The silence is killing me *Peter*

Dato: Den 7. Januar klokken 16:20
Årstid: Vinter
Sted: Biblioteket, i en af de lange "gange" med bøger.
Vejr: Koldt og blæsende. Overskyet.
Omgivelser: Bøger, bøger og flere bøger :)

Amanda stirrede med storre øjne på alt omkring hende. Hun havde ikke i sin vildeste fantasi tænkt på så mange bøger placeret ét sted. Det hele virkede uoverskueligt, men på samme tid pænt og ordenligt. Alt var opstillet i alfabetisk rækkefølge efter forfatternes efternavne, og på den måde var det nemt at finde frem til den rigtige bog. Eller. Nemt var vel så meget sagt, når reolerne var så høje at man brugte stiger for at komme derop. Amanda kløede sig let i håret, og satte kursen mod de mange forvirrende gange. Flere gange kom hun til at tænke på labyrinter i de gamle eventyr. Folk fandt ind i dem, men aldrig ud. "I det mindste ville man ikke kede sig til døde, hvis det skete." Mumlede hun for sig selv, og smilede svagt. Hun drejede om hjørnet i sin søgen efter bogstavet S, og hun fik øje på et bogstav lidt over hende. "D" udbrød hun og stirrede forbavset op. Jamen? Hun følte at hun havde gået i over 10 minutter, og hun var kun kommet til D. Det ville blive en meget lang eftermiddag.

En svag grød var nu så småt ved at forstumme i den anden ende af det enorme bibliotek der var blevet placeret her i denne specielle by kaldet Di Morga. "Rolig nu, Caroline..! Jeg ved godt at bøgerne og højderne kan være skræmmende men de gør dig ikke noget. Ikke så længe at du holde dig tæt til mig, okay?" lod en afslappet og beroligende drenge stemme. Som faktisk tilhørte en mand der mest af alt lignede en på de 23 år. Men selvfølgelig var han ældre end det. Havde levet længere her på jorden. Lydene fra denne mand og en eller anden piges klunken og snøften kom nede ved gang S eller sådan noget. Men selvom at der var langt derned kunne stemmerne stadig høres på grund af den stilhed der var i denne bygning.
Peter sad på hug foran en lille pige med langt brunt hår der ikke så ud til at være mere end de 5 år. Han var cirka på den samme højde ved at side sådan. Hans hænder var lagt mod pigens kinder og tommelfingrende tørrede skiftevis de tykke røde tåre væk fra pigens ansigt. Men det skete bare at det blev tværet lidt på. Pigens navn var Caroline og havde været ufattelig skræmt da hun havde været væk fra Peter. Han var lidt manges forundring hendes far. Hans hænder var helt smurt ind i disse blodige tåre og det samme var hans løse t-shirts front også. eller dog kun plettet lidt. Det så meget mere voldsomt ud end det faktisk var. Men for dem der kendte til vampyr var ikke i tvivl om at denne lille Caroline var af denne race. Eller havde en del af det i sig. "Sh sh.. Rolig nu.." Hans stemme var nu mere trøstende mens at han stadig prøvede at få hende til at falde lidt ned. Han førte sine hænder rundt om hende og hun trådte ind til ham i en forsigtig o tryg omfavning. Hans klare blå øjne blev lukket lidt i mens at han stadig mumlede 'Så så' meget svagt så var næsten ikke kunne høres. Hans hår var halvlangt og havde en mat leverpostej farve med highligtht striber hist som her. Lige nu tænkte han kun på at få Caroline til at falde helt ned. Var ligeglad med hvad andre tænkte om at denne lille pige græd blod eller alt muligt andet..

