På indkøb... (Itairian)

Lydene var frygtelige. Ikke nok med at lydene var frygtelige i dette gudsforladte sted, i denne gudsforladte by, men lugtene var ligeså slemme... Især for Jowan.
Jowan fandt lugtene inde i dette varehus frygtelige. Normalt havde han intet imod det.
Blodet...
Normalt havde Jowan absolut intet imod den stærke og søde lugt der kom ud af blodet, det livsgivende væske, men det var også fordi han selv var i et blodrus og forvandlet. Når han var forvandlet og i sin blodrus kunne han ikke skelne mellem nogle af lugtene, hvilket ville være en befrielse på dette sted.
Slaverne stod enten helt fremme kunne ses af dem der ville købe dem, eller mast sammen inde i et af de store ,eller små, bure. Nogle slaver var bedre stillede end andre. Det var tydeligt på de slaver, hvor der var få slave at de havde fået lidt mere mad, end dem med en masse slaver.
Nogle af slavehandlerne var ligeså slaverne. Simpelt klædt, godt nok ikke kun med et lændeklæde på eller helt nøgen, men i normalt tøj. Andre var klædt i det fineste skind og lignede pingviner med en pisk i hånden. Deres placering var ligeså mangfoldig som slavernes. Nogle stod og kaldte folk til sig med deres enten høje og gode stemmer, eller deres høje og utrænede, skingre, stemmer.
Varehuset var for at nogle af køberne skulle kunne gå rundt uden at frygte solen... Nogle billige elpærer hang dovent fra loftet og gjorde det oplyst. En generator kunne høres i baggrunden bag alt dette.
Jowan sugede alle disse oplysninger til sig, mens han gik rundt uden at vise sig selv skjult af den tunge kappe. Kappen var af fint materiale og viste at han var køber. Normalt ville Jowan ikke købe en slave, men han havde en udemærkede plan til hvad han skulle bruge en slave til nu...
Han var på udkig efter en sælger med en Kvinde...

En dreng smuttede ind og ud mellem diverse væsener, og lod fra tid til anden hånden række ud, og lynhurtigt skære en rem over, med en mindre kniv han havde hugget fra en sælger, og lade personlige ting af værdi dumpe ned i sine hænder, hvorefter han proppede dem ned i den tunge lædertaske han bar over skulderen.
En simpel tanktop, som tydeligvis var en kvindemodel da den bulede ud fortil, beklædte hans overkrop, og et par slidte jeans, hullede og lappede som de var, beklædte hand ben. Hans fødder var bare, og lavede ikke så meget som en lyd, da han målrettet stjal alt hvad han kunne få fat på.
Han stoppede op da han nåede et hjørne i varehuset. De elektriske el-pærer kastede intet lys ud i disse hjørner, og mørket omfavnede alt.
Den unge jord dæmons rolige og urokkelige ansigt så rundt, hvorefter han møjsommeligt placerede tasken i et mellemrum mellem den enorm generator, og væggen.

"hjæælp.... En almisse?" En hæs hvisken lød fra en skygge. Jord dæmonen stivnede, og vendte sig derefter mod en silhouet der stod en anelse ud fra de resterende rester af mørke.
En kvinde kom ud fra skyggerne. Om sig bar hun en kåbe af en slags, hendes hår var uglet, men langt, og let kruset. Hendes ansigt var kønt, og indrammet af de krøllede sort-brune lokker. Hendes kurver var utydelige under de løse stof, men de virkede da kønne, og en mulighed formede sig i Itarians sind.
Han gik frem mod hende, og satte en barnlig maske op i sit ansigt. Kvinden, der så ud til at være omkring 19, smilede til ham.
"Vil du hjælpe mig, lille ven?" Spurgte hun, og faldt for hans trick. Hun troede han var en lille fattig menneske dreng, huh? Han skulle snart vise hende at lade være med at være så godtroende.
Han nikkede, og fugtede sine tørre læber inden han svarede,
"Selvfølgelig frue, hvad er der sket med dem?" han rynkede brynene, og foregav medlidenhed, da han gik nærmere, og så op på hende med det mest uskyldige ansigt han kunne præstere.
Hun snøftede, og skjulte de smukke brune øjne fra verden da hun gnubbede dem med sine hænder.
"Min far smed mig ud.." Snøft "Han ville ikke have at jeg luskede med engelen.." Hun lod sine arme lægge sig omkring ham, som om han var en bamse.
Hun var tydeligvis fuld eller på stoffer, eller også var hun bare forvirret.
Han spillede videre.
"Jeg kan hjælpe dig." han talte videre, overtalte hende til at hun også kunne hjælpe ham. Han fortalte hende hvor godt og smukt det var at blive slave, at ingen ville kunne gøre en ondt.. Og hun åd den! Hun åd den råt.
Han smilede af sig selv, perfekt.
Han tog hende med ud mellem forhandlere, og brugte et reb han havde fundet til at binde hendes hænder, hun protesterede ikke! Han smilede ondskabsfuldt hver gang hun ikke så det, han kunne meget simpelt ikke holde det tilbage, og ledte hende gennem mængden, mens han gjaldede op om hvad han ønskede at sælge.
Enten hørte kvinden ikke hvad han sagde, eller også var hun ligeglad.
"Ungt menneske, perfekt til misbrug, sex og underholdning. Kan danse, synge og er desuden god til at spille skak!" Gjaldede han ud i mængden.
Han havde aldrig prøvet dette før, det var nyt, og det var spændende.

