A mad place to be...

Tid - beskrevet i tråden
Sted - de recherce
Omgivelser - beskrives i tråden
vejr - beskrives i tråden

Vinden suste og træerne gyngede vildt. Der var nærmest storm denne eftermiddag, og regnen øste ned. Klokken var vel omkring 15:30 og de fleste var allerede krøbet i skjul. Hvilket nok også var det mest hensigtsmæssige at gøre. Dog havde Charma ikke været en af de kloge, nej hun havde begivet sig ud selvom de havde varslet om storm. Der havde nemlig ikke været det mindste tegn på storm tidligere.
Hun havde hørt om et sted der hed ' de recherce' hvilket skulle være et gammelt laboratorium; hvor man forskede i væsners oprindelse. Hvilket ikke bare var frivillige forsøg på væsner. Det havde vidst været et forfærdeligt sted, og man kunne stadig finde spor af blod fra disse rædsler. Selvom hun selv ikke var menneske, turde hun godt at undersøge det. Da hun ikke regnede med, at stedet blev brugt til sådanne forsøg længere.
Der var ikke andre til stede nede i laboratoriet, men det var nok også fordi det lå under jorden. Det var også 3 etager langt, og hun havde ikke undersøgt det hele endnu. Så det kunne være der var andre der havde fået samme ide? Charma var ikke helt ved muffen, hun var sunget dybere ned i det mørke hul der gemte sig i hende. Det var mest det med hendes død, som hun stadig ikke kunne forholde sig til. Der var også kun gået 4 år siden det skete. Man kunne tydeligt se det på hende, da hendes hud og udstråling blev mere gennemsigtig. Sådan havde hun det til tider.
Hun så sig lidt omkring og lagde mærke til nogle brun - røde pletter på det spejlblanke gulv. Det var formodentlig blod. Der lå indimellem kanyler og andre forskellige apparater. De var sikkert blevet brugt imod de stakkels væsner. Utroligt at man kunne få sig selv til, at give andre sådan en frygtelig skæbne. Der var nu mange der havde ren ondskab i sig. Eller det havde hun i hvert fald fået et indtryk af. Specielt efter mordet på hende selv. En ting hun havde rigtig svært ved, at tale om og forholde sig til. Det var svært at tænke på sig selv som offer i et mord.
Charma lo næsten ved tanken om hendes død, fordi det stadig virkede så surrealistisk. Dog var hun glad for hendes nye liv som engel. Hun skulle blot vende sig til hendes nye jeg. Og de nye kræfter det indebar. Hun kunne jo telekinese. Bare ikke så godt, men det lykkedes da hende at springe pære og flytte ting uden at røre ved genstanden.
En lyd? Kunne det være rigtigt? Det måtte det være. "Hvem der?" spurgte hun med en nervøs undertone.

This place is mad as the inside of my head?:

Helené var havnet i et eller andet underligt eeehm... sted? Et lokale af en art. Det mindede hende om noget, noget fra hendes fortid, men hun kunne ikke huske hvad, sådan helt præcist. Hun forsøgte at ryste tankerne væk, men ret så forgæves. Hun trådte et enkelt skridt frem af, og mærkede hvordan det ene skridt blev som et dansetrin. Så let og svævende havde hun ikke troet, at hun kunne bevæge sig, men i døden er alt åbenbart muligt…

Det lille smil af let og fri lykke forlod hende i samme sekund hun havde tænkt tanken til ende, død… Det var jo netop det hun var, og da hun igen huskede det, så huskede hun også hvilket rum hun var i. Der var koldt og klinisk. En lugt af råd stak hende i næsen, denne etage var for… ja for klam. Hun skuttede sig. Det løb hende koldt ned af ryggen, men hun forsøgte at lede sine tanker i en anden retning. Hun trådte til side, og halvt dansede, halvt hoppede ud af lokalet. I en lille piruet sprang hun over en indtørret blodpøl, og videre ud på gangen, mens hun dansede med lange, langsomme bevægelser.

En enkelt tone forlod hendes læber, og hun var parat til at bryde ud i sang, da hun hørte en stemme. Hun tog sig først ikke rigtig af den, da hun troede, at det blot var endnu en af ”dem”. Hun havde heller ikke hørt noget til dem i dag(?), underligt... Men nej det var en kvindestemme, ikke en raspende og hæs, men en rigtig menneskelig stemme. Hun rystede på hovedet, det kunne ikke være rigtigt! Hvem havde dog lyst til at opholde sig hernede? De levende havde i hvert fald ikke. De overnaturlige ej pga. grufuldhederne, som var blevet begået hernede. Og menneskene fordi de skammede sig. Men hvis det ej var menneske og ej heller en overnaturlig – med pels, lange tænder eller unaturlig skønhed – hvem kunne det så være? Hun stoppede kortvarigt op, og listede af sted på de nøgne fødder, for at se hvem det var…