Identify me! (Lucas)

Tid: Nat
Sted: Et sted midt i parken
Vejr: Det blæser ret kræftfuldt
Omgivelser: Ingen, kun bænke, lygtepæle og træer


”En... to...tre...” En svag stemme overdøvede larmen fra den skarpe vind, som rev og trak i alt den kunne få fingre i. Den lille dreng, stemmen var kommet fra hoppede fra en bænks næsten ødelagte armlæn, over på en stor sten og derefter vidre til den næste store sten som stod der. Andet havde han jo ikke at lave. Han havde endelig taget mod til og var gået ud af legepladsens areal... hvilket ville sige: væk fra det sted mellem buskene hvor han gemte sig, hvis han hørte nogen komme. Nu havde han ingen steder at flygte hen. Han var alene. Alle ville kunne se ham, hvis de ville. ”Fem...” Han hoppede ned på jorden og trak det hullede halstørklæde længere op over hagen. Selvom det alligevel ikke ville varme havde han det på... han vidste at hvis mor havde været der havde hun sagt at han skulle tage det på... men så ville hun selvfølgelig også have gjort noget ved hans beskidte tøj, og alle de huller der var i hans bukser. ”Syv... otte...ni...” Han talte vidre... denne gang alle de lygtepæle han gik forbi. Siden han aldrig havde gået i én af de dersens ”skoler” var han nu ret stolt af at han nu kunne tælle til 76, han kunne aldrig huske hvad der kom efter det. Han kunne engang tælle til hundrede... men det var kun når far hjalp ham. Han stoppede op, da det gik op for ham at der nok ikke nom nogen at lege med i nat. Nu var det kjo heller ikke så mange som var ude om natten...

"ti" lød stemmen. En stemme, der lige så godt kunne have tilhørt en familie var, men dog en familie far, der var medlem af nazi partiet. På stenen foran Jody, stod Lucas. Han var modsætningen af den lille dreng, høj, klædt i et jakkesæt, der sikkert kunne have sørget for at drengen aldrig skulle røre en finger i sit liv. Med isblå øjne, der gennemborede drengen, forsøgte at finde mening med ham. Det eneste de to havde til fælles var håret, de havde begge blond hår. Udover dette var de begge nattens jægere.

"elleve, tolv." han smilte og slikkede sig om læberne. "Min dreng, du er sent ude... Hvor er din mor?" Spurgte hans nysgerrigt, hvorefter han rakte hånden ud, og rodede i drengens hår. Hvorefter han bøgede knæene, og satte sig på hug, så han var på højde med den lille dreng. "Jeg hedder Lucas. Har du et navn?" Han strakte hånden frem, i et forsøg på at vise gæstfrihed.

Hvorfor ejeren af Connelly Enterprices sad her, og talte med en lille dreng, var et godt spørgsmål. Men måske var det melidenhed, måske var det ambition, måske fordi han ønskede en hær, eller måske fordi han så noget af sig selv i drengen. Ingenting. Blond det blonde hår, en dreng fra gaden. En dreng der måtte lære. En dreng der havde brug for en far.

Men naturligvis ville han aldrig indrømme det.

Ti? Jody løftede hovedet og lod sit blik hvile på en mand. En fremmed, som han ikke havde set før, nu gik han jo heller ikke så meget ud fra sin lille hule mellem buskene. Hans store, grønne øjne flakkede kort da han fik øjenkontakt med manden og han lod sin højre fod glide en smule tilbage, som var han klar til at løbe hvis nu manden lige pludselig angreb... selvom han dog stærkt tvivlede på det. ”M-min mor, hun er...” Længeren kom han ikke i sætningen. Han havde ingen idé om hvor de havde ført mor hen, dengang. Han havde før hørt naboerne tale om at hun var gal og et eller andet med 'psykisk-ustabil'... Jody vidste ikke hvad det var og han havde ikke haft tid til at tænke over det i særlig lang tid, før hun blev hentet af nogen som havde en speciel uniform på. Han lukkede øjnene hårdt i, da manden rodede op i hans hår. ”Jeg hedder Ju... jeg mener Jody.” Han rystede kort hovedet og håbede på at manden ikke havde opfattet det første. Mor havde jo sagt at han var nød til at hedde 'Jody' intil han ikke jagtede dem mere. Nu var han selvfølgelig helt alene og kunne ikke gøre så meget ved det, hvis det nu skulle ske at han kom og hentede Jody hjem igen, ligesom den dag han blev bidt.