Amanda kløede sig frustreret i håret. Hvorfor gik det så langsomt? Hun havde prøvet at lunte lidt, men en eller anden på den anden side af reolen havde hvæset til hende, at hun skulle være stille, så Amanda var startet forfra, og var begyndt at gå, med hurtige skridt. "Okay Amanda" Hviskede hun for sig selv. "Du er 'allerede' ved bogstavet G, kun 12 tilbage." Hendes sagte hvisken fik hende bare til at indse hvor langt der stadig var tilbage. Det var som om hun havde gået i evigheder, og at hun i forvejen kedede sig, fik ikke ligefrem tiden til at så specielt meget hurtigere. Hun kørte langsomt hænderne hen af reol efter reol, mens hun skimtede forfatternes navne og titlerne på bøgerne. Mange af dem kendte hun, og så af dem havde hun læst, men der var også mange nye bøger. Specielt de historiske bøger fandt hun mange af. "Franske krige?" Spurgte hun og grinede let tøvende. Bogen så ud til at være på 1400 sider, med et stort rødt bind omkring. Det symboliserede sikkert blod, sagde hun til sig selv og gøs. Hun vidste ikke så meget om selve Di Morga, men hun vidste da så meget at franskmændene ikke måtte vide at det fandtes. Hun rynkede let næsen og overvejede om hendes forældre måske var død i krig, dengang hun var menneske. Så gik det op for hende at hun jo faktisk vidste hvordan de var døde. Amandas ellers så muntre, blå øjne, blev pludselig meget mørke. Lucas. Hun havde ingen idé om hvorfor hendes bror havde forrådt familien, og oven i købet dræbt deres forældre. Haden blussede op i hendes kinder mens tankerne kørte vidre, og hun fortsatte sin, nu mere hidsige og markante, gågang.
Amanda stoppede op. Tankerne havde villedt hende og hun stod nu i et stort virvar af bøger. Hendes øjne søgte omkring efter bogstaverne, for at kunne finde vej, men hun måtte være endt inde midt i det hele. Hun tog en bog fra en reol og skimtede efternavnet. Williams? Var hun kommet helt ned til W!?
Hendes øjne fangede en bevægelse bag bogen, og hendes hænder faldt lidt ned. Hun opdagede at der var kommet et lille kighul ud til den anden side af reolen, og hun skærmede for øjnene med bagsiden af sin hånd, for at se mere klart. Der var et eller andet der havde fanget hendes underbevidsthed, men hun kunne ikke se noget unaturligt ved drengen. Drengen rykkede sig lidt til siden, og Amanda så en pige. Pigen græd. Blod. Amanda rykkede sig tilbage, tabte bogen og gispede, måske lidt for højlydt.

Peter hørte med det samme da denne bog landede på gulvet med et mindre smæld. Men han så ikke ud til at tage sig yderligere af det. Det kunne jo egentligt have været hvem som helst der havde været så klodsede at ikke kunne passe på disse bøger ordentligt. Selv havde han jo prøvet at tabe en bog eller to i sit liv. Han forblev rolig og havde stadig sine arme omkring denne lille pige. De små hulkende lyde stilnede lidt efter lidt af igen og afslørede at pigen ikke gråd mere. At hun følte sig tryg igen og alt det der. Han opdagede dette og efter noget tid begyndte han at slippe hans greb om hende så hun kunne gå ud hvis hun ville. men nu var han en smule utålmodig så det endte med at han selv blidt skubbede hende få centimeter væk fra sig så at han kunne betragte dette kønne pigebarn. Hendes kinder var stadig fyldt med udtværet og tørt blod fra hendes tåre. Han så mod hendes skovgrønne øjne der havde fået denne orangerøde ring om pupillen. Ligesom hendes mor. Caroline ligende i det hele taget hendes mor meget. Samme mørkebrune hår der omgav hendes ansigt. Og en let blege hud. Han havde stadig sine hænder på hendes skuldre men at han tjekkede om hun var helt okay. "Je-Je-Jeg.." Hun førte sin ene hånd op til sine øjne og tørrede de sidst tåre væk mens at hun sank den smule slim der var kommet af gråden. "..Jeg vil gerne hjem nu..." lod hendes søde og forsigtige pigestemme. "Vi skal nok komme hjem men jeg har noget jeg skal have ordnet.." sagde Peter mens at han så uglede hendes hår lidt.
Han begyndte at tænke på da bogen havde ramt jorden. Havde han så ikke også hørt et gisp. Og hvor var det at lydende var kommet. Han drejede hovedet og så hen mod den reol det syntes at komme fra. Han fik øje på dette lille kighul og hans hoved blev lagt lidt på skrå. Han rejste sig med et løftet øjenbryn mens at han ikke slap blikket fra dette. "Caroline..? Bliv her..Jeg kommer om lidt.." Hun nikkede svagt mens at han så selv begyndte at traske om på den anden side. Der hvor lydende var kommet fra. Han fik til sin overraskelse øje på denne forskræmte pige. Han stoppede op og stod nu bare der og så mod hende. Hans hvide t-shirt fik de røde blodpletter til at se mere tydelige og fik ham til at se noget drablig ud. "Ey! Hvad er der? Har du set et lig??" spurgte han hende med en undren i stemmen. "Far?" Caroline havde ikke kunne vente og stod nu selv en smule bange bag ham..

