På slottet

T: kl. er omkring 8 om morgnen.
S: I et af de store rum, der kan sammenlignes med en stilfuld spisestue.
O: ingen eksistenser, men stilbeviste møbler, pejs og kunst.
V: Tåget og klamt. Dette holdes dog på afstand af slottets tykke mure.
- Privat Emne; Lazarus -

Døren blev åbnet, og den sorthårede kvinde kom til syne i det store rum, der mest af alt mindede om en spisestue, eller et mødelokale. Et slebet aflangt bord, var placeret i midten af rummet, oven på et dunkelt tykt tæppe. For enden var ilden tændt i pejsen, og sendte et gyldent flakkende skær over det ellers så tåge grå rum. En farve der skyldtes de kedelige vejrforhold, som kunne ses ud af de støvede ruder.
Hun gled hen over gulvtæppet, for at stille sig med opmærksomheden vendt mod tågelandskabet udenfor. Ildens lys flakkede hen over hendes profil og væsen. Hen over den elegante og simple kjole, for til sidst at ligge en gylden nuance over halssmykket der hang om hendes hals.
Hun ventede. Den første nat var netop blevet tilbragt i dette slot, og hun havde haft rigeligt med tid til at finde sig til rette på hendes lånte værelse. Selv hendes ting var blevet båret op af det nærmeste menneske. Mens vampyrkvinden ventede, tænkte hun på den foregående aften. Godt nok havde han nævnt forskellige ting, men de var langt fra blevet uddybet. Hun krævede svar. Og forventede derfor at han ville dukke op, så de kunne snakke færdig. Hun slikkede sig let om munden, mens øjnene synes at være fanget i alt det grå. En tjener ville vel også snart dukke op, med det glas hun havde bedt om.. Man kunne kun vente.

Tjeneren kom med glasset med blod i til Thyia. Lidt efter kunne hun høre han nærmede sig. Hans blide mandige stemme kunne høres med en snært af vrede i sig ’’ Hvad evne var det den havde.. nej din tåbe hvad skulle jeg dog bruge den til.. Skaf mig noget med nogle ordentlige evner i før jeg laver en ny regnfrakke ud af dit skin.. Tåbelige tjener ’’. Lazarus kom ind af døren alene dog havde det lydt som om han havde talt med nogen. Et smil gled over hans perfekte kolde løber da hans mystiske mørkerøde øjne fik øje på Thyia. Lazarus gik elegant over og bukkede i det han kyssede hendes hånd. Lazarus sagde blidt ’’ Det vil tage mig lidt tid at vende mig til du bor her gamle ven.. Dog er der intet dårligt ved det.. Jeg er glad for du takkede ja til mit tilbud.. Jeg får ikke tid til at styre mine Vampyr rakker.. Uden en leder rolle til at styre dem laver de oprør.. Du kunne ikke være kommet på et mere perfekt tidspunkt ’’. Lazarus kørte elegant en hår gennem hans tilbagelænede hvide hår imens hans øjne hvilede i hendes blik. Lazarus grinede svagt og meget kort ’’ Har de nogle spørgsmål.. Vi fik ikke snakket så meget sidste nat.. Jeg skulle til et møde med nogle.. Folk ’’. Lazarus stod afventede på hendes reaktion. Men det virkede som om han var i et godt humør. Det var han ofte når Thyia var omkring. Nok fordi han huskede tilbage på alt det morderiske sjov de havde haft sammen.

