As well, as my name is... -Åbent Emne for 2-

-Åbent for 2-

"Flippet!"

Måden alt omkring hende var faldet sammen på, udløste et par typiske kriterier, når hun blev overrasket. Det ene ben løftede sig, som når man nød et intenst kys, samt fingrene der foldede sig ind i hinanden og munden, stod på halvt gab. Hvem ville ikke blive slået tilbage, af det syn, som var faldet for hende? Hun rykkede lidt på den pose i den ene hånd, der nu lagde sig slapt ned af hendes side. Øjnene gled fra skraldespandens krøllede låg og hen over stedets forfaldne rester. Det var ikke hendes bygning, der hvor hun havde boet de sidste 3 år, der var revet fra hinanden, heldigvis!..

"Hvem i alverden, kan finde på at flænse 2 bygninger istykker?.. Foruden.. Hvem har overhovedet kræfterne til det, uden at bruge en tank eller et missil!?"

Hun rystede sagte på hovedet, aldrig læst en avis og var også glad for det. Hendes hår blev revet i af vinden, så hun besluttede sig at søge dække, ved at komme derhjem af. Posen var så tung at hende skulder efterhånden prikkede ubehageligt, hun havde jo ikke alverdens kræfter i sig. Menneske, simpelt og dog positivt af personlighed. Hvis noget gik i stykker, som her, ville hun bare stille sig op og se dumt på værket, som et slags uforståeligt maleri. Dem var der efterhånden mange af, i Di Morga.
En tanke havde strejfet hende, placeret under 'jaer, som om'-kategorien, i hendes hoved. Det var sikkert en Vampyr! Eller endnu værre.. En Varulv! En ligesom den stygge ulv, der pustede og pustede, så grisenes huse faldt sammen. Hun rystede leende på hovedet, fandt selv joken utrolig morsom, imens at posen fløj et par cirkler, stadig i hendes greb dog. En sang blev nynnet fra hendes hals, imens at øjnene var klemt lettere sammen, i et gladt grimasse.

Samuel stod på taget af bygningen bag pigen og kiggede på hende, mennesker så godt som han kunne lide dem virkede altid så skrøbelige og hjælpeløse, han sukkede dybt og smilede for sig selv *herrens veje er i sandhed uransagelige når han vælger et menneske til at sidde på Abbadons trone, nu må jeg finde ud af om hun er den rigtige til at skulle overtage Malakels magt position*, han hoppede ned fra bygningen han stod på så han fløj direkte mod jorden, i sidste sekund foldede han sine lysende vingerne ud så han landede blødt bag hende uden at lave den mindste lyd. Han trådte stille og knap hørligt tættere på hende, da hun begyndte at snakke kunne han ikke lade være med at smile stort, det eneste han kunne tænke var *Det er meget muligt at det er et missil eller en tank der har været igennem her*, Scars, en af de andre i oprørsgruppen havde det med at teste nye våbensystemer på forladte bygninger og det ville ikke overraske Samuel hvis han havde affyret et triton missil for et se hvor meget der ville ske, Samuel rystede tankerne om den våbenglade og lettere sindsyge vampyr væk og begyndte at snakke til den intetaneene menneske pige, "Godaften, det her er ikke et sikkert sted at være på denne tid af døgnet", han bukkede en smule og smilede venligt til hende, "Mit navn er Samuel, det ville være mig en ære at eskortere dem", han rettede sig igen op og der kom en klirrende lyd fra øksen der ramte siden af hans bukser kunne høres, men da han havde sin lange blå kappe på kunne den ikke ses, noget ved hende gav ham en sjov følelse, hun virkede ikke som om hun var nervøs ved at vandre rundt om aftenen alene ligesom alle andre, kunne det være at hun ikke kendte til de magiske væsner der levede i Di Morga? Hvis hun ikke gjorde ville hun hurtigt lære dem at kende, både de gode og de onde.

Korah rystede.
Han hadede vitterligt kulde... Ingen tvivl om det, men der var intet at sige til det når han skulle ind til byen og ikke bare kunne sidde rundt om et lille, men varmt bål. Det ville nu ha været dejligt at kunne gasse den i sin sovepose ude i lysningen, men det var der ingen chance for med så mange ude i skoven at man knap nok kunne skelne flygtninge fra jægere...
Han gned sine behandskede hænder imod hinanden, i et desperat forsøg på at få gang i blodcirkulationen, så det bare ikke blev mere koldt. Måske burde han også ha klædt sig lidt tykkere på end bare sine simple cowboybukser, støvler og hættetrøje. For at skjule sig selv inde i byen havde han en brun uldvævet kappe om sig. Den hjalp i det mindste en smule.

Langsomt sneg han sig rundt i gyderne selvom det var langt fra sikkert. Jægerne yndede tit at vandre omkring i store flokke som rovdyr og fange enhver der ikke var en af dem.
Han nåede op til et sted hvor han mente at der skulle være nogle varehuse hvori han kunne få varmen uden at vække for meget opsigt.
Gyden tog et sving og … Korah stoppede op og stirrede forvirret på varehusene som var... Gennemhullet... Hvad fanden i h...
*Jeg fatter det ikke... Det var jo fint for nogle dage siden!* Tænkte han irriteret og blinkede et par gange som om han ikke ville tro på det.
Og først der fik han øje på de to andre...
Han greb om sit langsværd og træk det lidt op så han nemmere kunne trække blank hvis de angreb.
De lignede ikke jægere godt nok, men det kunne jo være at de var lykkesøgere... Han havde hørt om væsner og mennesker som havde slået andre ihjel for at selv kunne overleve... Korah kunne selvfølgelig godt forstå det, men der var absolut ingen grund til at slå andre ihjel.

