Den kolde brise (Nituki=Privat)

Sted: Gyderne
Vejr: En let kold brise hviler over dette sted.
Omgivelser: Skraldespande og papkasser
Tid: omkring 22 tåden
Påklædning: samme som på billedet

Fire af Malakels soldater stod og snakkede i en gyde. Barishan begyndte at gå ned af gyden. Han havde sit oprørssymbol omkring halsen. En af soldaterne kiggede på ham ’’ Hey gutter.. Den her Aspara er vist en af oprørerne.. Lad os dræbe ham ’’. Barishan satte stille og roligt en hånd om hans sværd. Han fortrak ikke en mine. Hans smukke følelsesforladte ansigt med de iskolde krystal blå øjne kiggede på med en hvis ligegyldighed. Med et angreb soldaterne. Det var som gik det i slowmotion. Barishan trak sit sværd i en lyn hurtig bevægelse og huggede det ind i maven på en af soldaterne. Blod sprøjtede ud til alle sider og soldaten faldt til jorden skrigende. I samme sving med sværdet blokkede Barishan en af de andre soldaters sværd. De to sidste brugte han uden at bevæge en finger sine vind evner til at sende en målrettet vind samling imod deres sværd så deres sværds bane ændrede retning og de stak derfor hinandens sværd ind i maverne på hinanden. De faldt langsomt og overrasket til jorden. Barishan kiggede på den sidste soldat som stod og kiggede på ham med et chokeret ansigtsudtryk. Det hele var sket på blot få sekunder og alle hans venner var døde. Sveden haglede ned af soldatens pande. Han fik fremsagt en panisk sætning ’’ Jeg ber dig.. skån mig ’’. Barishan stod og kiggede blankt på Soldaten og sagde med en blid stemme der var som engle sang ’’ Forlad Malakels hær. Flygt fra byen og lev dit liv på ny ’’. Soldaten skævede og slap sit sværd og løb så sin vej. Barishan svang sit sværd mod jorden og det blod der befandt sig på det blev slynget af i denne lette og elegante bevægelse. Barishan satte sit sværd tilbage i sin holder på ryggen. Han satte sine hænder i lommerne på sin sorte læderjakke og begyndte atter at gå som var dette ikke sket. Han gik med elegante skridt. Det var til at se på hans kropssprog at dette var en nobelt og stolt væsen. Dog var det som om en stor ondskab hvilede over dette ellers gode væsen. Som om noget dybt i ham ville kunne ødelægge sjælen på enhver. Dog virkede denne Aspara som om han var helt afklaret med sig selv. Som om han havde en dybere forståelse for hvem han var. Der var også en hvis styrke i hans øjne. Han var ikke en mange ville have som modstander.

NItuki havde stået ikke så langt der fra og kiggede på ham, hun var bange hun havde aldrig set noget linede, hun så ham komme mod hende hvad skulle hun gøre. ''hvordan... er.... det.... muligt.....'' hviskede hun stille for sig selv. hun kiggede på ham, ''undskyld mig. men hvordan kunne du gøre det'' spurte hun ham stille med en nervøs stemme, hun kiggede lidt nærvøst på ham, *hvad skal jeg gøre* tænkte hun for sig selv. hun var bange men så alligevelle ikke. hun kiggede sig om, om der var nogle i nærheden, hun så på ham.
hvad lavede hun der hvorfor kunne hun ikke bare læde hver med at komme her ud på denne tid, hun kiggede ned for ikke at se ham i øjnene. hun blev helt urolig over at stå så tæt på ham, hun viste ikke hvad der ville ske, der var ikke særlig mange hun stolede på lige for tiden.

Barishan gik op på siden af hende så de stod side mod side. Han kiggede ikke hen mod hende men sagde bare men en blid næsten engle lignede stemme ’’ Træning og hviden om hvad man kæmper for er det rigtige. Det er hvad der gør det muligt ’’. Det var som lugtede han af en frisk sommer brise. Dog var der et svag lugt af aske der også ville fange ens lugtesans. Det virkede ikke til denne smukke og kolde Aspara var fjendtligsindet. Barishan gik forbi hende som men stoppede da han var nået et par skridt længere ’’ du skal ikke være bange.. Ikke alle væsner der kan kæmpe er onde. Det gode er også med i kampen. Skønt vi ikke har meget håb tilbage. Så vil der altid være håb så længe bare en af os ånder. Fat håb. For det er det eneste der kan give styrke i disse tider ’’. Barishan afventede en respons før han ville beslutte sig for at stoppe helt op eller fortsætte.

HUn sukkede bange stadig, '''kan du lære mig det'' spurte hun ham og vedte sig om og så på ham, hendes blik var oprigtig hun ville lære alt han kunne lære hende for at kunne beskytte sig selv uden at bruge sin evne hun kiggede rundt for at se om nogle kiggede på dem. det var heldigvis ingen der kiggede, hun smilte og så på ham.. ''jeg vil gerne lære alt du kan lære mimg hvis du vil lære mig det'' sagde hun med sin bløde dog faste stemme.

Barishan stoppede og kiggede over sin skulder og sagde med en kold stemme ’’ Jeg er oprørslederen.. Jeg er ude på en mission for at redde Di Morga.. Jeg vil kunne træne dig.. Men det er farligt at ses med mig.. Jeg er en meget jaget mand.. Du vil blive jaget.. Chancen for du vil dø er meget stor.. Er du sikker på du ønsker det ’’. Barishan stod stille og afventede et svar. Han virkede cool og rolig. Det var som om han overhovedet ikke var bange for den skæbne der mødte ham. Han vidste Oprørerne havde tabt. Men han fortsatte. Folk var for bange til at kæmpe videre. Men ikke ham. Han vidste at frihed krævede mod.

Hun så på ham, hørte hans kolde stemme hun kiggede på ham, *oprørsleder* tænkte hun stille og kiggede på ham. og nikkede mod ham. ''ja jeg vil'' sagde hun stille med et fast og bestemt blik mod ham hun ville hjælpe folk ikke blive behandlet som skidt.