Gør mig tryg igen.. En eller anden!

Sted: Skovens dybe indre
Tid: IRL
Dato:IRL
Vejr: Kølligt
Omgivelser: Ingen men gid der var..

Mila sssad alene i skovbunden. Hun var små bbange selvom hun godt vidste der ikke ville ske noget.
HUn kiggede rundt, gid der var en som ville komme og gøre hende tryyg igen.
Hun sad sammen krøllet henne ved et træ. Hun kiggede uroligt rundt da der kom et stort vindpust. Skoven var sort og uhyggelig. Man kunne næsten ikke se noget fordi der var så sort.
Tårene trillede ned af hendes kinder. Hun var faret vild liodt tideligere. Hun frøs og kunne ikke tage nogle steder hen.. "Hjælp" hviskede hun fortabt og stille.

*Jeg hører og jeg acceptere...*

"Mademoiselle Milla?" Lød en undrende men mørk stemme lidt fra hende. Det var Ahngel der stod og kiggede på hende. Lod de røde øjne analysere hende med omhug og undren. Han havde været i byen og var nu trukket tilbage for noget ro og fred, men dette var ikke just hvad han havde haft i tankerne. Han gik hen til hende, som om han svævede hen af skovbunden og satte sig halvt på hug foran hende. Hans lange sorte hår vejede kort forbi hans marmorhvide ansigt og undrende røde øjne. "Hvad laver De herude?"

Hendes hjerte spprang et eller to slag over, da hun hørte hans stemme.
Hun ånede let ud, da hun så det var ham... Hun nikkede stille "ja det er mig" sagde hun stille og bange. Hun lod hendes øjne føle hans svævede blide skridt hen af skovbunden.
Hun havde en enkel rift på hendes blege kind.. "Jeg farede vild" sagde hun stille.
Hun rystede lidt af både kulden, men også lettelse over hun ikke var alene mere.

Ahngel kiggede kort på riften og tav derefter da han mærkede noget anderledes ved hende. Engleblod.. Engleblod i hendes årer. Han så det.. han hørte det, men lod som ingenting. Han rørte helst ikke engle, trods han havde stor smag for dem.. Han kunne bare ikke.. Det ville jo på sin vis være hyklerisk. Han nikkede til hende og tog sin lange sorte frakke af med flænset bund. I al gotisk stil og smed den om hendes skuldre. "Du burde ikke forvile dig ud steder du ikke kender." sagde han. "Men.. Hvad har revnet din hud?"

Hun kiggede stille på ham, og prøvede at smile, men det kunne hun desvære ikke...
Hun gned sig let over riften.. Hun sukkede blidt inden hun ville svare. "Det har du ret i" sagde hun stille, med et rystede stemme. Hun fjernede let hendes hånd fra henddes kind.
"Jeg blev angrebet" sagde hun s tille og kom til at ryste endu mere, af at tænke på den flænge.

Ahngel kiggede lidt på hende. Angrebet? Af hvad? Han følte ikke hun var i humør til at blive udspurgt overhovedet. "Vil du have den fjernet?" sagde han så og betragtede hende i en tid. Han mente riften. Om hun ville have den væk. Han betragtede riften i en god tid. Selvom den var lukket osede det alligevel af hendes blod. Hun kunne ikke lugte det. Dyrene kunne ikke lugte det, men han kunne, og han ville have det lukket.

Hun kiggede stille og betragtede på ham.. Hun vidste ikke helt hvordan han havde tænkt sig at fjernde riften.."Hvordan vil du fjernde den?" spurte hun stille og lidt usikkert.
Hun kkiggede kort på ham ">Du kan lugte blodet ikk?" spurte hun stille og usikkert igen.
Hun kunne se det i hans øjne, at han gerne vilel have blodet.

"Sådan." sagde han og lagde begge hender om hendes ansigt og lod kloen på tommelfingeren kort strejfe over hendes kind inden han lukkede øjnene og begyndte at messe noget utydeligt.. det var vist fransk, hvilket ikke var en overraskelse. Hans hænder blev koldere end de allerede var og han lod den kulde løbe ned igennem riften og hjalp vævet med at lukke sig sammen. Han åbnede øjnene igen og fjernede hænderne. "Tilgiv mig men det måtte gøres hurtigt." sagde han og påpegede at han havde gjort det uden tilladelse.

Hun mærkede hans kolde hæder mod hendes kinder, mens hun blidt lukkede øjnene i.
Ville det gå ondt? HUn åbnede dem igen, det sveg lidt men det var ikke så slemt.
Da han åbnede sine øjne og fjernede hans hænder kiggede hun stille på ham.
"Var det bare det?" spurte hun stille og uskyldigt.. "Det er iorden" sagde hun med et smil og et bekraftede nik.

Ahngel nikkede til hende. Han havde lyst til at spørge igen... Meget.
"Hvordan kan det være at dit blod dufter anderledes nu.. Hvorfor er du pludselig noget andet end hvad jeg sidst så? En engel?" sagde han idet han hørte sit eget navn i baghovedet. Sit navn. Hans eget. Beviset for at han er.. og var... og stadig er.. og vil altid være.
Ahngel..

