det lune bibliotek

S: biblioteket
V: voldsomt tordenvejr
O: menneskemængden vokser som tiden går, og stormen tager til
T: sen eftermiddag
D: 4/5

___________________________________________________

Akumu slog døren op til biblioteket, netop som et lyn slog ned udenfor og derved viste hans lange skygge, som pludselig blev malet på det mørke stengulv. Han var drivvåd fra den ellers fredsommelige gåtur han havde planlagt, men som pludselig var blevet spoleret af det nyopstandende regnskyl. Hans mørke hår klistrede sig til hans elegante ansigt og hans øjne vænnede sig straks til det dunkle mørke som havde lagt sig over biblioteket. Menneskerne havde fået tændt sterinlysene i gulvlysestagerne, som resulterede i dannelse af lange, uhyggelige skygger omkring dem. kort efter genlød et tordenskrald, og Akumu så sig kort over skuldren og lukkede derefter døren efter sig. Han besværede sig ikke med at fjerne det gennemblødte hår, og lod det forblive som det var - som malet på ham. Han greb en mindre lysestage og tog den med sig og vandrede ned langs de mange og mægtige bogreoler. Lyset oplyste kun et kort stykke forud, men han kendte denne gådefulde labyrint af mange, nærmest uendelige hylder med det overvældende antal af bøger, nærmest udenad. Mange, indeholdt måske dystre hemmeligheder, som var gået tabt for mange århundrede siden. I hvert fald for de uvidende mennesker. Han drejede om et hjørne og placerede lysestagen på et lille lavt bord, tilhørende til en formél stol, som havde smukke ingraveringer i dets mørke træ. Han placerede sig på dets bløde silekpude og lænede sig tilbage i ryglænet. Han lagde den ene arm langs armlænet og lod den andens albue hvile på det tilhørende armlæn og førte hånden op til munden. Han lod håndens fingre hvile mod sine bløde læber, mens han så tænksomt ud i luften. Dette var hans fortrukne tilholdssted.

Eithan pressede forsigtigt dørens håndtag ned, så døren nu kunne åbnes og åbnede den så ligeså stille, da han helst ville undgå at blive bemærket, men han kunne dog ikke undgå at døren knirkede, da hængslerne der holdt døren fast til væggen/muren efterhånden var ret slidte. Drivvåd trådte Eithan ind biblioteket og mærkede straks varmen fra de mange stearinlys, der var placeret rundt omkring på gulvlysestager i forskellige størrelser. Hans dystre øjne gled langsomt henover alle de mange reoler med de sikkert mere en tusinde bøger på. Han slap nu endelig dørhåndtaget, så døren lukkede sig med et lettere højt smæld. Både hans bukser og trøje klæbede sig indtil hans krop, og fik ham til at føle sig ubehageligt tilpas. Han ville muligvis blive forkølet, men den tanke smed han ud af hovedet igen. Med langsomme, stilfærdige skridt begav han sig videre ind i biblioteket og prøvede at undgå øjenkontakt med de mennesker, der sad rundt omkring.

Akumu sad stadigvæk i stolen et sted langt inde i den gådefulde labyrint. Han stirrede fortsat åndsfraværende ud i luften og spekulerede dybsindigt videre. Et sterinlys blussede kort op og osede i et stilfærdigt øjeblik. Hans øjne fokuserede straks på den gennemtrængende og anderledes bevægelse som skillede sig ud fra de andre lys. Flammen tilpassede sig atter og fortærede roligt videre på sterinen, bundet til vægen. Da han nu alligevel var vendt tilbage til virkeligheden, rejste han sig og tog den sorte frakke af og lagde den på stolets ryglæn. Hans sorte bukser dragede blikket imod hans overkrop, som var iført en grå faconsyet skjorte og havde en hvid pull-over udenover skjorten. Han sukkede kort og gik i en nærmest glidende bevægelse over til en tilfældig boghylde og betragtede bøgernes rygge. Han trak tilsidst et par stykker ud og placerede dem på bordet, med et mindre smæld. Støv stod op fra dem, og han samlede forsigtigt den øverste bog i bunken op, satte sig atter ned på stolen og åbnede bogen for at læse den.

