Indkøb

Sted - Yuu og Ichigo's lejlighed
Tid - Sen eftermiddag
Vejr - Det er en anelse køligt
Omgivelser - Møblerne i lejligheden

Lige siden i morges havde Ichi været alene hjemme. Yuu havde ikke været der, for han var på arbejde. Ichi kunne ikke lide at være alene hjemme. Det gjorde ham bange, når Yuu ikke var der. Han var afhængig af den anden fyr, og det var vidst ikke helt gået op for ham endnu. For få dage siden var de ankommet til denne by. Hvis Ichi huskede rigtigt, hed den Terre. Men han var ikke helt sikker. At huske på sådan noget, var ikke ligefrem hans stærke side. Men det var ligemeget. Yuu vidste det, og så var det godt nok. Han var endnu ikke helt tryg i byen, og han havde heller ikke rigtig været uden for lejligheden endnu. Men han var stadigvæk ved at vænne sig til lejligheden. Heldigvis følte han sig rimelig tryg i den efterhånden.
For at fordrive noget af angsten og tiden var han gået ind på det værelse, de havde indrettet som atelier. Der kunne Ichi male, præcis ligesom han havde lyst til. Det var noget af en lettelse for ham. Det hjalp næsten altid at male. På den måde kunne han også udtrykke sine følelser. De følelser han ikke kunne udtrykke igennem ord.

Ichi hørte hoveddøren blive åbnet, og han stivnede i et kort sekund, inden han hørte Yuus stemme. Med et stort smil på læberne lagde han penslen fra sig og løb ud i den lille gang. "Yuu!", udbrød Ichi glad og overfaldt den anden fyr i et kram. Det var rimelig tydeligt, at Ichi havde savnet Yuu, men der skulle heller ikke så meget til før det skete. Han blev stående sådan i et stykke tid, før han gav slip. "Velkommen hjem!", sagde han glad og tog fat i Yuus arm. Når Ichi var fordybet i sit arbejde, lagde han sjældent mærke til noget andet. Derfor havde han tit maling på sig, uden han opdagede det. Denne gang var heller ingen undtagelse. En rød klat maling sad på hans højre kind. Helt alene.
Smilende trak han Yuu med hen imod køkkenet. Han var sulten, og det var Yuu sikkert også. Han ville nok gerne have noget mad. Det ville Ichi i hvert fald gerne.
Ichi gav slip på Yuus arm og gik hen til en af de barstole, der var ved det bord, der adskilte stuen og køkkenet. Han satte sig ned på den og støttede fødderne på den lille fodstøtte der var, til det selv samme formål. Med et forventningsfuld udtryk i øjnene kiggede han på Yuu. Han følte sig meget gladere nu. Ichi støttede hænderne på sædet, han sad på. Da hans ben ikke var helt samlede og han ikke fyldte stolen helt ud, var det intet problem for ham at have sine hænder der. Alt var godt nu. Yuu var tilbage. Så ville der ikke ske noget slemt. Det var Ichi sikker på.
Han tippede hovedet let på skrå, så det brune hår gled ud til den ene side.

Hele dagen havde Yuu haft lidt nerver på. Det havde været hans første dag på Bibliothèque. Første dag i denne nye by, han skulle være væk fra Ichi. Han savnede han gevaldigt, altså Ichi. Selvom det ikke var mere end et par timer siden han var taget hjemme fra, og meget snart havde fri, pinte det ham at være væk fra Ichi.

Da han så endelig fik fri, var han hurtig om at få pakket sine ting, og vendt snuden hjem af. Han skyndte sig lidt. Han regnede dog med at Ichi nok, skulle klare sig hjemme alene. Han kunne jo altid ringe? Men.. Yuu savnede Ichi, det var ikke en hemmelighed. Okay.. Måske! En lille smule en hemmelighed.
Da han endelig stod foran døren ind til lejligheden, og var ved at låse døren op, følte han sig meget mere lettet. Som en en stor byrde var faldet af hans skuldre. Han nåede knap nok at sætte sin fod inden for døren, for han blev overfaldet af Ichi. En dejlig, let, varm følelse bredte sig ud i hans krop. han smilte bredte " Harj Ichi! " Sagde han glad, krammede Ichi ind til sig. Han lukkede øjnene lidt, og lod læberne presse sig lidt mod Ichis hår. Da Ichi så sagde noget igen, åbnede Yuu øjnene og lod dem betragter Ichi lidt. Et stort smil, bredte sig over hans læber, da han fik øje på den fine plet på Ichis kind. Han lod et lille grin slippe over sine læber, og skulle til at kommentere det, da Ichi rev ham med sig.
Da Yuu kom ud o køkkenet, fandt han noget papir, gjorde det vådt, og gik hen til Ichi " Kan se du har været inde og male? " Han smilte skævt og så lidt i øjnene, inden han begyndte at tørre Ichis kind, for at fjerne pletten. Da den v ar væk, aede han kort, Ichis kind " Har du husket at tage dine piller? " Spurgte han stille, og så lidt på Ichi, inden han gik hen for at smide papiret ud.
I et lille stykke tid, stod Yuu bare og så på Ichi, betragtende. Han faldt lidt i staver, inden han kom til sig selv og så på klokken " Er du sulten? " Spurgte han roligt, med et skævt smil på læberne. Yuu var i hvert fald blevet lidt små sulten.

Ichi betragtede Yuu, da han gik hen til bordet. Hvad skulle han nu der? Det gjorde ham nysgerrig. Ichi var altid nysgerrig. Det var bare ikke altid, han viste det til andre. Med Yuu prøvede han ikke at holde sig tilbage. Det behøvede han ikke. Han stolede på Yuu. Meget. Det var nok den eneste person udover sin mor og far, han stolede på.
Det var først da han så det våde papir, at sammenhængen gik op for ham. Han blev siddende stille, da Yuu vendte tilbage. Han nikkede langsomt, som et svar på spørgsmålet. Ord var ikke specielt nødvendige. Ichi ville dog gerne fortælle om det maleri, han var ved at lave, men han vidste ikke rigtig, hvad han skulle fortælle om det. Han havde svært ved at beskrive, hvad der var på det. Det havde han altid. Det var derfor meget nemmere, hvis Yuu selv så det.
Han brød sig ikke om, når folk rørte ved ham. Men hvis det var Yuu, var det i orden. Han trak sig derfor ikke væk, da Yuu nussede hans kind. Han sendte ham bare et lille smil. Det næste Yuu sagde, satte Ichis tanker i sving. Om han havde taget sine piller? Inde i hovedet gennemgik han hele sin dag. Den havde han tilbragt inde i sit atelier. Havde han taget en pille, imens han malede? Normalt spiste han dem sammen med et måltid mad, men nu hvor han tænkte over det, havde han da ikke fået noget at spise, siden før Yuu tog hjemmefra.
Han havde altså hverken taget sine piller, eller spist. Det var ikke specielt godt. Ichi tøvede lidt med at svare, for han ville ikke skuffe Yuu. Det gjorde ondt på ham, når Yuu var skuffet. I hvert fald når Ichi var skyld i skuffelsen. Heldigvis snakkede Yuu videre. "Ja... Jeg er sulten", sagde han stille og kiggede ned i gulvet. Han havde ikke lyst til at fortælle Yuu om pillen. Eller... pillerne. Bare tanken om Yuus skuffelse gjorde ondt. Tårer vældede op i hans øjne. Når han ikke tog sine piller, blev han langt mere følsom, og begyndte hurtigere at græde. Selv over de mindste ting. Det kunne være hvis han ikke kunne finde fjernbetjeningen, eller hvis han ikke kunne åbne en låge.

Da Ichi nikkede til det, med at han havde været inde og male, smilte Yuu, og nikkede en smule til det " Okay, det glæder jeg mig til at se!" Sagde ham oprigtigt. Han elskede at så på Ichi billeder. Det hjalp ham en gang i mellem med, at forstå hvordan Ichi havde det. Det var ikke altid muligt for Ichi at forklare sine følelser, når de var meget kringlet. Det var der, billederne kunne hjælpe Yuu til at forstå. Når han kunne analysere billederne, og forstå dem, selvfølgelig.
Yuu stod egentlig og ventede på at Ichi svarede på det med pillerne, og kunne se han tænke over det. Fordi Ichi var så langtid om at svare, glemte Yuu at han ville ha et svar, da Ichi sagde han var sulten. Yuu nikkede "Så må vi jo heller få gang i noget mad!" Sagde han friskt, i det han vendte sig om mod køleskabet, og så derfor ikke at Ichi fik tåre i øjnene. Yuu stod lidt og så ind i køleskabet, inden han lav og tænkende mumlede Hmmm.. Vi skal ha købt ind" Han lukkede køleskabet og vendte sig om mod Ichi igen.
"Jeg er altså ke.." Han nåede ikke længere i sin sætning, da han opdagede at Ichi havde fået tårer i øjnene. Yuu mærkede en klump i det nederste af brystet. Som en sten, der faldte ned i maven "Heeeey.. Ichi..?..!" Sagde han stille og gik han til ham. Han lagde stille armene om ham, og trykkede han beroligende ind til sig "Det er okay.. Du skal ikke græde.. " Yuu tænkte lidt over, hvad der kunne gøre Ichi ked af det, og kom til at tænke på, han ikke fik noget svar, til det med pillerne "Har du glemt at tage pillerne?.. Det er okay, så tager vi dem nu? Ik?" Yuu snakkede helt stille og roligt ned i Ichis hår.
Et lille stykke tid, stod Yuu bare og holdt om Ichi. Indtil han så tog sine briller af og lagde dem på bordet. Der er var ingen grund til han havde dem på. Ichi vidste jo godt, at Yuu ikke havde brug for dem, så der var ingen grund til at ha dem på hjemme. Så slap Yuu Ichi, og smilte roligt til ham "Det er okay. " Gentog han stille, inden jeg fandt et glas og tog noget vand i det, og derefter fandt en banan. Så fandt han de piller Ichi skulle ha, og stilte det hele over til Ichi. Yuus ansigt var roligt, og hans øjne var venlige. Hvordan kunne han være sur på Ichi? Det var jo bare en lille fejl.. Han er jo ikke død af det.. "Vi bliver nødt til at tage ud og handle, vi har ikke mere mad. Skal du med, eller vil du hellere bare være her?" Yuu lagde hovedet lidt på skrå. Ichi så så sød ud, osm han sad der på stolen. Det fik et lille smil frem på Yuus læber.

