why not? - Katja

Sted: Lutte á Mort
Tid: 00:00
Omgivelser: ingen, udover skuret som lægger lidt for sig selv på marken.
Vejr: Fuldmåne, kølig brise.
Dato: does it matter?

Mørket havde langt havde lagt sig hen over den store by hvis store skyskrabere stadig skinnede i mørket. Hvor med de mange menneskers råb og skrigen kunne hørers i udkanten af byen, hvor de var på vej hen var der ingen der vidste men kunne det ikke være lidt lige meget. Folk var fulde og åndssvage nu til dages, og det var der ikke noget at gøre ved, selv væsnerne var ikke til at holde styr på overhovedet lige gyldigt hvor meget man ønskede det. Der kom nogle små stjerner frem på himlen, de skulle i grunden være kommet for længe siden, men det var først nu de havde turdet at træde frem fra de mørke skyer som havde hærget jorden ved sin nådesløse trommen mod jordens sårbarer overflade. Nogle skridt hørtes ude i det blå, de kom nærmere på dette intethed, af mørke som de tog af sted mod dette ødelandskab. Man kunne endnu ikke se skikkelsen, lyden var kommet i for købet, mens det medbragte andre lyde, sugende lyde kunne man nærmest sige, det var som om skyggerne langsomt begyndte at svinde ud, som om de var uden for nogen sjæl. Da der var gået lidt tid kom en kappeklædt frem, vedkommendes blik var slået ned, eller det så sådan ud, imens den sorte læderjakke slikkede let hen over jorden da væsnet gik med hurtige lange, og tunge skridt, man kunne ikke helt se hvor skikkelsen var på vej hen, det så ikke ud som om der var noget som interesserede dette væsen af det dystre mørke. Djævlen så at sige, havde noget bestemt i tankerne, men hvordan kunne dette være bestemt, der var kedeligt og fladt på dette afsonede sted, hvor de fleste banditter, røvere og meget mere kom forbi for at lade sig lette med en god gammeldages slås kamp, god og gammeldages, ville han ikke lige frem sige det, hans måde var lidt anderledes, eftersom han ikke var helt normal kunne man sige. Der var nogle metre til endnu også var han henne ved døren, tænkeligt nok behøvede han ikke at åbne den selv, da en mand fløj ud igennem døren, ret stor, og oppustet af den kæmpe øl mave han bare på sig. Et let smil dannede sig på hans læber, og Clash gik ind lige inden døren lukkede.

Det var efterhånden ved at være virkelig mørkt, og mange lys blev slukket rundt omkring. Stilheden blev brudt af nogle høje råb, og vinden skar gennem byen. Det var som om kulden åd byen langsomt, mens nogle overvandt den, og blev ved med at lave nogle vilde bevægelser. Halen skrabede mod jorden, mens poterne skiftevis ramte mod jorden også, i et hurtigt løb. Det var sent, og stjernerne havde allerede rejst sig svagt på himlen, men alligevel løb den lille forvirrede bæver hurtigt omkring, og iagttog nattelivet med store øjne. Dens brune pels var nydelig, selvom den ved højre pote manglede en del hår, efter en forfærdelig episode, tidligere på året. Den havde ikke engang lyst til at tænke på det, da hun stadig kæmpede en smule med sine kræfter. Blev hun for ukoncentreret, ville hun straks skifte tilbage til menneskeform, og hun havde ikke lyst til at være sig selv. Hun ville bare være det endnu ukendte væsen, som ingen holdninger havde, og som bare kunne gøre hvad den havde lyst til.
De tomme flasker klirrede mod jorden, mens nogle af dem endda også gik i stykker. Skårene fløj omkring, og der var ingen tvivl om, at de i hvert fald ikke var ædru. Kroen lyste op i det fjerne, og da døren endnu en gang blev åbnet, nåede det lille væsen lige at komme ind mellem benene på en mand. Der var egentlig ikke så stort som hun havde forestillet sig, men alligevel følte hun lidt at hun havde set det hele før. Men.. De mange mystiske væsener var hun endnu ikke vandt til, og de store øjne hvilede på en tyk mand med elverører, hvorefter hendes blik gled videre på en pige der var ligbleg i ansigtet, som havde nogle skarpe hugtænder. Bæveren gøs en gang, inden den i et flugtløb, pilede hen over gulvet..

Langsomt og flydende gik han af sted imellem de mange mennesker hen til en trappe som førte en neden under hvor man så dette skurs virkelige størrelse, han var kølig i ansigtet, ikke en følelse kunne spores, langsomt gik han ned til dette sted hvor buret det stod, han betragtede længe de to mænds taktiske manøvrer og inden længe var de indprentet i hans nethinde, han smilede svagt for sig selv og gik hen mod en stol og satte sig ned, de var rimelig lette at forudsige, han gættede sig til begge var mennesker, den ene ville gå hen og blive ramt med en hovedskalle om nogle ganske få sekunder, gættede han sig til, og lige som han havde tænkt de skete det jo, selvfølgelig. Et grin bredte sig på hans læber selvom det aldrig nåede op til øjnene, men de kunne heller ikke ses, for den dybe hætte han bar. Langsomt rejste han sig op og trak den lange læder jakke af, med den dybe stofhætte som var blevet syet på. Clash gik hen mod net døren til buret og kiggede sigende på den anden mand som ellers havde tænkt sig at træde ind, han var bare et sekund for langsomt, manden bakkede derfor bagud med nogle svolende bande ord og stillede sig hen og kiggede på. I mens Clash gik ind i det lille bur, kom en stor muskelbylt frem i den anden ende og smilede barskt til ham, han troede vel han kunne gøre grin med Clash over hans størrelse, vidst nok var Clash en spinkel, og muskuløs mand, men svag havde han aldrig været, og ville heller aldrig blive. Han stod derfor stille og kiggede på manden overfor ham uden at blinke, han gengældte dog hans barske smil med et sukkersødt et, bare for at provokere ham, og han skulle love for at den mand blev provokeret da han så det, da han med det samme stormede imod ham som var han en elefant, dog bevægede Clash sig ikke ud af flækken, denne elefant af et såkaldt menneske at være var svag i forhold til den styrke Djævlen overfor ham bar på. Ganske hurtigt og smidigt flyttede han sig nogle 30 cm da tyren kom i mod ham med en sådan kraft at han var ved at vælte hele buret, men… han ramte ind i ståltrædende som gav sig lidt fra hans vægt af, da han vente sig om lignede det at der var nogen der havde smækket ham i hovedet med en fluesmækker. Helvedes Senderen, vidste endnu ikke om han skulle lade manden leve, det kunne nu være meget sjovt, at brække nakken på ham i dette øjeblik men han ville nu lige ’lege’ lidt først.