Vampyr på fri fod! //Logan - Privat //

TID 00.00
OMGIVELSER Rustne gynger, en rutchebane hvis stige mangler noge få trin, og en karrusel hvis maling næsten er skaldet af
VEJR Blæsende, koldt, mørkt
STED Ehh? o___o"

Vinden susede over den gamle forlystelsespark og fik den afskaldede karrusel til knirkene at dreje rundt. En ugle sad oppe i et træ og tuede. En skikkelse nærmede sig den forladte forlystelsespark, men det var for mørkt til at kunne se ansigtet på denne person. Personen var en kvinde, en vampyr, og var våget sig ud fra sit ly oppe i klippehulerne da mørket var faldet på. Hun havde ildrødt hår der flavrede i vinden og matchede hendes lysende røde øjne, som var indrammet i lange, sorte og tykke øjenvipper. Hendes lille røde mund (der dog ikke var så stærk i farven som hendes hår og øjne) bevægede sig langsomt som om hun sang en lydløs melodi. Hendes hud var bleg, og lyste nærmest i måneskindet, der skindede ned over forlystelstelsesparken og fik den til at spøgelsesagtig ud. Hun havde lige spist, (en vildfaren mand i en af de skumle gader - ikke et af de bedste måltider hun havde haft i sit liv, men det var ok) og var derfor ikke sulten, men kom blot herned for at gå en tur, og være alene.

Påklædning: Skudsikker vest, løse sorte bukser, hvid tank top og sorte bokse handsker uden fingre (http://www.knockoutsports.dk/images/gloves/fightgloves/ko3_4finger1.gif).


Logan kom løbende ind af porten til Parc d'attractions han havde aldrig været på Parc d'attractions, så det var på en måde, en helt 'ny' verden der kom ham i møde. Der var der var forladte karruseller, der var ingen mennesker overhovedet, eller hvad han kunne se af. Logan fnøs for sig selv i det han så rundt, tænk engang at dette sted havde været fuldt med glæde engang, nu lignede det bare noget fra en krig.
Logan havde hørt i sin øre snegl at der var en vampyr på fri fod nær Parc d'attractions, fandt han den vampyr ville han tjene penge, fik han tjent sine penge, kunne han få våben til sin modstandsbevægelse og kunne faktisk kæmpe mod Malakel.
Han havde sit sædvanlige udstyr på, sine 4 M9'er fordelt 1 på hvert lår, 1 i sit bælte og en under sin venstre arm, på ryggen havde han et sværd sammen med to knive og til sidst hans nyeste våben til samlingen, i sine handsker kunne der komme 17 cm stål klinger ud, som han kunne bruge som en slags klør, de var knivskarpe og kunne stort set skære igennem alt.
Logan trak to af sine pistol og tændte en lomme lygte på den ene, han ville ikke være helt ubevæbnet hvis vampyren kom frem fra ingen ting, så hellere dø i kampen end at blive bidt og blive til en af dem.
Han så rundt der var ingen i syne, så han fortsatte lidt.

En knirkende lyd kunne høres i vampyrkvindens trommehinder. Her var nogen! Hun hørte skridtene komme nærmere, og hun var i et øjeblik bange for at personen havde opdaget hende, men da skridtende drejede til højre, væk fra hende, gik det op for hende at det havde han ikke. Hun spidsede sine vampyrører, så hun kunne høre endnu bedre. Hun kunne høre denne persons vejrtrækning, det var roligt, så personen var ikke bange. Men personen vidste at hun var her, det kunne hun mærke på hans tilstedeværelse, dog vidste han ikke lige præcis hvor hun var. Hun lod varsomt sine øjne glide hen over omgivelserne, hun studerede alt grundigt. En lille bevægelse i bladene og han ville afsløre hvor han var, det vidste hun, men det blæste så meget at alle træer og buske allerede flavrede i vinden. Hun fik øje på skikkelsen ved at bruge sin øjne, øre og næse, men hun havde ikke tænkt sig at angribe - hun var jo som sagt ikke sulten. Hun kunne lugte med sin lille spidse næse, at skikkelsen var et menneske. Mennesker var svage, de svageste på ranglisten, hvis hun ville kunne hun gøre ham til slave. Mennesker var svage, det vidste hun, men der var dog noget over dette menneske, noget ikke alle mennesker besad, og derfor valgte hun ikke at træde frem. I hvert fald ikke endnu...

