Ild.. //Peter//

T: 18:23
O: De kolde, stille, klamme, beskidte og ikke for at glemme; forladte gyder..
V: Køligt.. Solen er efterhånden nede, nærmest gemt bag horisonten..
S: I en ensom gyde, på en beskidt trappe..

En pige sad på den beskidte trappe, og stirrede tomt ud i luften.. Hendes sorte dådyr øjne var skjult bag det tykke lag pandehår, som skrånede sig ned over hendes smalle, blege ansigt. Hendes rosa røde læber fremdrog et let suk, da hun op fra lommen af hendes sorte jeans, trak sin højt elskede lighter frem. Hun lod tommelfingeren strejfe lighterens top, inden hun trykkede ned, så der frem kom en flamme så smuk som pigen selv.. Hun rømmede sig let på trappen, og undrede sig over hvad hun overhovedet lavede her. Gyderne var fulde af mærkelige væsener, men indtil videre havde hun ikke set nogen som helst. Ikke i de adskillige timer hun havde siddet der og kigget, set solen gå ned over den mørke del af byen.. Hun havde kun hørt adskillige mærkelige lyde omkring sig, men hun havde ikke vejret bange nok til at gå.. Lighteren gik ud, og pigen lod blikket glide ned over den. Den var sort, og med nogle tydelige hvide bogstaver stod der 'Death' på. Hun havde altid haft den lighter med. Altid.. Hun gik ingen steder uden dén. Dén var hendes kæreste eje. og ja.. Nok også det eneste hun ejede udover sine sorte jeans, sin store grå hættetrøje og hendes helt nedslidte converse som hun bar.. Hun havde brugt alle sine penge på gas til sin lighter, en masse blyanter samt en blok så hun kunne tegne sine omgivelser, og skrive sine digte ned.. Pigen tændte atter lighteren igen, og betragtede flammen.. Hun fandt det så facinerende.. Men alligevel fik hun følelsen at være så ensom.. Som hun jo altid var.

//Kan vi måske gøre dette til et privat emne?? Oo//

Her var så stille. Her ved gyderne der var blevet lagt i den ene ende af Di Morga. Væsenernes by kunne man vel kalde den. Det var der der levede flest væsner samlet uden at skjule deres identitet. Men så igen. Der var vel sikkert andre byer som denne. Måske mere fredelige. Uden diktatur og slavehandel. Alligevel var der her de fleste valgte at bo sætte sig.
Skridt kunne så høres. De brød stilheden men gjorde blot denne skumle stemning en smule værre. De lød nærmest slæbende hen over den ujævne asfalt. Men det nok bare fordi at denne person ikke orkede at løfte sine fødder ordentligt.
Peter's blik var rettet mod jorden mens at hans hænder solidt var blevet puttet ned i lommerne i hans lyseblå jeans. Han ænsede ikke denne ubehagelige fornemmelse man nok normalt fik her i sidde gyder. Der var ingen. Og så igen kunne der springe end voldtægts mand frem når som helst. Alt kunne jo ske her. Lige udover at nogle gad blive gift sådan et sted. Det var jo det man havde en kirke til. Han gik bare videre hen af denne gade hvor at der lå gyder på hver sin side. Men efter at han havde kunne skimme noget varmt lys komme fra den gyde han lige var gået forbi stoppede han op for at gå tilbage. Baglæns. Han så ind i gyden hvor at han til hans overraskelse fik øje på denne pige. Hvad fanden lavede sådan en lille pige dog her? Efter hans først blik mod hende lignede hun ikke en der var mere end de 15-16 år. Men det kunne man nemt tage fejl af. Han stod lidt her og betragede den måde hun betragtede den lille flamme fra hendes lighter. Han valgte så at gå tættere hen mod hende- Ikke sådan truende eller lumsk listende. Blot helt normal gang. For ham altså. Han stoppede så op lidt fra pigen. Ville ikke gå for tæt på. Han kunne jo ikke bestemme hvordan hun skulle reagere. "Hey!" kom det fra ham. Han smilede ikke som sådan. Stod bare der med hænderne i lommerne og så mod hende med de skovgrønne øjne der gemte sig bag hans lidt for lange nok leverpostejs farvede hår. "Hvad laver du her??"

//Tjaeh kan vi da godt^^//

Valarie som pigen hed løftede blikket, mens hun slap trykket mod lighterens tænder, så flammen gik ud. Foran sig så hun en dreng.. Hans øjne var skjult af hans lange leverpostej farvet hår så hun kunne ikke sådan rigtig læse hans udtryk.. "Hej.." Sagde hendes stemme en smule nervøst. Var han mon farlig? Hun sank en klump, og trak ærmerne på sin gå hættetrøje over sine fingerspidser. Der var jo så mange mærkelige og onde typer her i området.. Men ham ham så ud til at være okay i forhold til andre hun havde set på sin vej herned. Hun huskede hvér eneste ansigt. Hvert ansigt var helt creepy at se på, og så ikke alene deres tanker! Valarie krøb lidt sammen.. Deres tanker havde nærmest skræmt hende fra vid og sans, og hun havde ikke kunnet slukke det.. Hun gøs lidt, ved tanken og kiggede nu på ham, med et tomt lille smil.. Hvad mon han var for en?

