Is Here Anybody?.. ~Nobilus~

Tiden er?; 18.41
Stedet er?; Cathédrale - Domkirken
Omgivelserne er?; Hvad der nu er i en tom kirke..
Vejret er?; Regn, Regn og møøøørkt!!

Små løbende skridt kunne nemt høre gennem de mange vandputter der var kommet i det fordybninder i den mudrede jord uden for den store Domkirke. Regnen skyllede ned over byen Di Morga denne aften og det var bare kommet så pludseligt. Det havde ellers været så fint hver hele dagen men nu skulle det bare blive mørkt og koldt. Lidt efter blev den allerede lette åbne port til denne flotte kalkbygning åbnet en smuel mere så denne lile og spinkle pige lige kunne komme ind uden at skulle masse sig indenfor. Hun var noget af en skønhed at se på. Denne aspara. Med hendes lange og hasselnøddebrune hår der dog nu sad en smule klistret til hendes ansigt og fladt tungt ned over hendes skuldre som hun alligevel bar pænt. Og de store smukke og krsyatlklare også hasselnødebrune dådyr øjne der godt kunne ske at fremhæve hendes lettere latinobrune hud. Og så var der hendes uskyldige ansigts udtryk der nu sad på hende. Hun stoppede lidt op og prøvede at få pusten igen. Hun havde set kirken som et nemmere valg end sin hytte helt ude i skoven. Dette var Amelia. Hun havde boet i byen lige siden hun var helt lille. Og havde været alene hele tiden. Men hun levede dog endnu. Hendes tøj var drivvådt. Både den korte røde nederdel og den løse hvide sjhorte der dog var tyk nok til ikke at afsløre noget. Hun havde ingen sko på. Hun følte sig bedst tilpas uden. Men denne gang var det mest fordi at hun ahvde tabt dem i sit martonløb til et tørt sted. Hun lod blikket glide rundt før at hun fik gang i fodtøjet igen. Langsomt men man kunne sagtens høre hende på grund af den rungende effekt der var i dette kirke 'skib'. Der var stort men også flot. Ikke for pyntet. Hun valgte efter noegt tid en af bænkende der var lidt mere lukkede og afsiddede. Hun satte sig der med ryggen mod ryglænet før at hun så trak hendes ben op til sig. Og svang armene om dem for at presse dem tættere på sig. Men ikke sådan at hun blev kvalt. Hun sukkede lavmælt og hendes øjne faldt i. Hun var en smule udmattet lige nu men det ville nok gå over. På et eller andet tidspunk. Rummet blev kun oplyst af en masse vokslys der stod rundt omkring og gav faktisk en hyggelig og tryg stemning..

Fritten der var blevet navngivet Nobilus Atticus sprang fra bænk til bænk men stoppede brat da han hørte nogen ved døren. Han hoppede hen til en væg og kravlede op af den lettere krakkelerede overflade op til loftet hvor han sprang på en af lysekronerne. Han kiggede med de små gule øjne efter den ret så smukke og drivvåde pige der trådte ind og spærrede øjnene op.. Hun så jo fulstændigt ud som hans tidligere ejer.. Den lille pige der havde taget sig så godt af ham indtil hun døde af kræft. Han måtte kigge nærmere på hende.. Så han tog et spring fra lysekronen, ned på bænken helt oppe ved alteret og sprang fra bænk til bænk tættere på hende indtil han var der.. Men da han skulle stoppe på en af bænkene gled han og faldt ned i hendes skød. "Aouwh.." sagde han stille da han havde slået sin lille pote da han gled.

Det gav et mindre set i gennem lille Amelia's - som hun så snildt hed - spinkle men stadig fine krop lige så snart at hun kunne mærke et dump som om at et eller andet var faldet eller kastet ned i hendes skød. Hun slap hurtigt hendes ben så de faldt ned fra bænken igen og denne fritte ikke blev mast. MEn det havde nok bare været en reafleks. Hendes øjne blev samtidig åbnet igen og blev hurtigt rette mod dette dyr der nu lå i hendes skød. Hun så helt overrasket ud. Det var jo ikke særlig tit at sådan noget skete. Hun sad lidt stille og stirrede mod fritten. Det ahvde været som om at det havde sagt 'av' eller sådan noget. Bare talt. Men det havde nok bare været hendes underbevisthed der havde leget hede et puds. Hun slappede så igen lidt mere af og hendes hænder blev meget forsigtigt lagt ind under hans mave for så at løfte ham stille og roligt op forn sig. Hu så kort mod loftet og så igen mod fritten . Betragede de gule øjne dette væsen thavde fået tildelt. Hun ahvde ingen anelse om at dette måske kunne være et menneske eller rettere en animagus. Sådan gik hendes tankegang ikke. Så voksede et smil frem på hendes bløde læber. Et lille men sødt og varmt smil der sagtens kunne ses på dette nærhold..

