Derhjemme hos Zerra.

Dag: 12 maj. 2010
Tid: 17:33
Vejr: Godt vejr, trods at solen ikke er langt fra at blive rødlig og at det er ved at blive en smule koldere.
Omgivelser: Bag skoven, ved Zerras hjem.

Zerra havde lige lukket sine drager udenfor og havde bundet dem fast til deres lange kæder, sådan så de ikke ville flyve væk sådan udevidere. Han strak sig og kiggede op i himlen for at bedømme tidspunktet på dagen. Udover naturlydende og dragernes rumsteren, havde der været stille, og han havde ikke rigtig sagt et ord hele dagen. Men han var også træt. Han kiggede håbløst ud mod skoven og tænkte på at lave et eller andet nyttigt. Han var jo ludfattig, så han havde ikke råd til mad hver dag, så det gjaldt bare om at holde sig igang og have noget at give sig til.

en lav ung kvinde kom stille gående ud af skoven. hendes vilde korte hår stod ud til alle sider, og dets røde og sorte farve stod i skrap kontrast til hendes ligblege hud.
hendes hvide øjne blev hurtigt fanget af dragerne og beundring viste sig i hendes øjne.
hun bevægede sig smidigt i det tætsiddende millitærtøj, og det viste tydeligt hendes bløde former.
hendes læber var blodrøde og skiltes i et stort smil, der var ikke umiddelbart nogen følelser i det, bortset fra at bag smilet kunne man fornemme den ondskabsfuldhed som mange kendte hende for.
luciel var tilbage fra jagt.

Zerra kom hænderne i lommerne og gik roligt ind i skoven og fulgte den sti som han kendte. Stien førte ud mod byen, der var et stort stykke at skulle gå hvis man var på gåben, netop fordi han boede aller bagerst i skoven, hvor hans afdøde forældre havde valgt at bygge deres hus. Hvorfor lige dér, vidste han ikke, men det havde kun gjort at han ikke var særlig god til det sociale eller mennesker strengt taget.

hendes øjne focuserede hurtigt på bevægelserne inde i skoven. hun havde lige spist, og var stæk lige nu.. og meget opmærksom.
med vampyrfart for hun over til der hvor hun havde set bevægelsen. ganske få meter foran hende gik et væsen. hun kunne med det samme mærke at det ikke var et menneske. hendes lugtesans bekræftede det, og hun kom frem til at det var en dæmon der gik foran hende.
hun rynkede på næsen som om hun havde lugtet til noget grimt og spyttede ud til den ene side.

Sutekh kom gående gennem skoven. Hans hænder i lommerne på sin lange jakke og han tyggede fraværende på en tandstik mens han gik og kiggede ud frem for sig selv. han havde gået i et par timer. og anede ikke hvor han var på vej hen. men han var egentlig også lige glad.. byen var blevet ham for kedelig med alle de idiotiske tøser som flakkede omkring og jagtede ham som gale hunde... idiotiske pigebørn..

Zerra stoppede op, da hans lille verden af tryghed blev bremset, idet samme han så ern kvindelig person foran sig, udrustet med militærdragt. Han troede at hun var en af dem der kom med advarsler om at han skulle betale sin gæld, hvilket der i forvejen kom mange af, og han stivnede brat op. Han vidste at hun havde set ham, så det ville være umuligt for ham at flygte i sikkerhed. Desuden havde han ingen penge at give, da han allerede lige havde betalt for sidste måned.

hun smilede stort.. nu var der noget tydeligt ondskabsfuldt ved hendes smil. hun spekulerede ikke så meget over hvorfor han stoppede op, men bevægede sig langsomt tættere på.. hendes bevægelser var smidige som en trænet gymnast, og et par lange og meget spidse tænder borede sig ned i hendes røde læber.
- goddag... dæmon..

Han hørte dem godt... de larmede så frygteligt i hans øre at han ikke kunne undgå andet.. han sukkede stille.. flere forstyrrelser... måske man bare skulle gå tilbage til byen? han vente sig for at gå men hørte så ordet "dæmon" blive nævnt og stoppede.. med det samme blev han et med skyggerne og sneg sig nærmere. hans nysgerrighed vakt.

