wanna fight? (sakref )

Omgivelser: Daianna, snavsede gyder, junkier? osv
Tid:over midnat
Vejr: lun vind, men ellers iskoldt trækker op til regn
Sted: gyderne.


En smuk skikkelse kom nærmest glidende igennem gyderne, og når skyerne af og til gik væk fra den næsten fulde måne kunne hendes kønne ansigt ses. En pige eller ung kvinde på omkring de 17 år. Nærmest så smuk som en gudinde, og hun vidste hvordan hun skulle bruge det!
Hun var ikke ligefrem venligt sindet og var ligeglad med andres liv! hvis deres liv betød nok kunne de vel rede sig ud af den knibe de ville komme i!
Hun var forskruet og ingen af de tråde der var i hendes hovede hang sammen ! de var for længst revet i tug. Et psykopatisk smil sad på den kønne piges læber og hendes næste førte hende til det bedste blod. Hun var ikke sulten, men ... kreativ? hun ville male, med blod! som hun plejede! blot få gyder derfra var et flere meter langt grusomt værk, og den der først havde set på det ville ikke glemme det igen! gru sort, smerte ! det hele var der! men nu var hun gået tør for maling! Smilet voksede en smugle da hun fik færten af noget, hun var ikke helt sikker men det var vist en dæmon?

Et godt stykke væk sad der en skikkelse på en bænk. rundt om ham var det som om at skyggerne var blevet levende. de var tykke som den tykkeste tåge og sorte som det sorteste kuld. Gadelampen der var over hans hovede var slukket så det var meget svært at se hvem det var og hvordan personen så ud, Men en ting var sikkert, Der var noget der lyste i mørket. Det lignede øjne men ikke normale øjne det var som små grønne gløder som lyste i et endeløst mørke. Pludslig vendte øjne sig hen imod den flotte pige Skikkeksen kiggede på hende som hvis han næsten prøvede at se ind i hende's sjæl og forbi den. Jo tættere på man kom til skikkelsen blev omgivelserne mere mørke og dystre, Men det væreste var kulden. Den mærkelige kulde der så ud til at blive stærkere og stærkere jo længere man gik ind i mørket. De glødende blev ved med at kigge på hende og så ud til at aldrig at forsvinde i et blink eller noget i den stil.

Hun gik direkte mod det velduftende blod, der vist tilhørte en dæmon ? Hun fortsatte ind i de kolde skygger, og hendes pupiller og øjenæble blev langsomt ædt af en syrergrøn farve som lyste lidt op i skyggerne, normalt ville de ha lyst mere op men disse skygger var tungere? hun stod nu ikke mere end et par meter væk fra ham og duftede nu igen til hans blod... åhh jo det var perfekt at male med! smilet voksede en smugle, da hun ikke regnede med at han ville gøre hende noget lige med det samme. Hun kom nu tæt nok på ham til at røre ved ham, dog gjorde hun det ikke lige med det samme?
Hun så afvendende på ham, men brød så tavsheden med et enkelt ord "godaften" kom det forførende dog lettere psykopatisk fra hende. Hun så rundt i det kulden skar igennem hende, og fik hende til at ryste en enkelt gang.

"godaften hvad laver en lille dæmon som dig så langt inde i skyggerne?" spurgte en stemme der viste både en blanding af venlighed og magt og styrke på en gang. Øjende blinkede og pludslig var de væk i mørket. "i mit domæne?" lød der nu en stemme bag ved hende. Han havde simpelhen dukket op bag hende i mørket uden som at lave en enkel lyd. Det var nu som om at mørket rundt om hende blev nu tykkere og mere kold faktisk gysende koldt. "det er trist at folk har glemt hvorfor de engang frygtede skyggerne og mørket og natten" sagde hans stemme pludslig ved siden af hende. igen var der ingen lyd af en bevægelse eller fodtrin. en blæst gled igennem gyden der fik hele gyden til at lyde som om 1000 kvinder skreg af smerte på en gang.

