We aren't alike - But still soulmates in some way "Scars / Privat"

Sted: Værstshuset
Tid: Aftenens gennembrud
Vejr: Solen afgiver de sidste fugtafgivende stråler, imens at graderne sænkes med 3. Luften er klar og kølig, på en frisk måde.
Omgivelser: Teksten

”Hrøøøhrmmm…”
En svag ørlen gennemsyrede igen rummet, da et af de fuldere mænd måtte opgive sig til mavesækkens smerteskud. Den frastødende kombination af smådrøjet madstumper, boblende ølrester og ildelugtende savl fyldte først spanden, for derefter at sprede sin lugt ud til resten af værtshuset gæster. Der gik ikke lang tid, før at ejeren af eksrementerne, nærmest blev flået ud af rummets trygge, berusende ejendom. I skidt og møg måtte mennesket ligge, da alt andet var for godt til en, hvis liv var blevet spenderet på løgne, fadbamser og ufortjente blodtude til små unger, han tydeligvis kun fandt gode, i lemmets nødstunde. En rigtig rådden mand, der tilhørte Di Morga, men uden dens prægtige forbryderiske lovløsheder. Mudderet svulpede vildt, da ølvommen slog imod jordbunden og forårsagede store bølger af snavs og skidt. Regnen skyllede ganske vist issen på hans kranie, men sjælen var stadig mere forådnet, end hvad godt var. Men ikke så slem, som lugten af hans krop, ganskevidst.

Hængslerne knagede pivagtigt, da en kridhvid hånd skubbede imod det tunge egetræ, tynget af vandet fra den endeløse regnbye over værtshusets tag. Et par mandelformede, gråspillede øjne undersøgte atmosfæren, der herskede over dets indre. Udover den foruroligende stank af sved, dårlige gasser og nyt bræk, forekom der intet specielt, over dets rødmalede vægge. Den måde som faklerne på hver en væg, belyste med en svag, dunkel nuance og skabte et ridderligt tema, over den gammeldags møblerede behusning. Selv stolene var runde, men med træstøtte, der mindede om middelalderens værtshusstole. Bordene var runde, igen af tykt træ, der gerne holdte til mere end et par slag af knyttede, buttede næver. Bella, som nu trådte indenfor denne betrygning, lod ikke til at være chokeret. De mange råb om øl blev tavse, tiden stod stille og mændene gloede på hende, som var hun et trofæ fra en helt anden, eventyrlig verden af alt godt og lyst. Med det hvide, tykke og pjsukede hår som en dukke, de mandelformede forundrede øjne og bare hele kroppen udsendte et slags uskyldigt, men aldeles farligt look over hende. Som en engel, der bar en hemmelighed så grusom, at enhver gentleman ville forvandle sig til et herrens bæst, bare fra lyden af hendes læbers udtalte ord. En skrøbelig genstand, men kraftigere end guds hånd på jord.

”Bloody Mary” Bellas ord, der kom ud flydende og dog tunge, satte igen larmen i gang i husets ellers utrygge stilhed. Krus blev igen slået sammen med en irriterende klirren, imens kvinderne hvinede over balleklapningen eller når mændene skreg over det enten gode eller dårlige resultat, fodbolden altid gav, på den ene eller anden måde. De skarpe pupiller, mørke som de dybeste afgrundes bundslugter, blev dyrisk rettet på en enkelt ung dreng, alt for ung til denne svinesti med alkohol i stedet for mudder. Halsen blev drejet, hovedet sænket lidt til siden, undrende over hans tilstedeværelse. Men der gik kun få sekunder, så blev opmærksomheden igen rettet på det dystre glas, indeholdig en yderst frastødende Bloody Mary ingredienskombination med perfekt blævrende masse. Alle fem af de slanke, blege fingre fangede det kølige glas’ omkreds, klemte imod det, ved at skabe tydelige aftryk, hvis ikke indholdtet havde forstyrret indsynet. Med røven i sædet, overværede hun med nysgerrig sind, den lille væske, der igen og igen havde formålet med at ætse folks organer med en frygtafgivende smag af ren ødelæggelse. Igen lykkedes det den, at stille spørgsmål med eksistensen af smagsløgen, især da den brusede langs spiserøret, i store, hostefremkaldende klumper.
Ulækkert stads.