Jowan stoppede kort op.
En ny stemme... Ung, skinger, opstemt og viljefast... Han lød interessant... Det kunne blive interessant.
Han gled ind mellem de Rige, Fede og Magtfulde svin på bagbenene der var klædt i deres pingvinkostumer. Væsner der havde troet de var smukke i deres fine tøj og andet tingeltangel... Kunne de tage mere fejl?
Ganske hurtigt fandt han frem til drengen... Ja drengen var nok det bedste til at beskrive ham. Han var ikke ligeså garvet i dette, det kunne ses, som så mange af de andre.
Han kastede et blik på slave kvinden. Og blev så overrasket at han var lige ved at gispe over hvad han så. Hun smilede! Hvad fanden havde han lovet den slave, siden hun stod der med det største tumpesmil... Han må ha snydt hende...
Måske kunne man også snyde alle der lyttede med...
Naaah... For meget arbejde.
”Jeg byder 10.000 euro!” råbte Jowan over alle de andres hvisken og småsnakkeri. Folk rundt om ham kiggede på ham. Jowan slog sin hætte tilbage så han kunne ses ordentligt. Det sorte hår lagde sig over hans ansigt og han kiggede længe på slaveherren... Denne unge Dreng... Hvis drengen ikke solgte til Jowan, ville han smadre generatoren, fjerne lysne og gå lidt i et lille blodrus. Og til sidst stjæle slaven... Drengen ville nok ikke gøre noget imod en Dæmon som Jowan...

En enkelt rigmand rakte hånden op og bød også... Det var et menneske, overraskende nok. ”12.000 euro!” sagde han med en lettere skinger stemme der tydeligt fortalte sin egen historie om at han aldrig råbte efter noget.
Jowan kiggede hen på ham og smilte... Lige den idiot han skulle bruge. Han lavede et lille... Hul... Mellem deres lommer... Den rige ville nok ikke bemærke det lige med det samme, men alle hans penge forsvandt i dette øjeblik fra hans egen lomme og over til Jowans lomme... Mørket var nu en dejlig ting.

Han gik rundt, søgte, skreg og råbte. Forsøgte at få sin stemme til at lyde mere voksen end han egentlig var.
Det gav et sæt i ham da en råben lød tæt på ham, og han vendte sig om for at tage denne formodne køber i øjesyn. Han kunne lugte ligheden mellem ham selv og dette andet væsen. En dæmon, ligesom han selv, men af en anden slags. Han var endnu ikke klar over hvad denne var.
Han strammede taget i rebet, og rykkede i det, så kvinden vendte sin opmærksomhed væk fra en anden køber, og hen til denne der havde råbt.
Manden kvinden nu ikke længere så meget som tænkte på, råbte ligeså op.
12.000 euro? Blot for et menneske? Itarian's smil blev endnu bredere, da han opdagede dæmonens forehavende. Han kunne se mandens lomme blive mindre, da den tømtes. Han kantede sig hen mod denne dæmon. Da han stod lige foran ham, gik han ham vel næsten til hagen, og hans øjne havde et faretruende glimt.
"Er 13.000 ikke en mere rimelig pris? Hun kan arbejde hårdt for føden" Han blinkede til dæmonen, med et smil, og hentydede tydeligvis til dæmonens stjålne penge.
Han rykkede kvinden tættere på, og lod en hånd snige sig omkring hendes hofter. Hun smilede til køberen. Lod lokkerne falde så de krølledes over hendes tæt på perfekte barm, som hun havde undladet at dække af den løse kåbe. Hun sagde dog intet.

Itarian slikkede den øverste læbe, og vidste allerede nu hvad han ville bruge pengene på, hvis dæmonen virkelig besluttede sig for at købe slaven. Han havde altid ønsket sig en piercing, i læben. Han længtes efter at føle metallet mod sin læbe, mod sin tunge.
Hans fremtoning virkede viljestærk som han stod der, og forsøgte at føre slaven frem, uerfaren som han var.
Hans grin var bredt, og roligt. Han pustede en lok af det korte røde hår tilbage og væk fra de store brune øjne, mens han skiftede vægten fra den ene fod til den anden, i en form for tidsfordriv.

Jowan smilte over den store forandring. Han lagde mærke til hvordan den unge sælger, dæmonen, havde set hans trick med pengene. Han tog flere penge fra de omkring liggende, uden at der viste sig nogen form for anstrengelse i hans ansigt. Han tog slaven i nærmere øjensyn. Det var et fint menneske... Hun kunne sikkert sagtens stjæle blikke fra flere mænd... Menneske mænd, muligvis nogle væsner...
”13.000 euro!” råbte mennesket og tog sig til sin lomme for at vise sine penge, men så gik det pludselig op for ham... Han slog sig selv flere gange på sit lår, nærmest for at tjekke om det virkelig var sandt. ”Jeg er blevet bestjålet!” råbte han og begyndte at lede efter sin pung, som han ikke ville finde.
”Jeg vil gerne betale 13.000... Hvis hun altså kan alt det du lige sagde...” sagde han og lagde lidt sølvtunge på sin stemme. Stemmen emmede af flere lag af rå magi. Mennesker reagerede anderledes på magi i ens stemme, men denne her menneske slave reagerede som de fleste. Hun faldt for det... Det var så tydeligt.
Rundt om dem, var det gået op for flere at de også var blevet bestrålet... Der var flere og flere der gik deres vej... Så kun Jowan og denne Dæmon næsten blev efterladt sammen med slaven.