"Whiiiiiiin!"

Hun nærmest sprang op, sammentidigt med de små hår på nakken, da manden talte til hende. Fuldkommen overrasket klemte hun en enkelt gang om posen, inden hun vendtes i en halvcirkel, for at skue denne herre. Hun kneb lettere øjnene sammen i en lettere irreteret grimasse, men den slap som altid op, i en lettere grinagtig en. Musklerne slappede igen af, imens at hånden, stadig med grebet om posen, lod neglene kradse hendes hårbund ganske let. Smilede, som hun altid gjorde, når noget syntes at være lidt for sært. Hendes læber var skilte og udstødte lette kaskader, der mindede om en halvkvalt leen.

"Du må da ikke forskrække mig sådan! Er du klar over hvor bange jeg blev?"

Hun lod armen hænge og så bare dumt på ham, da hans snak mindede om.. Middelalderens talemåder? Enten var denne mand rigtig, enormt gammel (hvilket slet ikke var muligt i hendes verden!). Eller så.. Var han flygtet fra en galeanstalt med tanken om mindre piger i mørket, hvor han var englen i det hele. Hun tav lidt, fiskede en pakke tyggegummi frem, for at smide 3 stykker i munden. Adéle nød altid den lave gumlelyd, der kom når tænderne knasede imod tyggegummiets rå overflade. Lod tungen svælde i den indre søde masse, der flød når dens overflade blev knust. Hun strækte den ene arm og så opmærksomt på manden, han virkede meget middelalder agtig i udseendet og tøjvalget, overvejede muligheden om en slags "engel" eller "genfærd", der ikke kunne finde hvile før et par tusinder hjælpe-aktioner.

"Hør.. Det er ganske sødt af dem mester... Men jeg har hørt noget om lumske typer, især her omkring og dem med deres middelalder-kustome, så tror jeg du ikke er helt rask, ikke for at støde dem på nogle måde overhovedet dog!"

Adéle gøs let, stadig med sit smilende humør på plads, lavede et slags skuespil. At de blev overvåget, anede hun ikke, med sine lidt for uopmærksomme sanser og lalleglade skuespil.

//Vi holder os til ludo-reglen! Først mig, så Samuel & så Korah ;3//

Samuel smilede stort til hende, hun vidste intet om de væsner der levede i Di morgas undergrund, det var en sjældenhed at mennesker her omkring ikke kendte til hverken vampyre, engle eller nogen anden form for overnaturligt væsen, han begyndte igen at snakke på sine stille og meget beroligende måde "Grunden til at jeg måske snakker lidt gammeldags engang imellem er at jeg er noget ældre end dig, je...", han standsede midt i en sætning og holdt en finger op foran munden i et tegn til at hun skulle være stille, hans øjne begyndte langsomt at lyse i en klar lyseblå farve og han fjernede sin kappe nok til at man tydeligt kunne se den store økse med guldudsmykningen som han i hans bælte. Samuels ansigt havde ændret sig fra et venligt og oplyst smil til en dunkelt og bekymret mine, han kiggede igen på pigen og hviskede med lav stemme "Dæmon... eller ihvertfald en halv dæmon, jeg kan mærke dens aura, jeg har allerede fregnet ud at du ikke tror på overnaturlige væsner, men det er nok en god idé at begynde på det nu". Samuel smed sin kappe og afslørede de to lange lysende vinger som sad på hans ryk og drejede sig i retning af dæmonen og brølede med umenneskelig høj kraft "Giv dig til kende hvis du er en ven eller vær klar til at møde din skæbne hvis du er en fjende!", Samuels stemme rungede som torden imellem de tomme og søndersmadrede bygninger, hvis pigen ikke havde troet på at der fandtes andre ting mellem himmel og jord måtte hun gøre det nu hvor hun så ikke bare en engel, men en Ærkeengel en guds kriger uden frygt der ikke var bange for andet end at mislykke i sin opgave.

//undskyld det blev lidt kort :3//

Korah trak sit sværd og gjorde sig klar hvis det kom til kamp. Den lange zzzzzzzz-lyd der kom fra at trække sværdet ud af skeden lød mellem pladsen på dem. Han kunne ikke se dem ordentligt... De stod som silhuetter for hans øjne, men hvad fanden tænkte personen med tordenstemmen? At hans lille opråb ville hjælpe? Nu havde han jo tiltrukket enhver jæger i hele området og det var ikke til at sige hvornår de nåede frem til dem.
Han holdte sværdet løst i højre hånd, men vidste at han ville kunne hugge og skære igennem kød og knogle med en arms bevægelse. Han var trods alt godt trænet.
”Jeg er Korah...” Svarede han simpelt og gad ikke engang at tale højt. Væsnet der havde råbt må ha gode sanser, så sagtens kunne han vel høre Korahs lavmælte stemme.
Korah kantede sig ikke nærmere... Han vidste at det ville være til hans egen fordel hvis modstanderen løb imod ham, da han så ville kunne bruge hans egen vægt som en fordel... Heldigt at han havde tænkt efter, ellers ville han sikkert bare ha tonset direkte imod dem. Og dø...
Hans blik gled over dem. De var to, men den ene lad ikke til at have noget truende over sig.... Den person virkede nærmest lammede eller mere overrasket over den pludselig råben som han også selv blev... Var det mon uskyldig person...?

//Jeg undskylder også at mit blev lidt kort...//