en aften på kirkegården- Skye-privat

T: aften/mørkt
V: helt stjerneklart
O: ingen endnu
S: Kirkegården

Elisa svævede hvileløst rundt på kirkegården som hun altid, hun svævede rundt og nynnede en sang, men sang ikke højt, hun ture ikke selvom hun var død, hun var ved at være træt at gå rundt helt alene på kirkegården og andre steder, hun kiggede på de mange gravsten, hun begynde så at synge” Lad dem lege i livstræets krone, Lad dem føle, at livet er stort, lad dem skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port” Sang hun bare stille som om det var til de døde, hun var endelig glad for det var mørkt så andre væsner se hende altså de levende kunne se hende, hun stoppede med at synge igen efter lidt tid, hun svævede bare rundt og kiggede på de mange grav sten der var på kirkegården, hun svævede hen under et særlig træ på kirkegården, det var det eneste med blade og blomster, det var under dette hun måtte lade sit liv i år 1700 eller der omkring, der er ingen der ved det med sikkerhed udover hende selv

Den slentrede langsomt... stille... og forsigtigt afsted, med de store kattepoter der ikke sagde en lyd. Dens snyde blev langsomt fugtet af den gigantiske lyserøde tunge som gled fra næsen og ned langs den højre mundvige, hvorefter et ubetydeligt højt gab syntes at komme frem. Dets gylden brune øjne gled langsomt fra den ene ting til den anden. Dets skikkelse kom langsomt til den store kirkegård som lå henlagt i dødsenshed, det var som om der var en pest hen over stedet, eller en plage der gjorde at folk døde, så stille som der dog var. En lille brummen gled fra dyrets kæmpe gab, og kiggede lidt rundt for at se om der skulle være nogen, inden det begav sig længere ud på arealet af dette forunderlige sted. Han løven traskede med en hvis forsigtighed, stadig lige så stille, undgik at træde på skarpe ting og tjørneroser som kunne ligge rundt omkring, snuden begravede sig let hen over jorden og snussede let til hvad end der lå på dets overflade, for så at finde ud af om det var et sted den kunne tilbringe sin nat, inden den gik videre til den anden ende af byen væk fra folk. Blikket lagde sig ved et træ hvis jordgrund så ud til at være bedækket med en god stak blødt liggende blomster som den kunne lade sig synge hen på.

hun så en stor løve! kunne det nu passe, hun svævede hen til den"hej"sagde hun, hun viste ikke om den kunne svare hende, men hun prøvede nu alligevel, hun kiggede på den, den så flot og blød ud, men hun kunne ikke røre den, hun ville bare gå lige igennem den som den slet ikke var der og var hun meget ked af, hun ville gerne mærke den kolde jorde mod sine fødder, vinden i sit hår græs blomster alting, men det kunne hun ikke da hun var død

Dets hvide manke strøj let hen over luften imens den kom hen imod det blomster belagte sted, dog inden den kom der hen hørte den noget i nærheden, hvad det var havde den ingen anelse, men da skikkelsen syntes at blive tydeligere, kom der en snerren fra bæstet. Hvad skikkelsen end sagde forstod den det ikke, den følte sig truet, og bakkede nogle skridt tilbage, imens dets forpoter lagde sig godt ned imod jorden, og bag partiet let oppe, så den var klar til spring. Men hvad løvens intelligens ikke vidste var, at den nok ikke kunne dræbe noget, der var dødt, dens poter ville flyve direkte igennem væsnet så snart dets kløer ville skyde imod dette åndelige væsen som fik den til at føle sig truet. Hvor den indså at det nok havde været en fejl at lade sig våge ind på disse arealer, men hvad kunne den gøre? Skulle den flygte? Det lignede den langtfra at gøre sådan noget, men hvilke andre muligheder var der ellers? Stadig uviden omkring hvad dette væsen foran det store rovdyr var, snerrede den med en hvæsende og dræbelig stemme.

hun var nogle cm over jorden, Hun kiggede længe og sorg modigt på hankatten foran hende, og vidste ikke hvad hun skulle gøre da det ikke havde været hendes mening at dette skulle blive udtrykt på denne måde, den skulle jo havde sin ret til at ligge sig hvor end den ville det, det kunne hun jo ikke forhindre den i, efter som hun bare ville gå lige igennem den, hun svævede lidt væk der fra, hun prøvede at vise den at den godt måtte ligge sig der, hun trak sig bare lidt længere væk, så den ikke skulle føle sig truet, hun syntes det var en stor og smuk løve hun kiggede på, hun havde aldrig set noget lignede, hun beundrede bare det store katte dyr, hun sukkede en smule, hun ville ønske hun stadigvæk var levende, men sådan var det nu en gang ikke, men hun kunne nu få lov til at kigge på dette store prægtige dyr

....//

Den store kat rettede sig langsomt op da den gennemsigtige skikkelse forsvandt fra dets tilstedeværelse, og lod den store krop gå hen imod det blomster belagte sted hvor det lod kroppen synke ned imod den bløde jordgrund som var den givet til at kunne bruge, et dybt gab fra det indre kom frem og udsendt fra løvens sorte mund, og videre ud til den ellers stille verden, langsomt lagde den dets hoved imod jord grunden og prøvede at slappe af, men et eller andet sted skabte det en form for nervepirren for denne store hankat at den var et sted der var så langt væk fra skoven, ikke noget den havde været vant til. Men nu var den her hankat taget sin gang ind imod denne del af byen. Den slikkede langsomt sin snude og lod de gyldne øjne glide lidt rundt omkring det, hver en lille detalje blev observeret af kattens trænede øjne til at kunne se i mørkets dunkle skygger, hvor de skinnede let. De hvide manke var næsten umuligt at se, alligevel skulle man bare tage sig sammen og stirre længe nok ud i intetheden hvor så at en lille skikkelse ville kunne komme til syne.

// beklager længden.