Der gik lidt tid, hvor Ichi bare blev siddende i stolen. Han havde skuffet Yuu, ved ikke at tage sine piller. De havde ellers lavet en aftale for lang tid siden. Det var så lang tid siden, at Ichi slet ikke kunne huske, hvornår det var.
Yuu snakkede videre, om at lave noget mad. Så havde han altså ikke opdaget det endnu. Ichi brød sig ikke om at lyve. Var det her at lyve? Nej... Han undlod jo bare at svare, ikke? Tankerne forvirrede Ichi. En stemme sagde, at han skulle lade som ingenting og så få blinket de tårer væk, inden Yuu så dem. En anden stemme sagde, at han burde være rigtig skuffet over sig selv. Han kunne slet ikke finde rundt i det.
Han opfattede, at Yuu snakkede igen. Han fangede dog ikke helt, hvad der blev sagt. Han prøvede fortsat at finde rundt i tankerne. Han fik først revet sig løs, da Yuu lagde armene om ham. Ichi snøftede en enkelt gang og gemte ansigtet imod Yuus bryst. Det lykkedes ham at slappe lidt mere af. Yuu lød ikke sur. Eller skuffet. Han lød... Forstående. Det var noget af en lettelse for Ichi. Yuu spurgte igen ind til pillerne. Denne gang svarede Ichi. Dog ikke med ord. Han rystede let på hovedet, for at sige, at han ikke havde taget pillerne. Forhåbentlig ville Yuu ikke misforstå det, som at han ikke havde lyst til at tage pillerne nu. Der var jo to spørgsmål i ét.
Ichi havde det som om han manglede et eller andet, da Yuu trak sig fri af krammet. De ord, der kom lige efter, dækkede dog over det. Ichi nikkede langsomt som et svar. Det var okay. Yuu var ikke sur. Det var det vigtigste. Ichi holdt blikket på Yuu, da han fandt pillerne. Han bed sig lidt i underlæben og vendte sig så imod bordet. Han rakte ud efter pillerne og skyllede dem ned med vandet. Derefter åbnede han bananen og gav sig til at spise af den. Nu kunne han godt mærke, at han ikke havde spist.
Ichi var halvvejs igennem bananen, da han hørte, hvad Yuu sagde. Skulle de forlade lejligheden? Han spærrede øjnene op i chok. Ville Yuu nu gå igen? Igen havde Ichi et problem. Han ville ikke være alene, men han havde heller ikke lyst til at forlade lejligheden. "Du... Må ikke gå...", sagde han stille.

Mens Ichi fik taget sine piller, stod Yuu og tænkte lidt. Han kunne ikke li når Ichi var ked af det, eller bange eller alt andet end, når han havde det godt.. Og når Ichi ikke fik taget sine piller, blev han så meget nemmere ked af det, hvilket pinte Yuu særdeles meget. Men han bebrejdede ikke Ichi for ikke at tage dem. Det v ar jo hvad der kunne ske, og Ichi havde været inde og male, og havde ikke haft brug for at tage pillerne, i den for stand. Shit happens, you know.
Yuu gned sine øjne en smule. Det var egentlig utroligt så trætte de blev lige for tiden. Måske han skulle til at gå med solbriller? Så solen ikke var så skarp for hans øjne? Så var det også nemmere at 'gemme sig'. Hmm.. Det var måske en ide. Men havde han over hovedet nogle solbriller? Og hvis han havde.. Hvor var de så henne? nåh.. Det var også lige meget, det var ikke det han skulle tænke på nu.
Yuu så lidt på Ichi som sad lige så stille på stolen og pludselig så helt skræmt ud. Han rynkede panden lidt, og forstod ikke helt, før Ichi sagde noget. Det gjorde ondt på Yuu at Ichi sagde det, men ikke fordi han blev såret eller sur eller noget, mere fordi, hvad nu? Hvad skulle han så gøre? Han ville ikke ha Ichi var ked af det eller bange? Eller ngoet andet dårligt? Han stod lidt og tænkte inden han satte sig hen på den anden barstod, den ved isden af Ichi "Hey Ichi, hør her. Der sker altså ikke noget. Og du kan bare komme med? Jeg skal nok passe på dig, ik? " Han så Ichi i øjnene. Han skulle være sikker på, Ichi forstod at Yuu nok skulle passe på ham, hvis han gik med " Og vi skynder os! Og så kan det være vi kan finde nogle nye pensler, eller noget nyt maling til dig? Kunne det ikke være ngoet? Eller vi kan tage et kamera med, og tage nogel billeder på vejen, så du kan få noget inspiration? " Lige nu prøvede Yuu bare at få Ichi til at slappe af, og sig ja til at tage med. Det var ligesom nemmest for Yuu. Han tænkte lidt, inden han så på sine briller " Og du må også også godt få mine briller, og min hue på? Så er du nærmest usynlig. " Sagde Yuu med et lille smil. Han tog den sort, rød og blå farvede hue af og satte den på Ichis hoved. Yuu havde mange huer. Og de var alle forskellige. Så han kunne altid bare finde en anden at tage på.
Hvis det ikke kunne få Ichi til at enten lade Yuu gå, eller tage med, så vidste Yuu ikke rigtig, hvad ellers han kunne gøre. Men et eller andet var han nødt til at finde på, for de skulle jo ha noget mad, og det var måske også meget godt for Ichi, at komme en tur udenfor.

Ichi kunne mærke, hvordan hans vejrtrækning blev hurtigere. Han prøvede at beherske den. Han havde ikke lyst til at hyperventilere. Hvis først han var kommet i gang, var det svært at stoppe igen. Desuden gjorde det ham svimmel og havde flere gange været årsag til, at han besvimede. Han lagde den halvspiste banan fra sig på bordet. Han havde ikke lige lyst til at spise resten. Det kunne han ikke koncentrere sig om. Specielt ikke når han havde det sådan her. Det ville ende galt.
Ichi rettede blikket ned imod sine hænder. De var begyndt at ryste. I et forsøg på at stoppe det, knyttede han næverne. Det hjalp meget lidt.
Han bed sig i læben og drejede sig på stolen, så han vendte med fronten imod Yuu. Meget koncentreret lyttede han til Yuus ord. Tage med ham? Igen blev hans vejrtrækning hurtigere. Han kunne da ikke bare tage med. Det kunne han ikke. Derud? Hvor der var alle de fremmede? Hvor han fik det dårligt? Det lød ikke specielt tiltalende for Ichi, men det var enten det, eller blive alene hjemme i lejligheden. Og det havde han heller ikke lyst til. Nu havde han savnet Yuu hele dagen, og han havde ikke lyst til at give slip igen før næste dag. Og Yuu ville jo passe på ham... Ikke? Yuu passede altid på ham.
Den tanke gjorde ham en anelse roligere. Der ville ikke ske noget...
Han tippede hovedet let på skrå, da Yuu snakkede om maling og pensler. Han ville gerne have noget nyt maling. Der var en nuance af grøn, han havde set på et tidspunkt. En meget speciel farve. Ichi ville gerne have fat i den. Hvis den overhovedet kunne findes i Terre.
Hans vejrtrækning var faldet til ro igen. Det lød ikke så slemt at tage med. Yuu ville passe på ham. Og Ichi ville også få noget nyt maling. Et lille smil bredte sig på hans læber, da Yuu gav ham huen på. Han satte den selv, så den kom til at sidde ordentligt.
"Der er en grøn, jeg godt kunne tænke mig", sagde han smilende. Det var hans måde at acceptere tilbuddet på. Ikke noget med at sige 'ja tak' eller noget i den stil. Næh. Det gjorde han ikke.
Ichi hoppede ned fra stolen og ned på gulvet. Han sendte Yuu et stort smil. "Kom nu", sagde han utålmodigt og trak Yuu ned fra stolen. Han løftede den ene hånd og lod den glide igennem Yuus hår. Han lo kort, da han var færdig. "Det klæder dig", sagde han drillende. Yuus hår stod lige op i luften, og det fandt Ichi ret så morsomt. Om pillen allerede virkede, vidste han ikke. Men han vidste i hvert fald, at han var glad igen. Det kunne også være Yuus skyld. Yuu var god til at opmuntre Ichi. Det var blot en af de utallige ting, Ichi kunne lide ved Yuu.
Med endnu et smil tog han brillerne fra bordet og tog dem på. Så drejede han om på hælen og forsvandt ud i gangen for at tage sit overtøj på.

