Wind for ravens.. [Sick]

S: Skoven; Forêt
D: April
T: 23:33
V: Trist, mørkt, skyfrit, blæsende, koldt
O: Mørke skygger..

Hun kunne mærke frygten lurer bag hvert eneste træ.. Endda bagved hvert eneste græsstrå, som svajede blidt i vinden eller – hvis man havde en livlig fantasi – som dansede aftnens sidste stille dans, kind mod kind. De små dugdråber, som nattens kulde havde bragt med sig, hang tungt på træernes blade, og fik det til at ligne at de græd i dyb sorg. Indtil en vind kom og ruskede liv i deres knuste sjæle med en kærlig hånd. Men fordi mørket stadig herskede, blev de ved med at fælde tåre, og vinden blev ligeså ved med at forsøge at tørre dem væk. Fuldmånen lyste denne triste verden op i et blegt, dødt skær. Den kunne måske mærke sorgen helt der oppe? Sammen med alle de tusinde stjerner, som blinkede ned til dem, der forsøgte at finde trøst i himmelens rige. Det var alt sammen så langt væk, men alligevel var det som om man bare kunne række hånden ud og – snup! – tage en en stjerne med i lommen, hvor der så for altid kunne sidde og sprede lys og lykke. Men ak, så vel var det ikke. Ingen her nede kunne få del i deres kærlighedsfulde liv. Her på denne kolde jord, var hver mand sig selv nærmest, og ingen tænkte på andre end sig selv. Sig selv og deres åh så vigtige liv..

Nattens sagte stilhed blev forstyrret af skridt gennem det grålige græs. Nu, i stedet for at danse, skreg de med deres uhørlige stemmer, og forsøgte at springe tilside for det monster, der trådte de levende til døde. En vind løb gennem landskabet, med en sagte hvisken, der fortalte om alverdens hemmeligheder, hvis man lyttede efter. 'Monsteret' lyttede med tavse tanker, mens hun lod vinden fylde hende op med skovens mange dufte og lyde. Vinden hvirvlede op omkring hende, og hun løftede armene mod den sorte himmel og nød den blide kærtegn. Hun løftede ligeså hovedet, mens de brune øjne var lukket, og læberne en smule skilt, så hun kunne mærke den friske luft helt ned i maven. Hendes hår blev fanget i den lystige leg, og det dansede frivilligt med, som kornet der blidt svajer på marken. Hendes hud sitrede og de små dun hår på armene rejste sig, mens vinden strøg ned over hende. Det rev let i hendes tøj da 'tornadoen' lukkede sig tæt om hende, mens hun udstødte et lille suk, inden vinden susede videre for at efterlade hende ren og lykkelig. I hver fald for et stykke tid..

