Søens mørke vand (ÅBNET EMNE)

T: 20:00
O: ingen
V: overskyet og meget mørket
S: søen



Malika hade være ud og gå en tur. Da hun så var komme ned til søen var det med et meget mørket og Malika var meget, bange i mørke det hade hun altid være siden hendes og Gabriellas. Forælder var blive dræbet da Malika kunne var 4 år gammel hade hun være slave i Rusland, og hade nær midste forstanden af det så Malika var meget sværet hjerenskadet. Efter en tid i Rusland hade hun ikke nogen hun kunne gøre

Jolene kom gående i sin menneskeskikkelse, med sine normale, blå øjne. Hun kunne ikke så godt lide at lade som om hun var menneske, for hun måtte ikke engang svæve. Og så alt det tøj man skulle have på...
På hendes ryg, hang en halvfærdig harpe. Hun havde næsten altid et instrument på sig. For det meste havde hun en lille fløjte om halsen, som hun selv havde lavet, men i dag havde hun dristet sig til at tage sin elskede harpe med.
Hun kom ned til søen, og lagde knapt nok mærket til den person nede ved vandet,fordi der var så mørkt...

Malika stoppe op og lytte. Til en lyd hun hade hørt lige før nu viste hun at hun ikke var alene ved søen, mere hun skyndte sig at gemme soig for vedkommen hun var ret bange. For ander væsner og i sær for mørket væsner er hun mest bange, da en Varulv hade slog hendes forælder ihjel for 11 år siden da Malika var 4 år. Og siden hade hun være bange for at møde ander væsner

"Hey - Yoh." hilste Jolene og løftede sin hånd uden at vinke med den. Hun så godt den lille, mørkhårede pige nede ved søbredden som så rimelig bange ud. Hun så i hvert fald ikke ud til at være særlig godt tilpas med at være ude så sent og sådan et mørkt sted. Og hun havde jo ret, det var meget farligt at være ude så sent, og især lige her.
Jolene satte sig ved siden af hende på bredden og tog den meget tunge harpe af ryggen.

Malika kom stille frem igen. Og satte sig med 15 cm i mellem dem så den fremme ikke kunne når hende, Malika var hundreg for fremme væsner og mennsker når hun ikke viste om de ville. Skkade hende eller lade hende være i fred hun sad og nynne svaget, det var hende måde at sige hej på

Jolene lod som om pigen ved siden af hende, ikke var det mindste bange. Hun lod også lidt som om hun slet ikke var der.
Hun tog sin kniv/mejsel-ting frem og begyndte at hakke forsigtigt i den perlemorfarvede marmor som udgav kroppen på hendes harpe. Hvis hun alligevel ikke havde nogle kunder i aften, så kunne hun lige så godt få lavet sin harpe færdig.

Malika sad og nynne svaget. Hun rejste sig op og stereget sig en smule hun var stadig væk meget bange, for at pigen hun sad smamen med ville angribe hende. Og skade hende så hun ikke ville kunne gøre modstand

Jolene kunne ikke lade være med at kaste et siddeblik til hende, og løfte øjenbrynet. Hendes øjne og smilet på hendes læber var blide.
"Du skal altså ikke være bange. Jeg vil altså ikke spise dig, eller noget i den stil." sagde hun og gav den engel på hendes harpe øjne og vind i håret med sin mejsel.

" jeg er bare meget bange. For at møde nye væsner og mennsker og det kan jeg ikke gøre ved, jeg er nok bare noget af en bangebukes ikke ander " sagde Malika svaget og stille

"En bangebuks?" spurgte Jools overrasket og et smil brød frem og truede med at flække hendes ansigt i to dele.
Hun vendte sig lidt mere om imod pigen ved siden af hende, og så fortroligt på hende. "Det kan altid være lidt svært at møde nye folk. Man kan være bange for at komme til at elske dem og så miste dem, eller man kan være bange for at blive såret."
Hun så stadig på hende, selvom hun blidt mejslede videre på sin harpe.

" jeg er bare bange for at. Jeg ikke får nogen ny venner da jeg er en lille smule sindsyg og sværet hjerenskadet, siden jeg var lille " sagde Malika stille og ned i jorden

"Er du sindssyg?" spurgte hun og lod overhovedet ikke til at være blevet afskrækket. Hun virkede ret interesseret, selvom det måske ikke var særlig normalt. Man kunne nok også godt kalde hende en smule psykotisk, eller så var alle væsner bare psykotiske.
"Hvordan skete det?" spurgte hun, og stoppede med at mejsle.