"hun er nysgerrig" lød det lettere forførende fra hende, dog var det noget galt med hendes stemme, noget der ikke skulle være der?... han havde ikke nok magt! Hun vendte sig om mod ham, uden at virke den mindste smugle forskrækket! "som sagt, nysgerrig!" kom det hvislende fra hende.
Hun vendte sig igen om mod lyden af ham og strejfede ham med den ene hånd, ikke i et slag men i en forførende bevægelse?
"jeg er ikke bange for natten, mørket eller skygger" lød det lettere overlegent fra hende, hendes øjne lyste nu mere op end før. Det kom en kuldegysning igennem hende da det igen blev koldere, dette gjorde hun af ren refleks for at holde sig selv lidt varmere. Hun lyttede til vinden, der nu nærmest skreg?

"en modig lille en du er" sagde hans stemme der var nu på hende's anden side. "men det er ikke nysgerrighed jeg kan føle eller lugte men jeg kan lugte en hunger efter magt og styrke" sagde hans stemme bag ved hende. Han blev ved med at hoppe rundt om hende og efter noget tid så var det som om hun var omringet af grønne glødende øjne "men hvor meget vil du give for at få rigtig meget magt og styrke?" spurgte han hende nu. Hans stemme viste ingen tegn på følelser eller noget i den stil. Det var som om at han var i et med skyggerne

"modig?" hun hævede et øjenbryn da han nævnte det. måske var det mod... eller også kunne hun ikke se faren, hun var måske blind på det punkt?
"min hunger er stor ja... men ikke fordi jeg er sulten.. måske har du ret... måske ikke " et psykopatisk smil gled nu hen over hendes læber og afslørede hvad der var galt med hendes stemme. Hun var psykopat, og en snu en af slagsen ! Hun tog sig ikke rigtigt af de glødende øjne, som om hun ikke så det som en trussel, mere som en ... leg? "alt" halvgrinte hun psykopatisk og hysterisk. Men alligevel, ville det lyde smukt i nogens øre? Hun havde en herre, og var ikke i tvivl om at hendes herre havde magt! og denne dæmon havde måske ikke lige så meget magt?

" jeg vil ikke dræbe dig så smertefuldt at du ville ønske at det ville stoppe. nej jeg vil hellere tilbyde dig en hvad kan man sige... en engangs mulighed... du vil adlyde mine ordre fuldt ud og loyalt og jeg vil love dig styrke og magt som en dronning ville kunne have og du vil føle styrken som hvis du tog din egen styrke og gangede 200 gange. og hvis du er dygtig nok så vil du få mere af styrke og magt men det kræver du adlyder hvert eneste order. Så hvad siger du så vil du lade mørket opsluge dig eller vil du gå væk fra en chance der nok ikke vil ske igen" sagde hans stemme der nu lød som en dyb ekko rundt om hende som hvis der 1000 af ham. "hvis du vil give alt for at få den styrke og magt så gå ind i ilden og kald mig din mester" sagde hans stemme der lød til at være foran hende. Dog var der ingen gløder nu, De var som pist væk. Pludslig sprang der en stor grøn flamme op der var lige så stor som hende og lige så bred.

"du ville ikke kunne få mig til at lide!" kom det psykopatisk fra hende.Da hans næste ord kom ud af hans mund, sagde det automatisk 'klik' inde i hendes hjerne. Og magtinstinktet tog over. Det var som om han havde tændt en maskine. Men han kunne brande fingrene noget så grusomt hvis hun ikke fik det hun ønskede. Hun kunne give ham en smertefuld død der ville få ham til at trygle og bede om nåde eller døden! Hun nærmest badede sig i hans ord og lod hovedet glide en smugle tilbage som tegn på at hun næsten 'nød' ordene ? Da hun åbnede øjende igen glødede de endnu mere og lyste nærmest hele skyggen omkring hende op!
Med det samme at ilden kom frem trådte hun ind i den med den ene fod... kun den ene. kunne hun være slave fro 2? .... det kunne vel lade sig gøre hvis de ikke kendte til hinanden ? Hun blev stående i sin bevægelse og trak sig en smugle tilbage. Ikke helt ud af flammen men næsten!

"du skal træde helt ind i ilden for ellers vil jeg ikke acceptere det" sagde hans stemme meget dyb. Det var næsten umuligt at finde ud af hvor han var da hans stemme lød som et ekko over det hele, Men en ting var sikkert hvis hun ville have det hun ville have så var hun nød til at gå helt ind i ilden og kalde ham mester. da hun lyste mere op begyndte skyggerne næsten at skubbe sig tættere på og det så ud som om mørket kunne vinde med lethed.

