Down to Earth(Lucas)

Sted: Banegården.
Tid: Klokken 21:00.
Dato: 24 november, en onsdag.
Omgivelser: Nadine og hvad der ellers befinder sig på en banegård.
Vejr: Stille og rolig vind, mørk himmel.

En knap så høj pige sad nede på den kolde jord inde på banegården, med ryggen lænet op mod en væg. Et svagt smil dukkede frem på hendes læber, imens at stilheden drog hen over stedet. Der var ikke en skikkelse at få øje på inden for hendes åsyn, hvilket irriterede hende, da hun så småt var begyndt at blive sulten igen. Tørstig efter blod som hun altid blev.. ude af kontrol når hun mødte nogen på sin vej. Hun var ikke et normalt menneske, hendes hjerte bankede ikke.. hun var en vampyr med skarpe hugtænder som levede af at dræbe uskyldige væsner og andre som alligevel fortjente at se døden i øjnene.
Den sort beklædte pige bar navnet Nadine, hun var 19 år gammel og havde en sort trøje på, som ikke lignede en almindelig t-shirt mere, hun havde klippet i det ene ærme så man kunne se noget mere af hendes blege og kolde marmor hud, men som alligevel var blid at røre ved. Hun havde sorte tætsiddende bukser på og var iført bare tær. Hendes hår gik længere ned end til hendes bryster, det havde farverne sort og blond, så det ikke var så kedeligt at se på.
Hun trak sine ben ind til sig og lod sine arme falde rundt omkring dem, imens at hun lod sine dødelige, men grøn agtige øjne glide rundt i området, selvom hun ikke fandt noget at se på, hun var alene på stedet. Vinden tog af og til fat i nogle af hendes hårtotter, tanken strejfede hende om hun skulle forsvinde fra banegården og lede efter et hjem i stedet for at drive tiden af som hun gjorde.
Men hun måtte snart finde et offer, hendes øjne begyndte at skifte farve, så de havde et strejf af den røde farve i stedet for den grønne, som var hendes naturlige farve. Et råb lød fra hendes læber: "Hvorfor kan jeg IKKE styre det?!"..
Trangen til blod voksede inde i hende, og et større smil dukkede frem på hendes læber da hun fik øje på en rotte gå hen langs kanten til togskinnerne, hvor togene kom kørende frem og tilbage, Nadine slikkede sig om munden, når hun ikke kunne få et menneske eller bare et offer som kunne snakke og gik på to ben, så fandt hun føden et andet sted..! "Grr.." lød det fra hendes mund, imens at hun viste sine hugtænder frem, hun kiggede sig omkring for at sikre sig at hun var alene, inden at hun gik til angreb på rotten og tog fat om dens hals med den ene hånd og tog fat i dens hale med den anden hånd som hun med lethed brækkede over og hun satte sine hugtænder ned i dens hals med det samme selvom rotten pev og bevægede sig for at komme fri, blod løb ned af hendes ene mundvige og ud fra rotten imens at der strømmede blod ind i hendes mund. Hun fortsatte med at tømme rotten for blod, end til at den ikke havde mere og ville ligge død i hendes arme, hun lukkede sine øjne i nydelse.

Lucas havde betragtet pigen i lidt tid. Hun var til fare for dem alle. Hun bar sine tænder på ydersiden af trøjen, for nu at tale i symbolik, rent praktisk var hun simpelthen for højtråbene, altid for sulten, altid ædende, altid...
Lucas rystede på hovedet, og bevægede sig hen imod hende, han havde holdt sig i skyggerne i længere tid nu. Han var iklædt et jakkesæt, der nok kunne have brødfødt en ghetto i et par måneder. Han rettede forsigtigt på sit slips, og talte så, hans stemme var rolig, men en kant af afsky kunne høre i den, foragt, had, og samtidig en interesse. "Du er ikke bedre, end det du kommer i din mund..." Vra hans åbnings replik. Han betragtede hende, betragtede rotten, og var sikker på at han kunne se en loppe i hans pels, eller også var det bare indbildning? Ulækker var den ihvertfald, og han ville ikke engang tænke på smagen af blod.

