I don't want to fight

Keiko mærkede vinden hive og flå i sit tøj, da han stille gik igennem byens gader. Der herskede panik over alt, uanset hvilken vej han så. Grunden var krigen som lige var brudt ud, som en sky på en klar himmel. Han ville ikke være med. Hvorfor skulle han kæmpe for en by, han knapt nok havde været i, i tre dage? Og så var det ikke just et behageligt sted han havde fundet til at sove på, ikke at han sov så utroligt meget. Men alligevel havde han retning mod den. Krigen. Folk flygtede den anden vej, men han fortsatte ligeud. Gik stortset lige ind i den, ligeglad med hvilke personer som han nu måtte møde. Denne by var mærkelig, alligevel kunne han ikke lade være med at føle at han ligesom smeltede ind i mængden. Han blev hevet ud af sine tanker, da en kvinde med et barn i 5-års alderen, ramlede ind i ham. ”Undskyld, jeg-...” Hun nåede ikke at sige mere, da Keiko allerede havde taget sin venste hånd op af lommen på sin sorte frakke. Hånden var blevet tildækket med en brun læderhanske, som passede til hans hat. Han strakte armen ud og pegede på kvinden, helt stille. Kvinden stirrede uforstående, da Keikos pupiler trak sig sammen, hun stivnede pludselig og lod drengen glide ned og stå på jorden. Hendes blodåre i ansigtet blev tydeligere og der kom et højt knæk, hvorefter hun skreg og faldt til jorden. Knægten begyndte at græde, da der gled blod ud af kvindens næse. Hun var ikke helt død, men hvis hun ikke fik hjælp, ville hun nok komme til at mærke mere fra det. Folk gik forbi og så hende ligge på jorden, men ingen hjalp. De havde vel for travlt med deres egen flugt, til at hjælpe en halvdød kvinde og hendes grædende søn. Det var hendes ejen skyld, hun havde vel øjne? Hun kunne vel se at han gik dér. Det var næsten et spild at bruge sin evne på hende, det vidste han, men han havde ikke tænkt over det. Han lod sit temperment tage over igen, selvom han ikke havde vist det. Dét var jo bare et dumt, svagt menneske. Han havde ingen idé om hvilke personer der nu måtte udkæmpe denne krig. Hvor stærke de var, og hvor mange kræfter han selv ville komme til at bruge. Keiko lod armen hænge slapt ned af sin side, hvorefter han vendte sig, og begyndte at gå, som var intet sket, med lyden af den grædende dreng i baggrunden. Hans originale plan var jo at gemme sig, men hvis han stødte på et eller andet på vejen, var han jo ligesom en smule tvunget til at kæmpe. Ikke at han tænkte så meget over det.

Et skrig blev hørt, en mand, kom løbende imod de skumle gyder mod terre, man kunne se blodet han havde på sig, dog var det ikke hans eget. Gråden gennem hans skrig kunne tydes, frygten i hans øjne var stor, han så sig tilbage som var djævlen efter ham, men skikkelsen der dukkede op lignede alt andet end. Nanase kom gående med forsigtig skridt, hun sukkede og tog sig let til hovedet, hendes mørkeviolette øjne, med gråsorte tåger som pupiler var fast lagt den krympende skikkelse, "hvis bare jeres soldater ikke var kommet ind i byen", hun smilte åbenlyst moret af hans i starten mod til at redde sin datter og resten af familien, men det var vel ikke hendes skyld vel? At manden havde valgt at være spion var vel hans eget ansvar. Nana's marmorhvide venstre hånd var blodig men det var ikke hendes blod, hun tog hånden op til sine læber, og slikkede let en smule af, "så ville jeg ikke være nødtil at dræbe dig og din elskede familié", hendes tonefald var næsten leende, med et hurtigt vift med den anden hånd var han op i luften, hans skrig morede hende ikke mere, men irriterede hende, det var ikke sjove længere. Hun sukkede trist og kastede ham til jorden, hvor nogle skygger opslugte ham, hun strakte sig kort med et kedsomeligt smil, nu begynder kedsomheden igen at snige sig ind!?, hun grinte let, hun ville sagtens kunne finde mere sjov.