Han blinkede et par gange med de gule øjne.. Det var jo hende.. Men det var jo umuligt.. Hvordan kunne det overhovedet være hende.. Det måtte bare være en der lignede hende forfærdeligt meget. Han gabte kært og kiggede tilbage på hende med et roligt blik. "E-Er det dig Amalie?" spurgte han med en lavmælt stemme.. Han vidste godt at det ikke var menneskepigen Amalie men en anden.. Dog blev han stadig nød til at stille spørgsmålet. Han bukkede sit hovede og nærmest ud af det blå faldt en antik, guld medallion ned fra hans hals og ned i hendes skød. Inde i den var et billede af en lille pige på højest otte år der havde det samme hasselnødebrune hår som Amelia havde og da også det samme varme smil som hende. Ansigtet var lidt anderledes, men det lignede hende stadig. Den lille pige holdt en fritte i sine arme, med de bløde gule øjne der var Nobilus'. Han kiggede ned på medallionen og derefter op på Amelia med et lettere sørgmodigt blik og hviskede sagte.. "Åben den.."

Igen blev Amelia ufattelig overrasket. Denne fritte talte til hende. Hun var tæt på bare at slippe den igen men lod være. Hun satte den abre meget forsigtigt ned på sit skød efter at denne guldmedajon var faldet der ned. Hun så lidt på fritten før at hun tog dette smukke guldsmukke op i hendes små fine hænder. Hun så igen mod ham mens at hendes hoved blev lagt lidt på skrå. "Desværre.. Nej jeg hedder Amelia.." forklaede hun med hendes blide og rolige stemme før at hun så nikkede bekræftende til at åbne den. Hun gjorde som han sagde og så lidt på denne pige med fritten i sine arme. Hun spærrede så sine øjen lidt op. Det lignede hende godt nok. Udover at hendes øjne var en smule lysere i farven. Og deres ansigts trak var anderledes. Hun så så igen mod fritten med et spørgende blik og hendes smil kom frem igen. "Så du er altså en animagus eller bare et talende dyr??" Hun blev bare evd med at blive fascinderet over disse væsner der havde evnen til at forvandle sig til et dyr lige som hendes raqce. Dog kunne de vist kun blive et eller to dyr og de valgte ikke selv lige som hende. Dog havde hun problemer med hendes forvandlinger. Det skete kun når at hun blev rigtig flov eller måske en smule skræmt. Foreksepel hvis hun blev løftet ud i vandet ved stranden eller sådan noget. DEet var forskelligt hvornår det skete. Hun kunne bare ikke altid selv styre det..

"Animagus.. Og det var Amalie Atticus.. Min tidligere ejer.. Hun døde af kræft omkring et år efter at det billede blev taget.. Hendes kolde og hjerteløse forældre smed mig på gaden da de efter Amalie's død rejste til Cayman øerne.. De hæslige mennesker var ikke engang ked af det over hendes død.. Jeg var hendes eneste ven.." sagde han og kiggede op på hende med sørgmodige gule øjne. "Du må undskylde at jeg troede du var hende.. Men.. Du ligner hende fandme meget". Han kiggede op på smykket der havde tilhørt Amalie's oldemor som gav det til Amalie inden hun døde, altså Oldemoderen. Amalie havde givet det videre til Nobilus lige inden hun døde, og Nobilus ville give det videre til den vigtigste i hans liv når han selv engang skulle dø..

