.:Jagten Lever:.

T: omkring eftermiddag kl. 2-3 stykker
S: Banegården
O: Et mylder af væsener der stiger af og på toge.
V: overskyet og mellemkoldt, med enkelte solstrejf.

Emne med Natalie - Privat

Små fødder mod asfalt, sten og beton giver ikke megen lyd. Farten var god, og hænderne var trænede. Itarian var i sit naturlige element. Jagten var spændende og fik små gys til at krybe ned af nakken, hver gang han hev endnu en mønt, seddel eller genstand op af en ubeskyttet lomme.
Omkring ham var alle optagede af forskellige ting.

Hvornår kom deres tog?
Hvor mon man kunne købe en billet?
Hvor var de offentlige toilleter?
Og kunne man mon nå den næste bus?

Itarians øjne fæstnedes på en taske der stod halvt åben, greb chancen, og pilede lynhurtigt frem gennem mængden. Hans hånd rakte ud og greb efter det første han kunne finde, stak det ned i den åbne skuldertaske han bar over nakken, og løb om bag en søjle. Han var en anelse forpustet, og et smil spillede hen over hans læber.
Jagten var livet. Jagten var døden. Og på grund af jagten ville han leve videre.
Musklerne i hans ben spændtes, han satte sig på knæ bag en billet-automat, og ventede et øjeblik.
Hans uglede hår gik næsten i ét med den rustne blikdåse over hans hoved. På grund af snavs og skidt var det ikke længere ligeså rødt som han var født med, det var nærmere en brunlig-sort farve. Så fedtet at det næsten skinnede.
En omtrent to meter lang hale stak ud fra et hjemmelavet hul i et par hjemmelavede bukser. For enden af denne sad en lille dusk hår, der formentlig havde været udsat for de samme hårde vilkår som håret på hans hoved, hvis ikke værre.
Ud for hans øjne sad to lange cylinderformede ører, der vippede frem og tilbage, responderende på en hver lyd der blev opfanget.

et var vel noget lignende en beroligende lyd der var her på banegården. Alle de andre mennesker som væsner der havde travlt med at nå sit tog. Og for at finde det rigtige. Alligevel vat det også noget Natalie kendte til. Hun havde aldrig rigtigt taget med toget alene. Var kommet til byen med tog men der havde det jo ikke været hende der havde tænkt sig om. For elles ville hun havde endt op i en eller anden fremmed by i stedet for der hvor hendes hjem var.
Dog så hun ikke stresset ud som hun bare lå der på bænken og lyttede til tingene omkring sig. Hun sagde intet. Hendes kønne øjne, med den tågede lysegrå farve, var rettet mod en rundt genstand som hun holdt oppe over sit ansigt i den kæde der hørte til denne skinnende tingest. Et lomme ur. Et ældre en af slagsen. Sølv med smukke mønstre lavet i den og uforståelige ord indgraveret på bagsiden.
Efter lidt tid interesserede det hende ikke mere og hun fik brugt sine kraftige mavemuskler til at sætte sig op igen. Uret landede i hendes håndflade. Et suk kom hen over de bløde blege læber før at den frie hånd strøg en af de mørkerøde krøllede lokker væk så det ikke generede hende mere. Hun kom op at stå i sin fulde højde på ikke mere end 167 centimeter. Og med det samme blev uret uden videre eftertanke bare lagt ned i hendes lynlås trøjes lomme. Lettere ubeskyttet. Ingen tanke om at der kunne ske noget med den kom gennem hendes hoved.
Hun fik sat den ene fod foran den anden og forsatte hen til den skærm der fortalte hende om togenes afgang og ankomst så videre. "Fucking irriterende det her..." mumlede hun svagt for sig selv da hun havde sine problemer med dette lige nu. Hun lagde sin ene hånd mod sin nakke bag alt hendes hår og knejsede kort ned den for at sætte den på plads igen. Hun havde spændt alt for meget for tiden og nu gav det bagslag. Hun trængte virkelig til at blive løsenet op. Men nu var der ikke andet at gøre end at masserede det selv så godt hun nu kunne. Smertestillende piller hjalp jo ikke på hende mere. Pludseligt som det altid var begyndte Natalie at hoste. Ikke meget. Det var blot på grund af irritation i halsen. Sådan føltes det i hvert fald. Hendes øjne blev lukket lidt i mens en hånd dækkede for sin mund. Lagde et kort øjeblik ikke mærke til tingene omkring hende.

Omgivelserne blev et øjeblik tågede, hvorefter en skikkelse materialiserede sig for Itarians blik, uset af alle andre. Han kunne ikke genkende skikkelsen, og den havde ingen genkendelige ansigtstræk. Han ville ikke kunne genkende personen igen, hvis vedkommende gik forbi ham. Han blinkede med øjnene, og fandt igen fokus. Han var nu bevidst om at der var ved at ske noget. Dette blev ingen almindelig jagt.
Itarian kunne ikke andet end smilende vise sine sylespidse, uplejede rovdyrs tænder frem for mængden. Hvor han dog elskede jagten.
Han pilede igen frem. Hans overkrop umiddelbart udækket, eftersom han følte sig låst inde i alt for meget tøj, hvilket fremviste et sæt underernærede ribben og nogle veludviklede muskler. Det krævede styrke at være den der blev jaget, og den, der jagede.
Han så sig omkring, stak hånden i en ubeskyttet lomme, trak sig væk og så sig om efter det næste mål.
Et tog rullede ind på stationen umiddelbart efter han havde taget en propfyldt pung op af en rig dæmons lomme, og fyldte perronen med nye væsener.
Itarians fødder slog mod det grove underlag, halen svingede frem og tilbage da han satte sig ved siden af en bænk. Han var betaget af Jagten, han tænkte ikke på andet. Det var da, at han kortvarigt blev blændet af genskindet fra et lille objekt et stykke over hans hoved til hans højre side. Han kiggede op for at finde ud af hvad der havde skyldet omdirrigeringen af det enkelte strejf sollys.
Et ur. Et rigtigt gammeldags lommeur. Ummidelbart fremstillet af sølv. Fra hans plads kunne han ikke se om det virkede eller ej, om sekundviseren bevægede sig, og på grund af larmen kunne han ikke høre om tandhjulene drejede rundt eller ej.
Han så på mens det blev stukket i en lomme. Han udvidede sine sanser, og forsøgte at genkende duften fra væsenet. En let krydret duft tydede på en blanding, og den salte tydede på vampyr. Han ville for evigt kunne genkende en vampyr.
Hans ansigt blev udtryksløst, hans allerede enorme øjne udvidede sig. Ikke som et forskræmt dyr, nærmere som en nysgerrig unge, mens han spidsede læberne.
Han holdt øje med væsenet, halen svingende kraftigere og kraftigere frem og tilbage, mens denne rejste sig, og kiggede op mod en af de skærme der viste togenes skema.
Et kort øjeblik så hun ud til at være opslugt af et eller andet, skemaet eller tanker, og Itarian greb chancen. Det var ikke hver dag han fik et ur, og det så fint ud. Der var ikke mange der ejede et sådan ur nu til dags. Dette ville blive sjovt..

