New place - Abigail

Sted: Legepladsen
Tid: Eftermiddag - 14:00
Vejr: En smule gråt - det trækker op til regn
Omgivelser: Nogle få mennesker i den anden ende

Thomas' tunge skridt fyldte hans omfang da der ikke var meget larm omkring ham, selvom om nogle skikkelser bevægede sig langt fra ham. Han orienterede sig grundigt, hvorefter han satte sig sig ned på sandkassekanten. Han var iført de daglige cowboybusker og sine sorte converse. Dertil sad den grå t-shirt omkring hans overkrop, og den forholdsvis nye, sorte jakke var i brug som overtøj. Skyerne var nemlig grå og truende, så det havde været klart for ham at den var nødvendig.
Han havde været byen rundt de sidste timer. Ledt efter arbejde, og kigget sig omkring i det han fra nu af - og det næste lange stykke tid - kunne kalde sit hjem. Gled en hånd gennem det pjuskede, brune hår og bed let i sin underlæbe. Hans ben var trætte efter en hel dags gåtur, så det føltes behageligt endelig at kunne hvile en smule. Han stak en hånd i lommen og fiskede en cigarret op,tændte den, hvorefter han endnu engang kiggede sig omkring.

Med lette skridt, gik Abigail ned af gaden. Endelig var hun kommet tilbage til dette sted, hun havde været genforenet med hendes dejlige hytte i skoven, og fundet på plads. Nu var der bare at gøre, at se hvad der var sket den lange tid hun havde været væk. Det syn som havde mødt hende kom som et chok, efter at have brugt meget tid på at læse aviser og andet, havde det vist sig at Di Morga havde været igennem utrolig mange forandringer på det sidste, ligeledes havde byen ændret sig drastisk, skidt og møg lå over det hele, næsten ingen vedligeholdelse. Så det var et fryd for øjet, da hun så legepladsen, måske at det ville være et sted hun kunne opholde sig. Hendes brune øjne gled op imod himmelen og så hvordan at skyerne tornede sig rundt omkring solen, og varslede at der snart ville komme regn, ikke fordi at det gjorde hende så meget, men hun havde ikke ligefrem tøjet på til regnvejr. Nogle stramme cowboy bukser, og en t-shirt med mønsteret af en toast der sprang ud af en toaster og skreg 'I'm Toasty'. Nå ja, hun kunne vel bare løbe hjem igen, og gå i bad, hvis det kom så langt.
Hun åbnede langsomt lågen ind til legepladsen, og måtte antage at der næsten var mennesketomt, foruden de mennesker der rendte og legede i den anden ende, det var først da blikket rettede sig hen ad hvor hun var kommet ind, at hun lagde mærke til drengen som lige havde fisket en smøg frem. Af ren nysgerrighed til hvad han lavede sådan et sted som dette, gik hun over til ham. "Du ved, at ryge er ikke godt for dig" sagde hun med et glimt i øje, og nikkede lidt ved siden af ham "Må man sætte sig?"

Thomas' blik havde været fuldt fokuseret på asfalten under ham, før pigen overhoved havde strejfet hans rækkevidde. Han sad dér i hans dybe tanker og spekulationer om hordan han nu skulle få det hele til at løbe rundt, for sådan spekulationer var der mange af. Han havde en enkelt gang taget et sug af sin tobak, og havde, uden videre overvejelser pustet røgen ud igen. Han kunne huske da han begyndte at ryge for to års tid siden. Dér havde det været en oplevelse hver eneste gang han - vellykket- havde fået røgen skubbet nogenlunde ud af kroppen. Men nu var det blevet han for vane, og det var ingen cirkusforestilling mere. Først nu fik han øje på en skikkelse et stykke fra ham. Det var en pige, nogenlunde på hans alder og med lyst hår. Hun var langt fra den første jævnaldrende han havde set i den korte tid han havde været her i byen, så han tænkte ikke videre over det men vendte istedet koncentrationen mod udsigten i hans front og tog endnu et hvæs. Og så pludselig stod én foran ham, og personen talte. "Tja, det ved jeg jo egentlig godt," meddelte han hende og kiggede ordenligt på hende. Det var vist hende han havde set før. "Og ja, jeg skal også snart holde op," han smilede skævt op til hende. Dét havde han sagt i snart ét år, men da hun spurgte om hun måtte sætte sig tænkte han at hans rygning vel ikke kunne genere så meget endda. "Jo, selvfølgelig," han rykkede noge få centimeter, mere som en gestus til at hun var fri til at slå sig ned. "Thomas Turner," hilste han, og rakte den frie hånd ud mod hende.

