Jail brake //Sakref//

S :: Droit politistationen
T :: Hen af aftenen
O :: Få mennesker og væsner
V :: Det øser ned

Lyden af den styrtende regn blev blev overdøvet af de mange fødder der plaskede igennem mudderet fra bygning til bygning for ikke at blive opdaget, en af personerne stoppede op og kiggede mod politistationen, det eneste man kunne se var de to højblå øjne der skinnede som stjerne i mørket, personen vendte sig rundt og lavede en vinkende bevægelse med den ene hånd og de andre forsvandt i forskellige retninger. Med tunge skridt begyndte personen at gå op af trappen mod politistationen, som han kom tættere på blev mere af ham afsløret under en af de lamper der hang udenfor, mandens var iført en lang blå kappe og man kunne skimte vad der lignede en økse i hans bælte, han skubbede let til døren så den gik op. Indenfor på politistationen var der som altid travlt, men på trods af det var der stadig nogen betjente der sad og hang ved deres skriveborde som om de var levende døde, hvilket i realiteten var meget muligt, manden gik over mod skranken med lange skridt og kiggede indtrængende på betjenten der sad bag, betjenten fik et nervøst blik og da han kiggede lige ind i hans øjne "Hvad vil de her... har de noget at andmelde hr?", manden kiggede på ham i lang tid som om han undersøgt ham, "Jeg søger en af mine venner, han blev arresteret for et par timer siden og det vil være i alles interesse at i bare henter ham til mig så der ikke bliver noget ballade", betjenten kiggede på ham med store øjne inden han begyndte at grine højt, "Truer du mig... på en politistation? men jeg ved godt hvem du snakker om, en engel ikke?", Manden nikkede, men blev mødt med endnu en hånlig latter fra betjenten "Han skal til Abbadon til afhøring så jeg tror ikke du kommer til at se din ven igen nogensinde". Manden drejede sig rundt og marcherede ud af politistationen igen, da han kom ud igen trykkede han sig på øret "De ville ikke ,lytte til min advarsel, planen fortsætter", der gik et kort sekund hvor den plaskende lyd fra regnen var det eneste man kunne høre inden en skratten fra en radio kunne høres "Forstået min herre Samuel, vi gør klar", Samuel gik ned fra trappen og stillede sig ved en mur på den anden side af gaden hvor han havde frit udsyn til hvem der kom og gik fra bygningen.

ud af politistationen kom en ung mand ud. Han var meget høj og velbygget. Han så ud til at være de 17-19 år gammel. Han var iklædt et flot sort jakkesæt med flotte læder handsker på hænderne og en kappe på ryggen. han puttede hætten over hovedet og gik ud i regnen og gik afsted. man kunne ikke se hans ansigt for hætten da den skyggede meget godt for ansigtet. han havde været derinde fordi der var et lille problem med at en beskyldte ham for at have været inde i kirken da kirken var lukket og ingen var derinde. Ja næsten ingen selvfølgelig, Og det kan godt være han var derinde efter lukketid, men der var ingen beviser på at han var derinde. Så han slap let og var på vej for at tage en gåtur.

Samuel så en dreng komme ud fra bygningen, men det var ikke nogen der betød noget. han kiggede roligt rundt da en stemme skrattede i hans øre igen, "Min herre Samuel, vi er klar, bomberne sprænger om lidt", Samuel sagde ikke noget, men kiggede nervøst over på drengen der gik ovre på den anden side af gaden, "Vent på mit signal før i detonere dem, vi har en civil i skudlinjen", Samuel stødte væk fra bygningen og gik med hurtige skridt over mod drengen, en skarp lugt fra ham ramte hans næsebor, det var uden tvivl en dæmon, tænk at han brugte sin tid på at hjælpe en der formentlig stod i ledtog med djævlen, men på trods af det var han stadig uskyldig og fortjente ikke at blive sprængt i luften når de skulle have adgang til cellerne i politigårdens kælder, "Hey kan du ikke hjælpe mig, min ven har fået det skidt og jeg har brug for hjælp, han ligger lige herovre!" Samuel havde nær bidt sig selv i tunge, det var den tyndeste historie han havde hørt, men han var bare ikke særlig god til det med at lyve eller være falsk på nogen måde.