Sick sad og kiggede tavst på det grædende græs, som vinden, stjernerne, og månen forgæves forsøgte at mundere op… kun solens lys ville stoppe deres endeløse gråd. Hun tørrede enkelte af græsstrående så de blev tørre, med en kærlig bevægelse, men ikke engang 1 minut efter ’græd’ de igen. Som om hvert eneste græsstrå blev pint, pisket, slået, sparket eller andet. Og sindssyg som hun var troede hun fuldt og fast på at de faktisk græd? Hvordan skulle de ellers kunne græde? Hun var ikke dum, bestemt ikke… bare uvidende. Gav du hende et besværligt regnestykke ville hun regne den ud på ingen tid, bad du hende skrive en lang roman kunne hun gøre det. Bad man hende om at remse fysikkens love op, kunne hun gøre det. Men hun var som et barn på nogen måder, uvidende om hvordan tingende helt hang samme, uvidende om følelser… og til tider var hun ond… det ondeste væsen man kunne støde på, men sådan var det ikke i dag. Hun var netop kommet ud i luften igen efter 3 års indespærres med mørke, pisk, tæsk, sygisk terror og ikke mindst hunger. Alt omkring hende var fascinerende, ikke mindst månen… den mat lysende ting der fra tid til anden skiftede form… vuggede hen over himlen og så, så uendelig rolig, venlig og klog ud. Mon den havde set alt hvad der var foregået på denne planet? Sad den der oppe og holdt øje med hvad der foregik hernede? Sammen med alle dens ’sekretærer’/venner eller hvad man nu ellers skulle kalde stjernerne? Hun lod blikket glide op mod månen, og et skævt uøvet smil kom frem på hendes læber, noget hun ikke havde brugt længe … meget længe. Hendes kridhvide tænder blev afsløret ligesom den sylespidse form de havde, noget der måske ville skræmme nogle? Og måske ikke. Hun smilede ikke fordi der var sket noget sjovt, men fordi hun vel var glad? vinden skubbede let til hendes sorte bløde hår og lagde det om på hendes ryg. Og det hullede tøj hun havde på afslørrede noget af hendes mishandlede krop der fra top til tå var næsten dækket med ar... på nær ansigtet... det var aldrig blevet rørt.
Hun rev blikket væk fra månen da vinden havde afsløret duften af en blandingsrace "hvem der?" kom det både panisk og trugende fra hende. Hun smilede kort da hun så hvordan vinden kærtegnede pigen der stod ikke så langt fra hende, som om den skyllede hende ren for bekymringer og lod hende lykkelig tilbage... eller sådan så det ud? dog nåede Sick's smil ikke helt ned til hendes læber, det forblev for en kort stund i hendes øjne men forsvandt så igen.

Græsset kilede hende under fødderne, og let sitren løb op gennem hendes ben. Hun havde ikke lyst til at give slip på den luft hun havde nede i lungerne, men hendes krop begyndte hurtigt at brumme efter friske vinde. Hun pustede tungt ud, og mærkede en hul og tom fornemmelse i sit bryst, som om noget havde forladt hende, eller også havde nogen taget det ud? Hun skar en undrende grimasse over den følelse, men hendes tanker blev afbrudt af en truende stemme.. Hun vendte sig mod lyden, og så en skikkelse sidde lidt væk.. Havde den siddet der hele tiden?.. Hvis den havde, måtte den jo have overværet hendes omfavnelse af vinden.. Hun kneb øjnene sammen, og forsøgte at skille skikkelsen, fra alle de andre skygger, men hun kunne ikke se hvem eller hvad det var.
Hun syntes det havde lydt lidt som en pige, men stemmen havde været ødelagt af det paniske tonefald der lå over.. Hvis skikkelsen var bange, kunne hun vel ikke være den store trussel? Men dog, man skulle passe på ikke at undervurdere folk. En vind fangede hendes hår, og bragte skovens lugte med sig, også dens der sad på det våde græs, lidt væk fra hende. Hun hev luften ned i lungerne, og hendes brystkasse hævede sig til bristepunktet, inden hun lod alt blive pustet ud igen.
Der hang en forpint og uforstående duft omkring skikkelsen, og et minde dukkede op i hendes tanker, for derefter hurtigt at blive gemt væk igen.
”Bare mig..” Svarede hun, og prøvede at få det til at lyde henkastende, mens et forsigtigt smil spillede på hendes læber.. ”Og du?”.
Det var ikke til at vide om 'tingen' kunne se i mørke, men hun følte sig ikke specielt truet af den.. Indtil videre..