Peter opdagede godt hvordan at denne pige var ret så nervøs. Han var ikke det mindste i tvivl om at hun havde mødt nogle af de knap så venlige personer her i byen. Selv havde han også gjorde det. Dog havde det ikke rigtigt påvirket ham på livstid. Ikke endnu i hvert fald. Denne pige kunne også sagten se ud til at være en af denne slags. Hendes lidt kølige og nærmest døde aura fortalte ham i hvert faldt at hun ikke ligefrem var noget dag væsen mere. Havde sikkert været en gang.
Han sukkede svagt for sig selv efter igen at betragtet denne pige. Hendes navn kendte han ikke og han kunne ikke rode rundt i hendes hoved for at finde det. Og det var også altid lidt mere beroligende at få det at vide selv. Han lod sig træde de sidste skridt hen mod hende. Samtidig med at han tog den jakke han havde på uden om sin hvide t-shirt af. Han stoppede igen op foran hende og lagde uden selv at tænke mere over det jakken omkring denne piges skulder. Eller son mere op omkring hendes hoved. Som han også ville have gjort hvis det havde været et tæppe. Men siden at jakken så ud til at være en del for stor så hvorfor ikke gøre det på denne måde. Han gjorde altid det samme med sin egen lille datter der lige nu lå og hyggede sig i sengen ved at læse sine elskede pixie bøger. En lille hobby hun havde fået indtil at hendes far kom hjem for at sige farvel. "Hey, stump" Han satte sig roligt på hug foran hende se de var i nogenlunde øjenhøjde. "Du har stadig ikke svaret mig på mit spørgsmål. Hvad laver du her? Gyderne er ikke ligefrem noget særlig venligt sted.." Man ville nok lige kunne skimme hans øjne gennem hans pandehår lige nu men stadig var de ikke helt synlige..

Valarie blev nu meget overrasket over drengen, jakken hun fik over sig føltes varm og dejlig mod hendes kolde hud, så hun glemte helt hans spørgsmål, men hun lod som om at hun sagtens havde hørt det men blot havde undladet at svare.. "Jeg.. Øøh.. Sidder her bare" Mumlede hun stille, mens hun nu forsøgte at se igennem hans øjne, ind til hans tanker men det virkede ikke. Men, han var da fin nok.. Venlig som den eneste hun havde mødt indtil videre i byens mørke gader.. Val sendte ham et forsigtigt smil, mens hun rømmede sig en smule.. "Mit navn er Valarie.. Hvad er dit?" hun lagde forsigtigt hovedet på skrå og afventede svar.. Hun håbede virkelig at han ikke ville lægge mærke til de små ar hun havde i ansigtet, på kinderne og i panden samt halsen. Men hendes hår omkransede nærmst hele hendes ansigt, så forhåbentlig ville han ikke opdage det.. Så ville han måske ikke spørge hende hvad der var sket. For det der var sket var sket for efterhånden langtid siden..

Peter blev lettet over at denne pige faktisk tog imod at låne hans jakke for at varme sig. Det var jo altid befriende som når en person blev glad for en gave man havde købt uden en ønskeliste. Denne pige mindede virkelig bare som en lille uskyldig og forsvarsløs lige tøs. Sådan en som alle og en hver nærmest ikke kunne holde sig fra at hjælpe. Bare lidt. Og nok på hver sin måde. På grund af hans tag på børn var det egentligt bare normalt for ham. Også da han tog fat i begge sidder af den åbne jakke og trak siderne lidt sammen så den mere omkredsede pigen.
Valarie? Meget interessent og specielt navn. Ikke et navn han plejede at høre som sådan. Men så var der en ting der var unik ved denne pige. Han forblev tavs et øjeblik da hun spurgte om hans navn. For ham gik det noget hurtigt. Men så igen. Hvis tingene gik for langsomt ville der nok ikke ske så meget. Så hvorfor ikke bare afsløre det for hende. "Hmm.. Det er nu ikke helt så vigtigt men hedder Peter" Han følte egentligt ikke at det var så forkert at snakke med en person der så ud til at være en smule yngre end ham selv. Sådan havde det jo altid været. Men han var ingen player. Syntes den slags var ret så klamme. Men det var jo også noget som man selv valgte. Så så meget kunne han ikke gøre ved det. Han slap igen jakkens sider for at lad sig dumpe helt ned at sidde på jorden. Ved foden af den trappe hun sad på. "Nåeh men så sig mig.. Skræmmende by, ikke?" Han så igen mod hende og han slog let med hovedet for så at få sit hår væk fra øjnene. Nu dækkede det kun det meste af hans venstre øje. Så den skovgrønne farve blev vist frem til dem der nu så det..

Valarie lod sine dyb'sorte dådyr øjne betragte ham let.. Hun følte straks følelesen af en faderlig skikkelse siddende foran sig.. Og det fik hende til at smile halvhjertet. Følelser var ikke noget hun sådan viste overfor andre, men ham her.. Peter. Han føltes anderledes. Han føltes mere.. Sød, venlig og imødekommende, men alligevel sagde hendes instinkt at hun stadig skulle være på vagt. For hvem vidste hvad der pludselig kunne ske? For hun havde set det før i byen.. At folk spillede til tillid, og så var de en hel anden.. "Skræmmende?" hun lod blikket glide rundt, og lod dem sidst lande dybt i hans grønne øje. Hvor hun nu mærkede forbindelsen.. Forbindelsen til hans sind.. Hans faderlige skikkelse, var han mon far? Valarie lagde hovedet den anden vej, "Næh tværtimod.. Jeg bor ikke så langt herfra." svarede hun ham, nu med en smule klang i stemmen end den døde stemme førhen.. En vind rørte forsigtigt på sig der i gyden, og endnu en uhyggelig lyd hørtes ikke langt borte.. Valarie kiggede fortsat på ham, og efter et godt stykke tid spurgte hun ud i det blå, "er du far?" med det samme halvhjertet smil på læberne..