Logan tog en finger op til øret.
"Tjek dine informationer! der er intet! jeg er ikke løbet her ud for ingen ting!" sagde Logan. Men kort efter røg forbindelsen.
"fedt ingen forbindelse, genialt, stå midt ude i ingen tingen og har fået forkerte oplysninger" mumlede Logan og tog øresneglen ud.
Logan lagde begge pistol tilbage i deres hylster og tænkte i stedet en lygte der sad på hans skulder.
"Det er bare for meget! jeg bliver røvrendt hver gang der er bid, enten tager de forbandede varulve dem eller også andre vampyr jægere, kan jeg dog ikke for engangsskyld have heldet med mig?" sagde Logan og sparkede til en skraldespand der stod ved siden af ham.

Kiki, Kiki Costello, vampyrkvinden så med store øjne på den væltende skraldespand. Det var ikke så smart, det han gjorde, nu vidste hun præcis hvor han var. Han råbte op om vampyre, varulve og om andre vampyrjægere, hvilket fik hende til at gætte på at han selv var en vampyrjæger. Aha! Tænkte hun: Han vil fange mig... Men vil han mon dræbe mig, sælge mig som slave, eller gøre mig til hans slave? Han sagde at han ikke troede hun var der, men hun stod der jo, i ejen høje person, nogle meter fra ham. Hun trak sig uhørligt væk, ikke fordi hun var bange, men for at overveje situationen. Trangen til at afsløre sig var stærk, men hendes fornuft var stærkere og vandt: Selvom hun gerne ville "lege" jæger og bytte, vidste hun ikke hvilke våben han havde, og derfor ville det være dumt at tilkende give at hun var her, sammen med ham

"tag dig sammen Logan!" mumlede han til sig selv og så op.... *Vent, så jeg lige noget? eller er jeg ved at blive sindssyg?* tænkte Logan og tog øresneglen tilbage i.
"Jeg har højest sandsynligt kontakt med bytte" sagde Logan og tog øre sneglen ud igen, han måtte bruge sin hørelse da han ikke kunne se noget.
"Kom frem blodsuger hvor hen du er, jeg vil så nødig gøre dig mere skaden end højst nødvendigt" Sagde Logan og trak to af sine pistoler.
Logan tændte lygten på den ene og på den anden var der et laser sigte (det var næsten en normal pegelaser, men modificeret så den kunne sidde på hans pistol) den røde lys ståle kunne tydeligt ses i mørket.
"kom frit frem, jeg dræber dig ikke" sagde Logan og så sig over skulderen, han ville nødig blive angrebet bag fra.

Kiki vidste at han løj. Hun vidste han ville dræbe hende, eller i hvert fald skade hende. Da det gik op for ham at hun var her, blev hun en smule bekymret, men var lettet over at han endnu ikke vidste hvor hun var. Han snakkede med en eller anden i en øresnegl, men hvem det var vidste hun ikke. Han tilbød hende at komme frem, og hendes nysgerrighed vækkedes endnu engang. Hvad mon der ville ske hvis hun trådte frem? Hun kunne bruge sin evne og læse hans tanker, men det ville ødelægge spændingen mente hun. Det var sjovere at vente og se hvad der ville ske. Han havde ingen evner, så hun kunne ikke kopiere dem, men hun var stærk, stærk nok mente hun. Trangen til spænding var nu stærkere end fornuften, så nu gjorde hun noget, som sikkert var meget dumt. Hun trådte frem. Hun blinkede til ham med det ene øje, og smilede overlegent. Hendes kjole, en hvid lille sag, gik nærmest i et med hendes blege hud. "Godaften" Hilste hun, og nikkede til ham

//Skal lige spise :) //

Logan pegede begge sine pistoler mod hende.
"jeg vidste du ville komme frem på et tidspunkt, i blodsuger er alle ens, i ville alle sammen gøre noget for vise at i er til stede" grinte Logan.
"lad mig gætte ude på jagt eller har været måske? For du kunne godt ligne en der ikke er så super sulten ud, men fortæl mig lige hvordan føles det at vide du skal finde et nyt måltid, for at overleve, tænk hvis mennesket ikke fandtes hvor svært i ville have at finde mad, for vi er jo svage og et nemt måltid ik?" sagde logan og begynde at gå rundt om hende.
"fortæl mig noget vampyr, hvad kan du så af dpecielle ting? Løbe hurtigt?, usynlighed? Eller en helt tredje ting? Som at efterligne din modstanders kræfter,det er bare ærgeligt hvis det er den, for som sagt er jeg bare et ynkeligt mennekse som ikke kan gøre noget ik?" sagde Logan og så på hende

