Kirkegården...Et trist sted? (Amber s.)

En ung kvinde gik langs siden af den lille sti der førte op til kirkegården. Hun var flot som kun få, som kun elver kan være det, hendes krop var lang,smidig og alligevel stærk, alt sammen noget man kunne se i hendes bevægelser.
Hun havde bare fødder og en lang gylden kjole på, kjolen fulgte hendes krop til den nåede benene, her hang stoffet frit og skjulte hendes ben.
Den havde lange ærmer. Det røde hår, det store, krøllede hår, hang løst ned af hendes ryg og over skuldrene. Hendes grønne øjne indeholdt lige dele af både liv og livsglæde, styrke og en underlig form af...At vide mere end man lige skulle tro.
Man kunne lige ane hendes spidse ører gennem håret.

Enya gik langt stien og kiggede på planterne omkring sig, det hele virkede fredeligt og det bølgede let i en svag, lun vind. Solen var på vej ned i horisonten, i sine sidste stråler farvede den skyerne på himlen blod røde.
Hun gik ind gennem den rustne port foran kirken og gik op mellem gravstene, her hvilede en masse folk som var døde på alle mulige måder og her herskede en svag tristhed over det hele. De burde blive mindet, ikke kastet væk. Der var intet at sige til her spøgte.
Hun gik om bag kirken og kunne nu se direkte mod solen som blev mindre og mindre...