Just play - Heath

Sted - Legepladsen
Vejr - Tåget, som ligger hen over landskabet, den stille brise der langsomt hiver i legepladsens træer
Tid - klokken er omkring de 16.00 og solen hænger træt i skyggerne
Omgivelser - Nogle få børn som der leger stadig, ellers ikke rigtig nogen.

Den bløde vind, smøg sig langsomt igennem det blonde hår, som bølgede hen over det smalle ansigt. Et ansigt som tilhørte en sørgende, en som havde mistet. Det var printet i ansigts trækket, hver og en ville kunne vide at denne kvinde havde mistet nogen der havde stået nært. Spørgsmålet ville være hvem, eller hvad. Kun denne information ville denne blonde kvinde indeholde. Det var hendes valg om det skulle være en viden som folk skulle tage el i, eller som bare skulle være noget hun holde for sig selv.
Men hvis der var en ting Aiden var, så var det bestemt ikke særlig god til at holde sine problemer inde, hvis der var nogen der ville lyttede, så kunne hun plapre løs i flere timer, omkring hvad hun dog skulle gøre, og hvad hendes problemer var. Men lige i dag, ville hun hellere være alene, og komme sig over chokket, omkring at hendes elskede broder, var gået bort. Hun vidste ikke en gang detaljerne, men det havde været nok til at hun var løbet hjemme fra, og taget hen til et nyt sted. Og nu var hun endt her, i byen Di Morga, stedet hvor alting kunne ske, og hvor der var væsner lige som hende. Hvilket forunderligt sted måtte man da sige. Dog, havde det eneste hun havde brugt dagen på, at finde et sted at bo, endnu havde heldet ikke været med hende, men det skulle nok gå, det gjorde det altid. Med nogle få euros i sin taske, gik hun over legepladens græsplæne mod en af gyngerne, som hun satte sig på. Smilet bredte sig langsomt over de mange minder som der gled igennem hendes hoved, og de legende børn, der grinede over de mest dumme ting, man kunne jo ikke andet end at elske dem.
Langsomt åbnede hun tasken og fandt et billede af Heath og hende frem. De silkebløde fingre, slanke som så mange andre kvinders gled hen over ansigtet på hendes bror, eller bror var det kun blevet efter nogle år. Historien gik længere tilbage, den dag hun havde fået at vide hendes moder havde fundet en ny mand, som der havde en søn næsten på hendes alder. Der havde hun fundet sin bedsteven.. og den ønskede broder hun altid havde ønsket sig, og nu.. nu var han væk. Hun tog en dyb indånding, og lukkede langsomt øjnene, mens at de sidste solstriber slikkede sig rundt omkring hendes ansigt, og krop.
Det eneste der var for nu, var at starte på en frisk, og komme ud af denne sorg så hurtigt som muligt. Dog ville mindede af Heath aldrig være glemt, eller blive glemt.

Heath havde vandret det meste af dagen for vel at tænke det hele igennem som var sket i hans liv, der var sket en masse og utroligt nok var han stadig i live, men han vidste bare ikke helt om hvad han skulle sige til dem som han holdte nær, de troede sikkert at han var død eller noget lignende? Med sine hænder begravet nede i sine lommer på de sorte noget slidte bukser, traskede han videre på sin vandrings tur og nærmede sig en legeplads, som han efterhånden fik øje på og en masse minder blev vækket frem. Han lod sin tungespids glide ud for at slikke ved sine læber for at blød gøre dem, han havde ingen tanker om at møde nogen på sin vej, han ville blot blive en del overrasket. Han fortsatte med at gå hen til lågen, indgangen til legepladsen, imens at en raslende lyd kunne høres for hver gang at han tog et skridt efter det andet, en metal kæde hang ude på hang beklædning.
I et rask tag tog han fat i lågen med sin ene hånd og åbnede det, inden at han trådte helt ind stod han lidt i åbningen, ”Ikke lige frem det skønneste vejr..” mumlede han lavt og djævlen kiggede sig en omgang rundt, der var stadigvæk nogle børn som løb rundt og legede. Et mindre skævt smil dukkede frem på hans læber og han gik endelig ind på legepladsens område, hvor lågen lukkede sig i bag ham. Det var utroligt at børn kunne finde på at tage ud på en legeplads imens at der var så tåget. Alligevel kunne han ikke rigtigt se noget, udover det ene øje som ikke var dækket til af hans pandehår. Han stod lidt væk fra lågen og tænkte over hvor han ellers skulle gå hen, djævlen sukkede. ”Tja..” kom det fra ham inden at han lige så stille begyndte at bevæge sig hen mod gyngerne som han lidt havde fået øje på, dog havde han ikke fået øje på en pige som sad på en af dem, da han gik i sine egne tanker.

I sine egne tanker, gyngede hun langsomt frem og tilbage, og havde endnu ikke set, hvem der var kommet ind på legepladsen, ud over de børn som der legede rundt omkring. Hun sukkede lige så stille, og rystede kort på hoved, mens at det hele vældede over hende, igen og igen. Det var dog irriterende, sådan som hun ikke kunne holde billederne, og samtalerne ud omkring de ting der var blevet gjort, sagt og vigtigst af alt, hvad der var sket.
Måske også en af de grunde til at hun havde været nød til at flygte fra huset, flygte fra hendes forældre, eller retter sagt hendes mor. Heath's fader havde aldrig rigtig været nået problem for hende, da han aldrig rigtig havde prøvet at opdrage på hende. Men hendes mor, hun var en klasse for sig. Det var nok også derfor grunden af, at Aiden aldrig havde levet for sig selv, mere end nogle måneder af gangen, også var hun kommet hjem igen.
Nok mest fordi at hendes moder ønskede det.
Forældre, ja man hadet dem, og alligevel kunne man ikke uden dem, når alt kom til alt.
Det ene øjenbryn krummede sig langsomt sammen, da hun hørte lydende af fodskridt komme imod hende. Lige så stille åbnede hun øjnene, da duften af dette væsen var meget nem at gætte, en djævel.
Men da ansigtet vidste sig, måtte et gisp undslippe hende læber, mens at hun sad fuldstændig forstenet på den lille gynge.
"Heath.." fremstammede hun langsomt, og blinkede kort en gang, mens at øjnene blev ved med at kigge uforstående og chokkeret på hendes broders ansigt.