Hans fingre lukkede sig om det lille objekt i lommen, mens han næsten lydløst forsvandt bag blandingen, han havde holdt vejret. Væsener med specielle genstande, har det med at checke efter om de er væk, umiddelbart efter de bliver stjålet.
Så snart han havde objektet i hånden, og var godt fire meter væk, begyndte han at løbe, mens han næsten jublende sprang lige over et andet væsen - duften tydede på dæmon - og efterlod denne lettere rundtosset og forvirret.
Han ville blive ved med at løbe, hvis ikke stoppet. Hele vejen til enden af perronen, og måske videre væk fra banegården. Jagten havde jo egentlig været meget god, og det var ikke fordi han behøvede så meget af det. Derudover følte han sig allerede nu sulten, og kunne trænge til noget mad.

Åh gud hvor alle de tal oppe på skemaet forvirrede hendes stakkels hoved. Det var så svært at finde rundt som nybegynder. Og hvad værre var. Hvis hun havde kunne finde ud af det havde hun vist at det tog hun skulle have nået netop var kommet ind. På en anden perron. På den anden side af sporet. Heldigvis var hendes tanker pludselig et andet sted. Og det sparede hende for en stor irritation. Men der kom så en større form. Raseri.
Trøjen var blevet knap så tung. Den virkede helt normalt. Som havde hun intet i sine lommer. Hun stivnede på stedet og hendes hånd blev ufattelig hurtigt stukket ned i den lomme hvor uret gerne skulle ligge. Hvor fanden var det nu!? Hun gik ikke ligefrem i panik over dette men forstod intet. Det ene øjeblik havde hun jo stået med det i sin hånd og med det samme hun havde lagt det væk var det rigtigt nok væk. Hun så rundt om sig på gulvet om hun havde tabt det. Og folk omkring hende blev enten skubbet væk eller også trådte de selv tilbage. Hun træk vejret hurtigt og kunne mærke hvordan at de forskellige stoffer i hendes krop spredte sig. Det var så typisk at det næsten ikke kunne være sandt. Hun kunne virkelig ikke gå nogle steder uden at himlen ville falde ned i hovedet på hende.
Så var det at dette noget pjuskede røde hår der flagrede efter en dreng blev opfanget af hende ud af øjenkrogen. Og hun stod stille. Drejede hovedet lidt og nåede kun lige at se mod ham før han satte i løb. I det vidste hun noget der ikke var blevet fortalt. Hun bed hårdt sammen og et rasende udtryk formede sig i hendes kønne ansigt. Hun startede med at få sat den ene fod forna den anden og lidt efter var hun også i løb. Direkte mod dette mærkelige væsen. Halen der så ud til at logre noget så fornøjet og de øre der stak op gennem fuglereden på hans hoved. Men bygningen hun kunne se her fra var hun sikker på det var hankøndig.
"Stop, din forbandede møgunge!!!" var hun så dum at råbe efter ham mens at hun sprang over en eller anden bænk der var i vejen for hendes løbesti mod ham. Hun var hurtig men det var han også. Hun ville sætte tempoet op og prøve at nå ham så hurtigt hun kunne. Men luften var dårlig her på banegården. Og hun var en vampyr der endnu havde brug for blandingen af oxygen og hydrogen. Så hun skulle ud på et større område hvor der ikke var så mange mennesker før hun kunne nå sit top tempo.
Hun havde hele tiden sine øjne rettet mod ham. Om han drejede eller ej. Hun ville følge efter ham om det så blev ud af byen. Men længere ville hun ikke mere. Han var helt sikkert lokal og derfor ville han blive fundet af hendes hukommelse på udseende og lugt igen. "Jeg sagde STOP!!" råbte hun igen mens hun følte vinden i sit eget mørkerøde hår. "Du kan ikke bare løbe sådan fra mig!" Og det var vel sandt. Hun var udholdende. Et kort øjeblik følte hun en lyst til bare at spide sine tænder ned i hans kød. Men efter at have væmmes ved tanken var den hurtigt smidt over bords.

Et råb nåede hans ører. De virrede frem og tilbage, mens de allerede enorme brunlige øjne blev udvidet en smule mere.
Blandingsvæsenet havde opdaget at han havde taget uret. Det var sikkert og vist.
"Stop din forbandede møgunge!" råbet var omkring tyve meter fra ham. Han satte farten i vejret, så let som ingenting pilede han ud gennem stations bygningen og fortsatte ud på gaden, undgik med nød og næppe at blive kørt ned og udnyttede sin ringe størrelse for at klemme sig under et hegn.
trådhegnet var robust, men hvis dette væsen virkelig var halv vampyr, ville det nok ikke være noget problem for vedkommende at komme forbi det.
Itarian løb, fór af sted gennem hvad der så ud til at være en park, og løb mod en skov i den modsatte ende. Træerne så ud til at stå rimelig tæt, og mange af dem havde mange sidegrene. Perfekt.
Itarian nærmest fløj over græsset.
"Jeg sagde STOP!" Hørte han bag sig "Du kan ikke bare sådan løbe fra mig!".
Men kunne han ikke det? Han var let, lille og havde gode muskler. Han var kendt for at kunne løbe fra, eller ihvertfald gemme sig, fra næsten ethvert væsen. Men Itarians problem var hans udholdenhed. Yeah, han kunne sprinte lidt over en kilometer når han blev forfulgt, men så heller ikke så meget mere, hvis han skulle holde farten. Hvis blandingsvæsenet havde været fuldblods ville han ikke have haft en chance, men nu havde han en plan.
Hvis ikke halvvampyren havde nået at fange, og standse ham, inden han nåede skoven, ville han løbe ind mellem træerne og gnide sig op ad adskillige stammer, hvorved hans fært ville blive spredt ud mellem alle træerne. Hvorefter han ville bruge sine formidable klatre-evner til at gemme sig i trætoppene, hvorved halvvampyren forhåbentlig ville blive meget forvirret på grund af de mange retninger hans fært kom fra, og måske endda ville give op?
Itarian kunne ikke meget andet end at håbe.