Der gik ikke længe før en tjenende eksistens trådte ind med glasset, som denne ydmygt stillede i vindueskarmen, ved Thyia’s side. Vampyren forblev tavs, og der gik ikke længe før at denne tjener atter var væk. Efterlod glasset og dets indhold hos Thyia, der nu roligt lod indholdet cirkulere rundt i glasset. En slurk blev taget. En slurk blev til to. Kortvarigt blev de skyggefulde øjne lukket, i et nydende ansigtsudtryk. Der var noget rart ved at befinde sig her. Som om stedet konstant mindede hende om, hvilken støbning hun var af, og hvilket blod der flød i hendes årer.
Stemmer. Thyia spidsede ører, men fortrak ikke en mine. Forblev ubevægelig, stirrende mod noget gråt og fjernt og ikke eksisterende. Det var først, da hun fornemmede hans tilværelse, der synes at komme tættere og tættere på, at hun langsomt satte glasset fra sig på karmen, for derefter at vende blikket og opmærksomheden mod døren, der i samme nu gik op. Og der stod han. Nærmede sig hende. Lazarus. Hans mund åbnede sig, men hun overhørte kortvarigt hans første ord. Smilte blot. For helt andre ting havde langt hende på sinde. Hvem havde han snakket med? Og om hvad?.. Hovedet røg en anelse på skrå, i det hun tvang spørgsmålene på afstand, og koncentrerede sig om at forholde sig til virkeligheden. Nutiden. Hans sætninger og ord. Han var glad, sagde han. Glad fordi hun var dukket op, og støttede ham. Vampyr kvinden sendte ham et charmerende smil, trådte frem. Helt tæt på ham. ”Glad for at kunne hjælpe dig..” Lød hendes silkebløde stemme, idet hun let så mod ham, uden direkte øjenkontakt. Hænderne forblev langs hendes side for en stund. En alvorsfuld og dog drillende mine, synes at overtage det hvide ansigt, da han spurgte om hun stadig havde diverse spørgsmål. Om hun havde?! Der var ikke andet end spørgsmål. Hun lod denne gang sin ene hånd ’spadsere’ hen over hans brystkasse i det hun besvarede spørgsmålet, med samme bløde og varme stemme.”Jeg har ikke andet end spørgsmål” Lød svaret, i en drillesyg klang, idet hun fulgte hendes hånd over hans bryst. ”..Hvem er ’folk?’” Hun rettede blikket mod ham, smilede charmerende, og nød fornemmelsen af hans fine tøj mod hendes fingerspidser.

Lazarus smilede og betragtede hende med hans blik. Han var overrasket over hendes væremåde stadigvæk var som den var. Hvordan hun gik tæt på ham men ikke prøvede at fange hans blik. Den perfekte blanding. Ved at gå tæt på ham viste hun at hun ikke var bange for at være tæt på ham. Men ved ikke at fange hans blik viste hun respekt. Det var denne perfekte mellemvej som Lazarus først havde fundet tillokkende ved Thyia. Lazarus smilede svagt og hørte blidt en hånd over hendes hals. Lazarus sagde med en drilsk stemme ’’ Folk.. Hvilke folk mener de dog ’’. Lazarus tog med en lænede sig ind mod hende langsomt som skulle han til at kysse hende. Men i stedet for tog han hendes glas ud af hånden på hende og trådte så en skridt tilbage og tog en slurk af blodet i glasset. Da han havde gjort det slikkede han sig drilsk om munden og sagde blidt ’’ Kan du lide engle blodet på disse kanter.. Jeg finder det yderst.. Ekstravagant og sødt ’’. Lazarus havde altid haft størst smag for blod han vidste kom fra væsner af ren godhed. Lazarus kiggede på hendes som havde han det yderst sjovt ved ikke at fortælle hende for meget af gangen. Han vidste hun hadede ikke at vide hvad der foregik ligesom ham selv. Dog havde han tænkt at fortælle men hvorfor ikke drille lidt nu de var begyndt på deres lille leg. Den leg som de ofte havde leget så mange gange. Lazarus bukkede galant og lod sine øjne glide op af hendes krop i det han spurgte ’’ Må jeg bede om denne dans ’’. Lazarus klappede og den gammeldags klassiske musik startede. Lazarus var en fantastisk danser. Sidst de havde danser var efter deres lille fest måltid i England. Der var mange mennesker der måtte lide døden så de kunne danse på deres gulv af døde folk.