Amelia lyttede interesset på hvad han havde at sige. Hendes og denne piges navne havde heller ikke den helt store forskel. Pigens navn - Amalie - var nok mere normalt brugt end hendes - Amelia. Hun virkelig ikke helt havd hun skulle sig til dette. Men det så ikke helt ud til at have nogen god virkning på denne fritte. Hun løftede roligt sin ene hånd og lod den stryge blidt ned over hans ryg. Mærkede den bløde pels mellem hendes fingre og håbede lidt det ville hjælpe på hans situation lige nu. Hun kunne i hvert faldt godt lide at blive trøstet på den her måde. Selvom at hun var i menneskeform. Så han ahvde haft en ejer. Ldit mærkeligt men måske også nødvendigt nogen gange. Og for nogle. Selv kunne hun jo selv bare prøve at forvandle sig til en kat og så få sig en ejer. Så hun ikke ville være alene der hjemme mere. Men sådan var det jo ikke. Et svagt grin kom fra hende over hans undskyldning. Det var hendes hjertevarme og søde latter som kun hun tilhørte. Alle var jo forskellige på den slags. "Hey det er okay.. Jeg har intet imod det..Blev vel bare lidt overrasket. Ikke andet. Og det er jo altid dejligt at blive sammenlignet emd sådan en smuk pige som hende her Amalie.." Hun var lidt af en éner. Hun var nok også en smule svær at sætte sine ord ordentligt på. Men hun var da næsten altid glad og et smil skulle der ikke meget til før der kom frem ved hende. "Men det gør mig ondt at hun døde.. Og så de forældre!..Hrr!" Hun rystede lidt på hovedet for at ikke gå helt grasat og så igen mod fritten der sad på hendes skød ednu. Mon han ikke kunne forvandle sig tilbage til et menneske endnu eller hvad..? "Men man kan vel sige at det er omvendt med mig.. Mine forældre er døde og jeg lever.. Men er ikke ligeglade med dem..Som sådan"

Han lod et lille suk undslippe sine læber og krøllede sig sammen til en lille hårboldt i hendes skød. "Må jeg være dit kæledyr..?" spurgte han og kiggede op på hende med de skinnende gule øjne. "Jeg lover at være en sød fritte, at være stueren, at passe på dig og.. Uhm.. Jeg kan også stjæle ting for dig hvis du vil have det.. Vi fritter er ret gode tyve.. Meget bedre en de forfærdelige vaskebjørne! De vælter altid en skraldespand eller sådan noget når de er ude på rov" sagde han og grinede lidt. Han kunne jo kommunikere med rigtige dyr på deres eget sprog, så han forstod dem jo bedre end nogen anden.

Endnu en gang blev Amelia ret overrasket. Hun havde aldrig haft et kæledyr før. Og da slet ikke en animagus. Det kunne godt lyde lidt underligt efter ehndes mening. Hun ville nok mere kalde det en sombo man hvis han for det meste var i sin dyr form så var det vel et kæledyr. Ej hun kunne bare ikke helt få det sat fast i hendes hjerne. Men et smil kunne dog ikke skjules. Hun tog sig ikke yderligere af at han faktisk ville stjæle ting til hende. Selvom at hun ikke selv gjorde det. "Kæledyr? Det kan vi jo sætte på en prøve.." sagde hun med hendes stadig blide og rolige stemme og hendes sml kunne høres som en fin undetone. "Men du behøver ikke at stjæle noget.. Jeg har et arbejde og jeg har det jeg har brug for.." Hun satte så sit hoved lidt på skrå og så endnu en gang spørgende på ham. "Men kan du ikke forvandle dig til menneske?? Eller er det et eler andet med at du kun kan når det er fuldmåne..?" Hun ville egentligt gerne se ham sådan rigtigt men det kunne være ligemeget hvis han ikke kunne..

"Jo.. Det kan du vel godt.." sagde han og kravlede ned fra hendes skød og satte sig på bænken ved siden af hende. Han begyndte langsomt at transformere sig tilbage til sin menneskelige form. En ret så høj, spinkel, sorthåret dreng med gule øjne kom til syne. Han var vel nok omkring de sytten eller derover. Han var iført den røde t-shirt med den usmaglige tekst "I founded World War II and all I got was this lousy t-shirt" samt et par sorte cowboybukser. "Ja.. Det er så mig som jeg ser ud.. Mit navn er Nobilus forresten" sagde han og holdt venligt sin hånd ud mod hende.