Den ubønhørlige regnbyge fik alt i hele gaden til at virke mere dunkelt end det rigtigt var, mest af alt lignede den en scene fra en gammel film-noir, den lille gade var tit blevet forvekslet med den filmen Casablanca, men hvor meget der end var lighed mellem de to steder havde denne gade aldrig set skyggen af berømmelse, et filmkamera eller for den sags skyld et almindeligt kamera. Lyden af regnen skærmede for alt andet så selv ikke to tunge støvler i militært design kunne høres, det var kun når de engang imellem ramte en vandpyt at man ville ligge mærke til dem og den høje muskuløse mand der bar dem, han kom i stor hast ned forbi husene og den silende regn syntes ikke at bide på ham overhoved, hans gang og den ranke positur samt den ro der herskede over ham gjorde at han virkede unaturligt rolig i forhold til hvor skummelt der var omkring ham, en enkelt skummel person fra en sidegade overvejede at træde frem, men da lyset faldt på hans måls ansigt kom han hurtigt på andre tanker, der var ingen i Di Morga der efterhånden ikke kendte det og specielt røvere og andre banditter havde lært at respektere manden der var kendt som et militært geni på højde med Napoleon selvom han aldrig ville gå med til at kalde sig selv det.

Lyset fra et værtshus faldt på gaden udenfor og brød det ellers meget grå og triste der herskede som en ondskabsfuld og deprimerende skygge, larmen og lugten nåede gaden og vidnede om at der var liv og glade dage på stedet, en ting der formentlig ville forsvinde så snart den drivvåde og åbenbart kendte mand trådte igennem døren. Lydene og lugtene blev snuset ind gennem næsen og helt ned i de ubrugelige lunger, der var intet som at tage tilbage til rødderne og se om alt stadig var som det havde været inden man sådan kom til tops i en verden der påskønnede vold, død og ødelæggelse mere end den elskede folk der åbnede for medlidenhed fred, så meget havde ændret sig på blot en måned, men arbejdet var så langt fra færdigt at man vel knapt kunne sige det var gået igang efter alt. Regnen afbrød tankesporet efter flere minutter hvor regnen bare havde fået lov til at sætte sig i hans krop som en kulde der var værre end den normale der ellers altid herskede.

Som døren igen gik op blev der stille i værtshuset og en stille mumlen bredte sig da man først ikke kunne se hvem det var der kom ind og da han trådte længere ind i lyset havde han trukket en hætte for langt op over hoved til man kunne se hvem der gemte sig under den og larmen kom stille tilbage som døren lukkede og han fandt vej til baren, med et lille bump satte han sig ned på en barstol ved siden af en menneske kvinde og prikkede to gange i bordpladen så bartenderen kom nærmere, med en så lav stemme at den knapt kunne forstås kom kun et enkelt og faretruende ord, "Vodka", bartenderen fik et underligt udtryk og fandt et glas og en flaske frem og satte begge dele foran den sortklædte og skumle gæst, men da han skulle til at hælde op i glasset greb han ud efter flasken og tog den til sig, med den samme lave stemme som før kom et meget simpelt "Det var alt" og bartenderen kom hurtigt væk da selve kulden som den maskerede mands udsendte var nok til at få en til at fryse ind til marven.

Hvis nogen skulle have gættet på hvor Di Morgas konge var henne ville det nok ikke være på et værthus i Terre, men ikke destro mindre ville det være sandt, for mellem lugten af bræk og småvrede bemærkninger sad han og nød en flaske vodka for sig selv, andre ville uden tvivl gå i brædderne efter en hel flaske af det stærke kartoffel saftevand, men Alexander havde så meget erfaring og så brugt en lever at det ikke var et problem a holde sprutten, han kiggede kort på kvinden ved siden af sig og ned på hendes drink, en "Bloody Mary", dengang han havde været i live havde han engang drukket sig fuld i kvindedrikken og havde fået tømmermænd der havde kunne få voksne mænd til at græde, det var en supstans af ren ondskab og han respekterede folk der kunne liden den samt den selleri der blev sat i som pynt.