Det var dog en forbandet unge ham her. Han så ikke du til at tage imod hendes orde om at stoppe. Det ville hun så heller ikke gøre hvis hun var i samme situation. Men hvor var han irriterende. Og det var virkelig bare en typisk ting der netop skulle se for hende. Hun ville være ligeglad med hvis det blot var en smule penge men den genstand skulle han aldrig havde lagt sine fingre omkring. Han var en død dreng. Unde tvivl.
Endelig nåede de ud. Det var det hun ventede på. Hun så ham mere tydeligt nu. Bilen der blev kørt ind foran drengen og som han snilt kom udenom var stoppet og blokkede vejen for hende. Hun stoppede ikke. Gjorde samme lille spring trick som med bænken. Hvorfor skulle der også være udfordringer. Kunne hun ikke bare få lov til at få fat på den knægt så nemt som hun ville. Hun kunne mærke sin adrenalin overalt. Bare lige pludseligt som hun indsnusede den friske luft. Lugtepælene oplyste ham. Hans udseende her bagfra.
Hendes tænder blev bidt mere sammen og hjørnetænderne var blevet en smule skarpere. Spidsere. Hun så hvordna han løb mod skoven. Den snu lille hvalp. Men hun ville ikke lade ham. Hun kom forbi hægnet. Eller den lige til møde. Over det. Lige her og nu elskede hun sine gener. Men hun kunne mærke hun blot var som en kat. Kunne kun spring en meter op og så måtte hun kravle det side. Hun startede med at løbe med det samme da hun landede på jorden igen. "Nu er det fandme nok.." mumlede hun sammenbidt og hun lænede sig en smule forover før at hun lod sine ben bevæge sig hurtigere. Han skulle ikke bare sådan havde tilladelse til at løbe fra hende.
En løftet hånd blev rakt mod drengen. Og med lidt held af aften duggen ville græset føles mere glat. Is. Stakkels møgunge at ikke vide noget om hendes evner.
Så blev tempoet sat op på det hun nu kunne klare og da hun var tæt nok på satte hun af fra jorden og sprang på ham. Og med lidt held ville hun få stoppet ham samt lagt ned. "Sig mig! Høre du ikke efter, din fucking spasser. Jeg sagde stop!" Hun var forpustet. Og det kunne man høre på hendes åndedræt. Hun havde ikke rigtigt trænet sine løbe tekniker og hendes kondi var ikke som så mange andres. Men var der noget hun ville stoppede hun ikke før det var nået.

Det blev koldere omkring ham. Han mærkede efter med sanserne, forsøgte at føle hendes inderste væsen, altimens han holdt farten i vejret.

Is.... Is dæmon. Kulde.... og Vampyr. Overmenneskelighed.

Hun var i stand til at skabe is omkring sig. Han trådte forsigtigt. Han kunne ikke falde nu. Men det gjorde ham langsom. Alt for langsom. Han havde en formidabel balancesans på grund af sin hale, og hvis han gled ville han højst sandsynligt ikke falde. Hans fødder, der kun havde træ tæer, var solide, stærke og grove i huden. De ville ikke glide. Men han kunne ikke risikere det. Hvad hvis dette væsen ville dræbe ham?
Hun var et rovdyr. Det var både dæmoner og vampyrer, så hvorfor skulle dette væsen ikke også have et jagtinstinkt?
Itarian fornemmede hendes tilstedeværelse som var hun et rovdyr. Lige nu var han byttedyret, og hun havde tænkt sig at fange ham. Han skulle lige til at løbe hurtigere, videre frem mod skoven. Da han blev presset mod jorden.
Det var koldt, og da hun sad på hans ryg, kunne han næsten ikke få luft. Også han var forpustet.
Han måtte vel bruge en anden taktik.
Det første han hørte var råben. Svovlen. Banden. Selvfølgelig, dette individ var meget mindre dyr end han selv var, med lidt held ville han leve endnu en aften.
Han blev liggende på ryggen, mens halen svingede frem og tilbage. Hurtigere og hurtigere, viste hans angst, og alligevel hans forventning. Skuldertasken over hans nakke blev trykket mod hans ribben. Smerten fik ham til at bide tænderne sammen, og pibe let. Næsten som et såret dyr.
Hans øjne blev nærmest til enorme huller i hans ansigt. Han kæmpede ikke for at få hende af sig - velvidende at han ikke ville være i stand til det, selv hvis han forsøgte.
Hvad ville hun mon nu gøre? Tvinge uret fra ham? Det ville blive let for hende.
Selvom han var hurtig og let til bens, havde han ikke megen styrke når det kom til kamp. Han ville ikke være i stand til at såre nogen.

Natalie blev siddende. Og sagde intet. Prøvede bare at få sine vejrtrækninger under kontrol. Hun så stadig mod ham men sagde ikke mere. Hendes brystkasse blev noget tydeligt rettet frem og tilbage til normal form. Hun lænede sig så pludselig forover og hendes hænder blev sat hårdt ned i den kolde jord. En på hver side af drengens hoved. Hun slappede helt af i nakken og hendes hoved hang nu sådan lidt slapt. Det var tydeligt at hun ikke var vant til den slags her. Og hvor hun dog hadede at løbe! Det var da utroligt. I denne position blev hun længe. Men sørgede for at ikke lade ham gå igen. Eller løbe for den slags skyld. Havde strammet sine lår omkring hans hofte for at holde ham bedre fast. Hun tog sig ikke af at han nu fik problemer med at trække vejret. Lige nu var det hende selv hun tænkte på. Kun hende selv.
Hun bevægede sig så igen. Løftede sit hoved og lænede det helt tilbage så et lavt knæk kunne høres. Så typisk at den ville sætte sig på plads netop nu. Gud hvor var det dejligt. "Du...fik mig..til at..misse mit ..fucking..tog.." kom det så endelig fra hende. Svagere end hendes råben og sådan at han lige kunne høre det gennem hendes indåndinger. Hun var begyndt at få pusten igen. Og var han egentligt blød at sidde på. Det var blot noget der slog ned i hende nu hvor hun kunne være mere rolig. Hun nød at det var lykkedes for hende.
Natalie fik så mandet sig op til at rette sig ordentligt op så hun ikke lå lænet ind over ham. Den ynkelige tyveknægt. Hvor havde han ødelagt hendes dag. Eller den var blevet bedre nu hvor han ikke bare kunne få lov til at løbe væk med arvestykket i hans taske. Hun strøg en hånd gennem hendes krøllede hår sp det sad lidt bedre end det vildfarende og uglede tot hun sikkert havde fået af løbe turen. Hun nedstirrede ham så efter at have det hele under kontrol igen. Og en hånd blev hurtigt sat afsted mod hans overkrop hvor den greb fast i hans bluse. Hun træk ham uden tøven op mod sig. "Hør her. Jeg burde virkelig gå hen og dræbe dig, din mide. Men det orker jeg simpelhen ikke." Hun så ham i øjnene og viste at det faktisk var sandt. Hun havde et i sig. Hvis hun orkede det. Og brugte det kun i få situationer.
Hun slap ham ved at skubbe ham mod jorden igen og hånden greb udefter tasken. Hun sukkede ved at kunne mærke hvor tung den egentligt var. Med en hånd ledende nede i tasken begyndte hun at rejse sig fra ham.Og med det samme at hun havde fået fat i det hun formodede var lommeuret træk hun det op. Det var minsandten hendes gode dag idag. Tasken var ubruge for hende nu. Hun ville ikke have hans tyvekoster. Hun havde hvad hun havde rbrug for. Så den blev bare kastet hårdt mod denne lille dreng. "Få dig et ordentligt liv.." var lige det eneste hun kunne få ud. Så faldt hun ellers sammen. Stadig med et stramt greb om uret. Hun var udmattet. Lidt usædvanligt for en vampyr. Eller halvvampyr. Men hun var stadig levende og hun kunne faktisk stadig blive syg. Men ikke så tit som mennesket. Og der var intet nu ud over ren udmattelse.