Ichi begyndte at trækker vejret hurtigt, og det brød Yuu sig ikke om. Han lagede beroligende sin hånd på Ichis knæ, mens han hele tiden hold blikket i Ichis øjne. Yuu nussede Ichis knæ en lille smule. Yuu sad egentlig bare og ventede på et svar fra Ichi. Det hele afhang egentlig af, hvad han ville sige. Han havde forsat sin hånd på Ichis knæ, og nussede det også endnu.
Da der så kom et smil på Ichis læber, blev Yuu en smule lettet. Han nikkede til det Ichi sagde "Så må vi se, om vi kan finde det! " Sagde han og betragter Ichi der sad med den fine hue på.
En lille grin slap ud fra Yuus læber, da Ichi blev helt ivrig efter at komme afsted " jajajajaja.! " Sagde med et drilsk smil. Ichi fik hevet Yuu op af stolen, så han stod og så ned på den lille, dejlige fyr. Yuu kom til at grine lidt over Ichi, da han kørte sin hånd gennem Yuus hår. Han var ret sikker på, det ikke så godt ud, men det kunne vel også være ligemeget? Lige nu var der jo kun de to. Yuu nikkede lidt med et smil " Aha, deeeet.. ved jeg ikke helt, om jeg kan tro på.. " Sagde han med et drilsk smil om læberne. Han rystede hovedet så det satte sig bedre. Han så lidt efter Ichi som var gået ud i gangen " To sekunder.. " Sagde han og skyndte sig ind efter en hue til sig selv. Han havde det bedst når han havde en hue på, blandt andre mennesker.
Kort efter var han ude ved Ichi igen. Han stod lidt og så på ham med et smil " Du ligner sq en eller anden jeg kender.. En eller anden.. Heeelt vildt lækker.. " Sagde han med en tænkende mine " Nååårh ja! Yuu! Det var det han hed! " Sagde grinende og satte hånden på huen for at ugle han hår med huen. Yuu elskede at drille Ichi, selvfølgelig altid til den grænse hvor det er sjovt.
Så tog Yuu sin jakke, og sine sko på, og tjekkede om han havde penge med, indne jeg så alvorligt på Yuu " Du skal love mig, at du siger når du vil hjem igen, okay? Også selvom vi ikke er færdig med at handle " Yuu havde sit blik i Ichis. Han ville ikke ha, Ichi skulle gå og ha det dårligt, og se det som en dårlig oplevelse at komme ud at handle.

Ichi fandt sine sko frem og satte sig ned på gulvet for at tage dem på. Det gjorde han af en eller anden grund altid. Stort set uanset hvor han var. På den måde væltede han heller ikke. Det så bare liiidt dumt ud. Men Ichi var ligeglad. Det tog ham et lille stykke tid, at få skoene på, så han sad stadigvæk ned, da Yuu vendte tilbage. Han fik lukket den sidste sko og rejste sig så op.
Et undrende udtryk bredte sig over hans ansigt, da Yuu snakkede. Det blev erstattet af et grin, da han fattede pointen. Han mærkede Yuus hånd imod huen og hvordan han uglede Ichis hår. "Ih... Stop", brummede han og lukkede kort øjnene. Det gjorde ham dog ikke så meget. Hvis det var Yuu, var det i orden.
Da hånden forsvandt, åbnede han øjnene igen og rakte tunge af Yuu. "Dumme Yuu", mumlede han. Han vendte sig væk fra Yuu og fandt sin jakke, som han tog på.
Ichi rettede lidt på ærmerne og trak ned i jakken, i et forsøg på at få den til at sidde lidt bedre. Det lykkedes delvist. Han sukkede irriteret og lod den så bare sidde, som den nu ville. Han rettede så opmærksomheden imod huen, som var kommet til at sidde lidt underligt, efter Yuu havde haft fat i den. Ichi hev den af, rettede lidt på sit hår og satte så huen tilbage på plads. Han glemte næsten, at han havde brillerne på.
Ichi nikkede langsomt og kiggede på Yuu med et alvorligt blik. "Det skal jeg nok", svarede han. "Tak...". Han trådte hurtigt hen til Yuu og krammede ham. Det var lidt besværligt med brillerne, men han klarede det. "Du er ikke dum mere", sagde han, da han trak sig tilbage. Et drillende smil spillede om hans læber.
Han tog Yuus hånd og trak ham med hen imod døren. Ichi ville gerne have den maling og han ville også gerne have det overstået. Forhåbentlig var der ikke alt for mange mennesker. Hvis der var mange, ville det blive værre. Oplevelsen altså. Ichi blev altid langt mere usikker, når der var mange mennesker. Han vidste ikke, hvordan han skulle opføre sig, og han stolede ikke på nogen af dem. At han heller ikke brød sig om, når andre rørte ved ham, gjorde ikke ligefrem det hele bedre. Men det prøvede han at lade være med at tænke på. Hvis han gjorde det, ville han bare bakke ud, og det havde han ikke lyst til. Han ville gerne gøre Yuu stolt ved at tage med. Vise Yuu, at han ikke var helt uduelig. Derfor ville han også gerne gennemføre det. Han ville ikke give op på midtvejen. Det ville kun være irriterende for Yuu, og Ichi ønskede ikke at irritere ham.

Den måde Ichi tog sine sko, synes Yuu var helt vildt kær. Som et lille barn, med meget meget dårlig balance. Ichi var måske også et lille barn, men Yuu holdte af ham alligevel, meget, alt for meget måske. Han grinte lidt at Ichi da han ikke kunne li at Yuu uglede hans hår. Krævende dreng. Da Ichi rakte tunge af Yuu, kunne han ikke lade vær med grine lidt mere " Pas på jeg ikke hapser den! " Sagde han med et drilsk smil, og nappede drilsk ud efter ham. Yuu fik hurtigt sit overtøj på, og lod Ichi bruge den tid han skulle. De havde jo ikke lige frem travlt.
Yuu nikkede en smule da Ichi var indforstået med at han bare skulle sige, når det blev for meget for ham, og smile bare stort da han fik et kram. Han lukkede øjnene lidt, og nød krammet til des ende. Da Ichi sagde Yuu ikke var dum mere, grinte Yuu " Det er jeg da glad for! Tænk hvis jeg var.. Så kunne det være jeg ikke ville lave mad! " Han havde dog et utroligt tydeligt drilsk glimt i øjnene. Ichi skulle ikke blive bange.
Ichi begyndte at trække Yuu med, og det glædede Yuu lidt, at Ichi var så ivrig over at komme afsted, men kunne også hurtigt mærke at Ichi ikke følte sig helt tryk ved at være her ude. Han så sig kort om, inden han gad Ichi hånd et klem " Hey du! Kan du fortælle mig hvordan den farve ser du, du vil ha? Så jeg kan hjælpe med at holde øje efter den? " Han så lidt ned på Ichi, men han tænkte over hvor de mon kunne finde maling i det hele taget. En hobby butik måske? han skulle også ha tænkt lidt over hvad mad de skulle ha. Så det ikke ville tage for lang tid at handle. En gang imellem skævede han ned mod Ichi. Han nussede ganske bevidst Ichi hånd. Det var nok ikke noget Ichi ville tænke yderligt over, eller sige noget til. Det plejede han ikke at gøre.
De nærmede sig hurtigt den mellemstore købmand som lå ikke vildt langt fra dem. det var måske også lidt bevidst, at Yuu havde valgt den lejlighed. Tæt på byen, tæt på parken og tæt på en købmand. Til at overskue, og måske få Ichi med udenfor en gang i mellem. Han håbede en smule på at der var en eller form for maling inde i købmanden, så de ikke skulle for mange flere steder hen. Det var ikke til at vide hvornår det blev for meget for Ichi.