Eithan satte tempoet yderligere ned, hvis det da overhovedet var muligt, og gik nu med ligesom lidt mere slæbende skridt, efterhånden som han kom længere og længere ind i bogjunglen. Hver reol han passerede, så han først undersøgende op og ned af, indtil han så fandt den bogreol han ledte efter. Eithan standsede automatisk, da han hørte skridt nærme sig den bogreol, han var på vej hen til og lyttede opmærksomt. Lydløst satte han den ene fod foran den anden og bevægede sig ligeså stille hen til reolen, da hvem'det'nu'var tilsyneladende havde forladt den igen. Han stillede sig foran de mange hylder og scannede alle bogryggenes titler med øjnene. Efter noget tids søgning, fandt han den bog, han ledte efter og tog den ned fra hylden. Et tyndt lag af støv havde lagt sig på den, så han børstede det forsigtigt af med hånden for at undgå at få de i øjnene. Eftersom bogen nu ikke længere stod på sin plads, var der kommet et hul i bogrækken. Eithan skævede ind gennem hullet og fik ovre på den anden side, ved et bord, øje på en fyr, der ikke just virkede bekendt. Nysgerrigt stillede han sig på tæer, så han bedre kunne se ham. Ugeneret begyndte han at studere ham og var meget påpasselig med hans vejtrækninger, da han helst ikke ville opdages.

Akumu's mørke øjne banede sig i et rolig tempo, vej igennem den gamle påtrykte tekst. Hans lange smidige fingre vendte i en trænet bevægelse, de pergament tynde sider. Han havde læst sig igennem mange sider nu, og kunne nu konkludere om det enten var, eller ikke var -en bog for ham. Han smækkede den sammen med et perfekt smæld og der genlød et fortsættende ekko ned ad de mørke korridorer som var dannet af bogreoler. til sidst døde ekkoet ud som en hæs hvisken, som ikke længere kunne fortsætte. Han lagde den pænt på bordet for sig selv, og tog den næste bog fra bunken og åbnede den. Han begyndte at læse. Efter et stykke tid stoppede han op i teksten og rynkede brynene, for derefter at drage et lettere tungt suk. "Hvor længe har de tænkt dem at lurer over mig, på denne måde hr.?" spurgte han den fremmede vampyr, som han forlængst havde mærket eksistensen af, men intil videre ignoreret. Det var tydeligt at hans blik var frosset i teksten og at han tålmodig, ventede et svar.

Eithan stivnede et halvt sekund, da målet i hans spionage talte. Han havde tilsyneladende opdaget ham og en lidt luset følelse spredte sig i Eithans krop. Afsløret, bekendtgjorde han sig selv ved at træde væk fra reolen og om på den anden side med en vis afstand fra den endnu fremmede fyr. Eithan placerede hans frie hånd et sted i nakken og slog blikket ned mod gulvet, ned på hans slidte sko. "Undskyld," brummede han med et tonefald der afslørede, at han tydeligvis var flov over denne akavede sitioation, som han havde bragt sig selv i.

Akumu's blik var som fastlåst til bogen, og han havde derfor ikke værdiget sin "beundre" et blik endnu. Et skævt, men samtidig bittert smil prægede kort Akumu's læber "Du er tilgivet" lød hans bløde, men samtidige magtfulde stemme. "Om de så vil præsenterer dem, så jeg kan sætte et navn på denne fremmede...som åbentbart har en ret så speciel hobby, at udspionere folk" bad han i et roligt tonefald og så fortsat mod bogens falmede sider. hans læber skiltes atter "eller forestrækker de titlen Hr.?" spurgte han, som afprøvede han vampyrens temperament.

Eithan lod lidt efter armen falde på plads langs siden igen og vidste ikke rigtig, om han skulle se på ham eller ikke. Han besluttede sig for bare at holde sit blik mod sine sko, men skævede nu og da hen mod ham. "Mit navn er Eithan; Eithan Horthy Székely," præsenterede han sig selv, lavmælt, svagt brummende. Eithan flyttede nu sit blik hen på ham og lagde apatisk armene over kors. "Og du er?" spurgte han med et lidt ligegyldigt tonefald, da han ikke synes, at det gjorde nogen forskel, at han kendte hans navn, og var tydeligvis ikke så galant/høflig i hans tale, som ham.