//Skal lige siges at han ikke har noget på overkroppen, hvilket jeg har nævnte i forrige indlæg, men skal vi sige hun trækker ham op ved øret?

Der gik lang tid hvor han ikke hørte andet end blandingsvæsenet over hams ånedræt. Ind og ud. Hans hale endte med at svinge i samme takt som hendes åndedræt. Efterhånden som hun faldt til ro, blev også han mere stille.
Men det gjorde stadig ondt. Hans klynken blev ved, som om han ubevidst forsøgte at trygle om at blive sluppet fri. Han hadede at være fanget. Hadede bure. Kunne hun ikke bare have holdt fast i et håndled?
Hendes tog? Han lukkede øjnene et øjeblik. Hun kunne vel bare have taget et andet.
Et øjeblik lettedes presset på hans overkrop, men blev erstattet af smerte i øret. Han blev næsten hævet fra jorden, da hun fik fat i det. Han klynkede, peb højlydt. Som et dyr, fanget i en fælde. Blot afventende sin skæbne.
"Hør her. Jeg burde virkelig gå hen og dræbe dig, din mide. Men det orker jeg simpelthen ikke." han åbnede øjnene vidt op. De fik en nysgerrig glans. Hun ville ikke dræbe ham?
Smerten i hans øre holdt op, selvom en pulserende varm følelse forblev for at efterse skaderne, da hun slap taget i hans øre. Hans hånd blev straks klappet mod øret, mens halen endnu en gang begyndte at bevæge sig hurtigt frem og tilbage.
Han satte begge hænder på jorden, og stod på en underlig firbenet måde, som om han havde tænkt sig at gå på alle fire, som et dyr, der føler sig truet. Han blottede tænderne, og sekundet efter fik han en taske i hovedet, hvilket fik ham til at sætte sig abrupt på rumpen igen.
Han så på hende med et næsten nysgerrigt udtryk da hun begyndte at gå... Og faldt om.
Det tog et par øjeblikke for ham at fatte hvad der egentlig var sket. Halen begyndte at svinge vildt frem og tilbage. Hvad skulle han gøre? Lade hende ligge?
Nej. Det kunne han da ikke gøre. Skulle han tage hende med tilbage til hulen? Var det ikke lidt for risikabelt? Skulle han sætte hende om bord på det tog hun så gerne ville på? Det ville også være for risikabelt, ikke?
Hans hjerne kørte rundt, mens hans abnormt store øjne udvidede sig. Hans mund åbnedes et dumt-udseende O, mens han overvejede sine muligheder.
Ville han mon være i stand til at bære hende?
Det var et forsøg værd.

Hvis ikke blandingsracen vågnede op inden Itarian nåede at få hende bakset op på ryggen, sammen med skuldertasken, og gået hen imod skoven, ville han gå ind mellem træerne, finde en af de mosbegroede kilder han havde hørt var nogle af dér, og lægge hende i et blødt lag mos. Han ville gå lidt rundt i skoven, finde nogle spiselige bær og frugter (Det var sæson for de fleste buske at have bær lige nu) og gå tilbage til hende, hvorefter han ville ligge dem i en pæn bunke ved siden af hende. Hvorefter han ville klatre op i et af træerne over hende, hvor han ville observere hende, indtil hun vågnede op.

//Åh undskyld. Er lidt træt og har det med at misforstår hvad der står hvis jeg ikke læser dem ordentligt. Og så skal det lige hurtigt siges at Natalie stadig er vågen men faldt bare lidt sammen i græset. xD Dog kan vi godt sige det andet..//

Natalie var skam vågen men hvor ville hun bare lade sine øjenlåg forblive lukkede som sådan. Hun kunne vel godt få lov til at udnytte denne lille dreng. Bare en lille smule. Så længe han ikke valgte at stjæle noget fra hende igen. Så var han virkelig dødt kød. Hun gad bare ikke mere modstand idag. Og det var nok også derfor at hun ikke selv gjorde noget andet end at lade ham løfte hende. Hvorfor egentligt? Hun var ikke vant til at lade folk gøre noget for hende. Og hvorfor gjorde han i det hele taget dette? Var han dum eller hvad? Eller også var han bare en af de mest naive personer hun havde mødt.

Mosset var blødt. Dejligt at ligge på. Men hun ville aldrig kunne sove sådan et sted. Ville ikke tillade sig det. Og hvor hun havde en seng der hjemme. Plus at hun var en del af nattens dyr. Ville ikke kunne sove bar sådan. Eller jo faktisk. Det var faktisk på dette tidspunkt at de for det meste sov. Så måske skulle hun.. Nej! Hun holdt stadig sine øjne lukkede og efter lidt tid drejede hun sig om på siden og lagde sig ngoet mere behageligt. Hun kunne fornemme hvordan at han var der og så var væk. Og så der igen og så lidt længere fra hende. Stressende.
Et gab afslørede hende. Hun holdt lyden ude men det kunne stadig ses. Og hun vidste dette. Så hvorfor ikke stoppe sit skuespil? Det ville nok være bedst. Og så kunne hun også hurtigere komme hjem igen. Hjem til den elskede lejlighed der så ud til at ville falde sammen hvis det ikke var fordi hun selv havde malet det. Sjusket men dækkende. Hun slog sine øjne op i små blink og den specielle tågede lysegrå farve kom igen frem. Og hun satte sig med det samme op at sidde. Duften af bær fandt sin vej til hendes næse. Hvilken vidunderlig blanding af det syrlige og søde. Men det var ikke noget der gjorde så hendes mundvand begyndte at løbe. Hun var ikke sulten og havde ikke lyst til at spise. Heller ikke da hun så på dem.
Hendes blik søgte rundt men hun kunne ikke se det røde hår som hun havde sat som drengens kendetegn. Samt halen og ørene. Det var da noget mærkværdigt noget. "Ey! Knægt?.." kom det så fra hende. Og sjovt nok var hendes stemme hæs og knækkede som en hankøndig teenager. Eller hvad man skulle sige. Hun vidste han var her omkring. Men hvor? Det var virkelig forvirrende at hans lugt var over alt. Om han så havde stået og gnedet sig om ad træerne eller ej så var der blevet lagt spor af hans lugt over alt uden at han måske selv vidste det.
"Var det ikke dig der var sulten??" Hun havde set hans magre men dog muskuløse krop. Og det hun havde set i hans øjne havde givet hende den form for information. Så hun antog han nok var den der var sulten. Og det undrede hende at han havde fundet mad til hende og ikke sig selv. Dog kunne det jo være han allerede havde spist sig mæt. Det kunne aldrig vides.
Hun begyndte roligt at rejse sig op og fik børste det værste jord og støv og lignende af sig selv. Nakken sad ikke på sin plads mere. Hun skulle tage sig sammen og komme af sted til den fysi-et-eller-andet som mange gjorde i tv'et.