// undskyld det ikke er så langt x3 //

la vær og kom nærmere skreg hun inde hovedet på pigen. Sick’s mund bevægede sig ikke, men en skinger og komanderende stemme kunne alligevel høres I pigens hoved, en stemme der gjorde ondt at høre på. Sick åndede hurtigt og det kunne man også høre, hun bakkede en smuggle, dog uden på nogen måde at røre græsset, hun var stadig overbevist om at det kunne mærke når det blev trådt på… det matte være en ulidelig pinsel? Hun blev hurtigt distraheret af græsset og glemte alt om pigen. Nænsomt tørrede hun græsset af for duk… eller det hun troede var tåre. Det tog dog ikke lang tid før duggen kom igen. Hun sukkede sørgmodigt over græsset, og hendes opmærksomhed blev først rettet mod pigen igen da hun sagde noget. "hvem er mig?" lød det trugende dog stadig bange fra hende. Ordene i pigens hoved havde nok gjort sygisk ondt, dog ikke så meget fysisk, og smerten stoppede jo også hurtigt igen hvis hun ikke bad den om at fortsætte.
Hun tøvede kort med at svare til pigens næste spørgsmål "Alexan... jeg mener Sick" kom det forsigtigt og tøvende som svar. Hun var bestemt ikke tryg ved at pigen var der... men hun måtte vel lære hvordan man skulle omgås blandt folk, før eller siden... så hvorfor ikke prøve lidt nu? det kunne jo være en slags træning? Hun ville ha sagt noget til pigen men anede dog ikke hvad hun skulle sige. Den korte tavshed der blev ud af det tænkte hun en masse spørgsmål igennem som hun havde hørt folk sige til hinanden igennem hendes levetid. "hv... hvad hedder du?" kom det usikkert fra hende, og hun anede ikke om det var okay at spørge om det... men eftersom hun selv havde preæsentret sig så måtte det vel være ok? ikke? Hun så nervøst på pigen og hendes øjenfarve skiftede flere gange fra sort til rød og tilbage igen... nærmest som et blinklys... et meget sært blinklys for begge farver lyste utrolig meget op, det var nok underligt at se en sort farve lyse, og det var noget man nemt kunne forkaste sig i hvis man ikke passede på, men sådan så hendes øjne nu engang ud.


//det er helt okay ^^//

Et skærende skrig rungede pludselig i hendes hoved, og hun tog sig til tindingerne med et anstrengt udtryk, mens hun bed tænderne så hårdt sammen at der værkede i kæberne. Hun ville ikke skrige, selvom den psykiske smerte sendte rystelser gennem hendes spinkle krop. Hun havde en sårbar sjæl, så skriget trængte igennem alle hendes lemmer. De brune øjne blev klemt sammen, og hun kunne næsten se for sig hvordan hendes hoved flækkede i to. Skriget ebbede ud, og hun tog en dyb indånding, så hun kunne mærke vindens helbredende kærtegn, da den trøstede hendes svage sjæl..
Endnu en fucking mind-freak!. Et sted inden i hende, tændte et minde den hads-flamme der fik hendes blod til koge over. Hun skar tænder, og ignorerede smerten der kom fra de udmattede kæber, der havde 'tygget' på mere end de kunne overkomme på en gang. Et ar brændte op omkring hendes bryst, og mindede hende om en uudholdelig smerte. Det var lige før hun bare havde faret hen og knækket halsen om på hvem det nu end var, der havde været så fræk at skære i hendes sjæl. Men skikkelsens stemme fik hendes flamme til at gå ud, som om nogen havde pustet til den. Det her var for det første en pige, og for det andet, så lød hun bange?.. Måske var det bare derfor hun havde skreget af hende? Hendes hjerne begyndte at finde de ord frem som var blevet 'plantet' i den. Jo, hun var helt klart skræmt.. Men hvorfor? Aurye var jo ikke specielt stærk? En undrende grimasse løb hen over hendes ansigt da hun sagde et navn.. Pigens eget navn.. Nej, hun virkede altså ikke specielt farlig?..
Hun glemte hurtigt at hun var blevet skreget af da hun blev stillet et spørgsmål.. ”Jeg..” Hendes stemme var hæs, så hun rømmede sig med en forsigtig lyd ”Jeg hedder Aurye..” Hendes stemme lød blid mens samtidig på vagt. Altså, hun var godt nok svær at blive klog på, hende der.. Men hun var måske lige så forvirret som hende selv?
Hun så pludselig nogen farver, som skiftevis lyste noget af mørket op.. Hun kneb øjnene sammen, og fokuserede på det sære lysshow der kom henne fra pigen..

