Milla og Pitch hygger sig derhjemme ^^ (Privat)

Tid: 10 minutters tid efter "Ugly truth"
Sted: Milla og Pitch's lejlighed
Dato: IRL
Omgivelser: Lejligheden.


Pitch låste døren op, og holdt den for Milla. Han var udmattet. Ikke fordi han havde været specielt aktiv i aften, men han havde været så stresset over at skulle snakke med Milla, at han næsten ikke havde sovet.
"Så er vi hjemme, skat."
Han kyssede hende, og tog hende om livet. Sammen gik de ind til sofaen.

Hun holdte let hans kys, og fik let døren lukket, bare ved at sparke let til den. hun strøg ham let over håret, og fik ham så med ind i dere lille sofa. Huun lagde ham let, ned i den, før hun let lagde sig over ham. "Jeg elsker dig" hviskede hun let, før hun kyssede ham let på munden, men stadig var hendes kys lidenskabeligt. Hun nussede ham, let i håret, mens hun nussede sig let ind til ham.

Han kælede hendes nakke, og holdt hende tæt ind til sig. Med glæde gennem hele kroppen, og gengældte hendes kys. Han slap kort hendes læber.
"Jeg elsker dig virkelig!"
Så kyssede han hende igen, og holdt det. Det kunne han gøre længe.

hun lå så tæt op af ham som hun nu kunne.
Hun nussede sig helt ind til ham, mens hun nussede hm i håret, og kyssede med ham. Hun elskede ham virkelig! Mere end alle andre. Hun smilede let til til ham, før hun let lukkede øjnene, og nød hans dejlige kys, og hans berøring i nakken på hende. Hun rødmede svagt, mens hun nussede sig ind til ham.

Pitch strøg hende over håret, og en dyb knurren hørtes fra hans strube. Han kastede sig bagud, i væmmelse over sig selv, og forbandede de tænder, der ville bide hans elskede.
"Nej... Jeg kan ikke..."
Han rejste sig og stillede sig over til vinduet, som han bare stirrede ud i natten igennem.

Hun ramte let sofaen med hovedet først.. Hun kiggede let op og strøg hendes hår væk..
"Pitch.. Undskyld" hviskede hun let.
Hun kiggede let på ham.. "Undskýld" hviskede hun let, og lænte hovedet op af sofaen, hvor hun deréfter fik lukket hendes øjne, *Dum,dum,dum* tænkte hun tl sig selv, og lagde let en hånd på panden, før hun bed sig hårdt i underlæben. Og så trak hun let benene til ssig-

Han knugede hænderne så hårdt, at hans knoer blev hvide, og et par tårer faldt ned i vindueskarmen.
"Det er ikke din fejl... Jeg er bare så ked af det, søde."
Han gik hen til hende, og plantede et sidste, lidenskabeligt kys på hendes læber, før han begyndte at tage sin jakke på. Inderst inde vidste han, at der ikke var noget at gøre, men han var ikke parat til at give op så hurtigt. I det han forlod den lille lejlighed, hviskede han til sin elskede Milla.
"Jeg lover, at jeg vender tilbage. Intet skal forhindre mig i at elske dig."

"Pitch!" råbte hun let, og løb ud af døren, før hun fik fat i hans arm, og kom frem foran ham.
"Pitch, forvandel mig nu!" sagde hun bestemt, og tog fat i hans, hånd, og holdte fast i den, som om hun aldrig ville slippe den igen. "Gør det nu, jeg beder dig" hviskede hun let, før et par tåre gled ned over hendes kinder.
Hun ønskede inderligt at han ville gøre, det. Han blev nød til det, og det skulle bare være nu!

Hans øjne fyldtes med tårer, og måske det største valg han nogensinde havde stået overfor, syntes alt for stort til hans lille verden, som næsten var begyndt at hænge sammen.
"Jeg kan ikke... Det er smertefuldt, jeg vil ikke gøre den slags mod dig."
Han kyssede hende igen, og begyndte så at tænke over, hvordan han kunne kurere sig selv i stedet.