Amanda stirrede. Det var alt hun gjorde. Ingen tanker fløj igennem hendes hoved, inden ting overhovedet. Mandens trøje var plettet til at pigens blodige tårer, og da pigen selv kom til syne bag ham, var hendes ansigt plettet til af udtværet blod. Amandas øjne sitrede le, og så kom tankerne tilbage som et stød i hendes hoved. Hovedpinen begyndte igen. Tankerne begyndte igen. Pigens blodige tårer havde vagt et eller andet tgil live i hende. Hendes mors døde ansigt kom op i glimt, hvor blodet var udtværet i hendes ansigt. Ligesom i den lille piges. Amanda rystede på hovedet. "Det har jeg vidst også." Sagde hun med rystende stemme og kiggede på den lille pige. Røde øjne. Vampyr. Amanda undertrygte trangen til at flygte, en form for normal reaktion hver gang hun så en vampyr. Et instinkt. Vampyre var døde. Derfor kunne Amanda godft tillade sig at kalde pigen et lig. Hun afskygede alle vampyrer. Alle. I en let og hurtig bevægelse ryndede hun hjørnet på en reol, og endte på den anden side af pigen. Hun havde aldrig mødt så unge vampyrer, men hun havde heller aldrig mødt gode vampyrer, så på den måde kunne pigen jo være en form for trick. Søde piger ville jo 'aldrig' gøre folk fortræd. Men den lille pige var .. Vampyr.
Amanda prøvede at kontrolerer sin ligegyldige angst. Det var jo bare en lille pige. Men frygten for... dem, var der stadig. Hun var blevet bidt før, af dem der følte for 'engleblodet', og hun ville så sandelig ikke bides igen. Aldrig nogen sinde.

Peter ellers bare stået og været så afslappet. Men denne pige så ud til at være ufattelig skræmt over et eller andet. Og det så var ham eller Caroline kunne være ret så ligemeget. For den kommentar hun kom som et svar kunne han ikke helt acceptere. Stod hun og kaldte dem for lig lige op hans ansigt? Han var ligeglad med ham selv men ingen skulle bedømme hans lille pige ved første øjekast. Måske så hun farlig ud med alt den blod men hun ikke kunne gøre en flue fortræd. Eller måske en flue men ikke ellers ikke. Og ellers ville han også få sat hende på plads om at dette ikke var rigtigt at gøre. Og så var hun jo kun halv vampyr. Hans ansigt fortrak sig i en irriteret og måske lidt vredt ansigtsudtryk. Han fulgte hende med øjnene da hun veg væk fra dem. Hvad fanden var hun så bange for! Han indsnusede hendes duft. Engel. En lille del der faldt på plads.
"Fa-Fa-Far??" lod en klunken bag ham og han fik opmærksomheden rettet mod denne lille uskyldige pige igen. De røde tåre var der igen. Klar til at trille ned over hendes kinder. "Hvorfor er den pige så..ond?" Hun havde tydeligvis også opdaget alt dette. Og hun var ikke så gammel så kendte ikke til den slags som grufulde vampyrer. Han lod igen et blik stige hen over mod pigen og knurrede svagt af hende før at han gik hen til Caroline igen. Satte sig på hug og så beroligende på hende gennem hans hår. "Det ved jeg ikke helt.. Men nu ikke græde, vel? Der er en masse søde folk her i byen" Han smilede en smule mens at han sørgede for at tørre tårende væk inden de ville farve hendes kinder. Hun nikkede forsigtigt igen og snøftede ind. "Og dig! Engel!" Han vendte først hovedet hen over skulderen efter disse tre ord. "..Kunne du måske finde ord frem og få sagt undskyld? Ville du selv syntes om at for fortalt at man ligner et lig og den slags??" Han løftede sit ene øjenbryn mens at han så spørgende på hende med hans klar blå øjne. Hans tandsæt var ikke som vampyrers. Havde ikke to spidse hjørnetænder men dem alle havde en vis form for spidshed. Det der tilhørte en dæmon..