"Det er hvad der adskiller dig og mid... Jeg drikker kun det bedste, og er derfor det bedste.... du, derimod spiser skidt... hvilket gør dig til skidt.." han foldede hænderne bag rykken, og rakte ind i sin jakkelomme, fremdrog en lille lommelærke, blod... drengeblod, 7 år gammel, blond, grønne øjne. Udsøgt blod... Han ville gerne undvære en formue for den slags blod, se DET var mening med livet, eller, ulivet.

Han skruede forsigtigt proppen af, og stod nu med lommelærken i hånden, ventede, ventede på at duften ville ramme hendes næsebor, forhåbentligt, hvis hun nu kunne vendes til kun at drikke godt blod, ville hun måske holde lav profil omkring det at hun var vampyr, vampyrerne måtte holde lav profil, eftersom det jo var dæmonerne der var den virkelige fjende, og hvis de stakkel mennesker også troede dette, så ville alting være godt. Alting ville blive godt, hvis blot vi kunne lave en form for alliance med de dødelige. Han smilte for sig selv... Men lige nu, var det denne pige, hun var alt for bludfærdig med sin race, og det måtte der sættes en stopper for... one way or another.

Nadine slap grebet om rotten og lod den flyde på jorden med et blodbad som spredte sig omkring den. Hun fik øje på en skikkelse som nærmede sig hende, som vidste sig at være en mand.
Han begyndte allerede at snakke til hende, som om at han kendte hende fuldt ind og ud. Hun blev forvirret over det som han sagde, da hun ikke havde hørt disse ord og sætninger før, stille rejste hun sig op, man kunne stadig se farven af det røde strejf i hendes øjne og hun sagde det lavt, men til at en vampyr kunne høre det:
"Til.. skidt?".. mere kom der ikke ud af hendes mund og hun begyndte at gå hen imod ham.. den ukendte mand, hvis navn hun ikke kendte, havde han luret hende under hele episoden fra hun dræbte rotten til at hun næsten havde ædt hele dens krop og indvolde?

En lugt af noget blod strejfede hendes næse da hun nærmede sig ham, "Menneskeblod?.." spurgte hun og lød som en kvinde der aldrig havde lært at snakke før. Nadine var bare forvirret over det hele imens at trængen til blod stadig voksede inde i hende og hun kunne ikke forstå alle de ting som lige skete.. en mand dukkede bare pludselig op, som tydeligt også var en vampyr, en af hendes egen race, hun fortrak sine mundvige i et skævt smil da hun fornemmede hans kolde aura.
Hun lagde sin ene hånd på hans arm, omkring ved hans håndled og kiggede på blodet, betragtede det som om at hun hungrede efter det. Nadine slikkede sig om munden så det værste blod gik væk..blodet fra rotten som hun før havde dræbt med sine hugtænder, "Hvem er du?" spurgte hun og bed sig noget hårdt i læben så der kom et bidemærke, Nadine kiggede forsigtigt op mod ham, dog ikke sådan at de fik direkte øjenkontakt.

"Rør mig igen, uden min tilladelse og jeg skal sørge for at du ender som den rotte" Han smilte overbærende, hun måtte jo lære reglerne, ellers kunne jo ikke afholdes til ansvar for dem. Han smillede bredt. "Ja, menneskeblod" Lucas følte et svagt impuls fra hans onde side, og kunne ikke lade være, han kunne simpelthen ikke lade være. Han så på flasken, hvorefter han vendte bundet i vejret på den. Den tykke, røde væske flød ud af den, og plaskede mod jorden. Han betragtede hende, smillede over hendes reaktion. Lucas betragtede hende, og hvorefter han slap flasken, og lod den ramme jorden, den splintredes og han kunne simpelthen ikke lade være med at slikke sig om læberne.

