på Kirkegården Daianna(privat)

T: 00:00
O: kun en masse grave
V: nymåne
S: Kirkegården




Albus gik rundt på Kirkegården. Alene han læste på alle graven for at se om han kunne fiden sin mors og søster grav, men da han kom hen til hvor de hade ligget var deres grave øødelaget og deres kroppe var væk. Det var for meget for den ugne blanings race at se hans families gravsted ødelaget, og deres kroppe var væk

Lysende øjne blev spæret op og den syregrønne farve lyste, så kraftigt at ansigtet ikke lod sig ses. Der var blod over alt på ejeren af disse øjne, og på alle gravstene omkring hende var der malet grusomme billeder med blod.
Det var hende der havde ødelagt gravstedet, men om det var hende der havde fjernet liende var uvist. hun grinte psykopatisk, og puffede stumper af de ødelagte gravsten væk.
Hun slikkede kort sin hånd og betragede drengen, med et koldt smil.

Albus ryydde op på gravstedet. For han hade lovet at ingen skulle slippe godt fra at øødelægge hans, mor og søster sidste hvildested på den måde han hade selv betalt foe det. og det var hans pliget at passe på det og holde det pænt og rent

Daianna stirrede på ham i lidt tid... "du ved godt at jeg smadre det igen ik`?" hendes stemme var kold og psykopatisk. Hun hævede et øjenbryn, og lukkede kort sine øjne så man kunne se hendes meget smukke ansigt.
"men hva så har jeg mere at lave, og mere at male på" hun slikkede nu sin anden hånd af for blod, på trods af at hun slet ikke var færdig med den anden.
Nå ja hvis han ville rydde op så ville hun da lade ham gøre det.

" du nhar inder at gøre ved min mor og søster grav . Så du holdt dig væk ellers komme du til at fortryde det" sadge Albus vredt og tog nogen blomster fram og lag den på graven. "Hvile i fred mor og dig storesøster jeg er her hos jer " sadge Albus svaget

"ja faktisk, jeg maler her..." hun hentydede til alle de grusomme malerrier der var malet på samtlige gravstene på kirkegården.
"og jeg er på ingen måde bange for dig" grinte hun psykopatisk. En lille sprække kom frem i jorden under blomsterne og grøn syrer kom op af den, blomsterne blev ætset op og sprækken og syren forsvandt atter "ups" sagde hun koldt... "du kan intet gøre ved det.

" jeg er en som. Du ikke skal komme på tværes af. Når jeg først er sure"sadge Albus vredt. , hun hade ødelaget hans mors og søsters sidste hvilested og det skulle hun ikke slippe godt ra. Nej for nu var han foralvor rasen på hende

"i lige måde da...." et sødt grin kom fra hende, dog var den psykopatiske tone gemt i den. "jeg har ikke ødelagt den, det er kunst i mine øjne, desuden var det et hæsligt gravsted" hun smilte ondt og så lidt på ham, nej så vidt hun kunne se var han ingen trussel, men han kunne måske gøre denne nat en smugle sjovere. "jeg tvivler på at du kan gøre mig noget" sagde hun let hånligt.

" trot virkelig at jeg. Gider at spilde min tid på dig så tro om igen monster jeg gider dig slet ikke, og vis jeg se du rør den her grav igen flår jeg hovedt af dig med et ryk. Er det så fatte eller hvad" sadge Albus rasen nej hvor var hans bare rasen lige nu,

Hun grinte hånligt og koldt af ham "lige ur det mig er spilder tiden... Og jeg er van til at bliv kaldt monster, så det rammer mig ikke... btw så er jeg ikke mere monster ed du.. sådan da" endnu et psykopatisk grin kom fra hende.
"jeg er da ikke bange for dig... du kunne ikke, heller ikke selvom du ville"
hun lukkede øjende og rystede på hovedet. Et smil gled hen over hendes læber og hun sparkede til den ødelagte gravsten så den faldt ned i det tomme gravhuld, der hvor liende egentligt skulle ha lagt.

nu var Albus først rigtig vred. Han koge af raseeri og had til hende og ville ikke lade hende ødelægge graven endnu mere,end den var i for vejen han grab fat i hende. Og kaste hende over i mor et træ nej hvor var han bare vred

Daianna smilede ondt og psykopatisk over hans reaktion. Måske kunne hun alligevel få ham til at kæmpe lidt, men det ville jo i være en vundet kamp, i hvert tilfælde sådan som hun så det.
Hun greb fat om hans hånd da han tog fat om hendes hals, dog smilte hun og undlod at holde fast i den. Da hun blev kastet over mod træet landede hun perfekt foran det, " dårligt kast" halv grinte hun hånligt og gik over mod ham.
Syren tvang jorden til side og boblede under hans fødder. I løbet af ingen tid havde syren ætset hans sko op, og hvis han ikke snart flyttede sig ville det også ætse hans fødder

Albus kaste sig til siden. I det han så at hun ahde ætse hans nye sko helt op nu var han rigtig vred, for skoen var helt nye han hade får dem af en ven i gave. Og ingen skulle ødelæge hans sko eller hans mor og søster grav nu var han utrorlig vred på hende, vis ikke hun gik ville han nok dræbe hende for det her

Et sødt grin kom fra hende, det lød som små sølvklokker. Så uskyldigt og freds fyldt at det ville falde svært for nogle at hade hende eller gøre hende ondt.
under ham veg jorden atter til side for at syre kunne komme op, og det havde på ingen tid ætset hans skjorte op, og var nu ved at skade hans hud, og ville nok ætse den nok op.
Hends øjne lyste op, og de så onde og psykopatiske ud .

Albus faldt smamen. Af smerte han kunne ikke klar mere " jeg bede dig stoppe det jeg kan ikke mere, så får det til at stoppe " græde Albus for det gjore utrorlig ondt på ham. Endnu mere en noogen siden før i hans liv og han hade prøvet lidt af været