*Mærk mig! Jeg er ægte! Jeg lever!*

Sted: skov
Vejr: fuldmåne
Omgivelser: tomt
Dato: den 2/4
Tid: Nat


Vinden hylede i de ensomme træer og fuldmånen kastede et uhygeligt skær ned over skoven, så træernes skygger udvoksede sig lange og farvede områdets bund med lange striber og ansigter, som lod til at forme sig i mørket. Et sted for paranoya. Et sted hvor de fleste ikke ville bevæge sig ud. Ikke når de rygter havde bredt sig. åh de rygter. De smertede ham. De hjemsøgte ham. Havde han øjne ville han græde. Havde han mund ville han skrige, men nej. Han var idømt til evig tavshed og stilhed. Dømt til aldrig at kunne smile. Ikke kunne dufte. Ej heller at blinke og mærke smagen fra et rødt æble. Hans stemme fløj i et med vinden, så den hørtes næsten ikke. Et smerteskrig ville høres som en vind fra en gyserfilm og han ville bøje nakken i forsøget og lade de lange sorte fingre stryge over det ansigstløse hoved. Han kunne ikke ses. Ikke med alle skyggerne og med bøjet hoved. Han lignede bare et bukket træ. Det eneste der ikke så normalt ud, var det lille slips, stående i kontrast til den hvide skjorte under jakkesættet. Slender var i skoven. The slender man. Det navn havde han efterhånden blevet vant til.
Det var vel bedre end ikke at have et navn?

Tågen bredte sig ud af hendes mund når hun åndede ud, et lang trykke suk kom ud igennem. Igen var hun nede, hvorfor var det lige at hun hele tiden var det!? Hun fattede det virkelig ikke og ville gerne snart komme op igen. Men det var bare som om at hver gang hun bare blev i lidt bedre humør kom der nogen og slå hende i hoved, som om at verden sagde du må ikke være glad! Du skal være ulykkelig for resten af dit liv. Og ulykkelig hun var indeed. Hun sukkede igen og fangede hendes læbe med tænderne og bed lidt i den mens hun tænkte lidt over det som var sket de mange dage, over det som folk havde gjort, det som hun havde oplevet. Men alligevel røg tænkerne tilbage på sin eks kæreste, eller eks og eks? De havde jo stadig noget, men hun var stadig bange for at det ikke ville blive til noget mere. Og det var nok det hun mest ikke kunne tage at hun måske var nød til at sige farvel!? Helt ærligt, du burde komme videre, han er jo ikke alt. Gad vide hvor mange gange hun ikke lige havde hørt den replik. Og jo han var alt, han er alt for hende! Hun sukkede stille og kiggede op fra skovbunden og var ved at være irriteret over at hun konstant sukkede, men igen måske bedre end at stønne? Hun smilede lidt over sin tanke og bed sig i læben mens hun prøvede at skabe et overblik hvor hun i det hele taget var hende, hun skulle jo også kunne finde tilbage til hendes hus når det virkelig galt, eller galt og galt. Men hun skulle jo hjem når hun blev sulten, ville nok være t plus. Inden hun vente sig om for at gå tilbage fik hun øje på en meget mærkelig skikkelse og stod som lammet til jorden mens hun bare betragtede dette væsen, hun havde aldrig set noget lignende i hele hendes liv. Hvad var det dog hun så på!? Hun ville gå tættere på og var alligevel også bange for hvad der ville ske, i det hele så væsnet meget, hvad skulle man sige. Anstændig ud, han havde et pænt jakkesæt på, men det var. Det her var da helt klart ikke menneske mere kunne hun ikke rigtig sige om denne sag lige nu da hun var et lammet til selve situationen. Hun var skræmt og dog også meget nysgerrig for hvad det var, og ville gerne vide det. Men valgte dog bare at stå og kigge på det med den vide om at det var meget ubehøvlet at kigge på folk som hun så åbenlyst gjorde. Hun kiggede jo ikke, hun nærmest gloede på ham.

Som et vindpust løftede væsenet sit torso. Den eneste del af væsenet som var bredt og havde den smule hankønlig omfatning. Udover tøjet var det det eneste som egentlig gjorde det fuldkommen klart at dette væsen, denne unormale skabning, var af hankøn. Pustet lod til at føre igennem den underlige lange tynde krop og få rygvivlen til at strække sig idet væsenets hals og nakke strækkede sig bagud, imens de lange sorte hænder lod håndfladen gå imod vejret, som om den prøvede at omfavne månens lys. Berøring! Berøring!! Der gik ikke længe imens den sad sådan, og endelig kom der en bevægelse igennem den som virkede menneskellig. Han krummede ryggen lidt igen, da det var tydeligt at dette væsen var ranglet af højden, men elegant og glidende som en slange. Denne bevægelse var dog lidt tung. Endelig vendte han nakken og lod det hvide ansigtsløse stykke vende hen imod pigen.. eller kvinden. Han var efterhånden ikke den bedste til at bedømme aldre.. Kun børn kendte han med sikkerhed, og det var blot på grund af højden.. Det blanke hvide ansigtsområde var direkte på hende.. selvom han ingen øjne havde, var det tydeligt, åh så tydeligt, at væsenet kiggede på hende. Dog ikke så måbende som hun kiggede på ham.. eller.. det kunne man ikke se, da der ikke var et udtryk, men kropsholdningen tydede ikke på aggressivitet eller truende adfærd.