" det sket da jeg var 4 år gammel. jeg og min storesøster Gabriella midste vores forælder til er varulv, den var brudt ind i vores hjem og hade dræbet vorese forælder. og gik nu efter hende og mig vi slap væk og jeg var alene jeg kom så til rusland, og var slave det ind til jeg var 7 år gammel og så kom jeg her til i. Håbe om at finde min søster igen " sadge Malika

Jolene så lidt chokeret ud. Hvordan kunne varulve være så onde? Ødelagde de folk liv med vilje, eller var det bare sådan en sindssyg hobby?
"Wow. Var du kun fire år?" Jolene så blidt på hende og vendte sig så om for at lave videre på sin harpe. Hun viste at hun ikke kunne sige noget for at gøre pigen okay igen. Hun viste det af erfaring.
"Forresten, mit navn er Jolene, men du må gerne kalde mig for Jooles."

" jeg hedder Malika men du kan kalde mig Mali og je jeg var bare 4 år gammel den gang og ingen viste hvorfor den ville dræbe os alle sammen den nat men de tog kun min far og mor " sagde Malika svaget

Jolene havde virkelig ondt af den lille mørkhårede pige ved navn Malika, som havde mistet sine forældre som fireårig. Sådan burde det ikke være for nogen væsner, ikke engang mennesker. Menneskers liv var jo så korte, så hvorfor skulle de ikke være fyldt med glæde?
"Jeg er virkelig ked af det. Jeg lover dig, at hvis jeg møder den varulv som dræbte dine forældre, så sparker jeg dens røv." Hun smilede skævt til Malika.

" jeg tor ikke at nogen se den mere. nogen har søget efter den men er aldrig vendt tilbage fra den skov hvor jeg bor, sammen med det skoven er fra den dag de død. Forbandet og hjemsøget at spølser " sagde Malika og trak sig sammen

"Spøgelser?" spurgte Jolene nysgerrigt. Hun havde altid ønsket sig at se et spøgelse, selvom det måske lød lidt underligt, når hun nu ikke var et menneske, men en dæmon kunne vel også godt ville se et spøgelse.
"Det lyder ganske interessant." Hun vendte sig om og begyndte at mejsle på sin harpe igen. Hvis hun kunne nå at lave den færdig i nat, så kunne hun begynde på den guitar hun skulle have færdig til fredag.

" ja de hjemsøger mit gammel barndomshjem. Som ligge i Ikanskoven som er den skov hvor mange mennsker og væsner, har mifste livet i i gemmen rigtig mange år så jeg tag aldrig der til mere. Det er jeg lat for bange til " sadge Malika svaget

Jolene kunne ikke lade være med at smile. Det kunne måske blive sjovt at besøge den by og tilpassende skov? Når hun engang var færdig her, ville hun måske tage på ferie der.
"Men hvor bor du så nu?" spurgte hun blidt og en smule bekymret. En lille pige som hende kunne jo ikke strejfe rundt imens hun ledte efter sin forsvundne søster.

" inde i Terre. Det bor jeg " sagde Malika svaget hun ryste over hele kroppen og hun kunne ikke side stille ret meget længe noget luske rundt bag hende det kunne med tydlig høre på grene som kænkke hele tiden

"Jeg bor også i Terre. Underligt at jeg aldrig har set dig før. Er du lige kommet hertil?" Jolene havde boet i Di Morga hele sit liv, og var stolt af det.
Hun havde godt lagt mærket til de knækkende grene, men sagde ikke noget. Det kunne være alle former for skovens dyr som var ude for at gå sig en stjernetur, eller nattedyrene som ledte efter deres mad. Eller hvis hun var heldig så var det Vento som ledte efter hende.

" jag har ikke altid bor her. eller har jeg være i Ruslland siden jeg var 4 år og til og med jeg var 7 år gammel, så jeg har ikke være her i mere en godt 8 år sådan Ca " sagde Malika

I princippet var otte år rimelig lang tid - for mennesker altså - men Jolene syntes at det var kort tid. Hun havde været i Di Morga og Terre i over hundrede år. Og hun kendte næsten hver person, hver sten, hvert træ, hver butik. Fordi det var hendes hjem.
"Tror du så at du slår dig ned her, eller rejser videre?" spurgte Jolene og mejslede videre på hendes harpe.

" jeg sloger mig ned her. Jeg her det som om min søster også er her i Terre et sted, men jeg er ikke helt sikke så jeg vil ud og lede efter hende ind ret længe. Hun er den eneste jeg har tilbage i familien og den bedste jeg har " sagde Malika svaget