Ichi kiggede sig lidt omkring og strammede samtidig grebet om Yuus hånd. Han ville ikke blive væk fra ham nu. Der så ikke ud til at være vildt mange mennesker, men der var alligevel en del. Ichi var ved at stoppe op, men så huskede han, hvad han havde lovet sig selv. At gennemføre det for Yuu. Indtil videre gik det meget godt. Ichi var ikke begyndt at hyperventilere eller græde.
Han kiggede op på Yuu, da han hørte spørgsmålet. Efter en lille tøven nikkede han. Det lød som en meget god idé. Så var de 2 til at kigge efter farven. "Den er grøn, men det er sådan en speciel nuance. Jeg har ikke set særlig mange malerier med den farve, så derfor ville det være fantastiske, hvis jeg fik den", fortalte han. Hvor meget han snakkede, afhang utrolig meget af situationen. I en situation som denne vidste Ichi, hvad han snakkede om, så han følte sig rimelig sikker. "Den ser vildt speciel ud, når den kommer op på lærredet. Kan du huske den skov jeg malede? Det kunne være fedt at lave det billede igen og så bruge den grønne farve til det nye maleri", sagde han. Ichi lød nærmest glad. Han syntes selv, at idéen var vildt god. Så kunne han sætte malerierne op imod hinanden, så deres forskellige var tydelige.
Lettere tænkende bed han sig i underlæben. Hvordan var det nu den så ud? Selve beholderen. Var det en tube? Og hvilken farve havde den? "Uhm... Jeg kan ikke huske, hvordan den ser ud. Men jeg tror ikke, du vil være i tvivl, når du først ser den", fortsatte han.
Imens han havde snakket, havde Ichi ikke rigtig lagt mærke til, hvor de gik. Da han så hvor langt de var kommet, rykkede han sig lidt tættere på Yuu. Hvor han før kun havde holdt fast i Yuus hånd, holdt han nu fat i hele Yuus arm. Ichi anede ikke, hvor langt de skulle gå. Måske lå den butik Yuu snakkede om langt væk? Så de skulle måske gå i lang tid.
Ichi kiggede sig lidt omkring. Han havde det lidt bedre med huen på, for den mindede ham om Yuu. Og det samme gjorde brillerne. Usynlig. Det havde Yuu sagt, at han ville blive. Måske havde han ment det bogstavelig talt? Lidt bange for hvad han ville se, løftede Yuu sin ene hånd og kiggede på den. Han sukkede lettet, da han kunne se den. Men måske var det kun andre mennesker, der ikke kunne se ham? "Yuu?", sagde han stille. "Kan du se mig? Er jeg usynlig?", fortsatte han. Tanken var skræmmende. Tænk hvis han pludselig forsvandt.

Yuu lagde godt mærke til, at Ichi strammede sit greb lidt, men han kunne ikke gøre så meget ved det, så han lod bare Ichi gøre det. Han holdte dog øje med ham. Da Ichi var ved at stoppe skulle Yuu også til det, men forsatte da Ichi gjorde. Han så ldit på ham " Går det? " Spurgte han stille. Det skulle ikke være en dårlig tur for Ichi, så ville det ikke være sikkert Yuu kunne få ham med udenfor igen.
Da Ichi begyndte at fortælle om den grønne farve, lyttede Yuu godt efter. Ikke at det hjalp Yuu så meget, for han havde ikke det store forstand på maling, så han lyttede og nikkede bare. Da Ichi så begyndte at snakke om et af de billeder Ichi havde malet, var Yuu lidt mere med på hvad han kiggede efter, det var dog ikke meget. Da Ichi sagde det sidste nikkede " Okay så, mon ikke jeg kan kende den, så " Han så på Ichi med et beroligende smil.
Der var ikke langt hen til købmanden da Ichi begyndte at klynge sig til Yuu. Yuu stoppede lidt op og så på Ichi " Hey du, prøv at se der ovre, der er købmanden! " Yuu pegede der over og smilte til Ichi " Du er rigtig dygtig, du klarer det SÅ flot " Sagde han, og lidt blidt hånden stryge beroligende ned at Ichis kind. Yuu ville virkelig ikke ha, at Ichi havde det dårligt! Virkelige meget helst ikke..!
Da de havde stået lidt begyndte Yuu at gå igen. Det gjorde han ikke så meget, at Ichi holdte i hele hans arm. Han måtte holde om hele Yuus krop, hvis han havde lyst til det!
De var næsten helt henne ved købmanden, da Ichi sagde Yuus navn. Det gav en dejlig kildende fornemmelse i maven, og Yuu så på Ichi. Da det efterfølgende spørgsmåk så kom, grinte han en smule, inden han rystede på hovedet "Nej, altså.. eller jo! Jeg kan se dig! " Sagde han med et smil. Nu skulle han passe på hvad han sagde. " Det jeg mente var.. At folk ligger ikke så meget mærke til dig, fordi du.. På en måde gemmer dig under uden og bag brillerne " Han tænkte kort over det, indne han nikkede. Det lød vidst meget godt, og rigtigt. " Men vi er der lige som meget få skridt, så kan du hjælpe med at finde de ting vi skal købe. Hvad kunne du tænke dig at få at spise til aftensmad? " Spurgte Yuu om, mest for at holde en samtale igang, så Ichi ikke ville begynde at tænke på de mennesker der var omkring dem. Nu var han kommet så langt, så var det en skam, hvis han trådte fra.

Ichi var stoppet op, da Yuu havde gjort det. Det var han ligesom tvunget til, da han nu havde hægtet sig fast på den højere fyrs arm. Han havde langsomt nikket, som et stumt svar på Yuus ord. De var igen begyndt at gå, og Ichi fulgte igen efter ham. Stadigvæk hængende fast på armen.
Han forstod ikke helt, hvorfor Yuu begyndte at grine. Måske var han virkelig usynlig? Og Yuu fandt det sjovt, at der var en eller anden, der snakkede? Det næste Yuu sagde, gav ikke rigtig nogen mening for Ichi. Men Yuu kunne åbenbart godt se ham. Han rynkede panden lidt, imens han lyttede til Yuu. Så det var altså ikke bogstavelig talt. Ichi åndede lettet op. Han var ikke usynlig. Det ville være alt for skræmmende. Så var der ikke nogen, der kunne se ham. Og han kunne måske heller ikke se sig selv. Hvordan skulle han så kunne lave noget? Det kunne han nok ikke.
Han slog mentalt sig selv for panden. Nu gjorde han et stort problem ud af noget, der slet ikke var der.
Ichi bed sig lidt i underlæben og vendte så opmærksomheden imod Yuu igen. Han spærrede øjnene lidt op, da han så menneskerne inde i butikken. Det var muligt for ham, da det var glasdøre.
Aftensmad... Yuu spurgte, hvad han gerne ville have til aftensmad. Han prøvede at fokusere på spørgsmålet, men det var svært for ham at koncentrere sig. Tankerne ville ikke rigtig hænge sammen inde i hans hoved, så han kunne ikke finde på noget. Normalt vidste han ellers nogenlunde, hvad han havde lyst til at spise. Men ikke nu. Hans hjerne svigtede ham.
"D-det ved jeg ikke...", mumlede han fraværende og kiggede igen lidt rundt. Han sank den klump, der havde samlet sig i hans hals. "Jeg kan godt klare det her", sagde han stille og kiggede alvorligt på Yuu. Han ville ikke være skyld i, at de skulle vende om. Især ikke, når de ikke engang var kommet ind i butikken endnu. Det ville være noget af et nederlag. Og besværligt. Nu skulle de bare derind, og så måtte de se, hvor mange mennesker der virkelig var. Han skulle bare sørge for at de ikke...
"Yuu?", spurgte han forsigtigt. "Vil du... gøre mig en tjeneste?", Ichi bed sig lidt i læben, men fortsatte, inden Yuu nåede at svare. "Sørg for... at de ikke rører mig", det krævede ikke større uddybelse, for Yuu vidste udmærket godt hvad der skete, når fremmede rørte ved ham.

Efter Yuu måske ikke helt så nemme forklaring, nikkede Ichi alligevel, og så ud til at ha' forstået det, hvilket var meget godt. Så behøvede Yuu ikke forklare det igen, eller på en anden måde. Det var jo heller ikke sikkert, at det han sagde egentlig var rigtigt. Det kunne være det bare var sårn Yuu havde det når han havde hue og briller på. Han vidste det faktisk ikke, men det var også lige meget. Hvis Ichi troede på det, så var det fint. Han aede kort Ichis kind, inden han så frem for sig, for ikke at gå ind i noget.
Kort efter så Yuu på Ichi, så hvordan han så ud i hovedet. Han satte farten lidt ned, så det ikke gik nær så stærkt. Han lod Ichi tænke ud, og lyttede så på det han kom frem til. Yuu nikkede og skulle til at sige noget da Ichi forsatte med at snakke. Yuu stoppede, de var næsten helt henne ved døren. Yuu så Ichi i øjnene og havde det ligeså alvorligt blik som Ichi " Hør her.. " Sagde Yuu tænkende og lod sit blik blive lidt mere roligt og afslappet " HVad siger du til.. At vi får pasta med kødsovs, og så ost. Og så køber vi noget slik også? " Lidt godt skal der jo være C: En belønning, fordi han har været så god! og hvis vi ikke kan finde den farve der. Ja.. Så et eller andet godt skal der jo være.
Yu blev bare stående og så på Ichi mens han tænkte. Hvad skulle han gøre, hvis der faktisk var en der kom ti lat røre Ichi? hvad så? Hvordan skulle det ikke komme til at gå? Yuu valgte dog at ryste tankerne fra sig, og bare håbe på det ikke skete. Han så på Ichi og nikkede " Selvfølgelig Ichi, altid! " Han tænkte kort " KOm her! " Sagde han med et lille msil, og lagde armene om ham, for at tykke ham ind til sig, og give ham en smule trykhed.
Der var to pointer med at kramme Ichi ind til sig. For det første var det som sagt for at give Ichi noget trykhed, mend for det andet, var det for at Yuu lige kunne få et kram. For at komme tæt på Ichi igen. Han tænkte en smule og så på Ichi " Det kan være du skal have min jakke på? " Sagde han med et smil. Han havde fået en ide! " Hvis du nu har min jakke på, så kan du ikke mærke, hvis der nu lige er en der kommer til at gå lidt for tæt på dig? " Han lagde hovedet en smule på skrå.