"ikke hunse!" knorede hun... Det ville blive et bøvl for ham at kontrollere hende, og hendes nuværende mester var heller ikke helt sikker på hende. Meenn man kunne vel godt ha to mestre? hvis de ikke kontaktede hinanden ? og ikke vidste noget om hinanden ... kunne det virke? Hun gik igennem ilden "mester" kom det lavt fra hende. Igen tog magt instinktet over, som krævede at hun fik sin magt nu! og det var endda sent at få den! Hun tog sig ikke det mindste af skyggerne, men hendes øjne lyste til gengæld mere op som svar'!
Et psykopatisk smil sad på hendes læber, og et næsten lige så psykopatisk og hysterisk grin kom fra hendes læber.

"velkommen til mørket men forvent at hvis jeg finder ud af at du ikke holder dit løfte og adlyder hvert eneste order jeg giver dig så vil den forbandelse der er over det løfte du har nu lavet dræne dig for alt din styrke du vil få end til du kun er en tom skald" sagde hans stemme. ilden forsvandt og det samme gjorde skyggerne, og nu var de pludslig ikke i gyden mere men nu stod hun på en gammel gros vej lige foran den største mest magtfulde og ondskabs fulde borg man nogensinde ville kunne finde. Foran hende stod der nu en mand Han var veludbygget og så ud til at være veltrænet men ikke over trænet. Han var klædt i et flot sort jakkesæt med flotte læderhandsker på hænderne. Dog var det mest underligste ved ham var den maske han havde på ansigtet. Den var kridt hvid og det så ud til at være bygget med horn i panden på masken. Det eneste man kunne se der tilhørte ham var hans velplejet halvlange sorte hår der strittede til alle sider på en flot måde som klædte ham vildt godt. Men det man kunne også se meget tydligt var hans øjne der lyste som små grønne stjerner bag masken.

Daianna så komplet uimponeret ind i skyggerne da han sagde dette *ha du kan prøve!*tænkte hun... hvis hun mistede sin styrke... kunne hun træne den op igen... eller tage den halvdel tilbage som hun havde uddelt til sin 'spion'
hvilket ikke havde sagt ja til noget! Hun ville være svær at kontrollere ! og han ville få en del bøvl med hendes 'malerier'.
Hun ænsede ham ikke et blik da han stod foran hende, og hun lukkede de kraftigt lysende øjne. Hun var blevet komplet kold over for ham lige nu?
Men hvis han bad hende om at dræbe nogle ville hun højest sandsynligt gøre det hurtigt og uden at tænke nærmere over det!

"velkommen til darkwind citadel. forstå at du må ikke dræbe nogen af de der lever her på borgen og det vil du heller ikke kunne da borgen beskytter mine medarbejder og jeg minder dig om jo mere loyal du er jo mere vil du være værdig til at måske få en extra bonus men det kræver jeg vil kunne stole på dig fuldstændig. og forvent jeg kan lugte en løjne fra langt afstand så prøv ikke at lyve for mig" sagde han Fast som en konge eller en mester ville sige til dem der lever og arbejder for ham.

Hun fnøs koldt af ham da han sagde at hun ikke kunne eller måtte dræbe nogle fra slottet... det var vel heller ikke at dræbe dem hvis de var halvt døde? Hun smilede over dette! Blod skulle hun nok finde! "du ville ikke kunne kende forskel på en løgn eller virkelighed... fra en psykopat!" halv grinte hun psykopatisk! "du er bare nød til at stole på mig" Og rigtigt nok... af og til havde hun ikke selv styr på hvad hun sagde af løgn og virkelighed! hun fortalte sig selv løgnen indtil den var rigtig for hende! eller også fandt hun bare på en ! og hun var dygtig! både til løgne og meget andet!

"hmmm ja det må jeg hellere men jeg kan fornemme at du har lyst til at dræbe så hvad siger du til at du får din første opgave. som jeg ved at du vil elske" sagde han med en meget ond stemme "og hvis du klarer den godt så kan det være du bliver belønnet men du skal bevise jeg kan stole på at der ikke vil være unødvendige... ulykker" sagde han fast til hende. Han kunne godt fornemme at hun var ikke hel ren mel i posen men han viste også at den hunger hun har for magt kunne han bruge til noget nyttigt.