"Kan du ikke se det? Skal sulten regerer dit liv?" Han fnøs i tydelig foragt, som om sulten overhovedet var en del af livet, sulten var blot en mindre deltalje, som man skulle tage højde for, intet der skulle gøres et stort nummer udad, det var et spørgsmål om at have donere hist og her, eller ihvertfald penge til at skaffe dem. Hvorefter man kunne fokuserer ens energi på mere... resultat rige formål, eksempelvis planer, træning eller måske bare de almene komplot, som var en kæmpe stor del af ulivet som en vampyr. "Forstår du?" spurgte han nysgerrigt, mens han betragtede hende, de blå øjne borede sig ind i hende, iskolde og isblå. Som vandet under en vintersø, der bevægede sig svagt, kun lige under isen, men stadig så meget at de lige akkurat kunne anes.

Nadine trak sine hænder til sig da hun fik denne trussel eftersom hun ikke ville ende sit liv, et lille smil dukkede frem på hendes læber da han sagde klart at det var menneskeblod, hun havde lyst til at smage det, bare trangen til blod voksede allerede inde i hende, hun elskede sit liv og accepterede det hele som det var.. hun var glad for at hun ikke kunne have følelser mere, så hun stort set bare kunne være den mest iskolde person i hendes verden, hvis det virkelig var det hun ville og behandle andre som skidt af dem som hun mødte på sin vej. Dog vidste hun at hun skulle passe på når hun var i nærheden af væsner som var stærkere end hende selv og denne mand som stod foran hende, kunne nemt gå til angreb hvis han ville og dræbe hende, så hun endte som rotten som hun selv så fint havde taget sig af. "Rotten.. er et væsen som mennesker også..hader" sagde hun mere eller mindre forsigtigt. Nadine kunne ikke forstå at sulten kunne reagere ens liv. Det var jo noget som bragte med når man blev forvandlet til en vampyr, det var noget som lå i deres natur? Hun undrede sig over om denne mand overhovedet var af en og samme race som hende selv.

Et hvæs undslap fra hendes læber, imens at hun lavede store øjne da han med vilje slap flasken som gik i tusind af stykker og blodet spredte sig ud til næsten alle sidder, det lignede et lille blodbad. "Hvorfor gjorde du det?" spurgte hun og viste sine hugtænder frem imens at hun hvæsede, imens at hun så på ham, undgik dog noget af øjenkontakten. Nadine forstod ingenting, hun var forvirret og det kunne ses på hende. "Menneskeblod..velsmagende blod.." mumlede hun letter for sig selv og satte sig ned på hug ved blodet og stirrede på det. Hvorfor ville han ikke have at hun skulle lade blod reagere hendes liv? Skulle hun ikke opføre sig om en vampyr? Hun havde lysten til at slikke blodet op.. men gjorde det ikke.

Han betragtede hende. Rystede på hovedet. "Tag det." sukkede han, hvorefter han vendte rundt. "Hvis du vil leve som rotten... Så lev som rotten" han trak på skuldrene, hvorefter han tjekkede sit ur, og gik imod trapperne. Han havde taget fejl. Han Lucas Connelly havde fejlbedømt hende, troet at der blot var en lille gnist af hjerne i hende, at der var lidt i hende, der kunne frelse hende. Hun ville være en af de første de gik under i den nye verden, hvis den nye verden blev til noget.

Han kunne ikke fatte, at man kunne være så snævert synet. Han tog endnu et skridt, og hans føder klingede imod væggene som høje piskesmæld, han kunne lige så godt have stået med en lædderpisk, og pisket, for hver gang han tog et skridt. Måske var det ekkoet, måske var det simpelthen bare fordi han gjorde sig meget umage. Hvem vidst? "Men husk dette... Du vil dø som rotten, revet i stykker af en der er mægtigere end dig, tømt for alt du har, og kasseret for noget mere ædelt" Han rystede på hoved, de blå øjne, fyldt med foragt. "Og vid, når du ser døden i øjnene... At du havde et valg" han smillede ømt, som om han havde prøvet alt der stod i hans magt, for at lære et utålmodigt skolebarn, at 1 + 1 var lig 2, og nu endelig havde gevet op, og havde besluttet sig for at koncentrerer sig om resten af klassen. Hvilket, var præcist hvad Lucas havde været ude for her. Forskellen var, at du nok kunne leve et liv uden at regne. Men du kunne ikke leve et liv, uden at være i live.