Lucas smillede forsigtigt. Hvis drengen hed Jody, og ikke Ju, eller hvad det nu var, så måtte han vel det, det var ikke Lucas ansvar, det måtte drengen fuldkommen selvom. "Hun er ihvertfald væk" konstaterede Lucas, og kommenterede ikke navnet med en stavelse, han følte at det var smartest at gøre det sådan, barnet kunne for fanden ikke gøre for han var forvirret, og med lidt held kunne han opdrages lidt. Han lagde hovedet lidt på skrå. "Hvad laver du egentligt, hvis du ingen mor har?" Han betragtede ham lidt, hvorefter han rettede sig op, og hoppede ned fra stenen, det var simpelthen for mærkeligt. Han rullede med skuldrene. En enkelt gang for at få blodet til cirkulerer bedre, selvom det var sparsomt, eftersom det var et par timer siden han sidst havde spist, så var det der stadig, og kunne stadig få det til at prikke, hvis det ikke nåede frem til de rigtige områder. Han gabte tungt, falskt, tydeligvist for at illustrerer at han ventede, og betragtede ungen.

Jody betragtede nu manden med et hårdt blik. ”M-mor er ikke væk! Hun er bare...-” Hans blik blev blødere og han foldede hænderne nærmere forlegent sammen og så ud i siden. ”-...Ikke her.” Han mumlede nu, stille og roligt. Hvorfor overhoved prøve at bilde sig selv ind at hun var der, når han vidste at hun ikke var? Måske fordi han godt kunne lide det sådan. Måske fordi han var overbevist om at hun en eller anden dag kom og hentede ham hjem igen... og så vil alt blive som før. Han bed sig i underlæben, sørgede for at de spidste hjørnetænder han besad ikke stak ud og lavede hul i hans tynde, blege hud.
Hvad han lavede? Øhm... det havde han egentlig ikke noget svar på. Han anede det ikke. Han havde jo hele tiden troet at hun ville komme tilbage efter ham. Så han ventede vel? Han nøjdes med et trække på skuldrene. Han lignede helt et barn som var ved at få skæld ud fra sine forældre... vidste hvilken forbrydelse han havde begået, men skammede sig for meget til at sige noget, så han trak bare uskyldigt på skuldrene. Det mindede ham helt om dengang han havde taget en kage uden at spørge mor og han først havde givet katten skylden... den de måtte skille sig af med, fordi han lige pludselig havde udviklet en allergi. ”Jeg... er her vel bare...?” Mumlede han svagt og uskyldigt, så op på manden for at se hvordan han ville reagere.

"Det lyder da godt nok trist, enormt trist..." Lucas blinkede en enkelt gang og betragtede drengen med sine blå øjne. "Du er her bare? Ingen mening med livet? Intet at leve for? Ingen far?" spurgte han nysgerrigt, og gjorde sig umage, for at betone det som om det måtte være det værste i hele verden.

Lucas var ikke det man ville kalde den ideele fader figur, hans ide om perfektionisme, hans materialistiske sind samt hans imperialistiske overbevisning, gjorde alt sammen at han ville sætte alt for høje krav til en eventuel arving. Han stak hænderne i lommerne, og traskede lidt frem, og lidt tilbage. "Altså, hvis det var mig, så ville jeg ihvertfald ikke leve i en park, uden et formål med mit liv" hvorefter han trak på skuldrene, og sukkede tungt. "Men det er jo bare mig, du må jo gøre hvad du vil med dit liv... eller, uliv" Han smillede, og de spidse tænder tittede frem, og reflekterede i et kort sekund lyset.

