Sucide in game

// ja dette er så Maila's bortgang :3... tak for de mange gode minder fra alle dem som jeg skrev med på hende! Det har været fontastisk som man siger :]... håber der kommer flere af den slags i den nærmere fremtid.

De kolde røde øjne kiggede imod det ocean der lå henkastet foran denne krop. Varmen ventede hende, længslen brændte i hende mere end noget andet, og håbet om endelig at træde ud i solens lys spredte sig i hende.
Et skridt blev taget, endnu et, til sidst var hun ude fra tagets skygge og ud i den frie jord, hvor himlen var klar og udækket, ventende, spænding og frygt bredte sig i hende. Men hun kunne ikke mere, hun var svag... for svag til dette, og mindet om alt hvad der var hende blevet forladt var stærkere end glæden. Hvordan folk kunne leve på denne måde, vidste end ikke hun, selv. Men hun kunne ikke leve på denne måde. Et skridt til, og solen steg langsomt op over havet og spredte sine første stråler udover det sølvblå ocean som brussede let i morgendagens gry. Kvinden burde have ligget i en kiste, med lås og slå på, hun burde sove den ulykkelige søvn og aldrig nogen sinde vende tilbage til morgendagens lys.
Strålerne ramte hende først på tæerne, bredte sig videre op af skinnebenet, på den nøgne kvindeskikkelse, hvis spinkle krop langsomt forsvandt i en ætsende frihed, med glød og ild, dansende ud fra hendes krop. Ikke en lyd hørtes fra skabningen, ikke en eneste tå... nej .. der var en tåre, den trillede langsomt ned over kinden, rødt som en drages øje. Et svagt smil kunne skimtes på hendes læber, og øjnene var forsvundet, ætset op af solens stråler, og kun nogle tomme øjenhuler, var tilbage i ansigtet. Skellettet kom langsomt til syne bag det ætsende og brændende hud, som forsvandt i et hav af aske. Men selv knoglerne begyndte at sprukne, sprække, og knække sammen for så at give efter og blive til aske som alt det andet. Farvel verden... det var sådan hun så dette lille ritual som. Et farvel... og måske et på gensyn.. men hendes dage var forbi, i denne krop i hvertfald, og de få minder, i hendes liv, var gemt væk i askens fejende blade som strøg ud over havet. Der var ikke mere tilbage af den førhen høje, spinkle, lyshårede pige, med de blå og røde øjne. Nu var hun væk, gemt til aske, og strøg sine afbrædte legmer, ud over havet, og ind imod land.

I dag, var der en vampyr der tog sit eget liv, pågrund af pres og sorg, efterlivet som hun havde fået da hun var blevet vampyr havde aldrig været det rette, hver nat var gået med sult og tørst, lig og atter atter lig. Ikke én nat gik på at prøve at finde en udvej.... ikke én nat gik på at rive sig selv i kødet ved halsen. Nu var det forbi... sorgen var atter væk, og en ny begyndelse kunne måske komme til. Men nu var hun væk... væk fra verdenen som hun kendte så godt, og alligevel aldrig nogen sinde ville kunne forstå.. væk.