Shoppe? - Damian de Turrio (Privat)

S: Chambre noire
O: En masse knap så hyggelige folk
S: Nat, tiden mere præcist er ukendt
V: Overskyet, ingen måne, eller noget.

Den sorte frakke flagrede efter David, hvis lyse hår næsten lyste op i mørket. Han gik med lange skridt ned af gaden, uden at hverken kigge til højre eller venstre, bare ligeud til der kom noget der kunne interessere indefor hans synsfelt. Han havde i dagens, eller nattens andledning, selvom der ikke var nogle, taget sort tøj på, alt, for top til tå var sort, så hans lyse hud, og hår lyste endnu mere op end det ellers ville gøre.
Han viftede med en sort rose i den ene hånd, mens den anden var begravet dybt nede i frakkens lomme. Hans blik gled rundt omkring, det så næsten flakkende ud, men alligevel var det for roligt til at kunne være det.
Han trådte over et vandpyt, meget muligt fra gårdagens regn, videre ned mod en knap så hyggelig hule. Kald det hvad du vil. Han stoppede for første gang op, og stod lidt, og vidste ikke helt hvad han skulle gøre, før han drejede om på hælen, og gik op igen. Han kede sig tydeligt, for intet interesserede ham rigtigt. Om han bare var for kedelig af natur, eller der bare ikke skete noget vidste han ikke, men han valgte at tage det første, for han vidste han ikke var så underholde som han måske så ud til, eller ikke.
Igen lod han blikket 'flakke' omkring, uden at finde noget. flere steder var der noget, men ikke noget der kunne opfange hans interesse i længere tid, så han fortsatte op af igen.

I tågerne mellem den virkelige og den døde verden sad en høj slank person på en trone, den så på afstand ud som om den var lavet af hvidt træ, men når man nærmede sig ville man kunne se at det var i hundredevis af knogler der holdt ham oppe, den var konstrueret sådan at det så ud som om det var skeletterne der bar ham på deres rygge og hænder samtidig med de havde et udtryk af totalt frygt og trøstesløshed. Foran trone stod et bord i samme design med et lille skakspil på, en makaber kvinde rykkede lidt på en af brikkerne og sendte et blik til personen på tronen, "Min herre Damian, det er deres tur og har været det gennem den sidste uge, vil de ikke nok vælge deres træk eller i det mindste udskyde det, jeg er så frygtelig sulten", stemmen smigrede og slikkede som en kat der klæbede sig op af ens ben. Med et brag blev en knyttet næve hamret i bordet så brikkerne væltede og det hele forsvandt som røg for vinden, han greb den katte lignende kvinde om halsen mens han med total følelses forladt stemme der ikke bar præg af nogen form for følelse, "Du er mig ikke for ondt at jeg ikke vil tilintetgøre dig når du træder på mig min kære, men du har ret lad os tage ud i virkelighede og finde noget sjovt, du kan spise det du lyster", Damian slyngede en kappe over skuldrene og begyndte at gå, Haze fulgte hurtigt efter og forvandlede sig langsomt fra en kvinde til en kat. Der kom en smule tåge rullende ud fra en gyde og Damian og Haze kom langsomt ud af den, Damian kiggede lidt rundt inden han trak en dims op af lommen og forlede den ud til en sort stok lavet af et ukendt metal der ikke fandtes på den fandtes i den virkelige verden, Haze var allerede begyndte at gå i forvejen, hun lignede på afstand en almindelig kat, men når man kom tættere på ville man kunne se at den sorte hud der lignede pels i virkelighede var råddent kød og hvis man ikke kunne se det ville man uden tvivl kunne lugte det. Damian triste og grå øjne kiggede ud i luften i flere minutter uden at blinke inden han så ud som om han havde fundet noget han søgte, han satte hårdt stokken i jorden så der kom en lav rungen igennem gyden "På plads min kære, du skal nok møde en mus eller noget andet senere", katten sprang med det samme til sin herres sidde og smøg sig ind mellem hans ben da han begyndte at gå, Damian gik målrettet uden at lave den mindste lyd.