Hun smilede venligt til ham, og takkede, hvor efter hun satte sig ned ved siden af ham, og kiggede lidt rundt. Det gav nu en dejlig atomsfære at sidde sådan et sted, som en legeplads, børnene der legede og løb grinene rundt. Nej, det kunne næsten ingen ting slå. "Ja det siger de vel alle sammen" grinede hun sagte, omkring det med at han ville stoppe og rystede lidt på hoved. "Det skader dig vel alligevel ikke.. ikke for at være ubehøvlet men du virker ikke som et menneske?" kom der lidt efter, hun havde aldrig været specielt god til at kunne spotte hvad andre mennesker var, men hun kunne dog kende forskel på et menneske og varulv, faktisk alle væsner ved siden af et menneske ville være nemt at finde ud af, da de havde en meget forskellige aura fra hinanden. En let hoved rysten gled igennem hoved, mens hun lige så stille lod fingrene gribe en tot hår, og legede lige så stille med den. Den pinlig tavshed opstod faktisk ikke, når man så bort fra at hun ikke var det mest talende mennesker, hun opholdt sig mere ude i skoven, frem for inde i byen. I dag var så en undtagelse, for at se om der skulle være nogen mennesker, nogle væsner som man kunne lære at kende, så man ikke følte sig så alene som hun gjorde i disse tider. Efter at hendes forældre var blevet dræbt, havde ingen ting været det samme. Hendes kropsalder var pludselig forøget sig med hastige skridt, trods hendes unge alder, der kun bestod af tyve år. Hvilket man så, som en lille barn i hendes omkreds som bestod af elver, hvilket mange ville se som være på vej til at blive en kvinde. Et lille suk gled igennem hendes næse, hvor på øjnene langsomt gled i, og nød den kølige vind som omsluttede kroppen, mens i stille håb om at det ikke ville begynde at regne, herskede i hendes sind.

Da pigen ikke reagerede på, hverken hans hilsen eller gestus, trak han hånden til sig og smilede stille for sig selv, af hende. Men da hun så istedet stillede sit spørgsmål sukkede han opgivende. Var det virkelig så tydeligt? Han syntes ellers selv at gøre alt hvad der stod i hans magt for at skulle komme til at ligne et menneske så meget som muligt. Men alligevel kunne hans let blege facon, unormale blå øjne, helt ren hud, hvide tænder, det lyse sind og vingerne slået ind, nok ikke ligge sin skjul, så han rømmede sig let. "Jo altså, jeg er engel," mumlede han roligt og skævede til hende. "Men det er ikke noget at prale af," grinede han så, roligt og tog endnu et sug hvorefter smøgen blev slukket og kastet over i en busk. "Og dig? Du har vist heller ikke ren menneskeblod i årene, må jeg gætte? Elver?" han bed sig roligt i læben mens han skævede til hende igen, hvorefter de blå øjne varslende blev rettet mod himlen i frygt for at dråber snart ville begynde at falde.