Jody rystede let på hovedet og så ned i jorden med sine store, grønne øjne. Det lød helt trist når Lucas sagde det på den måde... var han virkelig så... hjælpeløs? ”A-alle har en far...” Fik han lige fremstammet, for idet mindste at svare en smule igen. Det var jo rigtigt nok det han sagde, alle havde en far. Jody lod fingrene glide hen over sin hals, over de to små, runde ar som sad et lille stykke fra hinanden. Bare syndt at hans var en smule anderledes. ”Jeg har ikke andre steder at tage hen og jeg har ikke særlig meget at leve for længere...” Mumlede han, nærmest til sig selv... det lød virkelig ynkeligt i hans øre.
Jody så hurtigt op på manden igen og så nærmest bange ud. ”Uliv?” Gentog han mumlende, lød som om han talte om uhyret i en gyser-historie. ”B-betyder det at jeg ikke findes?” Spurgte han bange og så på Lucas med sine store, nu tårefyldte øjne. Jody var sådan én der troede på alt det blev sagt, og kunne godt finde på at vende det om så det lød helt forfærdeligt. Endte hans liv, virkelig den gang han blev bidt af far? Eller var det i virkeligheden aldrig begyndt?

Han smillede bredt. Trak på skuldrene. "Der er jo ingen der siger det skal være sådan, vel?" han vendte sig og tog et skridt imod drengen. lagde en hånd i hans hår, og uglede det en ganske lille smule. "Jeg har ingen børn" Forklarede han med et smil, og slap ham, hvorefter han skiftede vægten til det andet ben og betragtede ham. Løgn, han havde 2 andre, ikke børn, men slaver der ville lære at om hans levemåde, have en del af magten, have en del af hele hans liv, ved denne tanke slikkede han sig sultent om læberne. Fantastisk, begær efter magt var måske noget af det mest fantastisk han kunne tænke på. Det var den slags, der gjorde at hans planer var mulige. "og du har ingen far." Han trak på skuldrene. "Det skal forstås at jeg ikke tilbyder dig en sukkersød eksistens... men mere... søskende, et formål... viden." forklarede han. Sagde han nej, var det jo bare det, der var ingen der sagde han havde brug for knægten, han var kræfter, ligesom alle andre, blot endnu en.

Han blinkede, og tjekkede hans ur. Tiden var nær, måske burde han skynde sig? Han trak forsigtigt på skuldrene. Lucas øjne gled over hans hals, han strakte de lange fingre frem, og rørte forsigtigt ved de to små huller, hans blå øjne blev blanke et kort sekund. Blanke for følelser. Kolde, hårde, og så var det sympatiske igen.

”Men...Hvad nu hvis mor kommer for at hente mig, og jeg ikke er her? Så er hun jo helt alene.” Han så ned på sine fødder. Ikke at han troede at mor nogen sinde ville komme tilbage til ham, men han måtte jo havde noget på sine tanker... og så var mor det bedste valg... hendes rolige stemme og venlige ansigt sad fast i hans hukommelse, men var snart glemt. Det var så længe siden han havde set hende. Han havde boet udenfor lige siden hun blev hentet. Han var.. alene. ”Hvad nu hvis hun bliver ked af det? Eller ensom?” Hans stemme var hæs nu, som skulle han til at græde. Alt det var ham. Han var alene. Han var ked af det. Han var ensom...
Jody satte hænderne op foran øjnene for at holde tårene inde. Han var blevet så bange den første gang han havde grædt, da han var blevet forvandlet. Blod i stedet for salte tåre. Det var i hvert fald ikke noget han var vant til, så han havde ikke lyst til at græde. Ville ikke.
Han gispede kort og løftede hovedet, da han mærkede de kolde fingre på sin hals. På 'biddet' som stadig sad der, efter så lang tid. Gad vide om det ville blive der til når han ikke var der længere. ”Mmm... Det var et uheld...” Mumlede han lavt. Han var stadig overbevist om at hans far kun var 'kommet til' at sætte tænderne i ham den dag og det kunne han jo ikke gøre for. Mor troede noget andet... det var derfor far var blevet sendt væk fra dem. Så det kun var mor der var der... men der gik ikke lang tid før hun også var væk.