Der havde været noget mærkværdigt, over den maskeredes indtræden. Ikke fordi hætten skjulte hans ansigt for fremmede blikke, hvilket var normalt disse dage, men stemmen. Hvis hun fik lov at gætte, ville et par sprukne læber og en tør hals være billedet for blikket, idet bartenderen nærmest frøs, selvom denne var iført behageligt varmt kluns. Det hvide hår skærmede nok for mandens blik, hvis han overhovedet tjekkede Bella. Det eneste, der beviste forskel fra det blege ansigt til det kridhvide hår, var et par utroligt tynde og svagtslørede grå skygger, tættest på de lange tråde.

Knok knok knok
Det var skoens tip, der utålmodigt bankede imod egetræets hårde overflade, kun besudlet af poleret beskyttelseslak, der netop fungerede som bodyguard imod uvedkommende væsker. Ansigtet henlå stadig i et funderende, dog neutralt udtryk, da glasset klingede imod træfladen. Kun tre sjatter flød på bunden, kun en halv centimeter krystal fra træet og dets beskyttelse. Ud af øjenkrogen, spottede den sorte afgrunds pupil mandens drikkelse. Ren Vodka, af bedste rå kvalitet. Den første tanke, der faldt Bella ind, var at alle mændene herinde ville dejse om med brændende halse og læber, de næste 4 dage. En anden tanke var, om han mon kunne bunde flere? Igen, en mærkværdig ting over den fremmede, hun nænsomt opfangede fra hans handlinger, ikke fortrødne, men beslutsomme. Hvis der var noget hun ville, var det at respektere ham, ihvertfald for dét. Fingrene slap langsomt drikkelsens fangeskab, idet den roligt blev ført ned til skøddet, sammen med den anden hånds. Flettede fingre. Igen, ubeslutsomhed kunne ikke spottes nogensteder, heller ikke ved det hår, der bølgede frem og tilbage imod og fra rygsøjlen.
Stadig lød der klirren, råb og højrøstet latter, da hun drejede halsen helt, for at få et ordentligt overblik over den nye fremmedkomne. Hun havde ingen idé om hans slægt, og endnu mindre, om mandens status. Hun tvivlede faktisk på, om det nu også var en han. Et køn, af det mere maskuline, dog også aggrasivt anlagte kromoson. Bella spekulerede, men da ikke åbenlyst, da ansigtet endnu fortrak sig i en dyb neutralitet af aflåste følelser, ikke offentligt til skue, som vilde dyr i en zoo. Nu hun tænkte over det, fandtes der så en zoo? Et sted hvor folk faktisk kunne hygge sig, uden chance for skuddramaer og højtskingre skrig, der indikerede det næste dødsfald. Ikke ligesom her. Her kunne manden, som et hurtigt eksempel, jo bare trække pistolen frem og ende alles liv. Selv hendes. Disse tanker, fik en svag antydning af irriteret undren, til at trykke sig frem, som en nærmest usynlig hudfolde i de ene side af læberne. Hvem var denne mand, eller dame?

"Stærke sager.. Vodka" Hun vinkede hurtigt bartenderen til sig, mens blikket igen stod på de mange flasker, der var bag ham. Som der hurtigt blev fyldt op af Bloody Mary, faldt det dyriske, dog svagt pulserende blik på den fremmede konge. Den svag orange drik skvulpede ildevarslende i krystallets fængsel af glas, boblede næste syrligt, idet det lille stænk persille så ud til at blive opløst, uden overhovedet at blive påvirket. Sandheden ses ikke altid i synet, det var ganske vidst. Ligesom man aldrig skulle skue hunden på hårene, i dette tilfælde, ville ingen gætte at netop denne kvinde, så dukkeagtigt med sit feminine men uhyggesfremkaldende udseende, var en menneskeslagter - og specielt ikke en, der så det som en god hverdagshobby!
Stadig lå blikket på den fremmede, imens drikken langsomt gled ned af røret, igen i store klumper alkoholsfyldig væske. Spidsen af den blå sko dunkede stadig urytmisk imod træstykket, lugtene blev ikke formindsket at indtaget og de mange råb druknede ikke i hendes koncentration, om at høre den fremmede, hvis han mod al forventning, skulle udtale en sætning med hans utydelige, sandpapirs tørre stemme.

