Let me hunt you, bite you and love you. //Melanie - Privat//

Vejret stod nærmest stille. Jean gik langsomt fremad, ikke forhastet, selvom hun burde frygte slavehandlerne omkring hende. Hun stank langt væk af menneske, men det var som om, at det overhovedet ikke var faldet hende ind, at et glubsk væsen kunne overfalde hende. Det platinlyse hår slog sig rundt, fulgte hendes svingende bevægelser, sammen med den ene plastikpose, der forstyrrede hendes balance. De få væsner omkring hende, der for længst havde overstået den glade fase i livet, kastede kun få blikke på hendes alt for korte, sorte, satinkjole, der nærmest faldt i et med huden. Mere iøjnfaldende var den store tatovering på hendes brystkasse, kiggede man ned, var der også en endnu større en, der klæbede sig til den ene side af benet. Hendes sorte sko, matchende kjolen, afslørede en tato på begge fødders overflade, hvor der stod love og en rød fisk placeret nedenunder. Hun kedede sig, var lige blevet færdig med dagens indkøb. Hendes sammenkrøblede, skod køleskab var allerede fuld, men hvem sagde at alt indkøb i plastikpose, indeholdte søde sager? Hun sugede ind, ikke den friske luft, men den rød der infiltrerede hendes lunger og bandt hendes hjerne, til at tro denne cigarret, var livsnødvendig. Sølvkæden slangede sig tæt om halsen, men hvis hun drejede hovedet, ville den kun være tæt på at rive hendes hud. De få kutteklædte, nu om dage normenset i gadernes dagslys, lo en kæk latter, hver gang hun passerede dem og rørte deres skulder, med sin egen. *De kan bare komme, kan de* Hun så sig ikke tilbage, vidste godt uden at se deres smil, at de troede hun snart ville være nøgen foran et slavehandel. Men hvis de havde kendt hendes arbejde, ville de føle ironien. Hun var selv en forræder af menneske og andet liv, hun var slavehandler og sågår jæger, en der solgte liv, for beskidte glimtende materialer. Hendes butik, en faldefærdig forretning, kørte fortiden ganske fint, men dog ikke overdådigt. Selvom hun havde værktøj, var det ikke lige den nemmeste sag for et menneske, at slå et overnaturligt væsen med specielle evner.

På trods af kulden, var der 'varmt' omkring nogle af de personer der gik rundt på byens gågader denne mandag formiddag. En af disse personer var en ung pige. Pigen havde lyst hår, der gik hende til ca midt på ryggen, blå grå øjne, som lige nu farede rundt omkring for at tjekke om der var nogle efter hende.
Pigen var ny i byen, men hun havde hurtigt opdaget at der var noget helt galt her. Folk opførte sig mærkeligere end dengang hun havde været igennem byen for nogle år siden. Hun havde snuset lidt omkring nu, og var kommet frem til at der var kommet en ny hersker. En, der nærmest havde lavet hele Di Morga til en slave handel.
Pigen, hvis navn var Melanie, havde følt sig 'tryg' i skolen, men alligevel ikke, for nogle af eleverne der havde været slaver. SÅ nu havde Melanie taget springet og var pjækket fra skole. Hun fortrød det lidt nu da hun gik der ude. Folk kiggede efter hende, folk hun ville ønske aldrig havde set hende.
Melanie var helt med på at der fandtes overnaturlige væsner, hun var nemlig selv et, men når en vampyr kigger på en med et sulten blik og med længsel i øjne, hvem kan så holde lav profil?
Hun kørte en hånd igennem sit let bølgede hår og lavede et lavt suk. Hun kiggede rundt og fik øje på en underlig person. En pige på omkring hendes egen alder, men pigen var intet overnaturligt væsen. Tværtimod. Denne pige var et menneske! Et menneske der så så afslappet ud iblandt alle de uhyggelige væsner der muligvis ville tage hende, og Melanie selv, til fange og sælge dem til nogle gamle stodder?! Hvordan kunne denne pige opfører sig sådan?
Nu var Melanie virkelig blevet nysgerrig, så hun gik hen imod pigen, kiggede på pigens tøj og bagefter på sit eget. Melanie havde en tætsiddende, lang grålig T-shirt der gik hende til lårene, en lidt lysere farve løs bluse uden på, et par leggings og nogle sko med plattohæle i sort.
Hun kiggede igen på pigen og gik nu helt hen til hende, i håb om at hun ville holde hende med selvskab, og måske lære hende ikke at være bange for de der slavehandlere.


//Krea flip ^^//

Jean så på pigen, der ikke var meget yngre end som så. Hun havde allerede regnet halvdelen af racen ud, engel. Denne piges udstråling var så smuk, så enkel, at selv Jean havde lyst til at elske denne forbandede by. Også den specielle skønhed, der vågede over hende, udtrykte en vis overnaturlighed. Alligevel, der var noget der ledte tankerne hen på at hun var en slags.. *Blanding*, det var det ord der poppede frem, da pigens nærmede sig. Et lumskt og dog indbydende smil bredte sig på Jeans læber. Hun kunne ikke lade værd med at fryde sig, det typiske "jeg er menneske, derfor er slavehandel udenfor mit område"-kostume havde endnu engang båret frugt. Uden at kunne læse tanker, vidste Jean ud fra pigens håbefulde udtryk, at hun helt klart havde opfanget liggyldigheden, i menneskets eget udtryk. Hendes hånd rykkede sig automatisk, den løftede pose fulgte småklynkende med, om bag ryggen, der skjulte de mange slavehandler ting, der kunne ødelægge den fremmede piges håb. Da hun var tæt på, fik Jean et uskyldigt smil frem, så godt det nu var hende muligt, eftersom denne fangst frydede hende så inderligt. De tågegrå øjnes blik faldt på pigens hår, det spandt sig så fint imod hende, at det næsten tryllebandt Jeans opmærksomhed. Men igen forsvandt spændingen og hendes blik rettede sig fokuseret på pigens øjne. De var klare, funklede dejligt og hun kunne mærke hvordan hendes skuldre begyndte at slappe af, ihvertfald den ene. Hendes bueformede læber skiltes. "Hvad bringer en halv-engel ud på gaden, især nu om stunder, hvor ingen kan kende sig sikre?" Hun skulle snakke. Godt nok var engle mere tilfredstillende end et menneske for de fleste rovdyr, men nu var Jean heller ikke helt normal, det var ihvertfald sådan hun havde det. Nogengange kunne hun godt tvivle på jobbet, hun så hastigt havde besluttet sig at følge, eftersom det gav hende smør på brødet. Ma'lakel, ham der havde sørget for hendes arbejde og som Jean ikke engang kendte navnet på, måtte have arbejdet hårdt for at skabe dette kaos. Men helt ærligt, hvad kunne et menneske vide om overnaturlige væsners kampe og daglige trivsler, især deres sære navne, nogle kunne finde ud af at tildele sig. Hun afventede svaret, prøvede at se oprigtigt interesseret ud, men det failede lidt, da en sær skikkelse, havde stået bag samme mur, de sidste 5 minutter. Dens omrids var svag, gik næsten fuldstændig i ét med mørket fra væggene, der ikke blev belyst af sol. Den ene sko trippede let imod asfaltens grusede bebygning, der fik en smule jord til at støve sig op, og farve den sorte skosnude, en smule mere lysbrunlig, der faktisk pyntede den ellers så dystre overflade. Bare denne tøs snart ville svare, hun havde behov for at undersøge denne skikkelse, der måske endda bare var en sjovt formet en, og slet ikke et væsens.