Èn skreg. En mand. Nok endu én som var blevet fanget i krigszonen, uden at ville det. Det var jo bare sket så pludseligt, folk anede ikke uråd. De vidste ikke hvad der ramte dem. Som en stor myretue som var blevet fundet af skadedyrsbekæmperen. Men myrer havde det jo med at bygge reden op igen. Mindre, men stadig ligeså stærk og med mere erfaring. Han stoppede op og lod sit blik glide op af en bygning. Måske han skulle se hvad det var der skete? Hvis han blev set, ville han forsvinde lige så hurtigt som han kom. Han var hurtig, når man tænkte over hvor længe han havde haft sine evner, så de ville ikke komme til at ane hvad der ramte dem. Nej. Hvis de så gerne ville have kamp, måtte de komme til ham. Ååh. Han havde sådan brug for én der kunne fortælle ham hvad han skulle gøre. Jo hurtigere det skete, jo bedre! Nå, så meget kunne det ikke skade, han havde jo intet andet at tage sig til. Keiko satte en hånd på sin hat og satte af fra jorden. Han hoppede ikke så langt af gangen, kun op til det første tag han kom til, og så vidre derfra, indtil han kom til dér hvor råbet var kommet fra. Han stod og så ned på manden som kom løbene med blod ned af sig og efter noget tid kom en pige... eller en ung kvinde i hvert fald. Èn af dem som man tydeligt kunne se, kom fra byen. Blodsluprende væsner, uden nogen pli. Næsten ligesom ham selv, bortset fra det med blodet. Han både spiste og drak som et normalt menneske. Keiko rettede sig op og fuldte den unge kvinde med øjnene, indtil han igen satte af og landede på jorden. Dog ikke lige ved siden af pigen, men ude på siden af bygningen, så der nok var en ret så stor chance for at de ville passére hinanden på et tidspunkt. Han var selvfølgelig ligeglad.

//Må jeg hoppe med ind? (://

//For min skyld, må du jo godt ^^

Oppe på himlen fløj en menneske stor skygge og dækkede noget fra solen, det var dog også en engel med meget lange og flotte vinger. Englens navn var Tanya.
Hun havde langt glat blond hår, smukke blå øjne. Hun tog roligt stilling til landing og landede så på et tag og kiggede frem for dig, ikke lang væk stod en mand, dog hoppede han ned i det hun landede. Hun pustede hårdt ud og begyndte at gå med sine sorte stiletter på det sorte tag. Hun kiggede ned på folkene som farede frem og tilbage.
Var hun ikke en kujon og gemme sig oppe på tagene? Nej hun ventede på det rette offer, eller på at en af dem neden unde som hørte til Di Morga ville komme til skade så hun kunne bruge sin ene evne med at heale folk.
Hun smilede og så en af fransk mændene neden under komme ud fra en gyde og hen mod den mand der før var hoppet ned fra taget.
Skulle hun hoppe ned og angribe eller skulle hun vente og se om han kom til skade så hun kunne heale ham og få lidt stres? Eller ville hende vampyren, som og så var i nærheden så hjælpe? Det var jo tydeligt at alle de væsner som ikke var... Menneskelige var fra Di Morgas side. Hun håbede dog at hele Di Morga holdte sammen og kæmpede sammen og det ikke var de normale fjender, som normalt?
Hun valgte selv at hoppe ned og ordne frankeren.
Hun hoppede så let og elegant ned og landede dog hårdt på hans ryg så han faldt med det samme.
"SOUPIR!" råbte han højt, da han blev væltet. Tanya smilede kort og brækkede hurtigt, med næsten ingen kæfter, hans nakke. Et højt knæk lød og Tanya væmmes men rejste sig fra frankeren og så op mod dæmonen, som før havde fløjet let og elegant ned fra taget.