Heath havde ikke den bedste hørelse, men han mente at hans navn blev nævnt og det fik ham til at ryste kort på hovedet, så han ikke længere gik i sin egen verden.. Han fik øje på en pige siddende på en af gyngerne, det kunne ikke rigtig være andre end hende der havde sagt hans navn.. som de andre små børn løb rundt for sig selv, men det var stadigvæk lidt svært for ham at se hvem var.. om det virkelig kunne være en som kendte ham, og han hævede det ene bryn, eftersom han kom tættere på gyngerne. Hvor han med tiden sådan kunne begynde at se noget genkendeligt ved personen.. "Hallo?.." spurgte han lige så stille og bed sig noget hårdt i underlæben - dog ikke for hårdt til at der kom et hul. - Djævlen vidste ikke ellers hvad han skulle sige, han kunne ikke rigtigt få sig til at sige, ja. Da han ikke var sikker på om det var ham, som kvinden kaldte på. Han kiggede en smule ned af sig selv imens at han fortsatte med at gå end til at han nåede hen til den anden gynge - hvor der ikke sad nogen - og satte sig så ned på den.
Heath rettede sit blik hen mod kvinden, han kunne ikke tage fejl af hvem det var da han også fik lugten af en dæmon til at strejfe hans næse, "Er.. det i orden at jeg har sa..t mig?" kom det fra ham mere eller mindre besværligt, mens det sidste ord i sætningen lød mere med hans hårdføre tone i stemmen. Det var.. hans søster.. også kendt som hans bedste veninde.. eller hans stedsøster, fordi hans far blev skilt og fandt sammen med en anden som vidste sig at have en datter med oven i købet, som endte med at blive hans søster. Han havde ikke set i et godt stykke tid og nu sad hun der på gyngen ved siden af ham! Det fik ham til at lukke munden med det samme uden at vide om hun ville sige noget. Han skulle nok regne med at få en lussing eller noget lignende.. siden at de ikke rigtigt havde haft noget kontakt, plus at der var sket så meget at hun nok ville få det svært med at tro at han nu var blevet til en djævel..

Først troede hun, at hun bare havde set syner, og denne dreng slet ikke var Heath, hun havde hørt omkring, at folk som der sørgede ofte, så den afdøde i alle mulige mennesker, hvor det så viste sig, at være en helt anden person. Måske var dette tilfælde? For det andet, hvordan kunne det lade sig gøre, eftersom at denne mandsperson, var både djævel, og i live. Hendes bror var død, og var bestemt ingen djævel. Hendes øjne kneb sig langsomt sammen, for at se igennem tågen, men var nu slet ikke sikker på det hun havde set, og slå det til side. Men da hun hørte han stemme, kunne hun mærke hvordan gåsehuden langsomt gled hen over hendes arme og ben, og hvordan et koldt gennemtræk fór igennem hendes ryg. Det var hans stemme, ingen tvivl omkring det. I starten, kunne hun slet ikke få et ord ud, og nikkede blot da han spurgte om han måtte sætte sig ned. Med hænderne strammet rundt omkring gyngens snorer, gjorde hun ikke andet, end langsomt at vugge frem og tilbage, i den blide vind. Dette, kunne bare ikke være rigtigt, hvorfor, hvordan.. kunne dette ske? Hendes lille hjerne kunne ikke kapere alt det som der skete, og havde det som om, at den var ved at koge over "heath.. hvor fuck har du været!?" kom der som en hæs toneleje, mens at tænderne bed sig hårdt fat omkring hendes underlæbe, dog aldrig så hårdt at der gik hul, eftersom at man skulle lægge meget modstand mod de bløde fyldige læber, til egentlig at få tænderne igennem.

Et mindre smil dukkede frem på hans læber, da hun endelig sagde noget. Det havde ikke undret ham hvis at stilheden ville have taget over, mens at den ville blive der hele tiden under dette møde. Han rømmede sig hurtigt, inden at han kom med et svar. "Det må du ikke spørge mig om.. for det ved jeg heller ikke helt selv..", måske ville hun have for langt at få mere at vide, men han kunne ikke sige andet, da han selv var et stort spørgsmålstegn.

"Jeg troede helt ærligt selv at jeg ville forblive død.. være nede ved helvede, men så blev jeg opstået af Lucifer's flammer.." sagde han med en rolig stemme og kiggede hen på hende, som hun var begyndt at gynge lidt frem og tilbage; han sad stadigvæk stille på gyngen. Med lidt besvær kom der ud fra hans mund følgende ord: "Men..Aiden.. nu er jeg jo kommet tilbage.." påpegede han for at komme med en opmuntring, eller han prøvede i al fald at gøre sådan at der kom en bedre stemning og han fortrak sin ene mundvige, så der kom et mere oprigtigt smil frem. I håb om at Aiden ville takle denne situation på en anden måde, i stedet for at den gik i den forkerte retning.