Natten falder på...

T: Nat
O: Ingen
S: Søen
V: koldt

Månen lyste klat i natten. En skygge gik ved søen, det lignede en hund eller en ulv. Det var Moon i ulve form. Hun gik rundt ved søen, da hun ikke viste hvad hun skulle gøre. Hun var træt og sulten. Det var en ikke net at ikke kunne styre sine vinger.
Hun kunne ikke rigtig jage mere. Hun sukkede kort og dybt. Hun satte sig ned, hun kiggede op, hvorfor kunne hun ikke ha været der? Hun vippede kort med ørenen. Hun slog en gang ed halen.

Længere nede af søens sti sad der en mørl skikkelse på en bænk. En mandsperson. En ung fyr med langt sort hår og marmorhvid hud. Ahngel hed han. Han havde før set Moon som menneske. Den nat hun døde, men han huskede hende ikke som ulveform. Han kunne ikke lugte ligheden. En dårlig egenskab. Han vendte blikket imod hende og så derpå. En ulv. Med vinger. Ahngel smilede kort og rakte sin hånd ud imod den. "Bonjour petit chien." sagde han.

Moon rystede hovedet. Hun hang lidt med hovedet. Hendes mave knurrede lidt. Hun knurrede af den. Hun slog med halen igen, og sukkede. Hun havde ikke se ham. Hendes vinger hang ved siden af hende. Hun så trist? Og så ikek helt trist. Men man kunne fornemme det. Hun hørte ham. Hun kiggede tilbage over vingerne. Hun kiggede på ham, hun viste ikke om hun skulle knurrer eller noget. HUn vippede lidt ed ørene

Ahngel betragtede den stille. Mærkværdigt at se ulve i denne del af byen. Han lagde hovedet lidt på skrå og virkede ikke tiil at være agrressiv overfor hende. Nærmere afslappet for at det ikke skulle være løgn. Dyr plantrede han ikke noget. Dyr var dyr.
Han knejsede nakken og lænte hovedet bagover så det lange hår hang ned af bænkens ryg. Han så på himlen med et tavst udtryk.

Moon lagde hovedet blidt på skrå. Hun vippede sødt med ørene og kiggede på ham. HUn rejste sig roligt op. Hun ville hen og se hvad han var. Hun gik stille og roligt. Pludselig faldt hun sine vinger. Hun lå i græsset. Hun sukkede dybt. Hun kunne hellere ikke gøre nogte overhovedet emre. Hun kiggede på ham. Hun var lidt mere menneskelig end en ulv.

Ahngel sad ikke længere på sin plads, men sad på hug foran hendes ulveskikkelse. Det var som om han havde bevæget sig på under et sekund. "Hvad er du for en?" sagde han og lagde hovedet på skrå idet han med en blid bevægelse gjorde vingen fri, så hun ikke lå på den. Han smilede kort. "Var det ikke bedre?" sagde han roligt. Han havde altid appelleret mest til dyr. Mennesker.. tja.. men mest dyr. Dyr havde ikke fordomme.. det kunne han godt lide.

Hun havde ike set han var gået væk. Hun fik et lille chok, hun kiggede på ham. *En engel,* tænkte hun med et suk. Hun silte kort til ham, da ahn tog hendes vinge væk. Hun nikkede kort, hun tænkte ikke på at hun så mere menneskelig ud end før forbi hun nikkede til ham. HUn vippede med ørene, og slog engang med halen. Hun kiggede kort rundt, før hun kiggede på ham.

Ahngel smilte igen roligt. Hans ansigt lå næsten altid i mørke og med sadistiske trækninger, men ikke denne gang og han kunne rent faktisk producere et varmt smil, selvom han ikke lagde mærke til det. Han lod øjnene glide hen over ulven med et undersøgende blik. "Hvor er du dog tynd.. du spiser ikke nok." mumlede han og lagde først derefter mærke til nikket, men tænkte ikke videre over det.

Hun lagde hovedet blidt på skrå, og kiggede på ham. Hun kiggede efter hans blik. HUn var meget tynd. Hun sukkede, selvfælgelig var hubn jo blevet tyndere. Hun havde ikke tænkte over at hun vra blev tyndere end før. Hun vippede lidt med øren, men det lille nik. Hun var ikek glad for at være så tynd.

Han bevægede hænderne over hendes vinger med en strygende bevægelse. "Det er de her ikke?" mumlede han. "Det er svært at jage med vinger.. det ved jeg godt." sagde han så og så lidt på dem. "Det må gøre ondt altid at have dem på. Jeg kan knapt klare to minutter." sagde han så og kløede hende bag øret med et kort smil.
"Måske kan jeg fange noget til dig." sagde han så, velvidende at der ikke kom nogen responds.

Hun nikkede til det med vingerne. Hvis det stod til hende, hvade hun bidet dem af for længe siden. HUn sukkede over sine vinger. *Jage til mig? Jeg kan godt selv,* tænkte hun med et lille suk, men hun viste at hun ikke kunne det. Vingerne plejede jo også bare at hænge, så de så ikke helt gpodt ud mere.