Amanda bandede for sig selv. Drengen ville ikke lade hendes bemærkning om den lille pige gå hen. Hun skar en let grimasse og kiggede på dæmonen, som han tydeligvist var. i hvert tilfælde ikke helt vampyr, og halvt vampyr var da også en mulighed. Amanda smilede barnligt til ham, opsat på at komme med det sidste ord. "Jeg havde ikke at hun lignede et lig" påpegede hun med et sarkastisk muntert smil. "Jeg påpegede blot at hun næsten var et lig." Amandas øjne blev kort mørke da hun betragtede den lille pige, og man kunne let se at hun krympede sig ved synet. "Måske er hun ikke farlig nu. Men det bliver hun" mumlede Amanda og kiggede på drengen. "Det har nogle af os lært på den hårde måde." Følelserne forsvandt fra hendes stemme, og der sneg sig en let kølighed ind i den.
Da pigen kaldte manden far, stoppede hun forvirret op. Far? Vampyrer blev da ikke født vampyrer, gjorde de?
Hun hævede let et øjenbryn da savnet til hendes egne forældre. Forældre. Kærlighed. Varme. Glæde. Tryghed. Amanda rynkede sørgmodigt sine øjne sammen og kiggede på den lille pige. "Undskyld søde ven. Jeg har bare haft en hård dag.#" mumlede hun stille og satte sig ned, midt på gulvet, og lænede sig op af reolen. Hun smilede skævt og lukkede kort øjnene. Verden svimlede for hende "whoohw!" udbrød hun og hoppede svingende op at stå igen. "Kan i også mærke det?" Spurgte hun stille og vippede usikkert til den ene side. Verden snurrede rundt, og Amanda slog sig selv for panden for at vågne loidt op igen..

Peter gad egentligt ikke høre på hendes kølige tonefald. Og de ord hun fik frem var blot ligegyldige lige nu. Om hun så havde sagt at hun næsten var et lig eller om hun mente hun lignede et kunne vel være det samme. Det første der nu slå ham var at hvis hun var en engel ville hun være en dødsengel. Men den aura og den stemme kunne nemt overbise ham om noget helt andet. Hvilket det også gjorde men han ville ikke helt erkende det. Han sukkede svagt og så igen mod Caroline der selv stod og tørrede sien øjne med desperate bevægelser. Og dette gjorde bare at det ville gøre ondt på hende. Han fandt hurtigt du af det og havde nu glemt at der stod en pige på omkring de 18 år bag ham. "Nej nej..! Rolig nu..Det er helt okay" Han tog blidt fat i hendes små arme omkring håndledene og fik fjernet hænderne. Og han så virkelig ud til at have sit tag på børn. Den måde at han behandlede sit eget.
Klynkene stoppede brat da denne piges stemme igen lød. Denne gang med lidt mere venlige ord. Han var lidt ligeglad med om at hun kun sagde det til Caroline. Han havde jo ikke følt sig fornærmet af det. Og Caroline havde nok bare ikke kunne lide at folk sagde den slags til hendes far. Så mere lå der ikke helt i det. Og dog. Han slap igen hendes håndled og vendte sig om mod denne engel. Stadig siddende på hug. Det gav et set i både Peter og Caroline da den fremmede pige pludselig sprang op og talte om noget de skulle kunne mærke. Han rejste sig igen roligt op og så dumt mod hende. "Mærke hvad?" Han kunne se hvordan at hun gik og vippede lidt frem og tilbage. Som var hun helt vildt svimmel. det var hun nok også. Hun gik et eller to skridt tættere på hende men stoppede så op og ventede til at der ville ske noget mere. Hvis der ville ske noget..