Han vendte sig om og kiggede på manden der stod foran ham. Små grønne lys lyste inde bag hætten han kiggede på den ærkeengel der stod foran ham. "du er virkelig dårlig til at lyve det ved du godt ikke?" sagde han med en venlig dog lidt fast stemme der viste tegn på styrke og magt. "men jeg skal nok gå jeg skal bare lige have fjernet et vis insekt problem jeg er der gemmer sig derinde. Han vendte sig om og pegede på et vindue der var på først etage. Han knipsede med fingrene og pludslig sprang det vindue i stykker og store flammer steg ud af vinduet. "nå jo men hvad er det enten du vil efter som om at du vil have jeg skal så hurtig væk?" spurgte han ærkeenglen. Han viste godt at det der han gjorde var lidt for kraftigt men han ville af med det vidne der havde pisset ham af op til flere gange.

Samuel så på ham med intetsigende gennemtrængende øjne, regnen fortsatte ufortødent som om intet lige var sket, men ovenfor de to personer buldrede flammerne lystigt ud fra vinduerne, Samuel greb fat i dæmonens håndled og hev ham hurtigt ind i skyggerne ved en nærtliggende gyde, med en stille dog meget stærk stemme "Mit navn er Samuel, mere behøver du ikke at vide ligenu, men mig og nogen andre af samme meninger og livssyn er ved at hjælpe en ven ud fra politistationen og du har muligvis lige ødelagt det hele", Samuel nåede ikke at sige mere inden et øredøvende brag rungede igennem hele bydelen og store betonstykker blev slynget igennem luften. Samuel hev med enorm styrke dæmonen ned lige inden et stykke beton ramte stedet hvor hans hoved lige havde været, Samuel kom hurtigt på benene igen og brølede med stor kraft ind i den mikrofon han havde ved øret "Hvem sprang bomben, sagde jeg ikke i skulle vente på mit signal!", der gik et kort øjeblik inden en anden stemme skrattede i hans øre "Vi så ilden og troede det var signalet... skal vi fortsætte som planlagt?", med en noget mere rolig stemme der stadig var præget af en smule vrede "Vi har ikke et valg, inden længe kommer det til at sværme med politifolk og Malakels vagter, forsæt som planlagt, giv mig tid til at få vores kammerat ud". Samuels hjerte bankede lystigt i hans bryst, ikke hurtigt som det ville på de fleste, men mere roligt og fattet, en rigtig leder der kunne holde et køligt overblik over en kamp havde brug for sådan en evne, han vendte sig mod dæmonen "løb med dig, dether er ikke et godt sted at værre inden længe", med de ord smed Samuel sin kappe og lod de to lysende vinger folde sig ud på hans ryk samtidig med at et skarpt lys formede sig omkring hans arme og hænder. Samuel forlod dæmon udenfor i mudderet, mens hans løb ind i politistationen der stod i lys luge.

sakref var helt rolig i hele den tid han blev hevet rundt. ikke engang den der beton sten der næsten ramte ham gjorde at han blev bange. Dog ville han ikke gå sin vej. *hvorfor skulle jeg løbe min vej?. det er jo nu det sjove sker* tænkte han. Han kiggede lidt rundt og kig hen imod indgangen til politistationen og gik indenfor. Han så alt det kaos der var og så en trappevej ned af. Han viste at snart ville der komme masser af politi folk og han viste at hvem den engel skulle redde så kunne han lige så godt have lidt sjov med at holde de der politibetjente tilbage. Han slog ud med sin hånd og en mørk slags tåge dukkede op ved hans hænder, og da det forsvandt igen så var der pludslig en hvid maske i hans hånd. Masken var hvid med nogen røde tegn på den venstre side. Der hvor munden ville være på masken var der bygget så det lignede som om der var giga huktænder fra et monster eller noget. Han tog masken på og band den fast og begyndte at holde øje med om der kom nogen politi betjente. *jeg må hellere også holde øje med at hvornår den engel går igen så kan jeg jo finde ud af hvor han skal hen. Han slog ud med sin anden arm og ud af sit ærme fjøl der en stor tåge ud der formede sig til et spøgelse lignede væsnen der var sort som kul. Den fløj ind i væggen og forvandlede sig til en skygge og begyndte at gå ned i fængsels kælderen og fandt ham samuel.