GOSH! We are just so much alike! ☆ Aidan

Tiden er? Skumringstid
Stedet er? Cimetière - Kirkegård
Omgivelserne er? Stooooore træer, ravne, en smule sollys i horisonten mod øst, en bedemand ovre i hjørnet der plejer en grav(hvis vides ikke) og ...vind der iver det hele noget scary-effekt?
Vejret er? Lunt, næsten ingen vind, overskyet(gyser-agtigt idht)
Outfittet er? http://i.thisislondon.co.uk/i/pix/2009/06/rose-415x553.jpg

*En mærkelig atmosfære* tænkte Jules, iført sin hvide løse kjole som egentligt kun sad løst fordi hun ikke havde verdens største brystparti? Men tilgengæld, så havde hun da noget på hofterne og det måtte da være nok? Omend det var det hun elskede mest ved sig selv fandt andre brysterne mere interessante. De børster, som Jules ikke havde det største af men så gen – de var ikke helt væk. Hun kunne da godt få kavalergang, hvis hun ville. Men altså, nej hun foretrak røv og ikke patter.


Jules var i aften, på jagt efter et godt fotografi af.. noget smukt? Faktisk rettere dystert, hun kunne male når hun engang kom hjem. Derfor var det hun søgte hen mod midten af Kirkegården, her var næsten altid dystert og mørkt jo? Hun passede på med ikke at betræde gravene, når hun begav sig på bare fusser hen over jorden. Jorden var kold, trods den lune luft der blæste mild og drillende til Jules røde hår så hun fik det i ansigtet. Flere gange, måtte hun ryste på hovedet eller feje med en hånd over panden for at fjerne det – men gjorde det ende noget? Nææh, det var sådan en ting hun bare gjorde, en refleks nærmest.Som når man faldt, tog man fra med hænderne? Det eneste sorte hun i dag bar, var den sløjfe hun havde i håret; Sort, større end hvad normalt var, og af fløjl. Selvfølgelig var håret da også løst – det foretrak hun altså frem for
alt andet.
I den ene hånd havde hun desuden et skinnende Nikon kamera, der kunne ligne at det var lavet af stål? Det var slukket i øjeblikket, hvilket kunne ses da linsen ikke var ude og der var trukket for. I den anden langfingrede, kortneglede hånd havde hun; en rose. En dekoration hun ville bruge, når hun endelig fandt sit destinations-maleri.

Og mens hun så strøg ind melem stene, og mindede lidt om et flygtende spøgelse, kunne hun høre ravnene over hende og ikke mindst den bedemand der puslede rundt ved en grav i nærheden. Lagde nogle nye blomster, eller vandede gravene – hvad ellers skulle han da lave her på dette Dødstille sted? I øjeblikket smilte Jules, selvom smilet kun var på hendes læber for at fortrænge følelsen af at være utryg. Hvorfor var her så
stille? ”Nok fordi de Døde ikke taler” mumlede hun i den stille nat, og hørte vingeslag tæt på hende af en flok ravne der lettede fra en stor busk.
//Jeg skal ud og køre med min far nu, men svar du bare så gør jeg de også når jeg er tilbage :) //