Sick så rædselsslagen på pigen, alene af den grund skreg hun, fordi hun var bange… meget bange. Det ville nok kun gøre onde i 10 til 20 sekunder efter skriget holdt op. Hun stirrede på græsset, som svajede let da vinden skubbede til det og tørrede de millioner af tåre der sad på dem væk, et sørgmodigt udtryk kom frem i på hendes ansigt da duggen langsomt vendte tilbage og efterlod græsset grædende. Hun kunne mærke vreden fra pigen, dog betød det intet lige nu, hun var yderst let at distrahere, hvilket man let kunne se ved at hun stirrede på græsset, som var det et levende væsen der sad og snakkede med hende. Hun fortrak en sær mine da hun hørte pigens tænders knasende lyd. Men forsøgte at smile da græssets tåre endnu engang blev tørret væk af en kærlig vind.
Hun så op på pigen da hun svarede på hendes spørgsmål… Hun rykkede sig kort tilbage da hun hørte at hun rømmede sig, som i Sick’s hoved blev opfanget som en kort knoren. Man kunne se at hun var bange, det var meget tydeligt… og hun anede ikke hvad hun skulle stille op med sig selv. ”ehh ” mumlede hun kort da der var gået et stykke tid efter Aurye’s såkaldte knoren. ”ehmm” mumlede hun da hun ikke helt vidste om hun skulle sige noget til hende ”g… godaften” prøvede hun tøvende… det var jo egentligt nat, og det vidste hun godt… men hun havde kun hørt folk sige godnat når de skulle sove? Så mon ikke det var okay at sige godaften?
Hun bemærkede at Aurye så koncentreret på hendes øjne ”la vær at se på dem for længe!” kom det hurtigt fra Sick… Hun havde tit set mennesker stirre på hendes øjne… og de kunne ikke stoppe igen… når hun så lukkede dem, blev folk enten sure på hende eller også var de ikke sig selv længere… som om hendes øjne havde hypnotiseret dem. Hun ville ikke se det samme ske for Aurye, det ville være en skidt ting hvis en af de første væsner hun kom i snak med ville blive ændret på grund af hendes øjne…

Hun skulle vidste ændre strategi over for dette her væsen, for hun virkede psykisk ustabil. Eller også var hun bare ikke blevet socialiseret med andre mennesker?.. Hendes mangel på ord, kunne godt tyde på det. Hendes krop slappede af, da et blidt udtryk dækkede hendes ansigt. De brune øjne betragtede forsigtigt den skrøbelige pige, der så ud til at bekymre sig meget om det grædende græs.
Pigens øjne havde fanget hendes opmærksomhed, og hun stirrede lige ind i deres mærkelige verden. Hun mærkede noget besynderligt inde i sin inderste sjæl, lige inden væsnet sagde hun skulle kigge væk fra hendes øjne, og hendes øjne lukkede automatisk i, mens hun vendte blikket en anden vej.
”Godaften” sagde hun, og prøvede at lyde så venlig og ufarlig som muligt. Hun måtte prøve at være forsigtig og gå stille frem med hende her. Hun kunne ikke dy sig, da en tanke løb gennem hende. Hun forsøgte at holde et afslappet kropssprog mens hun tog en indånding for at stille hende et spørgsmål.. ”Er du bange for mig?” Hun løftede let sine øjenbryn i en undrende grimasse, da hun selv syntes det lød lidt dumt? Men hun syntes bare hellere ikke det kunne være fair at få det stakkels væsen til at sidde og gennemrode sin hjerne for at finde på noget sige, når nu hun – tilsyneladende – havde så svært ved det. Hun smilede i medlidenhed med hende, mens hun spændt ventede på, om denne taktik mon kunne fungere?