Ichi blinkede langsomt, da Yuu stoppede op og på samme tid fik ham til at stoppe. Der var noget alvorligt i den andens blik, præcis ligesom der var i Ichis. Det betød jo bare, at Yuu rent faktisk tog ham seriøst. Det gjorde Ichi glad på en underlig måde. Yuu troede ikke, at han var skør. Eller måske gjorde han, og viste det bare ikke. Ichi kom frem til, at det var ligegyldigt. Han var ligeglad. Hvis bare ikke Yuu sagde det højt, så var det i orden. Det ville gøre alt for ondt.
Han lyttede godt efter, da Yuu begyndte at snakke. Det var dog slet ikke det han havde regnet med. Yuu begyndte at snakke om kødsovs og pasta. Og ost. Ichi tænkte lidt over forslaget. Det lød ærlig talt ikke dårligt. Ichi kunne godt lide pasta. Og han vidste, at Yuu var god til at lave mad, så det ville garanteret smage fantastisk. Ichi nikkede langsomt, som svar.
Yuu snakkede igen, og Ichi fandt igen sig selv fanget. Den måde Yuu talte på var bare fangende. Man kunne næsten ikke lade være med at høre efter. Ichi kunne i hvert fald ikke. Ikke lige nu. Et lille smil dukkede frem på hans læber, da Yuu lovede det. Eller… han lovede det næsten, men Ichi opfattede det som et løfte. Han gjorde intet for at stoppe Yuu, fra at kramme ham. Han havde jo ikke noget imod det. Det var rart, når Yuu krammede ham. Han var bare så varm. Og så duftede han godt. Hvis tryghed havde haft en duft, ville den dufte af Yuu. Det var han sikker på. Ichi lod armene glide rundt om Yuu og gengældte krammet.
Han blinkede langsomt, da han hørte Yuus forslag. Hans jakke? Hvad skulle Yuu så have på? Han kunne i hvert fald ikke passe Ichis jakke. Det var den for lille til. Skulle Ichi så have to jakker på? Det ville se dumt ud… Men hellere se dum ud, end blive rørt af nogen. ”Men… Hvad skal du så have på?”, spurgte han stille. ”Kommer du ikke til at fryse?”, spurgte han bekymret og kiggede op på Yuus ansigt. Det ville ikke være specielt godt, hvis Yuu gik hen og blev syg. Det var ikke sjovt at være syg.
Nogle gange undrede Ichi sig over, hvorfor Yuu stadigvæk var hos ham. Ichi var udmærket klar over, hvor besværlig han var. Det havde en del mennesker fortalt ham igennem årene. Det fik bare hans undren til at vokse endnu mere. Yuu var ikke gået. Efter alle de år var han her stadigvæk. Ichi kunne dog ikke klage. Han var glad for Yuu, og anede slet ikke hvad han skulle gøre, hvis ikke den anden var der. Det havde han heller ikke lyst til at tænke på, for tanken gjorde ham både trist og bange.
Ichi kiggede fortsat op på Yuu. Der var et eller andet beroligende over hans ansigt. Eller også var det bare fordi, det var så velkendt. Hver dag vågnede Ichi op ved siden af ham. Og så det her ansigt. Han kendte det næsten lige så godt, som sit eget.

De havde ikke lige frem travlt, derfor skyndte Yuu sig ikke at slippe Ichi igen. Han trak krammet så meget ud han kunne, men slap så Ichi, da han spurgte ind til det med jakke. Yuu smilte bare roligt til Ichi " Det skal du ikke tænke på, det skal jeg nok klare. " Yuu smilte og spændte sin jakke op, for efterfølgende at tage den af. Han betragtede Ichi lidt, og hjalp ham med at få den på. Han smilte lidt over det. Han så sød ud. Alt virkede lidt for stort til ham. Jakke var for stor, billerne er lidt for store, og huen var og en anelse for stor. Ichi så.. Bedårende ud!
Yuu faldt en smule i staver over, hvor sød Ichi så ud, og kom til at stå og glo lidt på Ichi. Der gik lidt tid, inden han fik rystet på hovedet, og kom tilbage til virkeligheden.
Efter et øjebliks tænken rettede Yuu på huen, og lagede den ene arm om Ichi " Kom så du! " Sagde han med et skævt smil, og begyndte at gå mod købmanden. Yuu nussede stille Ichi i siden, og holdte Ichi godt ind til sig, som om han var bange for at blive væk, hvilket han på en måde også var. Han var bange for at 'miste' ham, fordi en eller anden ville komme til at røre ved Ichi. Yuu var ikke sikker på om han.. Kunne overskue det. Ikke lige i dag. Efter af ha været på arbejde, og savnet bare at være sammen med Ichi, var et angstanfald ikke lige hvad han havde brug for.
Da de nåede døren til købmanden, åbnede Yuu den roligt, oh langsomt, og så på Ichi, for at se om det blev for meget for ham. Der var faktisk ikke så mange mennesker inde i købmanden, nok fordi folk stadig var på arbejde, eller på vej hjem. Yuu så lidt rundt der idne, mens han overvejede hvad de egentlig skulle ha. Han tog en kurv, så de kunne ha det hele, og skævede mod Ichi, som han sørgede for var længst ind mod varene.
" Okay.. " Sagde Yuu tænkende " Vi skal i hvert fald ha pasta, okse kød, noget revet ost. " Han nikkede lidt og begyndte at gå ned af gangene. Det var ikke n vildt stor købmand, men der var nok det de skulle bruge. Han tog en gang i mellem nogle ting ned i kurven. Han så lidt på Ichi, for at tjekke hvordan det gik.

Ichi rynkede panden lidt, da Yuu sagde, at han nok skulle tage sig af det. Han var altså ikke bange for at blive syg? Åbenbart ikke. Hvis Yuu ikke var bange for det, så var Ichi heller ikke. Yuu lod altid til at vide, hvad der var rigtigt. Hvis ikke han troede, at han ville blive syg, så ville han heller ikke. Yuu havde altid ret. Ichi tippede hovedet lidt på skrå og trådte en lille smule tilbage, så Yuu havde plads til at tage jakken af.
Lige i starten fattede han ikke helt, hvad Yuu havde gang i, men så gik det op for ham. Ichi strakte armene ud, så Yuu fik nemmere ved at give ham jakken på. Den virkede for stor. Og det var den også. Ikke så stor, at han svømmede i den, men den var både for lang i ærmerne og i længden. Det var egentlig ikke så slemt, at havde to jakker på. Den inderste jakke virkede bare som en tyk trøje. Han løftede den ene arm og prøvede at rulle jakkens ærme lidt op, men det lykkedes ikke, så han lod den bare være. Det måtte den da selv om.
Ichi opdagede lidt sent, at Yuu var faldet i staver. Ichi syntes, at det var sjovt, når Yuu faldt i staver. Han fik sådan et svømmende udtryk i øjnene, når det skete. Et smil bredte sig på hans læber. Det var ikke specielt stort, men det var der.
Så vendte Yuu tilbage til overfladen. For at være helt ærlig, blev Ichi en lille smule forskrækket. Han tøvede kun en lille smule, inden han var tvunget til at følge efter Yuu hen imod købmanden. Det skræmte ham en smule, at de var så tæt på de andre mennesker, men Yuus arm beroligede ham en smule. Især den der nussen. Den var bare… beroligende. Nu hvor han havde jakken på, mærkede han det ikke ligeså godt som han ville have gjort, hvis jakken ikke havde været der. Sjovt nok.
De nåede hen til købmanden. Ichi tog en dyb indånding, inden han gik ind af døren, som Yuu åbnede. Det var heldigvis ikke så slemt, da der ikke var så mange mennesker. Det fik Ichi til at slappe en smule mere af. Ikke meget, men lidt. Omgivelserne var stadigvæk helt nye for ham, og bare dét var lidt skræmmende.
Imens Yuu tog sig af varerne, kiggede Ichi lidt rundt. Det var da ikke så slemt det her. Da Yuu kiggede over på ham, mødte han hans blik og sendte ham et lille smil, som for at sige, at det altså var i orden.
Der gik ikke særlig lang tid, før de gik op til kassen og varerne blev lagt på båndet. Yuu og Ichi var de eneste i køen, så der var egentlig ikke nogen kø. Ichi gik ned til enden og rakte ud efter varerne, imens Yuu tog sig af betalingen. Han samlede dem sammen og tog dem op i armene. Den lidt for store jakke gjorde det svært at holde på det, for hans hænder var ikke frie. Derfor tabte han posen med ost på gulvet. Han satte de andre varer fra sig på det lille bord og satte sig på hug, for at få osten. Han opdagede ikke den mandlige medarbejder, der også dukkede sig ned for at få osten. Osten forsvandt lige for øjnene af ham, og han kiggede op og mødte mandens blik. Han var tæt på. ”Her. Pas bedre på næste gang”, sagde han og stak osten i hånden på Ichi. På samme tid strejfede han Ichis hånd, og lod den hvile lige liiidt for længe. For bare at gøre det hele værre, klappede han Ichi på skulderen, inden han rejste sig.
Ichi tabte osten igen, men denne gang lagde han ikke mærke til det. Hans vejrtrækning blev hurtigere og hans hænder begyndte at ryste. Han følte sig besejret. På en underlig måde. Yuu havde lovet det. Yuu havde lovet, at der ikke var nogen, der ville røre ham. Men alligevel var det sket. Ichi dumpede ned på gulvet og hulkede. Han krummede sig sammen og trak benene op til brystet. Han kunne slet ikke tænke klart. Hans vejrtrækning var hurtig og han var godt i gang med at hyperventilere. Tårer slørede hans syn og trillede ned af kinderne.

