppelen begyndte at smuldre sig sammen igen.. "ikke fra solen.. ikke fra ilden... ej heller en omfavning.. et kys." mumlede hun. Hun så hårdt imod Mikala.. Kun..?
"Løb med dig! Jeg vil ikke se på dig ilddæmon! Jeg vil ikke se den varme!"

af Gæst Lør 1 Maj 2010 - 21:14

Mikala rulle sig sammen og græde hun ville ikke fornærme hende og nu råbet Ann af hende mikala tog sten af og smed den hen til hende bare hun ikke ville være sur mere Mikala ville aldrig kunne tilgive sig selv mere hun ønske at Ann ville dræbe hende

af Gæst Lør 1 Maj 2010 - 21:18

Ann spærrede øjnene op da hun så stenen ligge for sine bare fødder. Den. Den lille ildsten. Hun bukkede sig ned og tog den op med de yderste fingerspidser og så på den i sin hånd. Hun smilede nu. Hun rettede sig op og så på Mikala med et undskyldende smil. "Gomenasai.." sagde hun så. "Jeg troede lige at.." sagde hun. "Du var ligeglad som alle andre."

af Gæst Lør 1 Maj 2010 - 21:22

" hvorfor skulle jeg være lige glad med dig for du gøre mig jo ingen ting så hvorfor skulle jeg så være ond i mod dig 2 græde mikala hun følde sig ensom og efterlad som altid hun hade alrdrig haft rigtig venner

af Gæst Lør 1 Maj 2010 - 21:27

Ann så lidt på Mikala med undrende øjne. Hvad var der med hende? Så sart? Grædefærdig heletiden? Hun gik hen til hende og satte sig på hug foran hende. "Hey? Det var ikke min mening at skræmme dig på den måde." sagde hun..

af Gæst Lør 1 Maj 2010 - 21:29

" det gøre ikke nogen jeg græde mere for tiden midste komtakten med min far for 4 dage siden jeg frygte at han er komme tilskade eller er død " græde mikala hun elske sin far som var den enest i hendes familie som levet endnu

af Gæst Lør 1 Maj 2010 - 21:33

Ann lagde hovedet på skrå. Familieforhold huh? Sikke da et spild af energi. Hun havde selv aldrig haft familiestøtte eller kælighed. Blot falderæb og opdragelse. Hun såikke længere den familie hun var opvokset fra. Måske var de endda døde.

af Gæst Lør 1 Maj 2010 - 21:36

mikala mærke sin kræfter slippe op hun lå stille i græsset hun var ikke vand til at græde så meget i løde af 4 dage hun tænket på sin far han hade nok brudt forbilsen for at beskydte sit eneste og kærets barns liv hans utrolig smukke og søde datte han ville ikke lade hende kom til skade på grund af ham eller noget andet

af Gæst Lør 1 Maj 2010 - 21:38

Ann satte sig ned med et ret ligeglad udtryk i ansigtet. Sikke en whiner. Var hun opvokset sammen med Ann havde hun fået tæv hver eneste gang hun fældede en tåre. Svaghed hed det hos hende... Følelser var ikke til at vise. De skulle ophobes til at de kunne gøre skade.

af Gæst Lør 1 Maj 2010 - 21:45

Mikala var blive opdravet på to måde at vise sin følgser og ikke at viset dem men som tide tog hendes følgser over som lige nu hendes verden var knust og lag i ruriner hun hade kun Inuyasha tilbage samt sine venner

af Sponsoreret inhold