Zerra bed sig svagt i læben da hun nu også talte til ham. En vampyr talte til ham... "Er det her min næste advarsel?" Spurgte han med blikket stirrene på hendes sileskarpe og ikke mindst tydelige tænder. Han var aldrig blevet bidt af en vampyr før, og han havde i det hele taget aldrig været berørt af nogen kvinde før, for at være helt ærlig.

- hvad taler du om, dæmon.. jeg..
hendes stemme var dæmpet, men hun afbrød sin næste sætning da hun fangede en anden dæmons fært i området. hun kunne ikke sige præcist hvor den kom fra.. hun vidste bare at der var endnu en dæmon i nærheden.
hun så ud i luften og focuserede kraftigt på færten. hvor var den? hun ville vide hvor den var!

//Jeg skal spise. Kommer igen bagefter n.n//

Han smilede let men det ville man ikke kunne se da han var et med alle de skygger og alt det mørke som langsom voksede frem i takt med at solen faldt ud af syne på himlen. Hans fært ville komme fra hvert et hjørne af skoven indtil han igen indtog sin faste form. men det ville ikke blive lige foreløbig..

Han havde løst til at lege lidt...
Lige i øjeblikket stod han et lille stykke back vampyren, men han bevægede sig lydløst over bag den anden lille dæmon og via skyggen fra det nærmeste træ pustede han let til hans højre øre.

Hans stemme var lavmælt og kunne kun høres af den lille dæmon foran ham.
"pas på hun ikke bider dig...."
Det virkede nærmest som om at hans stemme kom inden fra zerra's eget hoved.

// venter lige på zerra ^^ //

//det bare okay//

Zerra så på vampyrkvinden og syntes at høre en indre stemme tale for hans tanker. Han kiggede på hendes tænder og bakkede et stykke væk, men diskret. Han havde ingen ide om, at der var en tredje person med i spillet, og troede kun han var alene med en vampyr, ude af stand til at kunne forsvare sig hvis han prøvede på noget. Jo.. men så skulle han løbe hen til dragerne, men han ville aldrig kunne finde på at lade dem slå nogen ihjel mens han selv så på.

//Sorry for keepin' you waitning n.n//

- jeg bider ikke..
hun smilede sarkastisk og lagde mærke til at han gik bagud selvom han var diskret. det havde ikke lykkedes hende at spore den fremmede dæmon, selvom hun et kort øjeblik var overbevidst om at der havde været noget bag hende.. men hun affældigede det som indbildning.
hun gik tættere på. jo mere han bakkede, jo tættere på ville hun komme.

Endnu engang hviskede han I øret på den lille dæmon.
"hun kommer tættere på! bah.. vampyrer er ikke til at stole på! løb løb løb!"

Indvendigt grinede han hånligt af den lille dæmons ansigtsudtryk men udtil kom der ingen andre lyde end den stille hvisken i dæmonens øre. Det her skulle nok blive sjovt.

Zerra var ikke typen der tænkte før han handlede, og kiggede på hendes skridt, der kun syntes at nærme sig hurtigere end han selv, og idet samme drejede han om på hælen og løb afsted i skræk for at hun ville bide ham og tappe hans krop for blod. Bare tanken i sig selv var frygtindgydende, og det kunne skræmme ham fra hvid og sans. Han tænkte slet ikke over den stemme der havde været i hans hoved ligefør, fordi han var så blank i tankerne i forvejen.

hun sukkede irriteret, og rullede med øjnene. hun gad virkeligt ikke løbe efter den lille dæmon der åbenbart led af den misforståelse at hun bed i alt hun kom i nærheden af.
hun smilede igen sarkastisk.. nå ja det var jo næsten også sandt.. men alligevel.
hun kunne mærke sit tidligere offers blod i sit system og hun følte sig stærk.
med endnu et suk satte hun efter ham i vampyrfart, og det tog hende ikke lang tid af indhente ham, og klemme ham op mod et træ, med hendes underarm mod hans hals.
han ville få besvær med at tale, hvis han skulle få den ide.
- nu løber du ikke længere lille hare.. jeg gider ikke sætte efter dig igen! hvorfor! tror du at jeg bider dig? jeres blod smager ikke engang godt!
hun spyttede på jorden, og så på ham.