Fingrene trommede stille på det nu tomme glas og hvor andre ville have efterlad mærker eller bare fingeraftryk på glasset skete der intet, han var for kold til overhoved at kunne efterlade den minimale mængde sved og død hud der skulle til for at lave et aftryk der kunne ses eller hvis det var bruges af politiet, hans trommende fingre blev suppleret af kvinden der sad ved siden af ham, hendes hæle klappede i jorden med en fast rytme og uforvarent kom hans fingre til at følge den, den var irriterende hypnotiserende og det var næsten umuligt for ham at stoppe igen på trods af at det var så lille en ting, men det viste vel bare vor lidt det skulle til før hans opmærksomhed blev fanget.

Han plantede igen to fingre i bordet med samme resolutte og meget kommanderende bevægelse som før og bartenderen fandt hurtigt tilbage til ham med et nyt lille glas for at hælde er shot mere op til ham, men i det samme han skulle til at hælde den stærke sprit over i det lille glas holdt han en hånd oppe i luften, kun lige højt nok til at den løftede sig fra bordet, "Lad den stå", hvis hans stemme før havde kunne beskrives som tør var det intet imod hvad den var nu, det var ligefør man skulle tro at han hev al glæde ud af dem der var ham nærmest. Bartenderen så tøvende et øjeblik, men satte så flasken væk og kom hastigt væk fra den ende af baren hvor den hætteklædte mand og kvinden sad, han svarede hende ikke, men satte bare flasken for munden og tog flere store slurke af den brændende væsken mens han ud af øjenkrogen kiggede ned på hende drink, at man kunne klemme den første ned var en bedrift nok i sig selv og så for en kvinde, men ligefrem at købe en mere, han rystede kort på hoved og lod nu fingrene tromme mod flasken i stedet for glasset så han igen faldt i samme rytme som hende, om hun ville se eller mærke det kunne vel være underordnet, han havde ingen grund til frygt, ikke her, ikke nogen steder.

Vodkaen plaskede rundt nede i flasken og kom med en sælsom og meget trøstende lyd, for en forhærdet dranker ville det være lyden af hjælp til det problem der opstod hver dag, den evige søgen efter noget der kunne hjælpe en af med tørste, den evige søgen efter at finde mere, man kunne vel på det nærmeste kalde dem menneskelige versioner af vampyre sådan som de opførte sig, forskellen var bare den at vampyrene ikke ville blive svagere og svagere med tide, men i stedet blive stærkere af den erfaring de opnåede gennem et liv der var blevet gjort unaturligt langt gennem et ritual som mange beskrev som modbydeligt, men som den indvigede vampyr ville kalde for deres genfødsel. Alexander kiggede kort rundt uden at dreje hoved, der var ikke andre væsner i dette rum udover hamselv og bartenderen som sjovt nok var djævel, men gjorde en stor indsats for at skjule det, dog kunne han ikke gemme sig for Alexanders næse for svovlen ville altid i dem som en del af det de var blevet skabt af, men ellers var der ikke andre med specielle krafter så han kunne være helt sikker på at der ikke blev ballade fra nogen kant.

Tankerne om gadekampene der havde foregået de sidste par dage tyngede den store mand, han kunne ikke lade være med at være dybt overrasket over hvordan mange mennesker så ham som en helt og en redningsmand når han havde dræbt så mange af deres egen art for at skabe ro og orden i det land han nu betragtede som hans eget hjem, han tænkte med skam og vanære tilbage på tiden inden han var blevet ophøjet til det han var nu, han havde været uoplyst frygtsom og ikke mindst en kujon der ikke havde stået tilbage fra at bruge beskidte knép for at vinde en kamp, til hans egen æres genoprettelse havde han nu ødelagt alt det den tidligere konge havde skabt og kunne nu begynde fra bunden med at skabe et bedere rige for hamselv og dem der levede i det, men han var ingen helt og skulle det endelig værre ville han dræbe alle dem der stod imod ham bare for at vise sin overlegenhed. Han strammede sit greb om flasken og den knirkede faretruende fra styrken inden han slappede af igen og drak det sidste som var det sodavand, han drejede hoved mod kvinden efter at have drukket hele flasken og fra hættens mørke indre ville hans to syregrønne øjne være det eneste der kunne ses "Vodka minder mig om hjem", hans tørre stemme vendte tilbage med samme næsten uhørlige lave volume som før mens han kortfattet snakkede til og besvarede kvinden med noget der mindede om et svar.