Alle muskler i Itarian's krop spændtes da blandingsvæsenet gabte, hvorefter det så ud til at vågne. Han sørgede for at holde halen i ro, for ikke at fange hendes opmærksomhed. Hans ører virrede frem og tilbage, som en flagermus'.
Han tittede ud gennem buskadset, mensh an iagtog hende.
Det gav et let sæt i ham da hun råbte på ham, og hans hale faldt ved et uheld ned og var et øjeblik fuldt synlig. Han trak den i et ryk tilbage igen, mens han forsøgte at få sit bankende hjerte under kontrol endnu en gang.
Med håbet om at hun ikke havde set halen, begyndte han at bevæge sig. Han kravle meget forsigtigt, og meget langsomt hen over grenene over hendes hoved, mens han iagtog hende.
Hans store øjne fik ham til at ligne en lemur, og med ørerne og halen kunne beskrivelsen ikke passe meget bedre.
... Om det var ham der var sulten?
Han fik endnu en gang det nysgerrige udtryk. Hun tænkte på hans velbefindende? Usædvanligt.
Han gled langsomt og graciøst ned fra grenene, og endte på jorden fem meter fra hende, med front mod hendes ansigt. Han sad på alle fire, som et dyr, og bevægede sig langsomt rundt om hende, i en halv cirkel, hvorefter han stoppede og lagde hovedet let på skrå.
Han udstødte en let pibende lyd, hvorefter han sænkede hovedet ned mod jorden. Halen svingede kraftigt frem og tilbage, beredt på enhver situation.
Til hans egen forlegenhed begyndte hans mave at knurre højlydt. En let rødlig kulør bredte sig over hans kinder, mens han på det nærmeste stivnede fuldstændig.

Han virkede mere om et dyr end noget menneskeligt væsen. Indtil videre havde hun ikke hørt det mindste ord fra ham. Og det eneste han havde gjort var at krympe og kravle og så videre om troede han virkelig han var et dyr. En katte race. Og han lignede nu også meget en. Måske var det derfor hun fik denne lyst til at give ham den mad han selv havde fundet til hende. Men så igen. Hun var jo ikke sulten og hun spiste ikke normalt. Så hvorfor lade det gå til spilde?
Et lettere chok fór gennem hendes krop som han så landede foran hende. Igen. Som et dyr. Og han gik ikke oprejst men på alle fire. Var han monstro et af de forfærdelige dyre eksperimenter? Eller var det noget han havde blevet født med eller udviklet? Hans udstråling sagde dæmon. Og han så ud til at have det tilpas her i skoven. Så det skulle ikke undre hende hvis han gik hen og havde elementet jord i sig.
Natalie sukkede igen. Det havde hun vel gjort tit her. Hun fattede ikke den måde hun opførte sig på lige nu. Hun bildte sig ind at det blot var hans dyre instinkt der gjorde det hele. For nu fik hun atter sagt i gågang. Langsomt og roligt. Hendes ben havde endnu mærkesyre i ben men hun gik fint. Rankt og ikke tøvende.
Hun bøjede sine knæ da hun stod der med fronten til ham så hun ente med at sidde på hug. Ansigtet næsten lige ud foran hans. Med en hvis form for mellemrum. Hun smilede ikke. Men så bare på ham. Lagde hovedet lidt på skrå. "Mon...." en tanke strøg forbi hende og hendes ene hånd rakte ud efter bærene og nødderne. Tog en håndfyld og med den anden hånd tog hun et bær op og rakte det mod denne dreng. Mod hans mund. Som hvis hun ville give en killing en godbid. Hun kunne ikke gøre for at hun havde denne forbistrede svaghed for dyr. Og så skulle hun lige præcis ramle ind i ham her. Det irriterede ham men ikke så meget at hun ligefrem viste det. "Spis.." kommanderede hun så. Hendes stemme virkede stadig hæs. Hun havde nok råbt for meget mens hun havde løbet. Hvis han spiste ville hun forsætte med at faktisk fodre ham på denne måde.
Og uret. Det lå stadig i hendes bukselomme. Og at det faktum at hendes bukser var ret så stramme gjorde at hun altid ville kunne mærke om han prøvede at stjæle det igen. Og det ville være sværere for ham eller nogle andre.

Hun gik hen mod ham. Han trak sig en anelse tilbage med et vagtsomt blik.
Halen svingede frem og tilbage. Frem og tilbage.
Hvad ville hun nu gøre? Ville hun gøre det færdigt? Ville hun dræbe ham fordi han havde rørt hende?
Han blottede tænderne i en let snerren som et tydeligt tegn på at han syntes hun var kommet tæt nok på, mens han lod hovedet sænke sig endnu et stykke mod jorden.
Hans hjerte bankede højlydt. Han plejede ikke at have nogen foran sig der så på ham. Han kunne ikke lide at hun var så tæt på. Han ville ikke have hun skulle røre ham.
Hans hjerne arbejde på højtryk, mens hans øjne klemtes let sammen.
Men så overraskede hun ham endnu en gang. Med mad.
Han havde troet hun ville begynde at råbe af ham igen, eller slå ham. Røre ham.
Han gøs bare ved tanken.
Men nej. Hun rakte maden frem mod ham, som var han et dyr der skulle mades. Han blev ærlig talt så overrasket at han droppede dyrestillingen, og satte sig lige lukt på rumpen, med benene bøjet ud for an sig, mens han lænede sig op ad træet han øjeblikket før havde siddet i. Halen så ud til at være gået i stå.
Hans øjne var store runde kugler, der kiggede på hende med et overrasket, næsten chokeret udtryk. Han vippede hovedet en anelse på skrå.