//Mucho kort.. *krea-svigt* D: //

Hun var ikke van til at snakke med andre mennesker… og var heller ikke van til at blive behandlet pænt af andre mennesker elle væsner… Hun var van til at blive slået, pisket, sparket eller på en anden måde mishandlet… uden grund. Der behøvede ikke at være nogen grund til at hun skulle behandles dårligt, det var nok at folk bare var i dårligt humør. Derfor var hun både bange for Aurye og hun anede heller ikke hvad hun skulle sige til hende! Hun var lettere panisk over at være sammen med hende, men gang på gang blev hendes opmærksomhed stjålet af græsset… det stakkels, stakkels , stakkels græs… bare solen snart ville komme og trøste dem! Hun rystede angst på hovedet over at Aurye fortsat så på hendes øjne, men hun turde ikke lukke dem igen. Et lettet lavt suk kom fra hende da hun så væk fra hende… Det lød ikke som om at hun var sur… eller forandret? Hun lettet åbnede hun øjende igen. Hun forsøgte sig med et smil da Aurye også sagde godaften… så måtte det jo være rigtigt! Smilet så en smugle akavet ud, og det forsvandt lige så hurtigt som det var kommet. Hun virkede ikke helt så farlig som hun havde troet i starten! Heldigvis… Et forsigtigt nik kom fra hende da hun spurgte om hun var bange for hende… Det var hun, ikke lige så meget som hun havde været i starten, da Aurye’s stemme lød venlig og rar… dog var hun stadigvæk meget bange for hende! Hun forsøgte at smile over den let sjove grimasse som hun lavede… men det lykkedes ikke, selvom hun gerne ville ha gjort det… så kunne hun ikke rigtigt.
Hun kunne ikke rigtigt finde ud af hvad hun skulle sige til hende… men det var nu nok ikke så underligt igen? Håbede hun i hvert tilfalde. Hun tørrede igen græsset for tåre, i håb om at de denne gang ikke ville græde igen… men i løbet af kort tid var de fyldt med tåre igen, et trist suk kom fra hende da hun så det, og endnu engang havde hun glemt ALT om Aurye. Hun var yderst let at distrahere.


//det overlever jeg nu nok ^^//

Aurye syntes Sick mindede om en mishandlet hundehvalp, der var blevet slået alt, alt for mange gange end hvad rimeligt var. Og nu var hun blevet sådan en hund, der sneg sig langs skyggerne, og håbede på at ingen lagde mærke til hende. Hun kneb øjnene sammen i en sørgmodig grimasse. Stakkels pige. Hun vidste sikkert ikke hvad verden havde at byde på.. Af de gode ting, selvfølgelig. De moderlige instinkter steg op til overfladen, og hun fik sådan lyst til bare at tage pigen i hendes arme, og love at hun nok skulle passe på hende resten af hendes dage. Hvis man knyttede bånd med sådanne et væsen, var det et bånd der aldrig kunne briste, da det var noget helt særligt at vinde en så skræmt sjæls tillid.
Hun så hvordan pigen tørrede græssets evige tåre væk, og et skævt smil bredte sig på hendes læber. En stille vind susede forsigtigt hen over græsset omkring dem, så deres tåre faldt ned på den hårde jord. Hun havde godt lagt mærke til, at væsnet havde gjort det et par gange – prøvet at trøste græsset - .. Gad vide om hun egentlig troede de græd? Det ville jo egentlig ikke være så mærkeligt hvis hun gjorde, da det også lød som om hun havde svært ved at snakke med folk..?
Hun kom med et overrasket udbrud, efterfulgt af en mild latter, der klingede i takt til vindens hvisken, da hun 'hørte' svaret. ”Du behøves ikke være bange for mig .. Hvis du altså ikke gør mig noget..?" Sagde hun smilende, mens hun pegede på sig selv, for ligesom at understrege at det absolut ikke var nogen harmløse nogen som hende selv, hun skulle være bange for .. Hun kunne gemme sin frygt, til når det virkelig gjaldt. Men det kunne hun jo selvfølgelig ikke vide, hvis hun troede alle folk var lige farlige?
En lun vind - som var rimelig malplaceret, på sådan en trist nat – omfavnede dem begge, og Aurye kunne mærke en varme brede sig fra sit hjerte af, og ud i resten af kroppen.
Hun tog en dyb indånding og pustede forsigtigt ud, inden hun igen konecentrede sig om pigen. ”Hvis du ikke gør mig noget, gør jeg dig hellere ikke noget.. Aftale?” Hun smilede bredt, og holdte sin hånd tilbage, da hun gik ud fra at Sick ikke ville trykke den, selvom man plejede at gøre sådan når man lavede aftaler.. Eller, Aurye gjorde.