Ingen reaktion blev udløst fra hans tomme svar, udover en uhørlig bevægelse, der lagde glasset på bordfladen, igen uden indhold. Lydene forstummede, blev nærmest et med den stilhed, der hang over hende som et tykt hjemmestrikket tæppe af ren fåreuld. Hun ville ikke trække yderligere i sin nysgerrighed omkring ham, og lod blikket skue rundt omkring. Det var en dødt lokale, hvis man var i hendes krop og kun lod få sanser forblive tændt, i alle tilfælde, på minimumstyrke.
Fluens ihærdige basken, der lød som en drøj summen. De to vinger, der blandede cigar og alkohols lugtene sammen, og svingede dem rundt i luften, uden et egentligt formål. Den ellers høje råben, afgav nu kun en tom "ingenting". Fingrene flettedes i skødet, men selvom nerverne var i top stand, mærkedes der alligevel ingen pulsen, prikken eller stikken. Det normale var nu ikke normalt, men frastødt. Tankeboxen var slået fra, og alle ellers menneskelige reaktioner, gået ud. Selv hvis den fremmede pludselig ville snakke igen, ville eneste bevægelse være, et svagt åndedræt, næsten u-eksisterende. Mange ville utvivsomt græde, hvis du så hendes døde væsen. Så, hvordan hun lignede en dukke, men ikke kun lignede - var som en dukke til perfektion. De ellers dystre, men farveudspringende øjne var blege, manglede på en eller anden måde liv. De var grå - ikke andet. Det ville unægteligt ligne et par glaskugler, i en mandelform, hvis ikke pupillerne stadig vibrede, dog med svagt anskueligt liv. Sorgen ville blive udløst i ethvert menneskeligt væsen, der skuede i dem, uden at få reaktion tilbage. En pistolmunding imod panden, ingen reaktion. Tvungen skub udover en høj klippeafsats, intet skrig. Et blad, huden skåret op og blodet flydende, kun en dødt smil. En psykotisk persons smil af fryd.

Et pludselig fniseudbrud dræbte den neutrale, dukkeagtige holdning og afgav igen en aura fra kroppens porer. Det var dog ikke et normalt fnis, og det fik samtlige kunder til at glo overrasket på hendes sammenkrøblede stilling, stadig med balderne på stolens vandrette træ. Håndballerne skyggede for munden, samt fingrene for øjnene, så kun det pjuskede hvide hår hang ned af ansigtets sider, bølgede ukontrolleret i den svage gråd af latter. Der var ingen grund til latteren, men det behøvede hun skam heller ikke - hvem gjorde egentlig det?
Øjnene var lukkede, men fik man alligevel set mundens bugning, var man helt sikker på én ting. Hun var splitterravnende sindsyg. En bleg savlstribe, gled langsomt ned af mundvigene. Det kunne nemt blive sammenlignet med fråde, men denne stribe var meget mere klar, men med en mørk, dyster hemmelighed. Hun standsede ikke, end ikke efter 5 minutter, grinede stadig ustyrligt imens at alle nu var tavse, skuede deres forskrækkede og bange blikke på den hysteriske kvinde, der ikke kunne tages alvorligt, ikke efter denne omgang.
Først senere...

((undskyld den er så kooort :3...))

