Hmmm-Nanase

//undskyld, men jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle kalde emnet...//
S:gågaden
T: lige efter mørkets frembrud
O: Alt for mange personer...
D: IRL
V: Koldt

Jane trak den postkasserøde hue længere ned over det sorte hår, ikke fordi hun frøs, men fordi hun ønskede at skærme sig mod alle de underlige væsener der masede og larmede og på alle måder stressede. Der var en trykket stemning på gaden. alle ville gerne hjem inden det blev alt for mørkt. alle undtagen Jane. Hun havde ventet hele dagen på at kunne komme udenfor... Hun trak den lange sorte jakke tættere omkring sig. det var sjovt hun havde glædet sig hele dagen og nu hvor hun endelig var ude vidste hun ikke hvad hun skulle lave... hun var fyldt med energi. hun havde lige spist så hun havde det som om hun med lethed kunne tage en ironman.... Jane var i god nok form til at tage en, men med lethed nej...

Stemningen på gaden ændrede sig drastisk, folk gik ikke roligt hjem længere, nej nu løb de nærmest. Og det så ud til at det var en, bestemt retning de stak af fra. Da næsten hele gyden var ryddet, kom der en rødhåret kvinde løbende. Gennem tårene og hendes små skrig, var frygten i hendes øjne tydelig. Bag hende dukkede en elegant og lettere rank skikkelse op, gennem en grå skygge. Det var Nanase, hun kom gående mod kvinden med rolige skridt, ja et næsten kynisk smil gled henover hendes marmorhvide ansigt. Hun satte hovedet på skrå da hun mærkede en andens vampyrs tilstedeværelse. Dog vendte hun hurtigt tilbage til den krympende skikkelse for hendes fødder, damen så op med bedende øjne. I et kort øjeblik kunne det næsten se ud som om, Nana ville lade hende gå. Men med et kort sviptag blev damen opslugt af sin egen skygge, og det eneste der blev tilbage var en lille hvidkugle der faldt ned i Nana's hånd. Hun smilte tilfredst før hun vendte sig imod artsfællen og gik imod hende med rolige skridt. Hendes dominerende blik lå fastlagt på hende, hvorfor var hun ikke løbet endnu? Nana så det næsten som en form for erklæring.

Jane betragtede de skrigende mennesker. Et lille smil spillede på hendes læber. ikke et venligt smil, men et ondt smil. De skrigende mennesker fik ligesom hendes humør til at stige et par grader... Hun havde ledt efter noget at lave... nu havde hun fundet det. Janes violette øjne betragtede nysgerrigt hendes artsfælle. den anden vampyr var skyld i alt den dejlige underholdning. først genkendte hun ikke vampyren. "NANEE!" skreg hun og løb hen og krammede vampyren. Jane kvalte et indvendigt grin. Ved deres sidste møde havde hun bedt Jane om ikke at kalde hende dette... men Jane havde valgt at ignorere den anmodning. Nanase og Jane var egentlig ikke 'nære' venner eller hvad man nu kunne kalde det, ihvertfald ikke nære nok til at overfalde hindanden i kram som Jane lige havde gjort, men Jane kedede sig...

Nana's ellers rolige øjne blev, kort spilled op da hun hørte det navn blive nævnt. Uden at opfatte det vidste hun hvem det var.
"Janeczka?"
Glæde var ikke ligefrem det man hørte i Nanase's stemme. Og da hun mærkede Jane slynge sine arme omkring Nana's kolde ydre, stivnede hun kort, inden hun roligt tog hendes hænder og fjernede dem. Hun satte hovedet på skrå, med et næsten venligt smil, der stadig skreg isnende kulde.
"Er du ikke blevet gjort til nogens slave endnu?"
Nanase lagde hovedet let på skrå, da de var i tider hvor selv vampyr ikke kunne bide sig sikre, selvfølgelig alle andre end hende selv. Tanken om at gøre vampyre til slaver, fik Nana's døde blod i kog.