Don't let go before i tell you "Åbent Emne"

Sted: Lufthavnen - Udenfor
Tid: Formiddag
Vejr: Masser af grå skyer og ingen tegn på sol, overhovedet. Småkøligt med et enkelt plusgrad, meget stille vind
Omgivelser: Lufthavnens store centralbygning, et par fly her & der, et lille minitoilet for én og meget få væsner i omkredsen.

- Åbent for 2 mere max.-

Luften stod nærmest for stille. Træerne bevægede ikke deres blade og papir rullede ikke igennem gaderne, for at søge ly. Kun omridset af en skikkelse var tilledt, som en slags grålig æggeskal. Den nærmest badede i det mærke lys, der omgav den halvforladte lufthavn. I favnen på denne mystiske skikkelse, så ud til at være endnu en skygge, bare mere blød i kanterne. Denne rimelig høje skikkelse trådte ud fra væggens mørke, fik fortalt sin historie om sit udseende til den tomme omverden. Det blonde hår, der strittede nedaf i sin fine adfærd, fortalte om shampoo og renhed. De mørkere øjenbryn fortalte at denne var ung og da erfaren. Huden, blød og med en vis finhed med sin lyse farveløshed, fortalte om finesse og smukhed. De brune øjne, med små pupiller og dog en kraftig omringning af sort og øjenvipper, fortalte om dette væsens indre spejlbilled af sin omverdens eksistens. Tøjet der var fra tydelig adelighed, fik den slanke krop til at se rank og frisk ud, med en vis overlegenhed. Det eneste der spolerede dette meget kongelige billed af væsenet, var dukken der lignede noget fra halloween, som lå båret i armens fangeskab. Dette væsen var af hankøn, tydeligt fremvist i et par mandige detaljer udover den store feminesse over ham. Navnet.. Var det egentlig ikke ligemeget? Han var alligevel en mystisk figur i et abnormt brætspil. En prik i jordens atmosfære, og dog.. Med sin egen specielle auraske udvikling af negative og positive energi impulser.
"Hehehe.. Velkommen til Di Morgas ydre, kære adelige væsen..." Han lod de brune øjne vendes, i samme bevægelse som halsen, der fik ansigtet peget i retning mod stemmens faldegang. Det var en beskidt, dårligt klædt, alkoholstinkende, gammel mand med et smil, hvor tænder enten manglede eller var forrådne. Dette syn, så ækelt og nedværdigende, fik ham til at fnyse hånligt. Dukken så på manden, med sine tomme øjne og det falske smil. Nu måtte han indrømme det, La'setté Dimore Non De Cruise, drengen med dukken, afskyede dette væsen allerede før 3 indsnusning af den forfaldne stank. De brune øjne sloges imod mandens venlige og dog skrupskøre blik, for at få ham fjernet, uden at nedværdige sig til at skulle bruge ord. Efterhånden som manden bare drak, afventende et svar, indså La'setté at det var spildte kræfter. Manden ville bare følge efter ham, hvis han prøvede at gå og ignorere denne mandslings provokerende attitude. Han tog en dæmpet indånding, var heldig at kunne manipulere frisk luft indenbors, istedet for den våde stank fra mandens bukser, der var imellem hans ben og dominerede deres omkreds ligenu. Endelig fik La'setté læberne skilt fra hinandens tag og trykket luft ud, i form som hårde og direkte kuldefrysende ord. Ubarmhjertige ord.
"Fjern dig hellere, bonde, du vil ikke lade vandet drive mere ned af din skamplet af en krop, vel?" Hans blik var gennemborende, fik den stakkels alkoholiker til at bukke synderligt mange gange og de sjaskede bukser til at lave klagende lyde, da den buede krop førtes væk fra La'setté igen. Endnu et hånligt fnys blev efterfulgt af en let trækken på skuldrene, da de brune øjne spejdede alkoholikerens forsvinden i mørkets inderkamre. Først rykkede de sig, da et hæst og døende skrig lød i det fjerne, ikke at det gav ham skyldfølelse, noget han ikke havde kendt til siden 1400 tallet. La'setté kendte kun til klasseforskel og sig selv, to ting han mente man kun behøvede, når man var som ham. En dæmon uden sødme og medlidenheden i sindet.

Amylia sad på en bænk. Det var overskyet, og indenfor. Bænken hun sad på var af groft rædligt træ, og det store vindue var lige bag hende. Alligevel sad hun og kiggede ud. Fordi verden var så fin og så travl og så virkelig. Hun havde nu siddet og iagttaget ryggen af en alkoholiker i flere minutter, uden at fortrække en mine. Den sorte paraply var fastklemt i hendes behandskede hånd, og kun nu og da, huskede den spinkle pige at stryge en fedtet lok væk fra øjnene. Intet spændende skete. Og alt spændende skete. Når ens eget liv ikke var fyldt med alverdens finurligheder, kunne det være en velsignelse at se andres. Så en dag var ved at gå. Hun turde ikke bevæge sig ud, af frygt af solen, men da en yderst interessant skikkelse nærmede sig, havde hun nærmest skiftet mening. Personen var en dreng, og en pæn en, endda. Han var middelhøj, og havde den form for udstråling, der alarmerede en vampyr om, at der var noget specielt.
og dog. Der var en tyk glasrude imellem, men det stoppede ikke hendes egen stirren. Hendes øjne fikserede sig ved denne skabning, og udfrittede den stor øvelse lydene, der kom fra den anden side af ruden.
"Fjern dig hellere, bonde, du vil ikke lade vandet drive mere ned af din skamplet af en krop, vel?"
En barnlig klukkende latter kom fra Amylia, og hun nikkede svagt. Nøj hvor kunne hun ikke have sagt det bedre selv. I alle de samtaler hun havde forstillet sig med den pågældende bums, var fyrens bemærkning klart en af de bedste. Faktisk stak et lille blad af jalousi, men nu var følelser ikke Amylias stærkeste side, så hun slog det hen som enighed.
Stadig mere koncentreret undersøgte hun drengen, for at finde den snært af ubehaglighed, som fyren måtte rumme. Hun fandt den ikke. Hun kunne ikke høre hans stemme og hun kunne ikke iagttage ham tæt nok på. Hvda var der med ham? Hun lagde hovedet på skrå, og mindskede ikke hendes blik den mindste smule.