Alexander drejede ikke engang hoved da kvinden ved siden af ham begyndte at fnise og til sidst brød ud i åben og meget forstyrret latter, for ham var det bare baggrundsstøj mens han i sit stille og overraskende rolige sind bare betragtede hende med alt andet end hans øjne. Han kunne høre hendes vejrtrækning så klar som havde han haft øret ved hendes hals og han kunne lugte hende, hvordan en smule sved der knap nok havde rørt overfladen af hendes skin nu spillede i hans næse og forsikrede ham om at hun var et menneske og ikke et eller andet væsen han burde give opmærksomhed eller ligefrem slå ihjel, men mest af alt kunne han når han lystede føle hvordan hendes varme krop bølgede mod ham mens hun grinede. Der var noget helt i vejen med hende, det skulle der ikke være tvivl om, men fordi folk var en smule excentriske skulle man ikke hade dem, han var selv mere eller mindre tosset så han vidste hvad han snakkede eller i dette tilfælde tænkte om.
Han drejede svagt hoved så hans ene meget grønne øje var det der stod frem ud som en lysende stjerne i det ellers totalt mørklagte ansigt, han kunne ikke lade være med at føle hvordan hendes puls spillede med hendes blodåre og hvordan hendes lugt nærmest tvang ham ud af sit skjul, men han lod være, han havde ikke lyst til at hans identitet skulle blive afsløret på et sted som dette hvor det var mere reglen end undtagelsen at de sidste små flygtige rester af det der engang havde været det gamle styre nu gemte sig fra dagens lys og hans soldater. Savlstriben der løb ned af hende fangede hans blik og han fik et kort øjeblik en ukontrollabel vrede til at danse som en vanvittig i hans bryst uden at han kunne forklare hvorfor, der var ingen grund og det var ikke fordi det var første gang han havde set et menneske der ikke havde det helt godt i hoved, han havde set så mange der ikke havde kunne tåle mosten i felten at han havde set nok for en hel livstid i løbet af en uge. Mens alle andre forsigtigt pressede hendes tossede og maniske grin ud for at vende tilbage til deres forehavnede blev han ved med at kigge på hende, mennesket havdebestemt potentiale, problemet var bare hun var en svag race eller havde han allerede tilbudt hende arbejde på Abbadon, men den lille fejl kunne der vel rettes på hvis hun altså gik med på at blive et højere og stærkere væsen end det hun var nu samtidig med hun fik mere styrke og magt til at udføre det der unægteligt lugtede som meget lyssky ting.
Alexander drejede hele hvoved så hans opmærksomhed nu var fuldkommen på kvinden med savlen i mundvigen, hans syregrønne øjne var stadig det eneste der trængte igennem mørket fra hætten til hende. Han betragtede hende kort inden han med en lav raspende stemme der var lige så tør og monoton som før spurgte, "Miss jeg undre mig over hvad de finder sjovt og vil forsøge at finde morskab på samme måde som dem selvom det nok ikke sker... Dit navn?" det sidste var ikke engang et spørgsmål, men kom ud som en lav kommando der i alle andre øre lød som noget der var en meget god id+e at følge, desuden brugte han sine hverdags vampyrevner til at charmere sig ind på hende så hun ville have nemmere for at åbne op for ham og siden hun var et menneske burde det ikke være svært.

/sådan endelig et svar jeg kunne lide... omend det blev lidt kort :s//

Hænderne trykkede sig imod maven, imens hun svagt prøvede at dæmpe sit behov for mere latter - flere vanvidsstrukne grin. Noget over de grå øjne, der på et tidspunkt endelig fangede hans gennemtrænge, rovdyrlige grønne, stoppede end ikke med at smile, selvom munden var en lige streg. Kun det ene øjenbryn skød opad, idet han spurgte efter hendes navn. Eller nærmere, kommanderede.
Han ville nok ikke forvente, at hans vampyrlige charme ikke havde effekt på hende; hvilket selvfølgelig ikke var helt normalt. Men intet om hende var normalt. Siden fødslen havde menneskeligt behov for tryghed, sex og andet fjams, været væk fra hjernens følelsesmæssige hovedcenter af registrerede emotionelle handlinger. Ikke engang en tanke faldt det hende ind, at adlyde denne fremmede, ved at afsløre sit sande navn: Men det falske, det havde han nu fortjent, efter at tale med hende - især da han havde overhørt hendes frådende latter.

"Sintra, det er ihvertfald halvt rigtigt"
Hun smilede åbenlyst nu, lagde overkrop og hoved frem, albuerne støttede imod den hårde bordflade og håndryggene skød imod loftet, så hagen kunne hvile blødt på begge håndflader, hvor fingrene stod til siderne. Barmen var ikke verdens største, men den blev ved hjælp af armene, fremhævet lidt ved sin svage hudfremviselse. Hun blinkede med det ene øje, fnes svagt og lod tungen snitte læberne svagt, før hele udtrykket igen blev seriøst - som en fjattet sekretær, der endelig er nået til enden af sin leg; "katten & musen". Nu skulle hun bare afslutte sit grotesk ondsindede smil... Med en stor finale!