Ville han ikke have maden? Var det for chokerende eller forvirrende. Nok havde hun været rigtig hård ved ham og det var ikke noget hun fortrød på nogen måder. Men behøvede han at virke så fandens overrasket? Hun betragtede dog hvordan han nu bare dumbede ned at sidde på røven og hvordan hans ben var foran ham. Som et beskyttende skjold. Da hun så sikker farlig ud lige nu. Sådan med sit eget uglede hår og med krøllerne ud til alle mulige veje. Sådan føltes et i hvert fald. Og så hendes ligegyldige ansigts udtryk. Det er fortalte en hver de skulle holde sig væk og bare lade hende være. Selvom at hun havde prøvet at løsne lidt op for det kunne hun ikke være sikker på at det faktisk var sandt. Drengen var jo intet spejl. Og det kunne være ligemeget nu.
Natalie sukkede opgivende. Der var ting hun ikke ville bruge tonsvis af tid på. Eller kræfter for den sags skyld. Hun så ned i sin hånd hvor hun holdt en mindre håndfuld af skovens føde. Hun smed bærret hun før havde i den anden hånd hun ville fodre ham med. Lukkede sin tommel- og pegefinger omkring en form for nød og nu var det dens tur til at blive rakt mod dæmonen foran hende. Hvor var han også besværlig. Han var jo hundesulten og hans mave klagede tydeligvis over det. Men hvorfor kunne han ikke bare æde den forbandede mad han selv havde fundet.
"Maden er altså ikke det mindste farlig.." kom det så fra hende. Hun prøvede virkelig at holde sin snerren ude. Og prøvede ikke at lyde irriteret. Det virkede egentligt meget godt syntes hun selv. Hun lagde resterne af det hun havde samlet op ned på jorden igen. Hun gad egentligt ikke holde det. Hun satte den så ned i jorden bag sig selv og det ente med hun også kom ned at sidde. Dog var hendes ben lagt i skrædderstilling imodsætning til ham. Hendes hånd var endnu rakt mod ham.
Planer om at kunne tvinge maden ned i ham begyndte at poppe op i hendes hoved. Den kyniske tankegang kom fra den smule vampyrgen hun havde i sin krop. Den spinkle men velformede krop. Og det var så slet ikke fordi at det var noget hu ønskede at ske. Samt hvorfor var hun så opsat på at få ham til at spise? Han var jo blot en tyv. En åndssvag knægt der havde valgt en dum vej at leve på.

Itarian holdt vagtsomt øje med hunnen mens hun skiftede bærret ud med en nød.
Maden var ikke farlig. Det fik ham til at trække på smilebåndet. De sylespidse, gullige uplejede tænder fremvistes i en let fnisen.
"Det ved jeg da godt. Jeg samlede den jo selv" sagde han. Hans stemme var blød, og ret lys. Som en teenage dreng hvis stemme stadig ikke var gået i overgang.
Han talte fransk, og med en let accent der stammede fra syden. Hans hale begyndte at vifte ivrigt frem og tilbage, mens han langsomt rakte frem mod nøden. Hans øjne havde fået lettere ivrigt, nysgerrigt udtryk. Anderledes fra før, hvor han blot havde været vagtsom.
Hunnen virkede pludselig lettere at være omkring. Itarian nærmeste følte hvordan hun anstrengte sig for at være sød. Det fik ham til at smile. Der var ikke så mange der brød sig om hans slags her i landet.
Han tog nøden op mellem to tænder, og knækkede skallen, hvilken han spyttede ud, hvorefter han slugte nøden uden at tygge på den.
Han lagde hovedet let på skrå, og nærmest automatisk gik det ene øre lidt ned, hvorimod det andet gik opad, hvilket gav ham et skævt udseende.
Hans hale slog ned i jorden gentagne gange, mens han tog mod til sig.
"Hvorfor... Hvorfor dræbte du mig ikke?" Spurgte han, åbenlyst forvirret.

Endelig lukkede han munden op og fik et par ud af hans smilende mund. Og gud hvor blev hun irriteret på hans sætning. Men det var ikke sådan at hun fik lyst til at slå ham hårdt eller noget. Det fik vel noget andet til at boble i hende. Hun lænede sig lidt tilbage og sparkede mod ham. Eller skubbede ham mere bagud med sin fod. Ikke hårdt men blot..legende. "Nu ikke være fræk.." mumlede hun mens at hun satte sig til rette. Med bene over kors.
Hun slappede mere af i armene da han havde taget nødden. Nu havde han bevist at han sagtens selv kunne spise den mad han selv havde samlet. Og ja han havde ret i. Selvfølgelig var maden ikke farlig. Hun følte sig lettere flov over at have behandlet ham som et barn. Hvor var det bare aaargh. At han så havde fået det frem i hende.
Spørgsmålet kom sådan lidt undrende for Natalie. Hun så mod ham med et løftet øjenbryn og det var hende der så spørgende ud. "Hvorfor jeg ikke dræbte dig? Ja det ville godt nok være nemt." Hun sukkede igen opgivende men stadig lidt lettet. Hun løsenede sine ben fra deres stilling og lænede sig mere hen mod denne dreng. Om han så ville kunne lide det. Hendes tænder var fremme og det kunne sagtens set. Hun stoppede lige ud foran hans ansigt. "Men som jeg sagde. Så orker jeg ikke at gøre det. Det vil være spild af tid." sagde hun nærmest hviskende til ham før at hun lænede sig tilbage igen så hun sad bedre. "Samt at jeg fandt en masse grunde i mit hoved til hvorfor jeg ikke skulle dræbe dig."
Det skræmte egentligt lidt hvor meget denne dreng kunne få ud af hende bare sådan. Sådan at hun blot sad og snakkede normalt med ham. Hun følte sig tør i munden og ville helst bare holde sin kæft. Ville ikke tale med folk. Og hvorfor var det anderledes med ham her? Det var virkelig underligt.

Han lod ubevidst sin tunge køre ud og hen over sine tænder, væde læberne, og derefter trække sig tilbage ind i gabet igen.
Hans enorme øjne så ud til at lytte til hvert et ord, selvom hans ører virrede om hovedet på ham, som om han lyttede efter tusind ting på én gang. Hans hale bankede kraftigt mod jorden, nærmest utålmodigt.
Hun kunne finde grunde til ikke at dræbe ham?
"Du er vist den første" mumlede han uden at tænke over det. Han lod derefter hovedet vrikkes lidt på skrå, hvorefter han lænede sig fremover.
Hans hænder placeredes på græsset foran ham, og han gled helt naturligt ned i den dyre-lignende stilling han før havde brugt. Hans hale svingede kraftigt frem og tilbage, mens hans nu vagtsomme udtryk syntes at brede sig ud til hele kroppen.
Hårene på hans egentlig ret behårede underarme begyndte at rejse og løfte sig, som om han fik kuldegysninger, mens han tog det første skridt frem mod blandingen.
Hun så ud til at være henslængt i lette tanker, også selvom hendes blik var rettet mod ham.
Han nærmest sneg sig frem, ikke på en måde som et rovdyr der sniger sig ind på sit bytte, nærmere som et tegn på total underkastelse og dog nysgerrighed. Han begyndte at udstøde små klikkende lyde, efterfulgt af let brummen. Lydene plejede at virke beroligende på dyrene i skoven (Hvorefter de blev ædt), og hjalp ham tit til at lulle et 'rovdyr' i søvn.
Da han var helt henne ved hende, hans hoved cirka på højde med hendes navle, hvis hun da stadig sad i skrædderstilling, begyndte han at snuse. Hans næsebor vibrerede voldsomt, mens han undersøgte hendes ene fod grundigt med næsen.
Derefter bevægede han sig videre til læggen og op mod knæet, hvorefter han begyndte at snuse sig frem mod låret, og hans næse gled ind mod inderlåret.
Han var faretruende tæt på hendes kønsorgan på dette tidspunkt, men så ikke ud til at bemærke det. Han havde fundet en blodplet på indersiden af hendes lår der ikke var gået af, og havde travlt med at forsøge at undersøge dens lugt.
Denne knægt havde tydeligvis ingen blufærdighed, overhovedet. Han så ikke megen forskel på han og hunkøn, og eftersom han altid havde været alene, havde han aldrig 'parret sig' og kendte ikke til andet end de fysiske forskelle mellem de to køn.
Hans øjne var store og opmærksomme, og søgte hele tiden op til hendes, nærmest som for at spørge om lov.

