Que la lutte commence (Privat - Daktarian/

De mange våben lå rundt omkring, tilsølet med år gammelt blod og væskerester, fra dengang de stadig funklede splinternye. Han tillod sig at le, den unge mand, der bare stod og morede sig over det ruinerede laboratiums triste rum. De blå øjne så sig omkring, han nød den mugne lugt og det forrådnede syn, der faldt foran ham. Det røde hår bølgedes let, han var tørstig, ikke efter blod eller vand, men efter en lille kamp. At have nogen at lege med sammen med alt det gamle værktøj på jorden, noget at afreagere på. Den ellers så smalle mund blev tydeligt bredere, så meget at de blålige tænder, der også havde en vis skarphed, tydeligt kunne skimtes i det svage lys, der omringede ham. Det butlerlignende tøj, bare uden overfrakken, formede hans krop smukt og beviste han var mere muskuløs end som så. Hænderne, hvor enderne havde blå og skarpe negle, var mere som en 40 årigs end en 27 årigs, somd et eneste på hele hans krop. De var knoglede, antydede et overflødigt par hudfolder hist og her og dybe markeringer af finger-rynker. I stedet var der tåget. Han løftede blikket opmærksomt, opdaget et fikst lille metal, der skulle skære patienternes pande op. Et, der tydeligvist var blevet brugt rimelig mange gange. Hans latter plussede sig op en enkelt takt, bare lige for at bryde den ubehagelige stilhed, der omringede ham tykkere end den grålige tåge. Manden, hvis flammerøde hår slog om hans skuldre, havde et fint og fransktlignende navn. Han hed Flathe, hans fornavn, men som han altid skjulte som Aquliq, der bare skulle holde ham mere hemmelighedsfuld overfor fjenderne, der i sandhed havde været talrige før han flyttede til Di Morga.

Han havde endnu engang glemt hvorfor han var her.. hele dette sceneri som udbredte sig foran ham var.. utiltrækkende og frastødende. Nok var han et væsen af natten og tilbed en ’levende død’ men det betød ikke at han nød at gå blandt stanken af gammelt blod og rådnende rester. Han førte langsomt den ene blege hånd op til ansigtet og dækkede kort sin næse og mund, men selvfølgelig hjalp det ikke det mindste. Han var kommet forbi det gamle laboratorium og det havde straks vakt hans nysgerrighed.. selv efter at han var kommet ind og havde opfanget den indelukkede og rådnende lugt fra tidligere ’eksperimenter’ og ’operationer’ havde han dog ikke vendt om eller forladt stedet. Noget sagde ham at dette besøg ville blive interessant. For hvert skridt han tog slog det tunge sølvspænde blidt mod hans ryg. Han lod hånden glide ned til hans side endnu engang og stoppede op for at se rundt, hvorefter at han hørte en latter..
Han hævede spørgende det ene øjenbryn og bevægede sig nærmere blev mødt af synet af en mand som i grove træk var det fuldt ud modsatte af ham selv når det kom til udseendet. Et øjeblik stod han bare stille.. vidste ikke hvordan han skulle reagere… det var ikke frygt, men mere overraskelsen af at møde et andet væsen på sådan et sted.. det var ham uforudset og fangede ham derfor på det forkerte ben, som menneskene plejede at sige det.
Han blev stående lidt endnu mens han betragtede dette væsen, som tilsyneladende var en mand… hvad i alverden lavede han her??

Latteren stilnede sagte af. Det første han opdagevede, var en ny lugt. Hans næse var ikke bedre end et menneskes, men denne duft var mere ren og velduftende, særlig speciel i dette sted. Han vendte sig imod duftens retning, det der fik de blå øjne til at skifte til en mere heftig rovslange-gul. Nu var hele Flathes syn om ham fuldkommen anderledes. Væggene blev næsten helt gennemsigtige, al varme fra rotter, kakelakker og andet dyr blev vist, men også kulden der gik under 0 grader, blev vist i form som en krop, en menneskelig krop. Der stod en, meget stille og næsten ubemærket, og havde lyttet til latteren. Igen blev alt normalt, hvis man kunne kalde det gudsforladte sted det, da han begyndte at gå fremad. Hvem mon havde hørt hans indre bøn og kommet til ham, denne aften han netop stod og manglede et legetøj?...
Hans smil blev bredere, lod de blålige tænder vises i deres spidse helhed. Han løftede hånden fra lommen, så de blå negle skimtedes i mørkets lidt for lave loftbelysning. I fugleperspektiv ville Flathe ligne et monster, noget kun de døde skulle se, når en stor forbrydelse var blevet begået og gælden skulle betales. Han nåede til drejningen, lod støvlen knase imod gulvet og dreje skarpt, så han stod kun 3 lange skridt fra den unge mand. Så snart denne anden var til syne, blev det skarpe smil betydeligt større og mere show-off a tænderne. Det selvsikre blik, der indivilligede i at han havde mere ondsindede tanker bag det, faldt på den sorthårede mand. Højden var interessant, ikke nær Flathe, men heller ikke så langt fra igen. Det sorte, hestehalebundne hår der piskede i den ene side, fangede lidt af øjnenes opmærksomhed.
*Dette skal nok blive lækkert* Han slikkede let tænderne, morede sig over dette møde, der da skulle løfte stemningen en hel del. Det skulle den, hvis denne dreng var som han så ud: En slags modig krigerknægt der ikke finder sig i kritik. Tavsheden blev ikke brudt, ihvertfald ikke af Flathe, der stadigt morede sig betydeligt over dette møde.