Keiko stoppede op, så snart franskmanden var dukket op foran ham. Og han betragtede den unge pige som dukkede op og landte på ham, hvorefter han faldt sammen og der lød et højt knæk fra hans nakke. Keiko så ikke ud til at være så overrasket. Hans øjne var rettet frem mod pigen, som stod og smilede. Hun så næsten ud som om hun nød det, selvom... han skævede kort til hendes engle-vinger, men sagde stadigvæk intet. Hans udtryk viste hverken hvad han tænkte om pigen, eller hvad han tænkte om alt andet. Udtryksløs, kort sagt. Ikke den mindste lille fejl. Keiko trak kort ned i hattens skygge, hvorefter han begyndte at bevæge sig frem igen, med sine halvstore skridt. ”Goddag,” kom det svagt fra ham, idet han trådte udenom hende og den døde mand, så end ikke på hende, da han passérede hende, han så kun ligeud. Han havde glemt alt om den anden pige... hende som først havde haft fat i manden, nåh ja, alle kunne vel ikke være helt perfekte, han var også ret ligeglad. Det mindede ham faktisk om-... Han stoppede op og så tilbage på pigen, stadig uden noget udtryk i ansigtet. Hvor var det nu han var på vej hen? Han tog fingeren op til munden mens han tænkende betragtede Engle-pigen, som havde hun svaret på hvor han skulle hen. Pokkers. Alt den distration havde forvirret ham, men han skulle nok finde ud af det, på den ene, eller den anden måde. Keiko vendte sig igen væk, så han stod med ryggen mod Engle-pigen, hvorefter han fortsatte sin halv-hurtige gang.

Tanya rejste sig fra den døde fransker og fulgte let og elegant efter manden som hun lige havde hjulpet, sa han havde sagt 'goddag'.
"Goddag," sagde hun og smilede roligt til ham men han havde lige vendt sig om igen... "Undskyld jeg kom sådan dumpende," sagde hun og grinede roligt. Hvis han ikke ville have at hun skulle være den der gik ved hans side, skulle han jo enten sige det eller bare gøre et eller andet så hun mistede lysten til det.
Hendes smil forsvandt så en smugle og hun skulle til at tage fat i mandens skulder for at få ham til at vende om mod hende, så det måske lige kunne få øjenkontakt og lige snakke en smugle, så de ikke var helt fremmede?
Det var godt nok krig, men alligevel, der var kun franskmænd forude (xD).

Nogle gruopvækkende skrig kunne høres længere fremme, men de var ikke i sig selv det mest skræmmende, det der var mest forstyrrende var latteren der fulgte lige efter, dog var det ikke den samme stemme. "Hvis nåde!" en grådende stemme skreg bønfaldende ordene, man kunne høre den hulkende undertone i hendes stemme. Et kort øjeblik var stedet helt stile, indtil det sidste skrig blev hørt, og et næsten leende svar blev afgivet, "Nåde?", stemmen skar klart igennem luften, med en næsten foruroligende ro og blidhed. Hun lod kort blikket glide henover de blodige fingerspidser før hun vendte blikket imod hjertet der lå foran hendes fødder. Underholdningen var slut.
Hun satte kursen imod de to fremmede, hun strakte sig kort på vejen. Alt den jagen har gjort mig træt? Hun små grinte og trak sin liste frem. Det lange pergament faldt til jorden så langt som det var. Hun holdte det roligt op mens hun skimmede navne og stregede dem over hun havde fået dræbt, dog manglede hun en sidste familie. Nanase bredte ud i et venligt smil, da hun nåede dem. "Undskyld mig, har i set en familie på tre stikke af herfra? rødligt hår? tårefyldte øjne og blodige sår?" Man kunne næsten høre sarkasmen flyde ud ved de sidste ord. Det var jo ingen løgn at hun nød den lille krig.

Keiko skulle lige til at svare Engle-pigen, da hende fra før pludselig kom og afbrød. Han vendte sit blik imod hende men svarede ikke på hendes tydeligt frydende spørgsmål. Der var så mange mennesker i denne by som var blevet sorget under krigen, og der var sikkert også mange som havde rødt hår. Der var sikkert stor sansynlighed for at han havde set dem, men så havde han med sikkerhed glemt alt om det. Keiko vendte igen sine mørkeblå øjne imod Engle-pigen, så han endelig kunne komme ud med sit svar; ”Det-...” han stoppede op midt i sætningen og så nærmere forvirret ud i et kort øjeblik, før han forsigtigt, og lavt fortsatte; ”Det gør ingenting.” Han var ret glemsom, og siden hende den anden pige pludselig var dukket op og afbrød deres... ”samtale,” havde han pludselig fået to ting ind i hovedet. Det var ikke altid det skete, men siden krigen lige havde hærget, var den på en måde i vejen for hans normale tankegang.

//Ludo; Keiko, Tanya, Nanase//