"Oh.." mumlede hun stille, da hun så han trak hånden til sig, og slog sig lidt til panden "Abigail, Abigail D'Viantia" sagde hun med et lille smil på læben "Hyggeligt at møde dig Thomas, mine manerer er ikke det, som de har været" sagde hun undskyldende og nikkede lidt til det han sagde omkring at han var en engel, og hævede overrasket det ene bryn over, at han sagde det ikke var noget at prale over, at han var en engel, men sagde dog ikke noget lige med det samme, men tænkte mere over det han havde sagt.
Hun blev dog hurtigt trukket ud af hendes drømme stadie da han spurgte hende, om hun var elver "Yeah, ørene afslårede mig.. right?" grinede hun, og lod fingeren køre igennem håret, og lagde det en over det ene øre, hvor på at man kunne se de bestemt ikke var menneskelige, men spidse og stak en smugle ud af det bølgede blonde hår, som hun nu en gang besad. Igen kom hun i tanke omkring det han havde sagt, og lagde hoved let på skrå "Hvorfor synes du ikke at være engel er noget man kan prale af? Det er da bedre, end de vampyrer og dæmoner der går rundt på stedet lige i øjeblikket, må jeg være ærlig og sige, jeg er meget glad for at jeg rendte ind i en engel frem for en af dem." grinede hun sagte, og fugtede læberne, mens de gyldne brune øjne, langsomt rettede sig over mod de andre, i den anden ende, og så at de begyndte at pakke sammen, nok bange for at regnen ville falde før de nåede hjem, måske man skulle gøre lige så? Nej, nu havde hun lige fundet nogen hun kunne snakke med, regnen kunne komme når den ville, den gjorde jo som sagt ikke noget, eller gjorde den?

Han kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes pludselig præsentation. Men den var jo ikke på den måde uventet, da han jo før havde gjort ligeså. "Jamen, goddag Abigail," smilede han skævt, da han igen rettede blikket mod hende. Hendes indvending om hans korrekte svar gjorde ham først dér 100% sikker på at han havde gættet rigtigt, da hun lod håret glide tilbage bag øret og afslørede deres facon. "Jo, man kunne vel være fristet til at at tro at det var dem der afslørede det. Men det var det nu ikke," erkendte han mens han betragtede hende. "Det var mere hårfarven, hudfarven og dine øjne. Og så selvfølgelig måden du går på," hans smil blev en smule bredere mens han blev ved med at betragte hende, for måske at finde flere spor. Men nu da han havde fået det bekræftet, var det jo egentlig dumt og ligegyldigt. Så han rømmede og så kort ned. Han lyttede til hendes bemærkning omkring háns race, og hans måde at omtale den på. "Jo altså, jeg har et indtryk af at folk her ser engle som værende en smule..." han ledte nogle korte sekunder efter ord, "Uskyldige, rene og forsigtige? Har jeg ret?" Han kiggede over mod hende igen.

Hun grinede lidt af det han sagde "Så du siger, at en aspara ikke kunne ligne mig, jamen det tager jeg som kompliment, har altid set dem som de smukkeste væsner, men nu føler jeg mig jo næsten på lige fod med dem" kom er der drillende, mens at hun mærkede den første regndråbe lande på hendes kind, men sagde dog ikke noget, kunne være det bare var en lille byge og den hurtigt var over, ingen grund til at skynde sig nogen steder på grund af en lille dråbe. Igen fugtede hun langsomt sine læber, og greb atter en tot hår for at lege med det, noget hun tit gjorde, når hun var en smugle generet, hvilket mange mænd gjorde hende, ikke fordi at hun ikke var vant til omgås dem, måske fordi at hun altid havde været sammen med hendes far, og det var nok.. ikke lige det samme. Hun rystede stille på hoved af hendes tanker, og vente tilbage til virkeligheden da han igen begyndte at snakke. "Hmm, de er jo lavet af gud, så.. er de ikke det? Lige som at elver, også elsker natur, og ikke kunne finde på at gøre nogen fortræd, uden god grund?" sagde hun og smilede stille til ham "Nej, jeg mener at Engle, er dem som er sendt til jorden, for at bringe glæde, men alle er jo forskellige, og selvfølgelig er ikke alle engle uskyldige .. og bestemt ikke forsigtige.. eller er i?" kom der til sidst, med et glimt i øjet.

