Swallowed screams for the ravens call.

Tidspunkt :: 20.45
Sted :: Terre – En af kontorbygningerne.
Vejrudsigt :: Mørket har lagt sig, og det er atter begyndt at sne ganske roligt, trods foråret er startet.

Forbeholdt :: Jeff Es.
_________________________________________

Døren foran hende blev nemt åbnet. Hun behøvede blot at skubbe ganske let, på glasdøren. Intet med at trykke et håndtag ned eller noget i den stil. Nu til dags var det hele blevet finpudset og gjort mindre besværligt for folk. Ikke nok med at bilerne var blevet bedre, hurtigere og mindre, men døre var blevet automatiske og stearinlys blev kun brugt for at sætte stemningen. Selvom hun havde lave op, til at opleve verdens gang, virkede det ældste stadig mest rigtig for hende. Lige meget hvor meget hun så end vænnede sig til alt det ny moderne fis og ballade.
”Ah. Mademoiselle Dąbrowski. Skal jeg tage deres frakke?” Maya’s røde øjne blev med det samme rettet mod den fint klædte herre, der stod parat til at få lagt noget i hænderne. Hun rystede dog blot på hovedet ved efterfølgende at sige; ”Nej, det er der ingen grund til i dag, Jafêcht.” Hun slå så sit blik væk, og forsatte i en bestemt, dog rolig gang, gennem hallen. Den næste dør blev åbnet, med samme lethed som den første, og inden længe stod hun foran den gyldne elevator, der skulle føre hende hele vejen op på 4. sal.

”Godaften, Lisaéte. Jeg hører der er problemer i Tyskland. Send mig informationer, så jeg kan få set nærmere på dem.” Mere kom der ikke rigtig fra hende. Det var kort og godt. Professionelt, kunne man vel kalde det. Hun havde ikke det bedste forhold til sin sekretær, men hun fik tingene gjort, og hvem havde også brug for en lille smalltalk, hver gang de mødtes? Maya, som ikke havde stoppet, forsatte bare ind ad den sidste dør, der førte det sidste stykke ind til hendes ydmyge kontor. Gardinerne var trukket for, og der var pænt opryddet. Det eneste tegn på at det blev brugt, var den mangle papirer der lå på det store skrivebord i den ene ende. Og det lille køleskab, der stod og summede. Selvom hun ikke var her specielt tit, følte hun sig nu alligevel hjemme. Hun havde trods alt selv indrettet det. Præcis som hun ønskede det.
Mens hun stod og betragtede rummet, med kontorstolen i rødlæder, der stod bag skrivebordet i mørkt træ, og de to matchende lænestole, der stod på den anden side, knappede hun ferm den sorte kappelignende frakke op. Hun rystede den over sine skuldre, og ned langs armene, til den var helt ae, og hendes almene påklædning blev afsløret. Frakken blev hængt på stumtjeneren, der så fint stod klar ved siden af døren, der nu var lukket helt i. Hun rettede på hendes kjoles skørt, og struktur, trak ned i de trekvarte ærmer, og lod til sidst sine fingerspidser glide ind til hendes hovedbund, som hun kort massere. Forsigtigt, så hun ikke ødelagde mere af den allerede lettere pjuskede fletning, der holdt hende lange naturlige hår fra at flagre til alle sider.
Hun tog nogle skridt, tværs gennem rummet, og stoppede først som hun stod foran det store vindue, lige bag hendes skrivebord. Man skulle næsten tro man var trådt in i en anden tidsalder, sådan som lokalet så ud. Som havde den Victorianske Æra slået sammen med nutiden. Hun greb forsigtigt i de bløde gardiner, der havde en smuk mørkerød farve, næste sort. Hun tøvede ikke med at slå dem lidt fra. Bare nok til at hun kunne få lov til at se ud over byens. Nattens mørke gjorde det muligt for hende at se alle de tændte lys, og hvis hun fokuserede ville hun kunne se alle de myldrende mennesker. Hun havde langt vigtigere ting at få gjort, end at indtage overdrivende mængder af alkohol. Hun fik sit rus var noget langt mere delikat.

Raskt til blev der gået, klar til at forklare og overtale den velfungerende vampyrchick, som en af Jeffs nærmere kontakter, havde henvist ham til. Dette kvarter skræmte den ellers velbyggede, testeronfyldte Jeff, men ikke på den typiske måde, hvor man bare ønsker at slippe væk. Det var nærmest en skjult klump i halsen, en form for utryghed, der fremkommer i møde med noget dybt ukendt og alligevel vide fra første blik af, at det er magtfuldt. Han rystede kort på hovedet, tog et bedre greb om den brune, mølædte mappe i hans højre hånd under armen, og øgede sit gåtempo en anelse mere.

Trods det var Jeff, der var den brutale af udseende, lod han til at være offeret for de omkringgåendes selvsikkerhed. Der var forretningsmænd af mellem og top klasse, der var specialiseret til at æde deres konkurrenter råt, kun med brug af sofistikerede ord. Der var også forskerne, der lignede vampyrer med deres ligblege hud, takket være de utallige timer med at skære dyr og folk op, studere dem – gøre dem til objekter. Advokater dominerede også stedet, pæne af udseende som de højtrangerede chefer, men stadig underdanige overfor alle omkring dem; lige på nær overfor forskerne.

Svagt forpustet, selvom han ikke havde udført nogen form for specielt krævende aktivitet, stod han endelig foran døren til det kontorhus, der skulle være ejet af den kvinde, Jeff søgte. Hele to vagter stod foran døren, dobbelt så høje i størrelsen i forhold til den kun 169 cm lange Jeff, men mindst lige så brede som ham. Han tvang sveden væk med håndryggen, inden et stift blik blev lagt på begge vagter, ved at han trådte et enkelt skridt bagud.

”Luk mig indenfor. Jeg har hastigt brug for at møde jeres chef....”

Jeff måtte hurtigt tage et smugkig på sin ene håndflade, hvor navnet på kvinden stod. Ikke særligt specielt, men en foranstaltning, da han ikke ligefrem have verdens bedste hukommelse at prale af.

”Ma.. Mayêmia Dabr.. Dabrowski!”

Uden at vente længere, skubbede han sig frem, og åbnede døren; heldigvis lod vagterne til at acceptere hans pludselig ønske. Men Jeff kunne heller ikke vide at de grinte indeni, klar til at smide ham ud, når chefen havde skældt ham ud for hans uforskammethed.
Jeff trådte indenfor, overvældet af stedets finesse, men skyndte sig hurtigt ned langs gangen, lagde ikke mærke til de elegante malerier langs de to vægge, men fandt større interesse i den overvældende smukke elevator, der så ud til at være dyrere end halvdelen af bygningen.

Han kiggede endnu engang på sin hånd, og trykkede da på knappen, med en tyk pil, hvis spids pegede op imod loftet. Der kom et svagt pling, og Jeff trådte sikkert ind i den klaustrofobiske metalkasse, der skulle hjælpe ham på vej imod selve bossen.

...

Der gik ak kun kort tid, før Jeff endelig kunne banke på døren, til den person han søgte. Usikker på om det ville blive besvaret med tavshed, et ordligt svar, eller at selve døren blev åbnet af personen selv.
Men uanset hvad stod han klar.