Han stoppede, bøjede sig ned, og tog fat omkring den lille dreng. Rejste sig, og da han gjorde det, trak han ham med op, fik ham sat på hans hofte, med en hånd under hans lår. Holdte ham fast, og så direkte ind i hans øjne. "Lyt... Hvis din mor kommer tilbage, så er det et mirakel... Jeg tror ikke hun kommer tilbage... Det er hårdt min dreng, men sådan er livet nu bare!" Og med denne kommentar, satte han ham ned igen.

Livet var hårdt, og ulivet var om muligt endnu hårdere, i livet var der en chance for at dem du ikke holdte af blev skadet, her, kunne du være sikker på at dine modstandere ville leve uendeligt, leve lige så længe som du gjorde, indtil du ødelagde dem. Og de havde al den tid til at finde ud af, hvordan de skulle ødelægge dig, og det var derfor, at meget få overlevede mere end 100 år i denne verden, verdenen var simpelthen for skummel, for hyklerisk, der var for meget in fighting blandt vampyrerne, hvilket jo var en skam, eftersom de var en race, der ville kunne tage magten fra dæmonerne, fra englene, og fra alle andre. De ville kunne side på al magt, uden at behøve dele det med nogen....

Hver gang denne tanke strejfede Lucas, blev hans læber skilt i et smil, et bredt smil, hvor de lange hjørnetænder kunne ses. Denne gang var ikke anderledes på nogen måde, de blege læber skiltes, læberne, hvor tusinder af folks hjerteblod var løbet indover, der nu var så blege som sne, de skiltes, og hjørnetænderne glimtede i mørket.

Jody så lettere bange ud da han blev båret op af Lucas, prøvede at undgå hans blik, men uden ret meget held. Han vidste det. Han vidste det godt alt sammen! Men lidt håb måtte han da have, det var jo det som holdte ham i live... fik ham til at holde sig skjult i skyggen, når solen skinnede, drak det sidste blod han havde tilbage, som han havde været nød til at blande op med vand... for at holde sig i live. Da han blev sat ned på jorden igen, så han ikke op på ham, lod blot blikket hvile på den kolde jord. ”Men...hvis jeg går med, har lov til at gå ned og se om hun er der nogen gange...ikke?” Han mumlede lavt og løftede blikket en smule, så han idet mindste så lidt på ham mens han sagde det. Selvom han vidste at han gik derned for ingen verdens nytte var det alligevel rart at tænke på... og han havde alligevel heller ingen steder at gå hen, så det var vel på en måde en god ting, ikke? Han løftede hovedet, så op på ham med sine store, grønne øjne, næsten på en bedende måde.

Lucas standsede i sin tankerække. "om du må? Det må du da bestemt ikke, det skal du derimod, hver uge skal du besøge dette sted, holde fast i det du elsker, vi er ganske vist jægere, men vi er ikke monstre!" forklarede han med fast stemme, og betragtede den lille dreng. Hans læber skiltes i et smil, han glædede sig, glædede sig til at forme denne dreng, sammen med de andre, hans smil blev kun breddere, og han kunne have grinet, grinet ad månen.

Han rørte ved den lille drengs hår, strøg over det med blide fingre. "Så hvad hedder du... Ju-jody" Det sidste var en imitation af tidligere, da han havde hørt ham udtale den enkelte stavelse før han kaldte sig Jody. Jody, hvem fanden kaldte deres børn for den slags? Ingen forhåbentligt, og hvis de gjorde, så håbede han da de brændte i helvede. Var det virkelig så svært at have ordentligt navne?
Lucas betragtede ham, og mærkede i sine lommer, mærkede efter noget han kunne give drengen, et tegn på affektion, eller den affektion som han foregav at have for drengen, hvis blot han kunne fremkalde kærlige faderfigurs følelser i drengen, så ville han have ham i sin hule hånd!