Hun mærkede hans blide læber, mod hendes igen.
"Jeg ber dig, det er det jeg ønsker, jeg ønsker det" hviskede hun let, og trykkede sig let ind til ham, mens hendes øjne fyldes med tåre. "Vil du ikke nok" hviskede hun, og trykkede sig helt ind til ham. "Jeg ber diG" hviskede hun en sidste gang.
Hun ønskede det, og at blive gift med ham snarest så muligt. Ja hun ønskede at leve med ham for evigt.

Han tog sig forvirret til hovedet. Så vendte han sig om, og tog et fast greb om hendes hænder.
"Er du helt sikker? Det er ikke noget, man bare lige laver om på. Desuden ved jeg ikke med sikkerhed, hvor grænsen mellem forvandling og... Død går..."
Han begyndte igen at græde. Hvis Luciel kom til at være skyld i Millas død, skulle han nok sørge for en passende straf. En meget langsom og smertefuld en af slagsen...

"Jeg vil bare have at du prøver" hviskede hun mens tårene, lb ned af hendes kinder. Hun slog armene om ham og knugede sig ind til ham.
"Nu" hviskede hun før hun let, trak ham med op af den lille trappe, igen. "Det er det jeg ønsker" hviskede hun let og fik ham med inden for igen.
Han skulle bare gøre det, så kunne hun leve med ham for evigt.

Han lagde sin jakke på gulvet ved siden af døren, som han låste grundigt. Så tog han hendes hånd, og de gik hen til sofaen og satte sig. Han fjernede lidt af håret fra hendes nakke, og slikkede en af de skarpe tænder.
"Er du helt sikker, søde? Det kan ikke gøres om igen."
Han bevægede sit hoved lidt tættere på hendes nakke.

Hun kiggede op på ham.
"Jeg ønsker bare at kunne være sammen med dig, uden der er noget, så jeg er sikker" sagde hun let, og lukkede blidt hednes øjne, i.
Hun bed sig let og uskyldigt i underlæben. før hun let ventede p¨å at han ville bide hende, så kunne hun leve lykkeligt med ham.

Han tøvede lidt, og bed så forsigtigt i hendes hals. Han gjorde det så langsomt som muligt, og begyndte så at drikke hendes blod. Han havde stadig en del af blodet fra Hospitalet liggende, så han var sikker på, at han ikke pludselig ville begynde at tømme hende helt. Men pludselig gik det op for ham, at dette var anderledes, end noget andet, han nogensinde havde smagt. Engleblod var fantastisk, og han drak meget mere, end han havde planlagt. Pludselig lagde han mærke til, at Milla begyndte at blive slap, og han trak straks tænderne ud, og bed i stedet i sin egen underarm.
"Drik, ellers dør du."
Han holdt såret lige foran hendes mund, og håbede inderligt, at hun klarede den.

//Smutter nu. Skrives i morgen ^^//

Hun begyndte at se svagt, og alt blev utydeligt.
Hun hørte hans stemme.. "Jeg vil ikke" hviskede hun letttere, svagt.
men til sidst blev hun nød til det, det var ikke lige frem noget hun havde lyst til men ømm.. Hun blev nød til det. Hun hadede smagen af blod. Hun slap let hans arm, og mærked ehvordan blodet, løb ned ver hendes kind.

Pitch var ikke meget for at skulle tvinge hende til noget, men nu var der ingen vej tilbage, og han pressede såret tilbage i hendes mund. Han strøg hende over håret, og forsøgte at berolige hende.
"Bare rolig. Det skal nok gå, skat."
Han forsøgte at skjule det, men han var lige nu mindst lige så urolig som hende.

Hun lukkede let øjnene, og gemte let hendes hoved, ved hham.
Hun ville bare sove, selvom smerten ikke var til at holde ud. Det brændte i det sår han havde bidt i hendes hals.
Men hun kunne ikke skrige, nej, hun kunne ikke sige noget. Hun ville bare vækk fra verdnen lige nu. Helt væk.