Kiki betragtede hans to pistoler han pejede imod hende. De ville ikke kunne skade hende, medmindre det var sølvkugler, men det vidste hun jo ikke om det var. Hendes smil blegnede. "Rolig nu..." Sagde hun, da han blev ved med at stille nye spørgsmål. "Jeg har været på jagt, så jeg spiser dig ikke..." Hun holdt en kort pause, og løftede blikket væk fra hans pistoler op mod hans ansigt. Han var egentlig en meget pæn mand, veltrænet og helt sikkert stærk. De svageste mennesker var allerede blevet udryddet af Malakel, så ham her måtte være noget specielt. Hvis hun skulle gætte, var han ca. 20-22 år, men det kunne egentlig være ligemeget, hun vidste ikke engang hvor gammel hun selv var længere. "Du tror da ikke jeg jager her, gør du? Her er helt tomt..." Hendes smil vendte tilbage og hun fortsatte: "Jo, i mennesker er lette og fange, så i er egentlig et ret kedeligt bytte..." Hun hævede øjenbrynet i en perfekt buge over øjet. "Vi spiser ikke kun mennesker. Aspara og engle er også en lækkerbisken for os vampyrer." Hun vidste det var dumt at fortælle ham hendes evner, men han kunne jo ikke gøre noget ved dem, så what ever: "Jeg kan læse dine tanker... Bare rolig jeg har ikke gjort det... ENDNU..., Jeg kan manipulere dit sind..." Hun smilede kækt. "Og jeg kan kopiere andres evner... Desvære har du ikke nogle, så det virker ikke på dig." Hun lod som om det sårede hende lidt, men smilede så igen. Hun blev pludselig alvorlig. "Nej. Du er ikke ynkelig. Du er nemmelig ikke blevet dræbt af Malakel endnu..."

Desværre*

"jeg er alt for ustabil til dit medlidenheds gejl, er det sådan du gør med alle mænd? For dem til at tro du er på deres side, rigtig får dem til at slappe af, også BANG så bider du dem og så er det surt for dem" sagde Logan og lagde en finger på aftrækkeren.
"er det ikke lidt sjovt at tænke på, at jeg kan få så mange penge for bare at pegde på dig og hive i aftrækkeren, lidt sjovt ikke? 4 pistoler med 15 sølvkugler i, det bliver hurtigt til en masse skud jeg kan fyre af mod dig, og afslutte det som aldrig var blevet startet hvis der ikke fandtes vampyrer" sagde Logan.
"Manipulere mit sind, tsk, så må finde en andet menneske at gøre det med, ser du hvad hed du? Lige meget vi kalder dig bare snuske, ser du snuske, du kan ikke manipulere med mit sind, for mit sind er så smadret at du først bliver nød til at bygge det op for at rive det ned.... Og forresten, dræbte Malakel kun franskmændene, han kunne ikke være mere lige glade med mænd som mig, med mindre det er oprørs folk, så bliver han intreseret og vil straks nakke dem, for ingen skal være i mod ham" sagde Logan og lagde ekstra meget tryk på det sidste han sagde så man tydeligt kunne høre, at han ikke brød sig om Malakel.

I et kort øjeblik skyldede forbavselsen ind over hende, men kun i et kort øjeblik. Man kunne se det i hendes øjne, men de blev hurtigt kolde og følelsesløse igen. Hun var stadig chokeret, men viste det ikke længere, hun så meget mere afslappet ud end hun var. "Jeg..." Hun holdt en kort pause. "Jeg ville nok have... Du ved, tømt dig for blod, hvis jeg havde mødt dig imens jeg var ude og jage, men jeg er virkelig ikke sulten nu." Indrømmede hun og tilføjede: "Jeg hedder altså Kiki."Hun lød som om hun følte sig tilpas i deres samtale, men hun var alt andet end det. "Og jeg har jo sagt at jeg ikke vil bruge min evne på dig, hører du overhovedet efter?" Hun hævede hendes stemme: "Malakel har udrydet halvdelen af menneskene, er du klar over hvor svært det er at få mad nu om dage?" Hendes vrede voksede. "Du er godt klar over at jeg ikke valgte at blive vampyr, ikke? Jeg bliver nødt til at få mad, det er endten mig eller dem, ikke?" Hun blev så vred, at hun ikke tænkte på at træde tilbage, som nok var det klogeste at gøre, nu hvor han havde rettet pistolerne med hende.