Da de gik ind i butikken holdte Yuu automatisk Ichi tættere mig sig selv. Nu og da tog han nogle varer i kurven, og den blev ret fyldt, hvilket deres køleskab jo ikke var. Det var jo også derfor de var ude og handle. En gang i mellem bad Yuu Ichi om at nå nogle ting, da det var nemmere for Ichi at nå dem. Når det kom en forbi dem, klemte Yuu ubevidst Ichi mere ind til sig.
Henne ved kassen fik de lagt varene op, og Yuu tog to poser, fordi der var så mange varer. Han skævede over til Ichi der var i gang med at samle alle varene op. Han grinte lidt " Du behøver ikke samle dem op, vi putter dem i poser. " Sagde han roligt, og vendte sin opmærksomhed kassedamen, da hun sagde beløbet. Yuu nikkede og betalte, uden at lægge mærke til, hvad der skete.
Først da Yuu hørte nogle hulk. Nogle hulk han godt kendte, nogle han håbede på ikke at skulle høre. Det var som om hele Yuu verden gik i stå. Han havde lovet Ichi, at han altid ville sørge for at der ikke var nogle der ville røre ham. Han havde svigtet. Han havde ikke holdt sit løfte. Hvordan kunne Ichi nogensinde tilgive Yuu?
Yuu fik hurtig hoppet ned ved siden af Ichi, og havde bare smidt sin pung. Den var lige meget nu. Nu skulle han bare ha sin Ichi tilbage. Yuu havde mest af alt lyst til bare at tude... Hvad havde han dog gjort? Yuu trak Ichi ind til sig " Shh.. Ichi.. Shh.. jeg er lige her.. Undskyld.. Slap af, der er ikke nogle der røre dig. " Han snakkede så stille han kunne, trods han selv var ved at gå lidt i panik. Der begyndte at komme ne masse hen til dem, som alle ville hjælpe. Flytte på Ichi " I rør ham IKKE! " Snerre han, selvom det ikke var hans hensigt at snerre. Yuu så på Ichi, og aede han på kinden. Huen var faldet af, men det var ikke ngoet Yuu tænkte på nu. Han lod stille og roligt håndne glide gemmen Ichi hår " Rolig Ichi.. Der er ikke nogle der gør dig noget. Jeg er her. " Han vidste ikke om de ville berolige han.. Nu havdeh an jo svigtet ham.
Yuu vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Han kunne ikke helt tænke klart. Han var for træt, og ked af det. Han lagde ikke mærke til at der løb tårer ned af hans kinder. " Ichi.. Vil du ikke nok? ¤ Nærmest hviskede ham. Han kunne ikke.. Klare det her. Hvad fanden skulle han gøre? Der var så mange mennesker.. Og der var langt hjem.
Så gjorde Yuu noget han havde haft lyst til længe. Godt nok ikke i den her sammenhæng. Han fik Ichis hoved løftet, og så på det grædende og skræmte ansigt, inden at lod sit komme helt tæt på, og lod sine læber presse sig Ichis. Selvom tingene stod til som det gjorde, gav det stadig Yuu en dejlig fornemmelse i mave. I mange år havde han længtes efter et kys. Et kys fra Ichi. Måske ikke på den her måde, men det var stadig et kys. Det var den nærhed Yuu havde savnet. Manglet.
Menneskerne omkring dem, virkede ikke begejstrede for dette kys. Det var forkert, i nogles øjne. To drenge. Det var ulækkert. Det syntes Yuu dog ikke. Han nød det. Han lod stille sit hovede trække sig, og så på Ichi. Håbende om, at det var det der skulle til. Til at få hans Ichi tilbage.

Ichis hulk var hjereskærende. Som om det gjorde virkelig ondt på ham. Ikke fysisk, men psykisk, hvilket i manges øjne var langt værre. Og på sin vis var det også værre. Fysiske skader kunne altid fikses. De fleste kunne i hvert fald. Et brækket ben eller en arm kunne ordnes. Det var værre med de psykiske smerter. De kunne ikke ordnes ligeså nemt.
Han kunne ikke forstå, hvorfor Yuu ikke var der. Var han gået? Havde han forladt ham, på trods af løftet, de havde lavet ude foran butikken? Han var bange. Alle de fremmede mennesker var skræmmende. Og høje. Det hang sammen med, at Ichi sad ned, men det gjorde ikke oplevelsen mindre skræmmende. Og de kiggede alle sammen på ham. Alle sammen. Ichis læbe bævede og han prøvede at gøre sig endnu mindre. Hvorfor gik de ikke bare deres vej?
Ichi mærkede et par arme omkring sig, hvilket fik ham til at skrige højt. Han skubbede til personen, men så ramte en velkendt duft ham. Yuu. Det var Yuu. Han var ikke gået. Han var her. Hos Ichi. Normalt ville han have lagt armene rundt om Yuu. Presset ansigtet ind imod den anden fyrs brystkasse, i et forsøg på at finde tryghed. Men ikke denne gang. Alle de ting der skete lige nu, var bare for meget. De fremmede omgivelser, menneskerne, stort set alt var bare galt. Hans tanker var ét stort rod, som var noget nær umuligt at finde rundt i. Det gjorde også, at han ikke rigtig hørte Yuus trøstende ord. Han så, at munden bevægede sig, men han hørte ikke ordene. Det var først da Yuu snerrede, at han hørte det. Yuu prøvede at holde menneskerne væk.
Ichi hulkede fortsat og tårerne trillede hurtigt ned af hans kinder, som holdt de et indbyrdes kapløb om, hvem der hurtigst kunne forlade tårekanalerne. Yuu snakkede igen. Beroligende ord, som ikke så ud til at have nogen virkning. Ichi var for ude af den, til at tage imod. Hans hyperventilering tog snart over, og hulkene stoppede. Han følte sig svigtet. De havde rørt ved ham… Yuu havde lovet, at det ikke ville ske… Men alligevel var det sket.. Ichi var inderst inde sur på Yuu.
Ichis vejrtrækning stoppede et kort sekund, da Yuu dækkede hans læber med sine egne. En masse følelser løb igennem hans lille krop. Hvad var det lige, der skete? Hvad havde Yuu gang i? Ichi havde en svag fornemmelse af det, men han var langtfra sikker. Han havde set sine forældre gøre det her. Kysse. De havde dog prøvet at begrænse det en smule, når Ichi var i nærheden. Men den nysgerrige lille Ichi havde set det alligevel.
Det hjalp ham dog ikke til at forstå, hvad der skete. Da Yuu trak sig tilbage, kiggede Ichi på ham med store skræmte øjne. Han forstod ingenting. Hans verden gav slet ingen mening længere. Han havde ondt i hovedet og hans hjerne fik ikke ilt nok, når han hyperventilerede. Det var han ikke stoppet med, da Yuu kyssede ham. Kun i et kort øjeblik. Ligeså snart deres læber blev skilt igen, fortsatte han med at hyperventilere. Ichi ønskede at sige Yuus navn, men han kunne ikke. Det var umuligt at sige noget som helst på nuværende tidspunkt. *Yuu…*
Hans syn blev endnu mere sløret, end det var i forvejen. Hans hyperventileren forsvandt, og det var muligt for ham at snakke. ”Yuuuu….”, hviskede han udmattet og dumpede ind i den anden fyr. Hans øjne gled i og hans krop blev slap. Vejrtrækning var der stadig. Rolig. Begivenhederne havde fuldstændig udmattet Ichi. Når det skete, kollapsede han. Det var ikke farligt som sådan. Det mindede lidt om en dyb søvn. Nu var det så sket. Han lå halvt op af Yuu, da han var faldet ud til den ene side. Hans kinder var våde af tårer, men i det mindste var han holdt op med at græde og alt virkede lidt mere normalt. Bortset fra, at han var kollapset.