Ahngel kiggede nu undrende på hende. Var det en mennskefølelse han havde opfanget hos denne ulv? Han lagde hovedet lidt på skrå og betragtede hende med et undrende blik. Han rejste sig og vendte blikket ud imod det lille skovområde omkring søen. Jagt? Dyrejagt? Han trak på skuldrene og begyndte at gå hen imod de lille skovområde. Måske ville det blive sjovt? Det varede ikke længe før han fik øje på en harre igennem mørket. *Der er du..* tænkte han og så imod et dødt træ. Hurtigt og smertefrit. Inden der var gået få sekunder havde en gren gjort sig fri fra det døde træ og spiddet harren, så den ikke nåede at føle smerte.

Hun vippede med ørene da han kiggede undrende på hende. Hun slog en gnag ed halen for at se sød ud. Hun rejste sig, da han var ved harren. Hun kunne ikke li det. Hun rejste blidt hårene. Hun ville ikke har at han skulle dræbe den. Hun sank hovedet lidt, og små knurrede. Hun var ikek farlig hun kunne ikk egjord noget.. Overhovedet, det viste han sikkert godt.

"Jeg ved godt det ikke er ligeså sjovt som selv at fange den, men bær over med mig." sagde Ahngel og lagde harren foran hende med et kort tænkende blik. "Medmindre du hellere vil have menneskemad, altså?" sagde han så, som om at han i det øjeblik havde gennemskuet hende, men det kunne ikke vides. Han var god til at pakke det ind, så man kunne ikke helt fornemme om han vidste det eller ej.

Hun vippede ørene tilbage da han kom hen til hende. Med harren. Hun havde ikke noget imod harre, hun ville bare ikke spise dem. Hun bakkede tilbage. Hendes vinger var rejste op. HUn bakkede noget mere. Hun gøede kort, men havde på formenelsen at han ikke viste hvad hun sagde.

Ahngel sukkede opgivende og kiggede på hende. "Det må du selv om." sagde han så og rettede sig op og gik hen til søens kant og betragtede sig selv i vandet i en tid. Hans spejlbillede virkede anderledes, men det kunne ikke påpeges hvad det egentlig var.. bare noget, så ikke ud som det skulle? et eller andet.
Noget skjult.

Hun rettede ørene på, hun kiggede på ham. Hun lod vingerne hænge igen. Hun vendte sig mod ham. Hun lagde hovedet let på skrå, og så.. Ja, lidt sød ud. HUn lagde selvfølgelig også hårene ned. Hun gik langsomt hen til ham. Hun kiggede på ham, hun slap ikke han på noget tid.

Han havde et hårdt blik imod sit spejlbillede.. som om noget gjorde fysisk ondt på ham. Det gjorde det også. Knoglerne i ryggen udviddede sig.. Han så sig lidt omkring. Han behøvede afløb. Efter et kort sekund hørtes en flænsende lys idet huden på hans ryg sprækkede og et par store sorte vinger foldede sig ud fra ryggen, som om en kæmperavn var fanget i ham. Han sukkede lettet og strækkede vingerne. "Jeg ved hvor ondt det gør at have dem." sagde han så og vendte blikket ned på hende.

Hun bakkede lidt, da han fik vinger. Hun havde ikek set andre med vinger før. Hun kiggede på ham. Hun gik hen til ham. Hun lagde sg ned i græsset. Hun kiggede ned i vandet. Hun sukkede, hun lignede ike sig selv. Ikke med vingerne. Hun rystede kort, for at få dem væk igen. Men hun kunne ikke. DE kom, og gik som det passede dem.

Ahngel satte sig ned og strøg kort hendes pels over ryggen med et kort smil. "Du er ikke en ulv.. er du vel?" sagde han så og betragtede hende stille. Hans øjne virkede så afslappede, ikke som de plejede. Han var ellers altid på vagt altid opmærksom og altid klar på et tilfredsstillende jagtetablissement. Ikke i dag. Han følte ikke for det i dag.

HUn blev til et menneske eller lignede et menenske. "Nej, jeg er ikke bare en ulv," sukkede hun træt. Hun kiggede ned i vandet, hun så på sig selv. Hendes lang brune hår. Hendes grønne øjne., hun lukkede dem kort. Hun lå på maven i græsset. Hun vippede lidt med den en fod. Hun rystede kort på hovedet.

Ahngels smil forstummede imens han betragtede hende. "Du er hende pigen.. hende jeg ikke kunne redde." sagde han så imens han genkendte hendes udseende og hendes duft. Han huskede lugten i hendes lejlighed. Blod. Masser af blod fra et døende menneske.
"Så.. du har fået en chance til." sagde han og nikkede kort.

"Og hvad mener du med det?" Hun kiggede på ham. Hun viste godt at hun var dæ, men hun kunne ikke huske noget fra den tid var hun var døende. Hun lagde hovedet let på skrå. "ja, det gjord jeg uheldig vise," sukkede hun og kiggede op. Hun vra ikke sur over det. Hun kunne bare ikke gøre ting lige nu, fordi hun ikke kunne styre sine vinger.

//må logge//

"Ikke noget." sagde han og viftede med sin hånd et kort stykke tid for at afvige spørgsmålet. "Og nu har du svært ved at tilpasse dig din nye tilstand." sagde han og lagde hovedet på skrå. "Din englestatus.." mumlede han derefter og smilte en smule dystert.