What happened here? - Vittorio

Tid: Aften.. Nærmere meget tæt på midnat
Sted: Legepladsen
Vejr: Natten er kommet frem, og der er overskyet men tørt
Omgivelser: Intet andet i miles omkreds, som kan minde om liv

Mørket lå over Di Morga, og gav enhver bygning en uhyggelig skyggelignende struktur. Alt var forandret siden hun sidst havde set stedet. Ingen var længere ude på gaderne efter mørkets frembrud, og det hele virkede langt mere dystert under den nye herres banner. Malakel.. Det var hvad man kaldte denne herre.. En mand Angelie ikke havde brudt sig om på noget tidspunkt i hendes liv, og nu sad han endda på tronen. Vinden bruste frem og tilbage, og rev i de nøgne træer, som i dette øjeblik var ved at gøre klar til omvæltningen.. Vinteren var snart over byen, hun kunne mærke det. Den slanke skikkelse, som ikke var andet end 170 cm høj, stod nu midt i en sandkasse, som engang havde været et sted, hvor børn plejede at lege. Nu bar den mere udtryk af at være en gravplads, selvom der endnu ikke var nogle lig i den. Det røde hår flagrede vildt omkring i vinden, og de blå øjne stirrede tomt frem for sig. Armene var som altid lagt over kors, mens fødderne var bare. Sådan havde hun det bedst, og det skulle der ikke ændres på. Angelie Walentina var navnet på denne kvinde.. Næsten lige vendt tilbage fra helvedes flammer, og klar til at indtage sin plads i det nye slavehierarki, selvom det dog ikke ville blive gjort uden kamp. Hun havde trods alt ikke meget tilbage, så hendes mål var tydeligt.

Gemt godt ind imellem nogle træer ved legepladsens arealer gik en høj ung mand med mælkebleg hud og såkaldt også øjne, græs grønne øjne kunne man kalde dem. Et lille smil bredte sig over hans hvide læber da han løftede højre hånd frem foran ham, og knipsede lidt med fingerne så hans elskede blå flamme kom frem. #Jeg siger dig herre det er en ikke god ide at planlægge en vandre tur ved legepladsen det sted virker ikke godt for dem" sagde flammen til ham. Han studerede den med øjnene og kunne ikke lade vær med at gå hen imod legepladsen hans kurs var allerede sat fra det øjeblik han stod og kunne se toppen af et legehus inde fra de træer han var ved. Han havde den anden hånd begravet ned i hans busker lidt løse af stoffet, var kul sorte virkelig kul sorte ja det var næsten ikke til at se i dette mørke der var lagt over hele legepladsen. "Rolig nu der sker intet i at vandre lidt omkring, det ville være nødvendigt at kende sine omgivelser og steder ikk"sagde han og satte hans tempo en smule op så de skridt han tog var blevet lidt hurtigere. Denne unge herre havde navnet Vittorio han var meget spændt på at se hans blå flammes reaktion for var den blevet lille var der ingen andre end ham men var flammen stor, så betød det at der var nogle i nærheden. Et bredt smil kunne ses over læben, han stod og kiggede direkte på legepladsen men havde ikke fået set at der sad end ved sandkassen. enlig havde Vittorio slet ikke lagt mærke til der var nogen på dette sted. Flammen lyste glødende op så den var stor og ikke lille så der var nogen i nærheden"Ser man det"sagde han med et lille blik ved sandkassen som var der hvor hans instinkter førte ham hen til.

Typisk.. Langsom satte hun sig på hug i sandkassen, inden hun ligyldigt lod den spinkle hånd glide igennem sandet, som føltes koldt mod hendes fingre. Blikket var ligeså rettet mod sandkornene som blev tvunget i forskellige retninger, alt efter hvilken vej hun tvang hånden ned i sandet. Så.. uskyldigt dette sted var, og alligevel lå der den samme dyster stemning her, som i resten af byen. Sikke noget at vende hjem til.
Ude i øjenkrogen opdagede hun det.. Det blå skær, som let lå omkring omgivelserne et stykke fra hende. Automatisk rejste hun sig langsomt op i stående stilling, inden hun børstede det værste sand af den sorte nederdel, og toppen i samme farve, for derefter at vende de dybblå øjne mod det blå lys, og skikkelsen som bar det. Langsomt kneb hun mistænksomt øjnene en anelse sammen, da hun så skikkelsen i skæret.. Huden var hvid.. Intet under i denne by, eftersom mange foretrak det sådan. Selv havde hun intet imod den gyldne teint som svagt havde lagt sig på hendes hud. Hans grønne øjne lyste næsten op, og fangede hurtigt hendes blik, som hvilede mod hans et kort øjeblik, hvorefter hun igen flyttede øjnene mod den flamme som han holdt. En blå flamme, som virkede falsk, men alligevel så ægte. Det var nok mest farven. Hun havde været vant til de orangerøde farver så længe, at blå flammer ikke havde virket interessante.
"Godaften" sagde hun lavt.. Så lavt at det knap var hørligt, og et almindeligt menneske ville aldrig have hørt ordet. Derimod var hun sikker på han ikke var et menneske.. Bare flammen modsagde at han var, men hvilket væsen mon den skikkelse bar rundt på?