Akumu løftede endelig blikket og placerede det på vampyren kaldet Eithan. "Eithan... hvilken fornøjelse at træffe dem" svarede han kort, i et egentlig ret ligegyldig tonefald. Akumu betragtede ham med et roligt og gennemtrængende blik, som så han igennem vampyren foran sig. Hans ansigt, og mørke øjne var delvist dækket af hans stadig våde hår, hvilket resulterede i at en gådefuld og mystisk aura, lagde sig over ham. Efter en stund med tavshed, vendte Akumu blikket ned og placerede bogen i den nye, mindre bunke. Han løftede elegant armen og pegede med hånden mod den tomme stol på den ande side af bordet, som tegn på at Eithan skulle tage plads. "Hvis herren ønsker at sidde?..." Akumu hævede let det ene øjenbryn og skævede til ham "Eller føler de dem bedst tilpas, oprejst?" spurgte han og smilte mildt, meget svagt triumferende, som nød han at plage Eithan på denne uskyldige, men velmærkede måde.

// hej og undskylde jeg forstyre hvad siger i til et emne smamen med mig //

//undskyld ventetiden! det kunne da godt være vi kunne finde ud af noget en dag? ;]//

Eithan forsøgte ikke at lade sig påvirke af den måde, han talte til ham på. Det havde han dog meget svært ved, da han ikke ligefrem var den bedste til at styre hans temperament. Sammenbidt, rystede han på hovedet og blev roligt stående. "Jeg står fint her, tak," svarede han lettere irriteret og slog blikket væk fra ham. Eithan overvejede et kort øjeblik, om han bare skulle gå, men besluttede at blive, da det ville virke som et nederlag.

Akumu smilte kort og triumferende, men vaskede hurtigt smilet af sig for ikke at træde for meget på Eithans grænse. "Som du vil" svarede han og rejste sig op fra stolen. Han bevægede sig i en nærmest glidende bevægelse hen mod en bogreol og studerede atter bøgernes rygge. tavs så han tænksomt mod hylerne med armene over kors. Han ahvde en rank og formel holdning og så upåvirket ud af alt andet omkring ham. Som var han dybt inde i et spekulativt spindelsvæv af tanker, men smatidig virkede han årvågen. Efter et stykke tid vendte han ryggen til reolen og gik hen mod stolen. Han stoppede op foran stolen og i samme øjeblik blev flere bøger trukket ud af usynlige hænder og svævede hen mod bordet og lagde sig i den ulæste bunke med bøger. Da alle bøgerne havde lagt sig, samlede han langsomt den øverste op og vejede den kort i sin ene hånd "utroligt" mumlede han og så fortsat på bogen "så meget viden, og dog så lidt erfaring og sanhed" sagde han nærmest foragteligt og åbnede den. Han bevægede sig rundt i lokalet. "Vampyrer: et folkesagn fra gamle gyserhistorier og fortællinger. Et fantasivæsen, ikke eksisterende. Er bla. et kendt fenomen i bøger og film..." Han cirkulerede om Eithan. løftede derefter blikket op på ham "Så uvidende de er" lød hans dystre, men samtidig indbydende og bløde stemme. Han stoppede op bag ham "Vores byttedyr... de tror de har magten, retten til at gøre som de lyster." en foragt havde lagt sig over ham og borede i hans stemme. "Ret til at ødelægge, destruere og dræbe.." Han lukkede bogen. "Hvor mange tror du, de fik dræbt Eithan?" Han trådte nærmere hans ryg "hvor mange tror du de myrdede af os... os vampyrer, som ellers ligger øverst i fødekæden" spurgte han lavmælt, da det ikke var nødvendigt for ham at tale højere. Han hviskede "Søger du hævn??" hans stemme sendte en kulde gennem det aflukkede 'lokale' de befandt sig i og sterinlysenes flammer skrumpede ind, da kulden ramte dem.

Eithan fulgte skeptisk hans bevægelser med øjnene, stadigvæk med korslagte arme. Hans øjne blev en anelse mindre, da han kneb dem sammen, idet han begyndte at læse op fra en af bøgerne. Selvom han ikke var videre henrykt over at være her, lyttede han dog opmærksomt til det, han sagde. Slappede af i de krydsede arme, som let faldt på plads langs siderne. Der var et eller andet over ham, vampyren som han endnu ikke kendte navnet på. Et eller andet der provokerede ham, pirrede ham. Han knyttede hænderne, så hans knoer blev svagt hvide. Hans ellers indtil nu hårde blik, ændredes, da han fik sagt de sidste ord kom ud af hans mund. Det han sagde, det mindede ham alt sammen om hans far som for mange år siden var gået ud for at jagte mennesker og som aldrig var kommet tilbage igen. Eithan så ud i luften med et fjernt blik, mens alle disse tanker løb gennem hans hoved. "Hold kæft," snerrede han så, tydeligvis påvirket af det han sagde.