Jodys ansigt lyste op i et stort smil. Han havde været sikker på at han havde sagt nej... at han skulle glemme alt om det. Han havde åbenbart taget fejl. Heldigvis var det en god fejl. ”V-virkelig?” Han lød for første gang glad og som en lille dreng skulle. Selvom han vidste at han ville komme til at sidde alene på en bænk i flere minutter... timer enda, men han var glad. Næsten så glad at han var overbevist om at den gode, varme følelse i maven kunne komme når som helst det skulle være, bare syndt at den 'evne' var taget fra ham dengang... Han lukkede kort øjnene, da Lucas lod sin hånd køre igennem Jodys hår. ”Øhm... mit navn?” Mumlede han lavt. Han var ikke sikker på om det var en god idé... mor havde jo sagt at han ikke måtte sige det til for mange, for højt. Men... siden Lucas jo teknisk set havde sagt at han kunne stole på ham gjorde det vel ikke så meget. ”Mit navn er Jules... Men...” Han skar en kort grimasse. Hans mor havde givet ham navnet ”Jody” for at 'beskytte' ham så han havde det næsten dårligt ved at sige det... det havde han ikke haft før.

"Jules..." Gentog Lucas, og smillede bredt. Hvorefter han drejede om på hælen. "Skal vi gå?" spurgte han med et smil om læberne, bredt... Alt for bredt, til at kunne være ægte. "Er du sulten? Skal vi tage på indkøb" spurgte han, og strakte sin hånd ud fra kroppen, strakte fingrene og lod dem så folde sig sammen igen, hvis drengen ønskede kontakt, så var den der, hvis ikke, ja så havde Lucas det ganske fint uden. Han rullede en enkelt gang med skuldrene og betragtede luften, mens han traskede ud af parken. Imod en ny og bedre tilværelse for drengen, og imod en tilværelse, der kunne være farlig, nu hvor Lucas mindre hær havde endnu en soldat. Endnu en soldat der kunne oplæres, der skulle oplæres, hvis der var noget håb, hvis der skulle være det mindste håb, om at vælte styrret.

Han smillede, kiggede på drengen. Smillede, han mindede ham så meget om sig selv, dengang han var ung altså... bortset fra øjnene altså. Lucas kløede sig forsigtigt i håret, så det blev blot en lille smule mere ulet, det nyttede jo ikke, at drengen skulle han skulle være at for pæn... Ihvertfald, ikke til at starte med.

”Hmm... hvor skal vi hen?” Kom det lavt fra ham, hvorefter han rakte hånden ud og tog fat i Lucas' jakke, hvorefter han lod sig trække med. Han ville ikke blive væk, eller sakke bagud, så det var nok det bedste han kunne gøre... lige nu i hvert fald. Han havde tit fået kram af piger han ikke kendte, men som havde syntes at han så sød ud, han havde givet hånd og alt sådan noget, men han var genert, lige som alle andre børn på hans alder skulle, så han brød sig ikke om utrolig meget kropskontakt lige med det samme. ”Jeg er ikke sulten.” Mumlede han så og rystede kort på hovedet mens et svagt smil havde overtaget hans små, blege læber. Han havde næsten 'øvet' sig selv i, ikke at intage for meget. Lige da far havde forladt ham og mor og der ikke var særlig meget mad i huset, havde mor sagt at man bare skulle snyde sulten og så gik den sin vej igen. Det havde ikke virket ret godt. Jody så tænkende væk, hvorefter han rakte ud efter Lucas' hånd og tog den i sin. Måske alligevel... Han følte sig på en måde utryk nu, men han var vant til det. Måtte altid være på vagt overfor hvem det nu var der rendte rundt i mørket. Tænk nu hvis det var far...

"vi skal hjem" sagde Lucas, og med denne kommentar, smillede han blot, og traskede videre, videre hjemad, mod Quatre og hans lejlighed, hjem, søgende væk fra dagslyset. Hjem...

//out, jeg kontakter dig på pm ;)//