Det at Ichi skreg, da Yuu rørte ham, gjorde ondt inde i Yuu, men han forstod det godt. Lige nu var Yuu ikke værdig nok, til at bliver kaldt Ichis ven. Ikke i følge Yuu i hvert fald. Det var en helt lille opgave han skulle. Sørge for at ingen rørte Ichi, men han fejlede. Svigtede.. Nu måtte han bare sørger for at Ichi kom til sig selv. Det kunne han da i det mindste gøre. Han holdte Ichi tæt ind til sig, da han prøvede at skubbe ham væk. Yuu sørgede for at holde Ichi så meget ind til sig han kunne. Han havde ikke lyst til at slippe ham...
Hulkene holdte op, og Yuu nussede Ichi ¤ Vil du ikke nok komme tilbage Ichi, vil du ikke nok stoppe med at græde. Jeg er så ked af det.. Undskyld.. ¤ Hviskede han stille til den lille grædende dreng. Han følte sig ond. Yuu. En ond ven. En man ikke kunne være venner med. En man ikke kunne stole på. Yuu stolede ikke helt på sig selv mere. Hvordan kunne han det? Han svigtede den ene person han nærmest levede for.
Da Yuu havde trækket hovedet tilbage fra kysset, og så Ichi ansigt, fik han det dårligt. Hvorfor havde han nu også gjort det? Hvad tænkte han på? Selvfølgelig ville Ichi ikke forstå noget af det. Eller kunne li det. Yuu slog blikket lidt mere ned. Flovt. Hvorfor lod han også sine følelser løbe af sted fra han nu? Det var noget at det dummeste han kunne gøre.
En lyd kom fra Ichi, en lyd som ikke var et hulk, og det fik Yuu til at løfte blikket på Ichi igen. Yuu var ikke sikker på om Ichi sagde det fordi han var sur, eller såret, eller bare for at sige, nu skulle de hjem, eller en helt anden grund. Og det var også lige meget nu ¤ Undskyld, Ichi.. Virkelig meget undskyld.. ¤ Hviskede han, da Ichi kollapsede.
Yuu sad bare stille, med armene om Ichis livløse krop. De omkringværende folk begyndte at komme tættere på, og ville hjælpe og røre ved Ichi. Yuu så op med et surt blik. Det var deres skyld. Det var dem der havde startet det. Det gik så godt, og så skulle de røre ham " I RØR' HAM IKKE!!! " Snerrede Yuu vredt og højt. Ingen skulle røre hans Ichi. Det var stadig ikke gået op for ham, at han græd. Først da noget vådt ramte hans hånd, og han mærkede noget vådt på sine kinder, gik det op for ham, og han tørrede sine kinder med et snøft. Så rejste han sig, og løftede Ichi med op. Det var hårdt, og Ichi var tung, men Yuu var ligeglad. Han skulle bare væk. Fyren som havde rørt Ichi, kom hen og undskyldte. Yuu nikkede bare kort til det. Alle blev pludselig meget hjælpsom. En kom med Yuus pung, en anden med deres varer puttet i poser, og en tredje spurgte om hun skulle ringe efter en ambulance. Det beroligede Yuu lidt, at de alle var så venlige. For han kunne sagtens bare ha taget Ichi op til sig, og gå uden pung og varer.
Til personen der spurgte efter en ambulance rystede han på hovedet. Det var jo overhovedet ikke nødvendigt. Han skulle bare hjem hurtigt. Ham der havde rørt ved Ichi spurgte om han skulle kører dem hjem, og Yuu fik et meget lettet udtryk i sit ansigt. Han nikkede lidt og sagde tak. Selvom der ikke var langt, var det stadig en lang tur med to poser med mad, og Ichi på armene.
Fyren var meget hjælpsom, og han undskyldt mange gange. Han løftede tilmed varerne ind for dem. Men så forsvandt han også igen, efter Yuu havde sagt farvel.
Yuu lagde derefter Ichi hen på sofaen, og lagde et tæppe over ham. Så satte han sig ved kanten af sofaen, og sad og så på Ichi. Hvad havde han dog gjort.. Han lukkede øjnene og mærkede nogle tårer løbe ned af sine kinder. Han var da også bare en kæmpe idiot! Kort efter løftede han blikket, og så på Ichi igen. Han tog brillerne, og lagde dem å bordet, indne han rejste sig. Han skulle lave mad.. Han tørrede hurtigt sine øjne, og snøftede kort.
For helvede...

Ichi mærkede, at han blev løftet op. Stemmerne var som en mumlen for ham. Hans vejrtrækning var rolig og der var egentlig ikke nogle tegn på, hvad der lige var sket. Udover de våde kinder og lettere røde øjne. Men de røde øjne kunne ikke ses, da hans øjne var lukkede. Mest af alt lignede det bare, at han sov.
Det næste han opfattede, var et underlag under hans krop og derefter noget blødt over hans krop. Underlaget var blødt. Og underlig velkendt. Ichi var sikker på, han havde følt det før. Lige netop dét her. Han kæmpede en indre kamp om at komme op til over fladen igen. Han ville ikke sove. Det ville han ikke. Han ville vide, hvor han var. Eller ville han virkelig det? Hvad nu, hvis svaret var for skræmmende? Hvis han alligevel var et ukendt sted?
Ichi var ude af søvnen, men han tøvede med at åbne øjnene. Han prøvede at bedømme, hvor han var henne. Materialet under hans fingre føltes som en sofa. Ikke en seng. Hvilken sofa lå han i? Og endnu vigtigere, hvis sofa lå han i? Hvad var nu det? Den duft? Den var også velkendt… Nysgerrigheden endte med at tage over, og Ichi åbnede langsomt øjnene. Han kiggede lidt op i loftet, inden han løftede sig selv op at sidde. Forsigtigt kiggede han rundt. Det tog ham et lille stykke tid, før han kendte stedet, som den lejlighed han boede med Yuu i. Yuu…
Ichi kiggede efter ham, men kunne ikke se ham. Ikke inde i stuen. Han løftede langsomt den ene hånd og gned sig lidt i øjet. Lidt efter gjorde den anden hånd den første med selskab, og det andet øje blev også gnedet lidt. ”Nng…”, det var mere en lyd end et egentlig ord, og så var det meget svagt. Nærmest en klagende lyd. Hvor var Yuu? Hvorfor var han her ikke? Og hvordan var han kommet hjem? Ichi følte sig vildt forvirret. Det gav ingen mening. Hvad var der overhovedet sket?
Så kom det hele tilbage til ham. Købmanden. Medarbejderen. Flippet. Yuu. Grædende Yuu. Dumme Yuu. Han kløede sig lidt i håret. Prøvede at finde en mening med det hele. Yuu havde nok fået ham hjem. På en eller anden måde. Men hvordan? Havde han virkelig båret ham hele vejen? Og hvad så med varerne?
Ichi rystede let på hovedet, skubbede tæppet til side og rejste sig op. Lidt for hurtigt, viste det sig. Han mistede synet i et kort sekund og faldt ned på knæene. Hans ben var ikke lige klar til, at han skulle rejse sig op. ”Argh!”, udbrød han. Han havde det underligt indeni. Som om der var noget, der ikke var rigtigt. Og hvor var Yuu?
”Yuuuuu?”, kaldte han klagende og trak i samme proces navnet ud. Han havde brug for en forklaring. En forklaring på, hvad Yuu havde lavet. Han havde… kysset ham. Og han var en dreng. Så vidt Ichi vidste, var det kun drenge og piger, der kyssede. Han var ikke specielt oplyst om den verden, han levede i. Men… Ichi var en dreng. Og Yuu var en dreng. Havde det bare været for sjov? Eller for at stoppe Ichi?
Det gjorde ondt i hans hoved. For mange tanker. ”Yuu…”, mumlede han frusteret og gemte sit hoved i hænderne. De følelser inde i hans krop, var også forvirrende. Han kunne godt lide det. Kysset. Det havde været… rart. Og så var det Yuu. Yuu var… Men Yuu havde svigtet ham. Ichi rystede let på hovedet. Han vidste godt, at det ikke var Yuus skyld. Ham manden var dukket op af den blå luft. Og Yuu havde været ved at betale. Det var umuligt for ham, at forhindre det.
Ichi snøftede en enkelt gang. Hvorfor kunne han ikke bare vide, hvad han følte? Det ville gøre alting nemmere.

