Regnvejr - Katja

S: Banegårdens indgangshal.
O: En masse rejsende mennesker og væsner.
T: 12:30
V: Udenfor øser det ned.
P: Billede.
Zacharias' blå øjne kradsede på vinduets ruder. Udenfor regnede det i lårfede stråler og eftersom at han stadig var mere eller mindre hjemløs havde han valgt at bruge sin tid på banegården. Han satte sig på bænken og lod højre ankel hvile på venstre knæ. Det var ved at være på tide at han scorede sig en seng at sove i, eller et langt varmt bad. Ikke at han ligefrem havde brug for et, sådan rent hygiejnisk, men hans krop føltes bare så øm og nedslidt. Han burde spare nogle penge sammen og tage på et spaophold. Det skulle være så forfriskende sådan noget, men for pokker. Hvor i al verden skulle han dog også få de penge fra?

Det ene ben blev sat efter det andet, i en harmonisk gang. Katjas blik hvilede lidt rundt på nogle af de andre uvidende mennesker og hvad der ellers måtte være, mens hun selv holdt sin taske over hovedet. Hun burde jo egentlig løbe? Eller.. Hun skulle ihvertfald i læ, for det med at blive våd, var altså ikke lige hende. Det var også grunden til at hun færdedes omkring i menneske skikkelse. Med pels og alt sådan noget, ville det bare blive endnu mere besværligt, og hun havde egentlig slet ikke lyst til at tænke på det. Så skulle man bare blive helt tør, og nej. Det orkede hun ikke! De sidste skridt blev mere og mere til en hurtig løben, da det bare skulle gå stærkt nu. Med et hårdt skub, fik hun puffet en dør op, ind til selve indgangshallen på banegården. Hendes hår dryppede lidt ned på gulvet, da hun var fuldkommen våd. Hvorfor havde hun også været så dum at færdes udenfor? Hun skulle jo ikke engang noget?

Han kunne godt lide at iagttage mennesker. Specielt når de ikke havde lyst til det, og endnu mere når de nød hans blik. Uden at tænke over det lod hans sine læber blive skilt af den varme tung, der diskret fugtede sine nye omgivelser, for derefter at finde sig tilrette i sit oprindelige kammer. Et sug skød gennem hallen da tre vampyrer gjorde entré, og mens alle andre frøs rejste Zacharias sig slentrende op. Han kunne bedst lide at iagtage væsner. Helst vampyrere. De bemærkede hans usædvanlige handling, og han måtte indrømme at det var en dum ting, sådan at skille sig ud. At have rejst sig betød at han enten skulle henvende sig til dem, eller gøre noget andet. Problemet var enkelt - han havde intet andet at foretage sig. Spontane handlinger avlede spontane handlinger, og før han vidste af det have han langsomt skråede hen til en ung kvinde. Hendes hår dryppede ned på gulvet, men han gav det ikke særlig megen opmærksomhed.

"Hvis du skriger..." hviskede han ind i hendes øre og tog hendes hånd som om han kendte hende. "... slår jeg dig ihjel." Tom trussel. Hvis hun skreg ville vampyrene slå dem ihjel. Han kyssede hendes kind, og begyndte at trække hende med sig mod perronerne, væk fra vampyrene, som han sendte et intetsigende blik.

Katja var næsten kun lige kommet ind af døren, og havde ladet blikket flakke lidt omkring, inden en fremmed person kom over mod hende. Hun blev først en smule urolig, og da han tog hendes hånd, og begyndte at hviske i hendes øre skulle hun lige til at skrige. Hvem fanden var det der bare gjorde sådan noget? Men alligevel var der et eller andet skummelt over det. Dog skulle hun alligevel lige til at skrige, og hun overvejede i et kort sekund bare at forvandle sig til sin bæverskikkelse, men nej. Det kunne hun da ikke bare gøre? Da han også begyndte at komme med en masse trusler, begyndte hun dog alligevel at blive lidt bange igen, og begyndte igen at overveje hendes muligheder. Hun rødmede dog en smule da han kyssede hende på kinden. Hun var ikke vandt til at folk overhovedet gad at omgås hende, og det var også derfor hun ikke gjorde et større nummer ud af det med at flygte. Da han dog begyndte at hive afsted med hende, fik hun kluntet taget et par skridt også, selvom det udelukkende var ham der fik hende med. Var han der ikke, havde hun nok ikke rykket sig overhovedet?

Da de var kommet et stykke væk, sendte hun ham et spørgende blik. "Hvad fanden skulle det til for??" Hun vidste ikke rigtig hvad det var hun skulle gøre, men hun havde egentlig heller aldrig været bange for at sige sin mening. Ja, hun var ihvertfald meget åben, og sagde mange gange hvad der passede hende!

Zacharias måtte indrømme at der var et eller andet menneskeligt over hende. Det var næsten som om at hun ikke helt forstod situationen - mon hun var ny i byen? Hans tanker stoppede og han lod sine øjne falde rundt på omgivelserne for at finde ud af hvor han havde bevæget sig hen. Han hadede den måde han pludselig glemte hvor han var, selvom det havde det med at vi sig at være ret praktisk.
"Undskyld," mumlede han tørt. Han lod sit blik møde hendes, hvor han gav sig til at stå og stirre. I flere sekunder overvejede han at vende om og gå, men så igen.... det ville da ikke være særlig høftligt. "Hvad er du?" Ordene kom uventet, og han havde mest af alt lyst til at gribe fat i dem og trække dem tilbage i halsen på sig selv. Han havde gjort sig bekendtskab med vampyrere, en dæmon og så en eller anden, der havde trukket ilten ud af lungerne på ham for derefter at forsøge voldtægt ude på de offentlige toiletter. Desværre vidste han at der måtte være mere, en blot disse skabninger, og hun måtte være en af dem, medmindre hun udgav sig for at være et menneske.

Hvad..? Nej, nu måtte hun altså stå af! Hvad var det der var galt med ham? På et øjeblik var han gået fra at være.. selvsikker eller noget i den dur, og nu var han pludselig lidt mere forsigtig, eller hvad man skulle vælge at kalde det? "Det.. er så okay! Men hvad var det der skete??" Hun forstod det sku stadig ikke helt. Det var bare lidt forvirrende! Man kunne nok godt mærke at hun var ny med alt det her. Det var jo ikke ligefrem nemt at komme fra et sted hvor der ikke rigtig fantes noget magi, til pludselig at være et sted med masser af mystiske væsener. Hun havde allerede mødt et yderst skræmmende væsen, og det faldt hende selvfølgelig først ind nu, at det nok havde noget med sådan noget at gøre. Det var bare ikke nemt.? Dog kiggede hun yderst forbløffet på ham, da en virkelig underlig sætning røg ud af ham. Hvad er jeg, spurgte hun sig selv, og fik et lille smil på læben. Hun var lidt uklar om hvad det var han dog mente med det spørgsmål, men igen blev hun nødt til at være realistisk. "Altså.. Jeg er en pige men..?" Hun vidste ikke helt om hun skulle afsløre sin identitet. Hun kendte ham jo ikke engang, og det var aldrig godt at være alt for dumdristig. Det vidste hun ihvertfald alt for godt! Derfor kiggede hun bare på ham igen, med et bedømmende udtryk.