Amelia drejde hovedet for at se ham ordentligt. MEn kunne dog godt mærke hvordan at hun blev en smule svimmel da han forvandlede sig tilbage. Bare en dum bivirkning der var på hende hver gang at hun så direkte på en animagus. Sådan var det jo ligemeget hvad med hende. Hun var og blev sådan en skræbelig tøs der ikke kunne andet ind at tage sig af de mest menneskelige pligter. Gå i skole. Lave mad og bla bla bla.. Men alligevel prøvede hun noget myt hver dag. Efter hendes mening. Hun så lidt væk resten af tiden mens at hendes hånd havde lagt sig under hendes pandehår som om at hun havde hovedpine. Kulden fra regnen havde godt nok også begyndte at sive ind i hendes krop. Hun rettede igen hendes smukke og krystalklare dådyr øjne mod ham og spærrede dem lidt op. Hun blinkede et par gang hurtigt efter hinande før at hun sinpelthen var nød til at se væk igen. Hun trak endnu engang sine ben tæt ind til sig og haldelen af hendes anisgt var skjult i hendes hænder. Mens at hun prøvede at holde sin latter inde. Det var slet ikke på den måde at han så ud på. Overhoved. "Und-UInd-Udnskyld jeg skal bare lige vende mig til...at jeg åbentbart nu har fået..en 17 årig dreng som kæledyr.." lod det fra hende. Hendes stemme dirrede og det var nemt at høre hvordan at hun kæmpede for ikke at lade sin latter komme frem igen..

Han lod selv en stor latter buldre ud fra sine lunger. "Ja.. Ja du har ret!" sagde han og kunne næsten ikke stoppe med at grine igen. "M-Men du må indrømme at jeg er cute som fritte!" sagde han og lavede en slags :3 ansigt. Han forvandlede sig nu igen til en fritte og sprang op i hendes skød hvor han stadig grinede lavt for sig selv.
((Forbandet være mit Krea-svigt ._.))

Amelia's forsøgpå at holde sin latter inde blev ikke loige hjulpet af at han begyndte at grine. Men dog kom den ikke helt ud stadigvæk. Hun kunne ikke helt lide den reaktion hendes fulde latter havde på folk. Lidt lige som en sirenes sang. Bare meeeget mildere og kan kunne nok sagtens komme ud af det igen. Så ingen trance. Lidt efter fald hun igen lidt til ro. Hun havde fået lidt farve om hendes hendes kindben over denne anstrengende tur med latter kramper eller havd det så end havde været. Hun så så mod ham igen. Som fritte. Roligt ind i hans øjne hvor at hun studere den måde at deres øjenfarve blandede sig sammen. "Jo det må man sige.. Men man kan vel goså sige at du er cute når du ikke er frit..." Hu nåede ikke at afslutte sin sætning før at hun hurtigt dækkede sin mund med begge sine hænder før at et kørt nys kom fra hende. Måske havde hun alligevel fået en del kulde af den løbetur i regnen..

Han kiggede overrasket på hende da hun nøs og kiggede derefter ud af de store vinduer.. Det regnede stadig en hel del derude. Han tog forsigtigt fat i hendes trøje og kravlede op til hendes nakke hvor han lod sin lange krop strække sig omkring hendes hals som en slagt tørklæde. "Sådan.. Du må hellere se at få noget varme i kroppen" sagde han imens han nussede sig hovede imod hendes hals forsigtigt og stille. Måske kunne han varme hende mere effektivt i menneskeform.. Men han brød sig ikke rigtigt om at bruge sin menneskeform.. Måske fordi han havde det bedre som fritte? Eller på grund af et eller andet i hans fortid? For nu måtte det forblive et mysterium.

Amelia blev igen selv lidt overrasket over at kunne mærke ham kravle op af hendes skjorte og lagde sig om hendes hals. Lige som et tørklæde. Dejligt varmt. Denne varme steg hurtigt gennem hendes lille og spinkle krop. Et smil trillede roligt frem og hendes øjenlåg faldt forsigtigt i og skjulte deres sjælne farve. Hun lod sig falde lidt sammen. Denne varme fik hendes søvn frem. Hun havde bare lyst til at lægge sig helt sammenkrøllet på denne hårde træ bænk. Men hun prøvede alliegvel at holde sig vågen. "Tark.." lod det mumlende men stadig tydeligt mens at hun nød den måde at han nussede mod hendes hals og gav hende den følelse af at hun var omgivet af bløde puder eller sådan noget. Der gik ikke særlig lang tid før at hun alligvel var godt afsted til drømmeland. Hun lod sig uden selv at vide det lægge sig ned på bænken før at det underlige skete. Efter noget tid lå der ikke mere denne pige men i stedet en lille killing med sort pjusket hår og hasselnøddebrune potter. Men hun vågnede ikke af dette..