Kort efter Yuu havde rejst sig, gik han ud for at lave mad. Han var ret ulykkelig. Tænk hvis han havde ødelagt Ichi enndu mere? Hvis Ichi slet aldrig nogen inde vil uden for en dør. Eller vil ha Yuu røre ham? Det ville ikke være godt. Det ville Yuu ikke kunne holde ud. Ingen kram, ingen aeen, ingen nærkontakt fra Ichi. Et tungt suk slap fra hans læber, og han havde ikke opdaget hvor langt han egentlig havde gået, og bar derfor ved at snuble over en af barstolene.
Da Yuu var kommet lidt mere til sig selv, fik han sat tingene på plads i skabene, og sat gang i madlavningen. Fandt gryder til kødsovs og pasta, satte vand over og gik i gang med at skære løg og skralde gulerødder. Han var godt i gang med sit arbejde, og var faldet i sine tanker igen. Yuu, Ichi, sur Ichi, ingen Yuu og Ichi. Det gjorde Yuu trist og ked af det, når han tænkte på det.
Fordi han var så koncentreret i sit arbejde og faldet så meget hen i sine tanker, hørte han ikke at Ichi var vågen. Han skulle til at hælde løgene og gulerødderne i den ene gryde, da han hørte en lyd, inde fra Ichi. Han skyndte sig at så lagt det fra sig, og ind til Ichi " Ichi? " Spurgte han stille, og kom ind og så at han sad på gulvet. Han fik sig hurtigt begivet sig hen til ham " Er du okay? Skal du ha ngoet at drikke? " Han bed sig i læben og havde lidt svært ved at se direkte på ham. Han var flov over at han bare havde svigtet ham.
Da Ichi gentog Yuu navn, så Yuu op på ham " Jeg er lige her. Jeg er ked af det der skete. Det var en dum ide.. " Sagde han stille og sad bare ved siden Ichi. Han kunne godt forså hvis Ichi hadede ham. Lige nu hadede han sig selv lidt.. Og han fik ikke en gang noget maling til Ichi. Sikke en god ven..

Ichi hørte, at Yuu kom ind i stuen. Det gjorde ham glad på en underlig måde. Så var der da noget, der var, som det plejede. Noget der ikke havde forandret sig. Han rystede let på hovedet, som et svar på spørgsmålet. Han havde ikke brug for noget at drikke. Det var der ikke behov for på nuværende tidspunkt. Han løftede hovedet og kiggede op på Yuu. Han lignede sig selv. Lige bortset fra de røde øjne. Yuu plejede ikke at have røde øjne, men nu havde han så også grædt, så det var der jo ikke noget at sige til.
Ichi tippede hovedet lidt på skrå. Han var usikker på, hvad han skulle gøre. Var Yuu sur på ham? Siden han nu holdt sig pænt på afstand. Det kunne han ikke lige bedømme, og det irriterede ham en smule. Ichi ville ikke have, at Yuu var sur på ham. Var han skuffet? Skuffet over at Ichi ikke klarede det. Selv var han en smule skuffet over sig selv. Det flip havde ødelagt alt.
Han bed sig lidt i underlæben, imens han tænkte. Hvad burde han gøre? Kramme Yuu? Men hvad nu, hvis Yuu ikke ville have det? Ichi var i tvivl, og han ville ikke gøre Yuu sur. Han vidste ikke engang, om Yuu var sur i forvejen. Hvis han var, ville et kram nok ikke gøre situationen bedre. Men på den anden side… Yuu lød ikke sur. Han lød nærmere… trist?
Ichi ville ikke have, at Yuu skulle være trist. Inde i butikken, havde det virket som om, han nød kysset. Ichi fik et lettere tvivlende udtryk i hovedet. Hvad skulle han gøre. ”Mmm… Yuu…”, mumlede han og omfavnede ham i et kram, der væltede dem begge ned på gulvet. Med Ichi øverst. ”Du må ikke være ked af det”, sagde han stille.
Uden at tænke yderligere over det, sænkede Ichi hovedet og pressede sine læber imod Yuus. Præcis ligesom Yuu havde gjort det inde i butikken. Han anede godt nok ikke, hvad han havde gang i, men hvis det gjorde Yuu glad, var han villig til at gøre det. Desuden var det ikke så slemt. Det blev bare lidt akavet. På trods af hans alder, havde Ichi absolut ingen erfaring med kærester eller kys. Nu håbede han bare, at det hjalp Yuu, så han ikke var ked af det længere.
Han trak sit hoved væk igen og kiggede ned på Yuu, som lå under ham. Der var et spørgende udtryk i hans ansigt. Han anede ikke, hvordan Yuu ville tage imod det. Kysset havde ikke været specielt langt, men det havde da varet i et par sekunder.

Yuu sad bare helt stille og så på Ichi. Han vidste ikke hvad han skulel gøre. hvad hvis Ichi ikke kunne li at blive rørt af Yuu heller nu? Eller hvis han var sur på Yuu? Lige nu vidste Yuu over hovedet ikke hvad han skulle gøre. Mest af alt havde Yuu bare lyst til at sætte sig helt hen til Ichi, og bare holde om ham i flere timer.
Da Ichi sagde Yuus navn, kom der ldit mere lidt i Yuu. Han rettede sig en smule op og lagde hovedet på skrå. Som om han vågnede fra en trance. da Ichi så nærmest sprang på Yuu, kom der et smil på Yuu læber. Så var Ichi måske ikke sur alligevel. Yuu lagde armene om Ichi og trykkede ham ind til dig " Virkelige mange gange helt vildt undskyld Ichi.. Det var dumt af mig.. Det er okay hvis du er sur på mig.. Og det er o.. " Yuu nåede ikke at sige mere. Noget havde sat sig i vejen for hans læber. Yuu så på Ichi, med store øjen .Hvad skete der lige der? hvad lavede Ichi? Vidste han over hovedet hvad han lavede? Yuu valgte at lade vær med at tænke mere over det, og i stedet nyde det, så længe det varede. Han nussede stille Ichis ryg i mens.
Det hele snurede for Yuu, da Ichi trak hovedet tilbage. Yuu så på ham, med et lidt drømmende blik i øjnene. Det var.. Helt fantastisk.. Alt hvad Yuu havde brug for, for at få mening i sit liv igen. Han forsatte med at nusse Ichi, og så ham lidt i øjnene. En del tanker fløj gennem hans hoved, men tænkte ikke på dem " Ichi..? Hvad.. Laver du? " Spurgte han stille, og spørgende. Han vidste Ichi ikke havde stor indsigt i det med seksualitet og sårn, derfor forvirrede det Yuu lidt, at han nu kyssede ham. Ikke at han havde noget i mod det. Tværtimod. Ichi måtte kysser Yuu lige så meget han havde lyst!
Lige nu var Yuu ligeglad med maden. Han behøvede heller ikke skynde sig ud til den. Vandet skulle bare op og koge, og han havde det ikke på så højt et blus, så det skulle nok klare sig. Den anden gryde var ikke tændt for endnu. Yuu nussede forsat Ichis ryg. Han nød virkelig at ligge her på gulvet, med Ichi over ham.

Ichi var virkelig bekymret for, om han havde gjort noget galt ved at kysse Yuu. Heldigvis så det ikke ud til, at Yuu havde noget imod det. Han nussede til og med Ichis ryg. Det var… rart… For at gøre det hele lidt bedre, stoppede Yuu ikke med at nusse ham. Da han hørte Yuus spørgsmål, bed han sig lidt i læben. Det var jo egentlig et meget godt spørgsmål. Hvad var det egentlig, han lavede?
”Ehm… Jeg eh..”, han tav. Hvordan skulle han sige det? Og skulle han bare sige det, som det var? Det virkede lidt dumt, men Ichi brød sig ikke om at lyve overfor Yuu. For at trække tiden lidt ud, tænkte Ichi, at han kunne svare på det Yuu havde sagt, før Ichi afbrød ham. Han havde undskyldt. Hvilket gjorde ham en smule lettere om hjertet. Yuu var ikke sur på ham. Var han skuffet?
”Undskyld… Fordi jeg.. flippede”, mumlede han og undgik med vilje Yuus blik. ”Det er bare… han kom så tæt på… og jeg… du ved..”, han sukkede lavt og lagde hovedet imod Yuus brystkasse, lige under hans hoved. Ichis hår ville højst sandsynligt kilde Yuu. ”Jeg ved godt, det ikke var din skyld”, mumlede han. Yuu ville nok ikke have problemer med at høre det, når de nu lå så tæt på hinanden.
Han følte bare, at det var på sin plads at undskylde overfor Yuu. Han havde fået ham til at græde. Så var det slemt. Ichi kunne ikke lide det. Han kunne ikke lide, når Yuu græd. Yuu var altid så stærk. Han vidste altid, hvad der var rigtigt og hvad der var forkert. Hvad der var godt og hvad der var ondt. Han var modig. I hvert fald i Ichis øjne. Men han var også ligeglad med, hvad alle de andre syntes om Yuu. Ichi kunne i hvert fald godt lide ham.
Da han ikke rigtig følte, han kunne trække tiden længere ud, valgte han at svare på Yuus spørgsmål. ”For at være helt ærlig, så ved jeg det ikke”, sagde han stille. ”Men du så trist ud. Og inde i butikken så det ud som om, du godt kunne lide det… så nu.. gjorde jeg det bare igen..” forklarede han. Om det gav særlig meget mening, anede han slet ikke. Forhåbentlig ville Yuu fatte, hvad han mente.
Ichi mente nu, at han også fortjente at få nogle svar. Som hvorfor Yuu kyssede ham. ”Mmm… Yuu? Hvorfor kyssede du mig? Er det ikke kun piger og drenge, der kysser hinanden? Og ikke drenge og drenge?”, spurgte han nysgerrigt. Han kunne ikke forstå det, men han håbede, at Yuu kunne kaste lidt lys over sagen. Det gik op for ham, at de lå på gulvet. Gad vide om det gjorde ondt på Yuu? Måske skulle de flytte sig?