"dræbe er et stort begræb... og det skal gøres med stil" hvislede hun til ham. "hvad går den ud på?" hun så lidt på ham og forventede at hun hurtigt fik sin opgave. "fint... så kunne du lige så godt belønne mig på forhånd!" hun så rundt på omgivelserne, med et skeptisk blik "hvor tit skal jeg være her?" hun ville nok aldrig fortælle ham hele sandheden... og han ville ha svært ved at knække hende! men hun var en fantastisk dræber... kunstner, og afpressere... og meget mere?

"du behøver skam ikke at være her jeg kan finde på at dukke op hvor som helst og give dig en opgave men din opgave du får nu er at du skal gå hen til kirken ned i dens kælder, Der vil du finde en brun løs sten, normalt er alle stenene hvide eller tæt på hvid men den her er brun, Du skal bare fjerne stenen og tage den lille box der er bag stenen og komme tilbage med den til mig ca henne ved det nærmeste træ du kan finde udenfor på kirkegården. Det eneste problem du vil få dernede er at der er en masse sindssyge fanatiker der beskytter hele kirkens kælder rum fordi de tror at det er helligt men du skal ikke dræbe unødvendige drab så som folk der ikke har gjort dig noget eller folk der ikke vil kæmpe imod dig og sådan nogen ting forstået?" sagde han til hende.

"brun sten... kirke , kælder, mænd...." et smil voksede på hendes læber "dræbe" mumlede hun og forsvandt ud af hans synsvidde. Hun svarede ikke på hans sidste spørgsmål om hun havde forstået... I løbet af kort tid var hun henne ved kirkens kælder og folk kom op for at stoppe hende.
Hun grinte psykopatisk og de tog et pat skridt tilbage. En stor syregrøn lysende 'bobbel' kom frem i mellem hendes hænder, og hun kastede små dele af den på de folk der gik imod hende, dette resulterede i at de begyndte at ætse op. Hun flåede lemmerne af nogle af dem som ikke angreb hende, og gav si til at male med deres blod på kirkekælderens loft. Grusomme skrækkelige men flot malede billeder kom frem på loftet og af og til dryppede der lidt blod ned på gulvet. først da der ikke var mere blod i de 3 lig fuldførte hun sin opgave.
Hun tog kisten og bragte den hen til det nærmeste træ uden for kirkegården. mens kælderen lignede kaos!

Han stod allerede under træet og ventede på hende, Han havde stået der i den hele tid og hørt skrigende af smerte og det hele, Han tog stille kisten "lad mig se lad mig se" sagde han sådan lidt til sig selv, Han åbnede det lille låg på kisten og kiggede ind i kisten, "godt den er der stadig det var godt" sagde han med en lille ondt grin bagefter, "Det var en til nu kun ti stykker tilbage" mumlede han for sig selv, Han rettede sit blik imod hende "du har fuldført din opgave men dog har du ikke fuldført den 100% som jeg sagde du skulle så du får ikke nogen bonus, men dog hvis du er nu frisk nok til at klare endnu en opgave der er lige i nærheden så får du en lille ting for det" sagde han med et ondt blik

Hun så koldt på ham. Ingen bonus?!? hun havde fuldført opgaven! og det var kun 2 af alle de personer der ikke havde angrebet! et par mennesker til eller fra?!? En dyb knoren startede i hendes bryst og det virkede som om den var meget faretruende! "hvad er der stadig?" hvæsede hun koldt. Hun kunne ganske enkelt ikke styre sig, det var magt instinktet der var kommet frem igen, og hun havde ikke fået det hun ville ha. hvad billede han sig ind! "nej ingen opgave!" knorede hun... *magt* hvislede en stemme i hendes hovede, og hendes øjne lyste igen op og så forskruet, nådesløse og psykopatiske ud! Noget man ikke skulle ta fejl af!

"nå det var ellers surt fordi hvis du klarede den næste opgave så ville du have reddet den bonus men siden du ikke vil så fint nok så kan du smutte for idag og så vil jeg imorgen komme med endnu en opgave til dig" sagde han stille og vendte sig om og skulle lige til at gå. Han var lidt sur over at hun entenlig ikke gad at klare den ekstra opgave fordi så ville han være noget VIRKELIG langt.