Sick så undrende på Aurye. Aurye så på hende med samme blik, som hun brugte når hun så på det ustoppelige grædende græs… Hun havde medlidenhed? En af de få følelser som Sick havde lært… En meget sær og ukontrollerbar følelse ? Hvorfor havde pigen medlidenhed med hende? Det var der aldrig nogle der havde? Nej hun måtte tage fejl! Det var det der var galt! Hun så forkert! Hun havde sikkert ikke medlidenhed med hende! –Sick tjekkede efter endnu engang, men det var stadig det samme blik? Hun kravlede lidt væk, det kunne jo være at hun bare forsøgte at snyde hende? Give hende falsk trykhed? . Ja det måtte være sådan det var! Ingen ville ha medlidenhed med et monster ? sådan var det bare?
I sick’s hoved bød verden ikke på gode ting, kun på dårlige, hun havde aldrig i sit liv prøvet at blive behandlet godt… så hvorfor skulle det nogle sinde ske? Et for Sick’s vedkommende underligt udtryk kom frem i pigens øjne, hun så næsten kærligt på Sick? Sick så sig forvirret omkring som om hun ledte efter en anden som pigen kiggede på. Nej det var hende? Måske var det lige nøjagtigt et kram som Sick trængte til, måske var det ikke, hun havde aldrig selv fået et… men af og til havde hun observeret det? Hun så på vinden der tørrede græsset af i en rolig bevægelse. Og for en stund holdt græsset sine små tåre tilbage, viste at de ikke havde mistet al modet… dog kom tårende hurtigt tilbage igen, og et lavmælt suk kom fra Sick. Ja Sick troede fuldt og fast på at græsset faktisk græd, og det var også af den simple grund at hun forsøgte at trøste det? Tjo det var vel mærkeligt at hun troede at græsset græd? Men hun havde ikke fået forklaret andet? Så hvordan skulle hun tro andet? Hun kunne sidde og se på græsset uden at det enten blev bange eller skældte hende ud? Så derfor var hun ”trist” over de tåre der kom fra det? Hun havde medlidenhed med det? Hun var vel ikke på den måde trist… For den følelse havde hun heller aldrig lært til fulde, men noget af den havde hun lært.
”det er der flere der har sagt til mig… og dem skulle jeg ikke ha lyttet til” kom det lettere skræmt og panisk fra Sick da hun hørte Aurye’s svar. Hun vidste ikke hvornår man skulle være bange eller ikke, da hun altid havde skulle være bange for alle? Der var aldrig nogen som havde villet hende det godt? Så selvfølelig var hun bange nu? Hvorfor skulle hun ikke være det?
Sick forblev kold på trods af den lune vind, men noget af hendes ’tristhed’ forsvandt da hun så hvor længe græssets tåre blev væk. Hun havde ikke lært at føle glæde så derfor smilede hun ikke over det, og hendes indre forblev koldt, lige meget hvor varm vinden var, så havde den ikke nok varme til at tø hende op indvendig.
Sick nikkede meget langsomt til Aurye’s forslag… og ønskede vel at hun ville holde det? Det ville ikke ende godt for nogle af dem hvis de skulle til at kæmpe mod hinanden ? Sick så uforstående på den fremrakte hånd der befandt sig et godt stykke fra hende… hvorfor rakte hun hånden frem ? gjorde man det når man lavede aftaler? Hun lænede hovedet en smugle til siden og så uforstående på hende, og blev vel på sin vis mere rolig da hun tog hånden til sig igen.