Natalie blev egentligt blot siddende da han kom nærmere. Men han så ikke ud til som sådan at stoppe. Et løftet øjenbryn vidste at dette undrede hende noget så kraftigt. Hvad fanden havde den knægt nu gang i. Hun satte igen sine hænder ned i jorden lidt længere bag sig og træk sig tilbage. Og efter noget tid blev den efterfulgt af resten af hendes krop. Hun så endnu forvirret ned på ham. Han kom for tæt på. Alt alt for tæt på. Hun kunne nærmest til sidst mærke hans næse mod sin mave. Ret så ubehageligt egentligt. Men hun rykkede sig ikke væk selvom at hun sagtens kunne. Der var masser af plads. Hun var vel blot stivnet i denne position.
Så blev det noget så akavet. Hun blev nærmest chokeret over hvordan hans snuste til hende længere og længere op ad hendes ben. Hun rettede sin ryg helt op og sank en mindre klump før at hun uden at tænke yderligere over det blot skubbede noget hårdt denne dreng væk fra sig. Det var ikke nogen speciel god oplevelse. Hun op uhyre hurtigt op at stå og trådte nærmest flere skridt bagud som havde hun være ved at miste balancen. "Hvad fanden laver du!!" råbte hun så til ham. Ikke så højt som tidligere men hun kunne alligevel mærke hvordan det begyndte at svie i halsen. Kradse brutalt for hvert ord hun fik ud gennem hendes blege læber.
Hun stirrede stadig mod ham i noget tid før at hendes nysgerrighed også overtog. Hun så ned. Han lignede ikke sådan en pervers stodder så hvad havde tiltrukket ham. Blod. Pletterne var tydelige der på hendes jeans. Hendes eget hvis det skulle være rigtigt. Hun mumlede nogle få bandeord for sig selv og undgik at han ville kunne forstå meningen af dem på deres afstand. Der var åbenbart gået hul på de gamle bidemærker på hendes inderlår efter en knap så villig blodsugning efter at have løbet efter møgungen foran hende. Det var da også bare perfekt. Hvorfor kunne hendes sår ikke bare heale som andre? Hun var da egentligt en noget ynkelig vampyr når man tænkte over det.
Hun slappede mere af nu af en eller anden grund. Hun stod stadig op og hendes blik blev nu rettet mod drengen. Hun satte så utilfreds sine hænder i siden og hendes øjne sagde virkelig at han ikke bare skulle gøre den slags. Hun drog et suk og igen prøvede hun at sætte sin nakke på plads. Hvor var den irriterende. Opmærksomheden blev dog hurtigt lagt mod ham. "Nåh men...Hvem er du egentligt???" Hun lagde sit hoved let på skrå og hun fik denne lidt lillepige-med-arrogante-tanker udseende. Hun havde faktisk et babyface når hun lod det komme frem.

Hans øjne udvidede sig, han følte hånden komme, før han så den, og sprang selv tilbage. Næsten to meter bagud, men landede alligevel perfekt på benene som en kat. Hans læber trak sig tilbage, og han snerrede, tydeligvis overrasket.
Halen svingede frem og tilbage. Hårene på armene strittede, og han lagde sig næsten helt fladt ned mod jorden.
Parat til hvis hun skulle angribe. Hvilket.. Hun ikke gjorde. Hun råbte ad ham.
Han svarede ikke med det samme. Nægtede meget simpelt. Blev bare ved med at knurre.
Indtil han mumlede et noget utydeligt
"Forsøgte at genkende din fært...." hvorefter han udstødte endnu et par knurrende bjæf.
Han forblev i angrebs positionen, bare for en sikkerhedsskyld, men begyndte langsomt at bakke bagud. Da han havde ryggen mod træet han for lidt tid siden havde siddet i, var omtrent på det samme tidspunkt som hendes spørgsmål kom.
Han stivnede let, og rettede et par store brune øjne mod hende. Han stoppede sit forsøg på at snige sig op i træet, og satte sig med begge ben spredt ud til siden i en noget rodet position, der, hvis man ikke havde haft samme smidighed, nok ville have gjort ret ondt.
"Mener du mit navn?" spurgte han. Han havde efter nogle møder med disse 'intellektuelle rovdyr' (som han foretrak at kalde dem), fundet ud af at når de sagde 'hvem' mente de ikke duftspor, territorium eller jagtmetode.
Men det var til tider ret forvirrende, nogle mente hjemsted, andre mente hvad man lavede (og når han så svarede 'jeg jager' begyndte de at grine), eller nogle mente, som han troede denne hun var en af, hans navn.
Hans hale stod et øjeblik stille, hvorefter den begyndte at svinge kraftigt.
"Itarian Eleptics" sagde han derefter, med høj stemme. Det var hvad der plejede at tilfredsstille disse 'rovdyr'.

Hendes fært? Kunne han så ikke have undgået at lade sin næse komme alle mulige vegne omkring på hendes krop? Det var virkelig ikke noget hun lod sig nyde af. Noget slog hende hårdt i hovedet. en tanke. Han var jo ikke helt så civiliseret som hende selv. DEt kunne man jo både se og fornemme. Den måde han var. Og det steder han var. Han virkede som et dyr. Mere end et menneske nogle gange. Lige når man så væk fra når hans talte. Hans stemme var faktisk noget speciel. Gav hende lyst til at få flere ord ud af ham. Bare for at kunne høre den. Det var underligt. Også for hende. Så tingene forblev inde i hende selv.
Natalie betragtede hvordan han igen satte sig ned. Hun stod endnu oppe. Havde ikke nogle interesse i at skulle sætte sig ned igen. Han virkede..kamp klar et øjeblik men hvordan han gik fra det til noget helt andet, noget mere afslappende var en smule fascinerende. Hun lyttede til hans navn. Hans spørgsmål havde han selv fundet svaret på. Itarian... Eleptics. Meget meget særligt navn. Og det lå ikke ligefrem på tungen. Især efternavnet ville være svært for hende at udtale ordentligt.
"Sig mig så, Itatian." Hun kunne godt lide det navn. Passede godt til ham. En hådn blev kørt gennem de rodede krøller og derefter lagt om mod hendes nakke. Dejlig kølig som hun var. Hun lod sine tågede grå øjne blev rettet mod himlen. Eller den del af himlen hun kunne se for træernes kroner. Hvilket ikke var meget. Hendes arme hang igen ned langs siden og hun så mere rolig ud. Havde kommet sig over det lille chok han havde givet hende eller hvad man skulle kalde det. "Har du altid haft ..du ved..hale og øre??" Imens ordene og spørgmålet kom fra hende sænkede hun atter blikket og så mod ham. Hun kunne ikke lade være med at spørge. Og hun var jo heller ikke en der altid holdt tingene tilbage. Sagde hvad hun havde på hjertet. Hvis det var det hun ønskede.

