Bad, Bad boy - Privat Heath -

Et smalt, næsten utydeligt skrig lød igennem kirkens ellers fredelige areal. Ved en slørret skikkelse, lå ovenpå denne, en lettere oplyst kvinde, eller mand. Den øverstes hætte og kappen der dækkede kroppen, gjorde kønnet og identiten utydelig for fremmede blikke. Det eneste man kunne bide sig sikker på, var at dennes læber var tilført en rød farve og et det var trukket i et bredt, lusket smil. Dennes hænder følte på den nedres golde ansigt, fortrængt i en smertefuld og grusom grimasse. En let knipsen efterfulgt af lette gløder fra fingrene, brændte sig langsomt ned i den livløses krop, fortæret af et par maddiker.
"Altså.. Nu om dage burde de folk virkelig begrave jer, især dig, little man"
Skikkelsen på mandens døde krop var en mand, udseendet var kvindeligt, hvis man ikke så de mere luskede øjne, når de ikke havde den sorte makeup omkring dem. Han knak nakken med to små bevægelser, der gav et ubehageligt knæk, inden smilet bredte sig og viste de blanke, hvide tænder. De slanke fingre gled langs mandens bare mave, uden at ramme hårene men stadig nok til at mærke huden. Han nød nok så meget disse rolige aftener, hvor månen gled langs linjerne og lod mørket falde endnu dybere. Der havde været for meget opsigt i byen, for mange gadestrejfere der ikke stod livet alt for kært og masser af fordrukne narrøve, der slog flasker på tilfældige forbipassende. Hans øjne løftede sig højt, så som det første en gravsten af engle med leer, rimelig spøjst motiv, eftersom de normalt var nuttede og med basuner.
Hvad den øverstsiddende hed, var rimelig specielt, da han jo kom fra de mere tyvagtige slumrekanaler i Polen. Han tog hænderne til sig og mærkede lige en anelse på kindbenene, der var markeret en smule og dog stadig gemt under den blide huds perfektisme.
"Jycé Almontera til deres tjeneste, sir Johnsonn..." Han lavede korstegnet over brystet, som tegn på guds nåde, hos en sjæl, snydt af en kvindelig mand. En snydepels, der levede for at bedrage, men kun hærge i selvforsvaret og livets behold. Han kunne jo ikke miste livet til en drukkenbolt med penge, vel?

Kirkegården.. et af de få steder hvor Heath rent faktisk følte sig hjemme og som han syntes var smukt og unikt, udover det sted, som var en grotte udenfor Di Morga, der var hans opholdssted når han skulle have noget mere ro og slappe af. Han tog sjældent andre med hjem til sin kiste, som stod et sted inde i grotten, med nogle lys som altid stod tændt, så stedet samtidig var romantisk og dystert, måske lidt skræmmende for nogen, pga. kisten. Ikke alle som kunne klare at se på det. Hans sorte kappe blafrede lidt med vinden imens at han nærmede sig kirkegården, inden under havde han en sort almindelig t-shirt på med nogle halskæder rundt omkring halsen som han altid gik med, på overkroppen havde han en masse tatoveringer, som han elskede højt. Udover sine stramme bukser kunne det ikke undgås at høre en raslende lyd for hver gang at han tog et nyt skridt efter det andet, en sølv, metal kæde som hang på hans ene bukseben på siden, han havde piercinger i ansigtet; og med pandehåret ned foran øjnene, hans sorte bløde og smukke hår sad som det skulle, meget fladt og glat, så man kunne se hvordan hans hår var blevet klippet med hans hår længder. Han lod sin ene hånd glide ned i sin ene bukselomme foran på bukserne, imens at han fortsatte med at gå ind af indgangen til kirkegården da han havde åbnet lågen; ved at tage fat i lågen med sin ene hånd og skubbede til det. I få sekunder stod han i åbningen, inden at han trådte sig ind på kirkegårdens territorium.. og som han kom længere ind lukkede lågen sig i efter ham og han begyndte at kunne høre nogle fremmed stemmer.. allerede et tegn på at han ikke var alene, han fortrak sine mundvige i et mindre grumsk smil imens at han begyndte at gå hen imod kirken, det sted hvor han mente at stemmerne kom fra.. mandlige stemmer.. Heath undrede sig over hvad de lavede og han havde taget en beslutning om at han gerne ville deltage i det.. inden at han ville tage hjem til sin grotte. Ak ja, en lille fnisen undslap fra hans strube da tanken om morskab strejfede ham; eftersom det var en længsel for ham at der snart skulle ske noget i hans liv, han følte at hele hans liv kørte i en kedelig cirkel lige for tiden; og hvis man fandt et offer, så var det helt sikkert en kujon man havde mødt på sin vej, det var sjældent for ham at han fik det som han ville have. "Well..well.." mumlede han og spandt lavt, men indsmigrende, han glædet sig nærmest som et lille barn til at møde disse personer som han ikke kendte og samtidig lade være med at tænke på hvilke konsekvenser han ville få, når legen startede.