Sutekh holdt sig på afstand og nød hvordan Vampyren behandlede dæmonen lidt hårdhændet i et forsøg på at overbevise den om at hun ikke ville bide... Det var simpelthen for morsomt.. han smilede skævt og strøg lidt tættere på til at han kunne viske i hendes øre.. igen så lavt at hun som den eneste ville kunne høre det.

"den perfekte måde at overbevise ham på... flot..." han var dybt sarkastisk men hvad.. sarkasme var også så sjovt at bruge...

Zerra hørte ikke Sutekh. Han lyttede dårligt til hvad kvinden sagde til ham og fik tårer i øjnene fordi han ikke brød sig om at nogen stod og råbte af ham. "J-jeg arbejder jo hårdt hver dag" Hulkede han med en stemme, der knap nok kunne høres fordi hun stoppede hans stemme med armen. Han var overbevist om at hun ville bide ham uanset hvad. Det var nu han skulle dø, og han havde ikke engang levet særlig længe!

hun knurrede dybt og så sig lettere forvirret om. hun var irriteret, meget irriteret og havde lyst til at slå på nogen. hun slap zerra som dumpede ned i græsset.. ham gad hun ikke slå på.. han var for svag.
den forbandede dæmon måtte være i nærheden! hun hadede at jagte fantomer!
- dæmon kom frem! jeg ved at du er her!
hun stod med næverne knyttet ned langs siden og så sur ud. det var tydeligt hvor ung hun egentligt var, men der var heller ingen tvivl om at hun ikke var en svag vampyr på trods af sin alder.

hun var bestemt ikke dum, den vampyr.. han smilede lidt for sig selv og bukkede sig så ned til den lille dæmon der nu eventuelt måtte side på jorden. Og mens han langsomt kom til syne samlede han Zerra op i sine arme som var det første han valgte at materialisere tilbage til hans faste form og rasten fulgte hurtigt med. til sidst stod der en 'fuldvoksen' mand foran vampyren med en mindre dæmon i sine arme. Et selvisk smil på læberne og piercingen i det nederste højre hjørne af hans læbe glimtede let. Hans grønne øjne skinnede og hans pande hår reflekterede det blødt.

"meget vel bloodsucker... du får din vilje..."

Han smilede igen et af de der skæve smil som ikke rigtig var et smil men bare et træk på læben.

hun lagde hovedet på skrå og smilede skævt og koldt. hun betragede ham koldt og objektivt, men med en vis interessere.
- jeg får tit min vilje, dæmon..
der var noget provokerende over hende, og hun virkede væsentligt mere afslappet nu hvor hun kunne se ham. hun kiggede over på 'harren' der lå i hans arme og løftede spørgende et øjenbryn. hvad skulle han med den.. den burde selv kunne stå..

// skal logge.. vi fortsætter vel imorgen? ^^ //

Zerra nåede dårligt at registrere at han blev samlet op, før at Sutekh var kommet helt til syne. Det gav et sæt i ham, da han slet ikke havde bemærket at der skulle være nogen andre til stede, og da slet ikke en fuldvoksen dæmon. Han så på Luciel i et chokkeret blik, selvom at det egentlig mest var Sutekh han var blevet skrækslagen overfor. Dog vidste han ikke hvem af de to han skulle være mest bange for, eller om han burde gøre noget for at slippe fri?
Han valgte at være helt stille og observere de to, mens han kæmpede for ikke at begynde at stortude efter at komme i en fremmeds arme. Han brød sig slet ikke om at der var folk der gik alt for tæt på, og nu var der to omkring ham!