Et modbydeligt smil gled ind over Akumu's røde løber " Så du er en hævner" lød det nærmest fornøjet fra ham. Han stod fortsat bag Eithan "Jeg kan mærke hadet i dig..." sagde han lavmælt mens hans blik hvilede på ham. "Det fylder dig... gør dig fuldendt, til en rigtig vampyr" Hans stemme snog sig om ham, som et mørkt lagen der havde lagt sig over ham. Lukkede alt andet ude end hans gennemtrængende ord. Han kørte tommelfingeren over bogen, som han havde lsæt op fra. mærkede dets ru forside. "Men du kan ikke ændre det... du kan ikke vinde, ved at leve dit had ud og få din endegyldige hævn" forklarede han Eithan og kneb øjnene en smule i, så hans syn blev fuldstændig skarpt. "Hvis du bliver hævner, er du dømt til nederlag..." Han efterlod stilheden som et tortur element i Eithans sind. Der var vel ved at blive dannet endnu flere gnavende spørgsmål, som hurtigt forvandlede sig til had og søgte nogen at beskylde for hans frustration og endte dermed at give Akumu den. Han smilte sagte og afventede Eithans reaktion.

Eithans knoer blev en anelse hvidere, da han knyttede hænderne yderligere. Han holdt vejret, da han sagde noget for at være sikker på, at han hørte det. Han kunne mærke spændingerne i hans krop, vreden. Eithan lukkede kortvarigt øjnene og huskede tilbage til dengang. Dengang hans far begav sig ud på menneskejagt. Han følte den usikkerhed, han havde følt, da hans far endnu ikke var kommet hjem efter flere dage. Var han mon blevet dræbt? Han hørte sig selv græde fortvivlet og hans mors trøstende ord, men man kunne hører på hendes tonefald, at hun også selv var bekymret. Eithan åbnede øjnene igen og skævede ned til det armbånd, der hang om hans højre håndled, som han i sin tid havde fået af hans far. "Hold kæft," gentog han hæst, denne gang en smule lavere men stadigvæk ligeså fyldt med vrede.

Akumu smilte tilfreds, og mente nu at Eithan var ved sit endepunkt. "Som du ønsker" svarede han blot og smilte sit kyndige smil. Han passerede ham og bevægede sig hen mod bordet med de mange bøger. Han samlede sin sorte frakke op og tog den på ved en let og elegant bevægelse. Han skævede til den store bunke med bøger, og i samme sekund som hans blik ramte dem, lettede de fra bordet og fandt selv vej til deres hylde. Han lukkede jakken og samlede de to bøger op som han havde udvalgt sig. Han sendte Eithan et høfligt og kort smil "Denne samtale har været mig en fornøjelse" bekendtgjorde han , lagde hovedet let på skrå og smilte sødt. "På gensyn, Eithan" sagde hans bløde stemme, dog en anelse køligt. Da han passerede ham lagde han bogen - som han havde læst op fra- i Eithans favn. Han stoppede op bag ham "Tror den er lige for dig" lød hans muntre stemme. Akumu lukkede håndfladen og i samme øjeblik døde flammerne på lysestagens sterinlys. Han fortsatte væk. Ekkoet fra hans målrette skridt, ar det sidste som ramte Eithan.

Sammenbidt, fulgte han vampyren, som irriterede ham grænseløst, med øjnene. Da det andet han sagde, blev sagt, fnøs Eithan let, da han ikke var videre enig i det. "Gud har det røv," mumlede han og så på ham med et hadefuldt blik. Han tog automatisk imod bogen og så kort ned på den, men smed den kort efter arrigt fra sig, så den landede på gulvet med et blødt 'bump'. Han valgte at ignorerer det sidste, der kom ud af hans mund og klemte læberne sammen, så han mund nu kun var en smal streg. Blev bare stående og så efter ham, indtil han forsvandt.