Logan lagde sine pistoler væk og viste sine hænder "ingen våeb, skal vi have en civilaseret samtale, bare dig og mig?" Sagde logan og så på hende, men hvad hun ikke vidste var at hans handsker også var et slags våben.
"svært at finde mad, spar mig for dit skuespil, du kan æde alle de væsner du vil, spørgsmålet er bare smagen, sådan er det ikke for mennesker, vi skal have frisk mad for at overleve " sagde logan og begynde at smile, han fornemmede at hun var på vej til at blive vred, han trykke;e åbenbart på de rigtige knapper.
"Malakel nakkede kun franskmændene fordi de gik i mod ham, og det vil han også kun gøre mod de væsner der går i mod ham nu, det er derfor han har lavet de der gladiatorkampe, fordi han håber en oprørs mand er i blandt dem så han får nakket endnu en der er i mod ham, smart ikke sandt?" sagdeogan og trådte et par skridt tilbage.
"jeg ville gerne fortælle mit navn, men af sikkerheds grunde kan jeg ikke, både for de men også min egen skyld" sagde logan og smiltw, det var lidt sjovt at se hvordan du blev mere og mere vred.

Hun kneb øjnene sammen i væmmelse. "Alle de 'gode' væsener bliver udrydet eller solgt som slaver. Vi spiser ligesom ikke andre vampyrer eller dæmoner." Hun studerede ham nøje. "Civilaseret samtale, hah! Du har lige prøvet at skyde mig!" Hun lagde armene over kors og prøvede at genvinde sit udtryksløse ansigtudtryk. Det lykkedes, og hun begyndte igen at smile sit overlegne smil. "Spar mig for det der, jeg ved udemærket hvad Malakel har tænkt sig! Jeg er jo ikke dum vel? Alle ved hvad han pynser på og dem der ikke kan se det er blinde for omverdenen." Hun overvejede hans første spørgsmål. "Du har sikkert flere våben gemt et eller andet sted, men never mind, ja lad os have din 'civilaserede' samtale." Hun følte det pudsigt at hun ikke havde brugt sin tankelæser-evne på ham endnu, men tog det ikke så tungt. Hun havde vel bare ikke lyst. "Bringe mig i fare, hah!" Hun hævede øjenbrynet, men smilte stadigt overlegent. "Som om jeg ikke er i fare allerede.".

"jeg har ikke prøvet at skyde dig... har du hørt nogle skud blive fyret af? For jeg har kun peget min pistoler på dig, som et tegn på at en smart bevægelse og jeg fylder dig med sølv, og hør Kiki, jeg er lige glad med at bringe dig i fare, jeg tænker mere på mig selv og mine mænd" sagde Logan og så på hende.
"flere våben gemt, nu skuffer du mig, jeg har kun de våben du kan se" sagde Logan og drejede sig 360 grader så hun kunne se alle hans våben.
"Hvor skulle jeg ellers gemme våben henne? Det er jo ikke fordi jeg har en lang frakke på, så jeg kan gemme dem der, hvor vis mig et sted de kunne være, så kan jeg måske bruge det en dag" sagde Logan og begynde at gå rundt om hende, han var ikke sikker på om hun havde nogle våben på sig.

Hun vidste at han overvejede om hun havde nogen våben, selv uden at læse hans tanker. "Rolig nu," sagde hun en smule irriteret, "jeg har ingen våben. Jeg har mine evner og min styrke, intet andet." Hun lod sit blik køre op og ned af ham og blev enig med sig selv om at han nok ikke havde flere våben på sig. "Lige meget!" Sagde hun så og trak sig lidt tilbage. "Du ved godt at jeg faktisk slet ikke har gjort dig noget? Jeg har ikke engang gjort mine til at angribe dig og her står du så med våben rettet i mod mig og kropvisitere mig! Jeg har jo sagt jeg ikke er sulten, og jeg har heller ingen våben, okay? Kan vi så få din civiliserede samtale istedenfor at udspørge og mistænke hinanden?" Hun løftede øjenbrynet, men virkede ikke sur. Hun smilede dog heller ikke mere.