A innocent killer (- Zarah)

Sted: Terre, Gågadens smallere steder

Tid: Midnat, månen står på sit højeste

Omgivelser: Et par smalle gader, der fører rundt omkring. Nogle folk, mere eller mindre skumle i det. En enkelt stadig åben grønthandler. Stjernehimmel uden en eneste grå sky.

Vejret: Kølig vind, der frisker de fleste sjæle op.

En mønt ramte gulvet. Et stykke metal, indsmurt i både uskyldiges samt skyldiges blod...
I dette kvarter, hvor der kom og kig fattige sjæle, mindende om de ulykelige stunder fra de mere barnagtige tider. En gammel kvinde, forfærdet og med tidens ar på sig, fik lettere rykket til den ungdommelig dreng, med det lange, ravnesorte hår. Den hvide skjorte måtte lave ekstra folder ved halsen, da det smalle og dog forførende ansigt vendte sig imod kvindens ulykkelige udtryk. De smalle øjne, sammen med de lange øjenvipper, fik det lille smil til at se lumskt ud. Den ældre kvinde, rystende og ude af stand til at udtrykke sin forfærdelse over at have skubbet ham, blev stum over den unge mands kvindelige og dog maskuline ansigtstræk. Drengen, hvorpå det lille skilt der var gemt væk, beskrev ham som, Dooma Tairan, var yderst tilfreds med situasionen. Inderst inde vidste han helt klart, at dette kunne give ham et par skillinger til nattens druk. Hun skælvede og trådte en enkelt skridt bagud for ikke at blive ramt af den løftende arm. Den maskuline men smalle hånd, der viste intet tegn på fattigdom, lod en enkelt finger pege imod hende. De smalle og fugtede læber formede sig i forskellige former, der udgik til et par få men hårdtslående ord. "Jeg lader dig slippe, gamle sigøjner kone, hvis du lader dig slippe af med et par enkelte skillinger. Jeg skal nok sørge for at varme dem godt op i min lomme.." Kvindens rystende hånd fik sneget sig ned til lommen og forbi hans hånd, inden hun hurtigt og bange forsvandt imellem dem mørke gader.. Lige indtil et skrig lød, som en gammel rundsav...

Hvorfor havde hun ikke gjort noget ved det. Hun havde blot stået og gloet på hvad der skete. Selvom at hun ikke kunne klare blod. Dets tykke konsistens og dets røde farve. Det var nok også det der havde lammet hende. Gjort hende stum til ikke at råbe op. Hun havde godt hørt at der var nogle af denne slags i byen men dette væsen var dog det først hun havde set gøre sådan nogle forfærdelige ting.
Zarah havde blot været nede i den lokale kiosk men havde fået til sin overraskelse noget andet at se på hjemvejen til hendes kollegieværelse i den anden ende af Terre. Hun havde altid bare troet at disse ting foregik i Logement boligkvartet. Men hun så nu at det også kunne ske andre stede. Så da skriget kom før hun sammen for at kunne holde sig for ørene. Dette gjorde dog at hun tumlede trillende ud fra sit skjul. Ikke så godt. Dog tog det lidt tid for hende at reagere på at hun nu var helt synlig for dette væsen der stadig var helt ukendt for hende. Selv lignede hun bare et helt almindeligt menneske med hendes fyldige brune hår og ingen unaturlig skønhed. Ingen bleg hud og ingen mærkelig farvede øjne. Dog var hun det ikke. Menneske var hun vel men kun halvt. Og den anden halvdel i hendes race var så ukendt fra andre at man ikke kunne dufte eller fornemmelse sig vej hen mod den. Det gav hende kun et svagt anderledes tegn i hendes aura. Hun ømmede sig lidt lidt før at hun så rettede hendes grønne øjne, hvis sorte pupil havde en køn let takket mørkebrun ring om sig, mod denne unge mand. Hun var igen som stivnet. Paralyseret! Hun kunne ikke røre på sig som hun ville. At tingene var væltet ud af hendes plastik pose tog hun sig ikke af..

Hans blik havde slået sig fast ved dette tilsyneladende almindelige menneske. Han løftede et øjenbryn let og var åbenbart meget tilfreds med dette enkle syn. Nu gik det tit sådan at han mødte enten helt ulækre væsner, eller overnaturlige skønheder på sin vej igennem de mange mindre royale gader. Den maskuline dog ubesnavsede hånd rakte sin vej fra den store lomme, til det mørkeblå-sorte hård, der han løst ned i mange filtrede sammenknytninger. Indtil videre forblev den anden sig i bukselommen og legede tavst med 2 af mønterne, imellem de lange da smalle fingre. En dåse friske tomater fra 'Gulbera´s' trillede nærmest imod Doomas Fod, der blev løftet en enkelt grad og standsede dens eventyrrejse. "Hvad.. Laver de her frøken? Du har lige mistet en del ingredienser..." Hans blide og dog hjælpsomme stemme gik i en fin overenstemmelse med den blide bevægelse han gjorde, for at samle dåsen fra jorden og endda med et blidt smil på hans læber. Det eneste der gik igennem hans hoved dette enkelte tidspunkt var, hvor denne sære og nye dugt kom fra.. Og hvad det betød..

//Sorry det meget korte svar.. Kunne simpelthen ikke presse mere opfindsomhed ud >__> ^^'//

Zarah vågnede å igen op over at høre hans stemme. Den var underlig blide og hjælpsomme stemme. Den forvirrede hende lidt. Det passede sådan ikke lige sammen. Men hun kunne alligevel ikke lade være med at tørre lidt op igen. Hun blev siddende lidt endnu mens at hendes øjne stadig var rettet mod denne unge mand. Hun så så mod den dåse tomater han samlede op mens at hun bed sig blidt i underlæben efter at havde fugtet den med tungespidsen.
"Je-Jeg har ikke kunne sove og jeg har det med at lave med midt om natten...Ja det r svært at forklare sådan.." sagde hun mens at hun blev mere sikker i sin tale. Hun begyndte så at rejse sig op igen. Hun børstede lidt overskyden jord af sit tøj og så lidt rundt på de ting der var røget ud af plastisk posen. Hun sukkede opgivende får at hun så blikket mod ham igen med hovedet let på skrå. "Hvorfor..du ved..gjorde du det ved den gamle dame??" Hun sank en mindre klump og strøg lidt af hendes brune hår væk fra sine øjne så det ikke generede hende mere. Hun følte sig stadig lidt skræmt over det der var sket. Og hun kunne ikke få det ud af hovedet af at han måske også ville angribe hende eller hvad han nu havde gjort før.
Hun lod sig så bevæge sig hen mod ham. Med ret så forsigtige skridt. Hun løftede sin ene hånd lidt og lagde den i et let greb om dåsen. Hvorfor hun lige gjorde det var vel bare for at få overbevist hende om at hun ikke skulle være bange. Eller hun var vel gået lidt i panik og dette var for ikke at vise det..