The Queen ad The Princess - Kiaran

Knoerne trykkede sig bestandigt imod gravstenens øverste. Selve udsynet fik Mares krop til at skifte over til en lettere rastløs holdning og en mindre grad af sin normen finesse, hvis vigtighed var skubbet til siden. De vurderende øjne fandt først stilhed, da de nåede en bestemt gravplads, fyldt til randen med visne blomster. Engang sjældne, ganskevist, men nu usle og døde, ligesom kongen i kisten under jorden.
Hun fugtede læberne, kneb øjnene sammen og pressede igen knoerne hårdt imod stenen. Hvis det ikke havde været for hendes krops døde tilstand, ville hun sandsynligvis havde frosset. Hendes krop var kun iført en lang, blå-hvid silkekjole, brocheret og pyntet med fine ædelsten. Sminken, der fremhævede hendes kønnere ansigt, var let og dog professionel sat af hendes egen hånd. Efter de mange år i ædlere selvskab, havde hun efterhånden en rolig hånd og godt overblik over den rigtige mængde af make-up. Hendes hår blev redt igennem af den blide vind, der kærtegnede kinderne og fik dem til at blusse i en transparent lyserød.
Hele kirkegården lå hen i et typisk øde men idyllisk tåge af fred og ro. Henholdvist en smule uhyggeligt, lettere skræmmende ifølge de små menneskebørn, men dog respektfuldt.
Igen fandt englens øjne ingen ro, da en tung hvislen lød. En advarende tone, der slog Mares ellers gemytte sind, over i en farefuld opmærksomhed. Hvis noget gav hende grund til at bekymre sig, lå den ene hånd allerede ved pistolens gemmested. Det var for mennesker umuligt at finde den frem sådan et sted, særligt hurtigt. Men med den hurtighed og ynde hun egede i sine bevægelser, fandt hun det blot naturligt at gemme den der, hvor man øjensynligt ikke ville lægge mærke til den. Endelig da lyden igen var helt forsvundet for høre-sansen af englens, strammede hun læberne betydeligt før der blev sagt noget for første gang, i virkelig lang tid.
"Hvem dér?" Mares stemme var utrolig kold og endda snigefuld, men på en måde, dybere hen, kunne man stadig finde blidhed og varme toner.