David stoppede op med et ryk, mens han drejede omkring sig selv og kiggede rundt. Hans øjne var let sammenknebet mens han stirrede ud i flokken af menneskerne der gik rundt med deres små egne skumle ting. Davids blik gled lidt rundt, men lidt efter sukkede han lavt, drejede rundt på hælen og begyndte at gå med lange skridt videre den vej han nu var på vej. Da han kom tyve meter længere gik han ind af en lille smøge. En kraftig stank af råddenhed ramte hans næse. Han fortsatte med sine lange skridt mod enden af smøgen, og drejede derefter ned af en ny lille smøge, dog uden den stærke stank. Han stoppede op da han var kommet der ned og lagde hoved på sned. Et køligt smil gled over hans læber da han gik længere ind i mørket. Hans sko lavede nogle svage klik lyde, hver gang de ramte den hårde undergrund. Da han var kommet langt nok ned, stoppede han op, drejede halvfems græder og greb ud i luften, og fik fat i en stige som han trak ned med et kraftigt ryk. Da stigen var kommet ned begyndte han at kravle op. Da han kop op, bankede han hårdt på en træ dør han hurtigt gik forbi, og gik hen mod tagets ene ende hvor han satte sig på hug. Der kom en mand hen mod David, og gav ham en flaske med et mørkt indhold. David greb ud efter flasken, og manden forsvandt hurtigt derefter.
Han sukkede lavt, og kiggede ned på gaden hvor det sorte marked herskede og politiet nødig satte deres ben. Han blev siddende lidt før han tog en tår.

Damian lukkede øjnene og fulgte hans instinkt, eller vel nærmere hans kats instinkt, hun styrede ham i den rigtige retning, der var en person som gav en smule mere psykisk energi fra sig end alle andre på det sorte marked, ikke at det ikke var normalt, der var magiske væsner overalt i denne by og det var frustrerende at de konstant forstyrrede når han selv kiggede, men Haze var bedere til at blokere uønskede fra sine sanser. Det var en mand som nærmest stank af engel der havde grebet hans opmærksomhed og det var nu nemt at holde fokus mens de på lang afstand fulgte efter ham, da denne drejede ned af en tom gade overvejede Damian om det var bedere at følge ham i tågerne, men lod være, det var så meget mere spændende at se hvad folk sagde til det når han begyndte at lave underlige ting som de kunne se. Haze kom med en lavt klagende lyd da de standsede for neden af bygningen med for at advare hvem end det var de fulgte efter om at han snart ville blive hendes aftensmad, hun nåede dog kun at gøre det et kort øjeblik inden Damian holdt en hånd i luften som fik hende til at tie med det samme, "Du som sidder på taget i den dårlige ende af byen har vagt min kats interesse... hun vil umådelig gerne have dig til aftensmad, men jeg mener vi ikke bør gøre den slags inden vi lære dem at kende", hans stemme var trist og grå, det lød som om hele verdens problemer lå på hans skuldre og på den måde tyngede ham ned i en dyb deppression

Han stoppede midt i et åndedrag da der var nogle nede foran bygningen der snakkede til ham. Kat? Denne kat måtte være stor. Jamen tak. Lød det hånligt inde i Davids hoved. Han kiggede ned, og så en underlig skikkelse, som ikke rigtig lignede noget ved første øjekast, men det kom da bedre til syne efter lidt tid. En mand? Ja, det kunne høres på både stemme og skikkelse. Men hvad der stod nede ved siden af ham? Var det hans kat? Han sukkede lavt, og satte flasken fra sig på taget, og hoppede let ned foran den råbende herre. Først kunne han hverken finde hoved eller hale på den deprimeret mand, sådan havde han lydt, men måske var han bare sådan? Han betragtede ... katten! Det lignede ikke noget, men han holdt masken. Det havde han lært efter alle de år. Han vendte sit blik tilbage mod manden, som han stadig ikke helt kunne placere. "Jeg fortrækker at overleve, og ikke at blive spidst af deres dyr." Han nikkede kort mod katten. Han vidste ikke helt hvad han skulle kalde dyret, men ... alle væsner var jo ikke ligefrem noget at sige 'sødt' til. David vendte tilbage til manden. "Hvorfor vil du lære mig at kende hvis du bare vil pudse sit dyr på mig." Sagde han roligt, og kiggede på manden med sine grå øjne. Han var ikke bange for katten, der var så mange skygger her, så han kunne nemt forsvare sig, og komme væk hvis det skulle være det.