Han smilede let. "Altså, jeg synes det er en smule overvurderet. Så jeg ser det mere som en chance til her i livet, og jeg lever jo stort set som et menneske - bortset fra at jeg jo ikke er i live. Men jeg er her," han bed sig let i læben, hvorefter han tændte en smøg til. "Mit liv er jo også normalt. Jeg kommer fra England, hvor jeg bor med min mor, far og søster. Eller nu er jeg jo så lige flyttet hertil men mit hjemsted er stadig dér. Og ingen af dem er Engle, så som sagt, jeg betragter det som en chance til." Han skævede mod hende og tog et sug. "Og hvad med dig?" spurgte han nysgerrigt mens han endnu ikke havde ænset regnen.

"Utroligt, som de simple spørgsmål, næsten kan føre til en livshistorie" sagde hun gådefuldt, og kiggede ud i luften, med et lettere tomt blik, som gav hende et mere eller mindre mystisk udtryk. Hun lyttede dog stadig til hvad han havde at sige, og nikkede lidt, mens nogle 'mhm', kom fra hendes hals, men nåede aldrig ud igennem læberne. Det var først han spurgte omkring hendes fortid, at hun kiggede på ham med et lettere bedrøvet blik, dog stadig med et stille smil på læben "min historie, bringer kun sorg med sig, men jeg flyttede her til, efter at være væk i godt tre år, så alt det her-" hun slå ud med armene, som for at vise, at det hun mente med alt det her, var Di Morga "Kom lidt som et chok for mig, da jeg ikke just er så god til de steder hvor der kun er mørke og ondskab, og det følelse som, at det er det eneste som der hersker over stedet." hendes øjne, kiggede nu op imod skyerne, og kunne se at vandet begyndte at strømme ned, før de end havde ramt jorden. Hurtigt greb hun hans hånd, og rejste sig op "Nå, men med mindre vi har lyst til at blive meget, våde, ville jeg forslå at vi fandt et sted at søge ly nu - kender du et godt sted?" spurgte hun, og betragtede ham, med venlige øjne, som der forhen havde vist sorg, hvilket fuldstændig var forsvundet.

Han havde nærmest ikke nået at kommentere, på hverken hendes indvendinger om stedet eller hendes fortid, før han stod med hende i hånden mens gys på gys løb ned over hans ryg. Han hadede regnvejr, eller vand i det hele taget. "Altså," startede han og kiggede sig lidt omkring, "Der er et halvtag derovre!" Han måtte nærmest råbe en smule for at overdøve regnen. Han nikkede til vestre og små 20 meter fra dem var et halvtag, med nogle stativer under. Det lignede cykelstativer derfra.

Hun kiggede lige så rundt efter noget de kunne stå under, da regnen virkelig tog til. Hun mærkede hvordan at hendes hår langsomt glattede sig ud, og hang tungt ned af sine skuldre, mens hendes tøj blev fuldstændig gemmen pløret. Hun nikkede til det han sagde, tog hans hånd igen, og løb så hurtigt hun kunne, med sin evne til at kunne bevæge sig smidigt og elegant, havde hun også en mulighed, for at få ham op i samme tempo, og inden der var gået 10 sekunder, var de under halvtaget. Uden at vise at hun skulle være det mindste forpustet, kiggede hun op på skyerne, som blev ved med at sende vand hen over Di Morga, og hvad hun kunne se, var der ingen tegn på at der ville klarer op senere hen. "Det ser ud til at vi kan stå her under ret længe" mumlede hun lettere irriteret, og ville have løbet hjem, hvis det ikke havde været fordi, at englen havde været med hende. "Hvor bor du egentlig henne?" spurgte hun med rynket bryn, og lagde hoved let på skrå, da det forekom hende underligt, at han valgte halvtaget. Men hvad, måske var hans lejlighed i den anden del af byen, så det kunne være godt det samme. Et lille suk gled igennem hendes læber, som hun satte sig op på en af jernstammerne, og følte nu ikke videre at hun var kold, men gåsehuden havde langsomt rejst sig på de tynde arme.