Thyia fulgte ham med øjnene. Han var forandret. Han var voksen, og på samme tid så ens, som da hun sidst havde set ham. Som havde han været i en verden, upåvirket af andre, og bare vokset. Blevet mere magtfuld. Hun kunne lide det. Hans autoritet og magt, der synes at ligge om ham, som et usynligt lag. Hans fingre, der kortvarigt berørte hendes hals, fik hende til, instinktivt at ligge hovedet en smule bagud, for flygtigt at blotte den hvide hals. ”Det ved du godt.. Lød hendes halv hviskende stemme, nær hans øre. Det sorte hår skinnede fra ildens skær, og fik utydelige skygger til at ligge sig over hendes halve ansigt. Hånden var nu stoppet, på hans brystkasse. Mærkende efter det hjerte slag, som for længst var væk. – Som aldrig havde været der. Stemmen, hvis toneleje var lig en hvisken, havde alligevel en indtrængende, ja stædig eftertone, som bundede ud i hendes ustyrlige nysgerrighed, som han konstant synes at prikke til.
Til sidst trådte han væk, Lazarus. Hun forblev stående, studerede hans væsen og den aura der omgav ham, mens han drak af det glas, mennesket var kommet ind med. Jo, hun måtte indrømme at dette blod smagte godt. Langt bedre end hvad hun var vant til, når det kom til stykket. Hun kvalte et lille grin over hans ord. Det var så typisk ham. Kun det bedste var godt nok. Som en sand hersker, der ikke havde noget til overs for anden rangs ting og eksistenser. Som en ægte fuldblods.
” Det smager.. Glimrende” lød hendes lette svar, der ikke tillod direkte komplimenter, som ham selv. Alligevel studsede hun over hans hurtige emneskift. Hans vante måde til at ligge spørgsmålene væk, og beholde svarene. Men denne gang, skulle hun få hvert et ord ud af ham. Dette var interessant. Vigtigt.
Hun åbnede let munden, for at påpege at han havde undgået spørgsmålet, idet han atter skiftede emne. Læberne gled op, i et let smil, da musikken tændtes, og Thyia kunne ikke undgå at ryste på hovedet af hans evige, og charmerende påfund. Det mindede hende om sidste gang. Om den gang, og kort glemte hun at hun manglede svar på spørgsmålet. Trådte blot frem mod ham, og svarede. ”Hvis De virkelig insisterer.. ” Armen blev lagt om hans skulder, og kvinden blinkede drillende med øjet, idet hun tilføjede” Men tro ikke, at du så slipper for at svare mig”

Lazarus smilede og tog om hendes hofte med et fast greb. Da de begyndte at danse som de gjorde godt var det som stod tiden stille. De dansede dødens dans. Hvert lydløst skridt som disse fuld blods tog med deres elegante bevægelser var en sand kunstart i sig selv. Da sangen sluttede slap Lazarus let Thyia og smilede ’’ Godt så.. Du får dine svar ’’. Lazarus smilede drilsk og slikkede sig om munden ’’ Jeg vil svare på to spørgsmål og kun to.. Ikke mere.. Så vælg dine spørgsmål med omhu min ven ’’. Lazarus havde altid kunne lide at lege med hende. Det havde ikke ændret sig. Dog holdt han sig altid på den fine grænse så det aldrig blev en fornærmelse men altid en pirrende leg. Det var lang tid siden han faktisk havde danset med en fuld blods der forstod hans skridt. Lazarus var af den mening at hvis man forstod hinandens dans så forstod man også hinanden. En gammeldags tankegang. Men på visse punkter var han meget gammeldags. Lazarus trådte atter tæt på hende. Mest af alt for at drille hende og få hende til at miste koncentrationen så hun ikke kunne finde på nogle gode spørgsmål. Han vidste godt hun kunne regne ud det var derfor han gjorde det. Men det syntes Lazarus bare gjorde legen så meget sjovere. Lazarus satte en hånd på hendes skulder og satte blidt sine læber op til hendes øre og hviskede drilsk ’’ Hvad er dine spørgsmål så… Kære Thyia ’’. Lazarus smilede og blev stående. Afventende på at besvare hendes spørgsmål.