Do You Dare? ... [Bratt]

S: I forlystelsesparken...
D: November.
T: 23:15
O: Ingen...
V: Overskyet, det blæser og regner..

Regnen silede ned over den forladte forlystelsespark, mens vinden skabte hår-rejsende hyle lyde, og fik nogle falmede kulørte flag til at blafre. Skyggerne var godt skjult i mørket, og der var intet lys i miles omkreds. Men de væsen der befandt sig her, skulle heller ikke bruge lyset til at se, måske kunne de bruge det til at lokke væsner, der var faret vild, hen til sig...
Der sad en mørk skikkelse, som ikke var synlig for det menneskelige øje, på en af hestene på en karrusel. Hun sad forover bøjet, og hendes flammende hår, skjulte hendes ansigt, og det skæve smil. Hun sad og ventede på at forvandlingen ville træffe ind, og hun kunne gå på jagten igen i nat, men med lidt mere held, forhåbenlig.
Vinden tog pludselig hårdt i hendes hår, men rejsten af skikkelsen så ikke ud til overhovedet at røre sig, næsten som om hun var frosset fast.
Hun havde et par stramt siddende bukser på, som hun havde revet godt i stykker, de mange gange hun var blevet forvandlet, og men hendes lilla langærmede trøje, så ud til at være ny, da der ikke var nogle 'revner' i. Hendes bare fødder begyndte pludseligt at dingle let i luften, og hun løftede hovedet mod himlen, og indåndede nattens mange dufte..

Bratt sad skjult i de nøgne træers grene. Han sad og tænkte. Han ventede på det perfekte måltid. Han hørte få lyde. Vinden trakte i ham. Pludselig hørtes et brag fra ikke særlig langt. Det var en fyrværkeri. Bratt blev i hvertfald forskrækket. Det føltes som i slowmotion han faldt ned. Bratt havde ingen problemer med at falde igennem de onde grene. Men at lande i en torn busk fik altså en til at skrige. "AAAAAAAAAVVVVVV!" Råbte Bratt og surmulede.

Et fyrværkeris susen, flænsede luftens stilhed, og fik Nicki til at afbryde sin nydelse af nattens våde og rene lugt. Hun vendte irriterert hovedet, idet fyrværkeriet sprang i luften i et hav af grønne, røde og guld farver. Det oplyste svagt det mørklagte tivoli, og afslørede dets størrelse.
Ens stemme skar igennem luften, og fik hende til at vende hovedet, hvor efter hendes ansigt flækkede i et sadistisk smil. Hun hoppede ned fra hesten, og trådte ud i regnens kolde dråber. Hun løb med store skridt hen mod stemmen, stadig smilende.

Bratts høresans var ikke lige så gal i skralden som hans klodsede side. Hna kunne høre slappe fodtrin. Bratt mærkede pludselig at tiden gik i stå. Han sad som forstenet. Det virkede som om at et TV strømmede ned foran hans øjne. Skikkelsen med fodtrinene snakkede med ham. Bratt prøvede at glimte emd øjne uden held. Skikkelsen fortalte ham at hun var en Zombie. Alt var sløret. Stemmerne var kun det eneste der ikke var sløret. Bratt glimtede med øjne og med succes viede han tilbage. "Misfoster" Hvæsede han, uden at tænke på synet.

Hendes fødder skred i muddert, da hun ville stoppe, men hun satte sig ned på alle fire, for at holde balancen. Hun var ligeglad med om hun blev beskidt, hun ville alligevel blive godt blodig, når hun skulle flå ham.. når hun skulle æde ham. Hun grinede hånligt, men stadig forførende, da han kaldte hende et 'misfoster'. Det var hun vel nok? Eller, ikke endnu. Lige nu var hun bare et morderisk mennesker, når klokken slog 12, ville hun blive at alt ædende uhyre. Hun kunne tydeligt se ham, .. og lugte ham. Og hvilken duft! Han var ikke menneske, nej.. Men han duftede stadig fantastisk! Hendes ansigt flækkede i et sadistisk smil, da hun sneg sig nogle skridt nærmere..

Bratt hvæsede. Zombiers blod smagte være end ærter. -_____- Han skar vredt tænderne. Inden et split sekund var Bratt oppe i et træ. Han var en slags halv abe. Han kunne da ikke spise noget lort som Zombies. Bratt havde læst om Zombier. Om hvad der skete klokken 12. Hna kigegde på sit ur. "Tre kvarter endnu" Hviskede han lavt.

// lol ærter :D //

Regnen tog til i styrke, og skyerne begyndte at rumle, ligesom om de var sultne. Nicki skævede op til himlen, og de grå skyer, inden hun igen rettede blikket mod ham, for at se at han kravlede op i træet. "Org, går du allerede" Sagde hun med en ked ud af det stemme, inden hun smilede skævt. Der var stadig noget tid til midnat, men derfor kunne hun da godt ha' det sjovt, indtil da? Med et par hurtige skridt og et spring, var hun oppe i det samme nøgne træ som ham. Vinden ruskede i grenene, og fik dem til at lave en knirkende lyd, når de gnubbede sig op af hinanden. "Hva så, handsom'?" Hun sad lidt væk fra ham, ude på en af grenene, og svingede let med benene, inden hun tog dem op, for at kravle hen mod ham, med et skævt smil..

Bratt hvæsede. Han havde lyst til at råbe af hende at hun skulle gå sin vej. Han var lige så hurtigt nede som han var noget op. "Gider du godt lade mig være? Jeg vil faktisk have noget ordentligt at spise" Bratt var temmelig sur i skralden. Hendes blod skulle han næppe nyde noget af. Hans mobil klingede. Han kiggede på nummeret. Hemmeligt? Det var sikkert en der havde krakket ham og lavede telefonfis.

Heldigvis havde hun en rimlig stor tålmodighed, og et bredt smil formede hendes læber, da han hoppede ned. Han troede sikkert han kunne flygte.. Men han havde været uheldig at være det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt.. Og nu var han blevet udset som hendes bytte, om han ville være det eller ej.
I hans uopmærksomme sekund, var hun sprunget ned på hans skuldre, og han ville normalt vælte under hendes pludselig vægt. 30 min tilbage.
Hun grinede halv hysterisk, inden hun stirrede ned på ham med sine blå øjne, som snart ville blive røde. "Og hvad du hvad? .. Det vil jeg faktisk også gerne.."

Bratt var en smule slap, men vreden holdte pigens vægt oppe. Han smed hende af som en vred tyr. "HOLD DIG VÆK!" Hvæsede han. Han snappede efter hende og ramte emd et uheld hendes ben. Bloden løb ind i hans hugtænder. "Badrrr!" Inden et splitsekund var han ude af synde.

Hun lanede på benene, adræt som hun var, og viste let tænder af ham, for at advare ham om, hvem han legede med. Hun havde også en smule hugtænder, men de var ikke så lange og dødbringende som en fuldbold vampyrs. Nu havde hendes bukser fået endnu et hul, ikke at det gjorde nogle forskel, men blodet der løb ned af dem, gjorde at hun ikke kunne bruge dem til hverdag.. Hun grinede let af ham, da han tydeligvis ikke kunne li' hendes blod.. Så skulle hun da ikke være bange for at han ville spise hende. 25 min tilbage. Hun så ham forsvinde med lynets hast, og hun sørgede for at han kunne høre hendes grin. Hun indånede duften af hans krop.. Af hans blod, ligesom en sporhund, inden hun satte sig på alle fire, og løb efter hans duft..