Han smillede. Et ordspil? Det næste ville vel blive han trak i klovnesko og en stor rød næse!

Nadine stirrede en smule på blodet inden at hun vendte sit blik mod manden, "Kan godt styre mig.." sagde hun med et lille hvæs. "Og..vil ikke dø som rotten..!" udbrød hun og rejste sig op, rettede noget på sit tøj. Han skulle ikke sige sådan noget til hende!.. Det hele forvirrede hende bare.. hun forstod intet af det. Selv gjorde det ondt da han sagde at hun ville se døden i øjnene!.. For det havde hun oplevet.. og det ville hun ikke opleve igen!..En masse tanker strejfede igennem hendes hoved og hun overvejede om hun skulle løbe efter ham.. Nadine ville bare ikke have at det endte med at han ville gå hen og slå hende, da hun havde fået nok smerte af den slags. Men hvis det alligevel var sådan, så ville hun bare tage smerten i sig. Med et hurtigt skrig.. råbte hun: "Vent!.." og satte sig i løb efter ham.. da hun gerne ville have nogen svar på nogle spørgsmål og vide noget mere omkring det som han nok ville lære hende.

"Undskyld.." sagde hun og så på ham, da hun nåede hen til ham, "Vil..du..ikke nok..blive og forklare mig det hele..samt lære mig noget?" spurgte hun og lagde sit hoved en smule på skrå, hun vidste ikke hvad han ville gøre, men hun vidste bare at hun ikke ville lade ham gå. Nadine var ikke som alle andre vampyrer og hun ville vise andre at hun kunne finde ud af noget, at hun måske kunne blive en moden vampyr og mere end bare det, så nogle folk måske ville se op til hende?
Hun prøvede at få øjenkontakt med ham og hun tog hurtigt fast i hans ene arm, som et tegn på at han bare ikke måtte gå.

Lucas standsede fuldkommen, han holdt op med at trække vejret, han bevægede sig ikke mere. Stod 100% stille. "Husker du ikke regel nummer 1?" Og lynhurtigt, fløj hans hånd op omkring hendes hals. "Lyt. Hvordan vil du have jeg skal lære dig noget, når du 5 sekunder efter jeg har nedsat en regel. Bryder den?" Lucas trak vejret dybt ind, de blå øjne stirrede imod hende. Han slikkede sig sultent om læberne, måske skulle man bare rykke hende i stykker, eller måske få hende til at hoppe ud foran et tog.

Han så på hende, betragtede hende, var det hår FARVET!? Det var simpelthen forfærdeligt, hvordan i alverden kunne man også klæde sig sådan der!? Stil! Hvor var den henne, hvorfor kunne man ikke bare holde sig på den rigtige side af samfundet, hvorfor skulle hun stikke ud, som en anden 14 årig! Lucas smillede, og huskede sine mesters ord. Man måtte stå ud, ikke stikke ud.

Det var præcis det pigen gjorde, hun stak ud, man fokuserede alt for meget på hende, alt for beskidt, for farvet, for falskt og for dårligt klædt. Man måtte stå ud, være en genstand for beundring, og den, som folk kom til når de havde problemer. Eller manglede ledelse. Ledelse... Det var der magten lå nu om dage... Han kunne have sukket, hvor han dog savnede dagene, hvor det kun var kamp færdighederne, der betød noget... Dagene i hærren!

Nadine så på ham inden at hun knep sine øjne sammen da hun mærkede hans hånd omkring hendes hals, "..Gr..hvad skulle..jeg ellers gøre for at standse dig.. i at gå din vej?" spurgte hun med et hvæs og tog fat i hans hånd med begge hænder, og prøvede på at komme fri fra hans greb.
"Slip..mig" mumlede hun og vred sig en smule, da hun ikke ville dø!.. Det ville hun bare ikke! Udover at hendes svaghed var at få øjenkontakt med nogen i for lang tid så.. kunne hun ikke lide at tænke på hvis hun.. skulle se døden i øjnene igen..og dø..brænde op i aske.. "..Du kan starte med at sætte mig ned..og brød kun..reglen fordi.. det.. jeg..ville ikke lade dig gå" mumlede hun.