Hun fjernede stille og blidt en hægede hår tot. Hun kiggede stille på ham, og smilede stille og usikkert. Hun nikkede og trak ve´jret dybt inden hun beyndte at tale igen "Jeg blev bidt af en vampyr, som hedder Luciel og jeg havde jo Aspara blod i mig, og så døde jeg kort efter" sagde hun stille med et suk. Hun betraktede ham kort. "Ja jeg blev en engel kort efter" sagde hun stille, men lidt efter. Hun bed sig kort i læben,

Ahngel smilede kort. Meget kort. Men sandfærdigt. "Dér var du vist heldig." sagde han. "Det er der ikke mange der får de slags chancer." sagde han.
Han virkede rent faktisk lettet, selvom det ikke rigtig var til at se under hans kølige intelligente attitude.. Mon den var ægte til kernen? Det virkede sådan, eller hvad?

"Heldig med hvad?" spurte hun stille og kiggede ham i øjnene med et undernede blik.
Hvad tænkte han på, hvad kunne det være? Hun kiggede ham stadig i øjnene.
Hun kunne jo læse tanker, men hun hadede at rode i folks tanker.
Hun smilede derefter lidt, men det var meget blidt hendes smil.

"Ikke alle kan få chancen i et nyt liv." sagde han. Han smilte kort og roligt. "Men det overrasker mig ikke at du fik en af chancerne.. jeg burde nok ha vidst det i forvejen." den sidste sætning virkede mere som en høj tanke. Han kiggede kort op igennem grenene med et undrende blik.
"Hvad angreb dig egentlig?" sagde han og vendte de røde øjne imod hende igen.

Hun smilede mildt til ham og kiggede derefter lidt rundt i den mørke skov.
Hun sukkede dybt "Hvorfor overrasker det dig ikk?" spurte hun undrede, var det ikke tilfældigt hun fik sit `engle´liv? Hun smilede lidt efter igen, og sukkede.
Hun kunne ikke se da hun blev over faldt.. "Jeg ved det faktisk ikke" sukekkede hun og fjernede en hår tot mere.

Ahngel kiggede på hende igen med rolige røde øjne. "Lad os bare sige at du har skæbnen på din side." sagde han og smilede idet han ville forsejle emnet. På et tidspunkt ville hun måske få mere at vide om det, men indtil videre, måtte han holde så tæt så overhovedet muligt.
"Sært." bemærkede han til angrebet.. "Men du slap kun med en ridse, så ingen skade sket?" sagde han og så spørgende på hende.

Hun sukkede blidt og nygerrigt.. "Jeg vil altså godt viide hvorfor at skæbnen er på min side?" sagde hun bestemt og spørgede. Hun betraktede ham kort og nikkede til ´hans svar med over´faldet.. " En og en" mumlede hun stille for sig selv. Hun kiggede kort ind i hans øjne, men hvorfor kiggede hun han også direkte i øjnene.

Ahngel kiggede på hende, uberørt af at hun kiggede tilbage. Mange havde tendens til at blive flove og se væk, men det gjorde Ahngel ikke. Han havde et målfast blik. Han blinkede knapt nok. Det var ikke en del af hans adfærd. Egentlig var det sjældent set at han blinkede. Et kort lumskt smil undslap ham, idet han understregede at han ikke ville sige noget til hende om det. Ikke meget ihvertfald. "Fordi det er den. Mere er der ikke at uddybe."

Hun smilede blidt, mens hun svagt rødmede i kindernde.
Hun kiggede kort på ham og trillede let med hendes øjne.
"Jeg forstår du vil ikke ikke sige hvofor" mumlede hun.
Hun´skulle nok finde ud af hvordan og hvorfor han ikke ville sige det.

"Det er jeg glad for." sagde han, selvom han ikke lagde det store tryk på ordet 'glad' da hans ansigt normaltvis enten var forvrænget i et lumskt og til tider sadistisk smil, eller et mystisk ulæseligt tænkende udtryk. Lige nu var det det tænkende han havde påmalet sig. Han var ikke en af de allermest udtryksfulde i hele verdenen.. Måske den omvendte pol ville passe ham bedre. Det sagde de også til ham dengang.. Alle sammen.

Hun kiggede blidt rundt, og kørte en hånd gennem den mørke hår.
"Øm... Hvad tænker du på?" spurte hun stile, men med et lille smil på læben.
Hvad tænkte ha´n mon på? Hun var nysgerrig nu.

//Sorry må smutte fortsætter vi i morgen? ^^*

"Ah.." sagde han kort. "Bare et par gamle kendinge jeg ikke har set længe. Det vil sige.. Nogen af dem." sagde han og smilede endnelig kort igen.
Han kiggede ud til siden i en tid.. Savnede han dem overhovedet? Nogengange var det svært at mærke sig frem til for ham. Var det savn? eller var det skyld?

//jep//

Hun betraktede ham kort og stille... "Kan man få det mere detaljeret?" spurte hun med et lille smil. Hun fjernede en lang tot hår som hang ned i ansigtet på hende.
Hun lukkede kort sine øjne i, mens hun ventede på svar. Hun åbnede dem lidt efter og kiggede kort rundt.

"Detaljeret?" sagde han lidt undrende. Hvordan kunne han uddybe det. "Jeg tænker bare på nogen jeg kendte engang, det er sådan set det hele." sagde han. "Det kommer og går."
Han smilte kort for sig selv.
"Men det kan vel være ligemeget." sagde han og rettede sig op og bevægede de røde øjne lidt rundt i omegnen.