Han lagde hovedet på skrå. Halen viftede intenst, hans øjne udvidede sig.
Om han altid havde haft ører og hale?
Nærmest automatisk lagde hans ører sig ned. De nærmest trykkede sig ind mod hans hals, og blev skjult bag hans noget rodede hår, og egentlig ret ulækre hår. Derefter gled halen rundt om livet på ham, så mange gange den kunne, og til lagde han armene over kors, hvorved halen blev skjult.
Han lignede en fuldstændig almindelig dreng, godt nok meget beskidt, med lidt for veltrænede muskler og lidt for udsultet, men menneskelig så han ihvertfald ud.
Han smilede.
"Om jeg nogensinde har set sådan her ud?" spurgte han, hvorefter han udstødte nogle lette klik lyde. Det var åbenbart hans form for humor, og hans form for latter.
Herefter rystede han sig, omtrent som når en hund ryster vandet ud af pelsen efter en svømmetur, og ørerne svingede op og blev endnu en gang til de virrende antenner der opfangede alt omkring dem. Halen slappede af, og faldt ned ved siden af ham, hvor den lå stille. Åbenbart udmattet efter at have spændt stramt nok til at gemme sig selv.
Itarian lænede sig ind mod træet med ryggen, og lukkede øjnene halvt, hvilket gav ham et næsten helt træt udtryk.
"Kan næsten ikke huske det" mumlede han, hans ører hang lidt nedad, som et tegn på en anelse nedtrykkellelse, hvorefter de igen rettede sig op, og et livligt udtryk bredte sig i hans øjne.
"Hvad med dig, har du altid været et rovdyr?" spurgte han derefter, og lænede sig ubevidst lidt frem mod hende, med et nysgerrigt udtryk.
Det var vist det her man kaldte en ... samtale.. ikke?

Hvor var det egentligt underligt at se ham uden hale og øre flagrende alle vegne om ham. Men nu hvor hun sådan vidste hvor de var henne ad var det blot en ting hun kunne forestille sig. Hun ville jo altid vide at han havde både øre og hale. OG hvis hun skulle være ærlig så kunne hun bedre lide ham med dyre tegnene. Plus at det fik ham til at virke mindre beskidt. Han trængte til et bad. Men det var vel op til ham selv om han ville gå rundt og vaske sig. Hun kunne jo altid tage ham med sig hjem. Men så igen. Den slags var blot unormalt for hende. Folk havde aldrig rigtigt set hvordan hun boede. Og sådan havde hun det vel fint ned.
Hun sukkede mere end hun faktisk grinte over hans lille joke. For hende var det jo ikke sådan desideret sjovt. Men ved at gøre hans latter og se hans smil bevægede hendes egen mundvige sig lidt op. Og smilet svandt hurtigt ind igen. "Hvor længe har du lige levet??" Hun syntes ikke han så særlig gammel ud i hendes øjne. Men væsner som ham kunne man ikke stole på med deres udseende. Men han burde enten havde haft et masivt hukommelses tab eller bare levet længe med det eller han kunne også bare være rigtig dårlig til at huske ting.
Hans spørgsmål jog hende lige i maven. Og hun så væk med det samme. "Ja. Altid rovdyr. Aldrig andet." Igen lod hun sit blik se mod ham. Lod det måde hans. Førte en forvildet tot hår væk fra sit eget blege ansigt og sank en klump. Hvordan kunne hun havde sådan en afslappet samtale med denne Itarian?? Det var mærkeligt og det boblede nærmest i maven på hende. Som en nyopfundet oplevelse. "Jeg husker ikke en dag hvor jeg ikke har haft været nød til at finde mig i dette helved." Endelig. Et ordentligt smil. Selvom det så mere eller mindre falsk ud. Opgivende samt også en smule fortvivlet. Der var jo intet at gøre ved hendes gener. De var som de var og hun havde egentligt lært at leve med dem. Det var nu bare ting der var der. Og som var følelses ladet at snakke om.
Hun kaldte nogle gange sig selv for en ynkelig race. Havde ikke helt de samme evner. Jo hun kunne danne is ud af fugt og væsker omkring hende og jo hun var stærkere og hurtigere end andre. Men alt det andet der gjorde både en vampyr og en dæmon speciel var blevet delt ud til andre end hende. Hun rystede lettere kraftigt på hovedet. Gad ikke de tanker nu.

Han så ikke ud til som sådan at lægge mærke til smilet, selvom en tydelig glad gnist blev tændt i hans øjne.
Så kom spørgsmålet.
Han så ud til at tænke sig lidt om, hvorefter han lod skuldrende bevæge sig op og derefter ned igen.
"Kan ikke huske det" mumlede han endnu en gang, og trak sig lidt tilbage, som om han forventede hun ville begynde a råbe af ham igen.
Men.. det gjorde hun ikke.
"Hvad med dig, har du altid været et rovdyr?" spurgte han derefter, og lænede sig ubevidst lidt frem mod hende, med et nysgerrigt udtryk.
Hendes første reaktion fik endnu en gang hans ører til at bevæge sig nedad. Hans følelser var meget tydelige hvis man kiggede efter, og det var tydeligvis nemt at regne ham ud.
Han udstødte en let klagende lyd, en piben, på hendes vegne. Altid rovdyr. På en måde var han vel misundelig, fordi han selv for det meste var bytte, og tanken om for evigt ikke at blive jagtet var tillokkende... Men så igen. Det måtte vel blive ensformigt i længden.
Han krøb endnu en gang frem mod hende, men stoppede omkring halvvejs.
"Jeg husker ikke en dag hvor jeg blev nødt til at finde mig i dette helvede". Huh?
Hun smilede? Jamen var helvede ikke en dårlig ting? Han kunne ikke andet en bare trække en anelse på smilebåndet.
Før havde hun været skræmmende, farlig. Et rovdyr. Men med hendes smil kom en ny forståelse. Hun var bare træt - Eller sådan forstod Itarian det.

Det var begyndt at blive aften, efter de havde jagtet hinanden, stået stille, båret hen, talt og udforsket. Aftensolens orange farve fik Itarians hud til næsten at ligne guld, og hans hår og halespids så pludselig meget mere røde ud end de før havde gjort.
Halen begyndte pludseligt at vifte let igen. Afventende, og stadig i dyrestilling stod Itarian helt stille, mens ørerne virrede rundt om hovedet på ham. Hans øjne gled ud til siden, ud mod nogle buske ikke langt fra dem. Han trak læberne tilbage fra tænderne, og udstødte en dyb knurrende lyd.
Lige før.. Havde han ikke hørt noget? Noget komme nærmere? Var det et rovdyr? Eller var det bytte der havde forvildet sig hen mod dem?