Han slap hende. "Regler ikke til for at blive brudt" Lucas betragtede hende. "Jeg er ved at oplære en gruppe.. Slaver...Børn... Elever... Kald dem hvad du vil, det er ikke fordi der ikke er plads til dig... Men hvad nytte gør du?" For Lucas, var ordet forhold, det samme som ordet nytte, hvad nytte gjorde det at oplære denne pige? Hvad kunne hun? Hvad var hun? havde hun forbindelser? evner? kræfter? noget han kunne bruge i hans liv eller hans planer? De blå øjne gled over hende, fra top til tå, og tilbage igen. Standsende ved hendes hænder, ved hendes øjne, og ved hendes læber. Hvad mon der gemte sig bag hende?

Måske var det ikke helt retfærdigt, han kunne vel se at pigebarnet var desperat, at hun var havde brug en der kunne lære hende om livet, en der kunne lære hende om hvordan man skulle opføre sig, hvordan man undgik døden, og hvordan, man steg til tops. "Hvilken værdig har du?" Han smillede. Det var måske ikke fair at spørge hende selv, men selvsikkerhed, var noget som man blev nød til at have.

Nadine rystede kort på hovedet efter at manden havde givet slip på hende. Imens at hun lyttede en smule efter hvad det var han sagde. Og hun tænkte over hvad det var hun skulle svare på hans spørgsmål som han stillede hende, "..Er..god til at tage en.. udfordring og..så udføre den" sagde hun tænkende og bed sig lidt i læben, imens at hun stadig overvejede hvad hun ellers skulle sige: "Jeg kan nogle ting, som jeg syntes er ret nyttigt.." mumlede hun og fugtede let sine blege læber, uden at hun rigtigt kiggede på ham.

Et mærkværdigt spørgsmål at stille.. om hvad for en værdig hun havde?.. Hun trak svagt på skulderen da hun ikke vidste hvad hun skulle svare på det. Et spørgsmål som hun ikke havde et svar på. "..Det ved jeg ikke..endnu" sagde hun bare.. og bed sig noget hårdere i læben, det kunne ses på hende at hun var forvirret. Mere var der ikke at være i tvivl om. "Fortæl mig.. er de slaver...børn..elever... bare under din magt..? jeg forstår ikke.." sagde hun stille og kiggede så op på ham, dog uden at kigge direkte i hans øjne.
Nadine havde dog en værdig... når det kom til stykket, men det ville hun ikke fortælle før at det først var udført. Ellers kunne det ikke være en værdig, men hun ville ikke sige så meget, enten ville manden tage imod hende..eller lade hende være og gå sin vej..det var hans valg.

Lucas smillede bredt. "Under min magt? " en svag latter kom fra ham, det var da et godt spørgsmål, og gode spørgsmål, krævede.. opfindsomme svar. "Jo... ser du, man kan godt kalde dem det..." forklarede han, og betragtede hende. "Men, det er til det bedste, for dem selv, that is" Han smillede, og betragtede forsigtigt hende, måske var hun en der kunne tilføjes til rækkerne? Måske, kunne hun bruges, og måske, havde hun en værdig som hun skjulte. Han skiftede vægten, til det andet ben, og ventede. Ventede på at hun svarede, eller ventede på, at argumentet der ville overbevise hende om at hans overbevisning var den rigtige, kom til ham. "Man kan jo kalde en familie, en ekslusiv familie, der stræber efter det gode liv" smillede han. "en meget gammel, meget fin familie, meget rig og meget magtfuld familie" hans læber skiltes, og den lille lyserøde tunge gled over de blege læber.

Det var jo, mere eller mindre sandt, det var det gode liv de søgte, men det var Lucas der definerede dette liv. Lucas kunne, hvis han ønskede, bare læne sig tilbage og se hvordan verden passerede forbi hans øjne, men nej, det var aldrig nok, uanset hvor meget han havde, så var det aldrig nok.