"Hvad med dig, konge af de fremmede? Men det er vel ligemeget for, du ville gerne vide hvad morskaben i min latter var? Jamen det skal jeg da vise dig!" Hun fiskede noget fra sin usynlige lomme op, hvilket med det dyriske blik, kunne have været et våben. Men der ville ikke gå mange sekunder, før det firkantede objekt, skulle vise sig at være et godt, gammeldags hubba-bubba tyggegummi med blåbær og lime smag. Den fandt hurtigt indenfor munden, idet hun skubbede stolen væk i en smidig bevægelse, gik imod den fede flæskedame, der havde siddet bag Sintra - idet hun begyndte at fortrænge sin snart overrumlende latter. E småklunset gang, hen bag kvinden, der tilsyneladende aldrig ville opdage tilstedeværelsen af den tynde ungtøs. Ikke før at Sintra elegant svang en halv cirkel, stoppede damens grisetryne med to fingre for at stoppe tre i munden, før den næste shots skulle fylde den opsvulmede mavesæk.
Det var nemt at se på Bellas blik, at hun nød dette til fulde drag - men også da hendes hoved sank sig til kvindens øre, med læberne blidt kærtegne den fedtede øregang. De grå øjnes pupiller, blev slanke og krybdyr agtige, da de stirrede velfornøjet på den unge vampyrherre, uden at vide hvad han var. Hvem han egentlig var. Med en hviskende stemme, men rettet imod vampyren, så hun på ham, selvom munden var drejet imod hendes øre - der ville ikke gå lang tid, før denne fedtgris var død af luftmangel.

"Kære kætting... Hvilke børn har du spist i år? Kære kælling.. Hvilke mænd har du slugt igår? Kære kvinde... Hvem skal dø idag?" Hun sang den morderiske tone ud, som en farlig sang af fugle, der kun havde oplevet død, skabt af deres ejne kløer - selv hvis de ikke var beregnet til slagtning. Hun måtte beherske sig, for ikke at fnise, da skrigene blev højere - alle udover vampyren, ville gå i panik: Ikke høre de ord, der flød imod den døendes øre, også vampyrens, forhåbentligt.
Hun ønskede at han skulle forstå. Forstå, morskaben i tilfældige drab - men således også planlagte. Kvinden var virkelig en plage: Havde udgivet sig for en nonne, for at stjæle de andres mad. Havde banket tre af sine sønner og døtre søndersammen, dræbt dem og spist dem - ikke kun for at skjule ligene. Kvinden havde været overvåget af en anden slagter, uden at vide det: Havde ikke været forberedt på en, mere vanskabt, end sig selv: Tænkte ikke på sin mand, der lå derhjemme, og fik sig en god aften morskab.
Ikke at manden ville savne sin kone, elskerne kunne sagtens tilfredsstille de lyster han ejede.

Alexander så undrende på den uden tvivl tossede pige, hvad han dog ikke ville gøre for at kunne læse hendes tanker, men desværre var det en af vampyrevnerne der var gået ham forbi, hun ville uden tvivl have en fascinerende sind som han ville elske at pille endnu mere fra hinanden, men det ville ikke være godt for hverken hans forklædning eller hans omdømme hvis han begyndte at torturere hende helt ind i en psykose midt på et sted der var fyldt med folk der ikke kunne holde deres mund lukket med mindre man slog dem ihjel eller lidt sjovere simpelhen fjernede deres tunger. Han øjne fik mere og mere lys og hans smil blev bredere og brede til man rent faktisk kunne se hans hugtænder og kunne gætte hans race og lagde man to og to sammen ville det ikke være svært ud fra de syregrønne øjne og hugtænderne at gætte hvem han var, der var ikke andre som ham nogen steder i byen, han havde da ihvertfald ikke hørt om andre vampyrer med sådanne øjne.
Han kunne ikke lade være med at more sig en smule om det hun gjorde ved den meget tykke dame, hun fortjente det uden tvivl fortjent den skæbne hun nu mødte, for der var ingen der ville slå nogen ihjel på en sådan måde med mindre de vidste forfærdelige ting om dem. Der kom en rallende lyd fra den tykke kvinde som blev mere og mere blå i hoved, havde det ikke været for hans stærke kontrol over sig selv ville han have begyndt at grine højlydt på samme måde som hun før havde, *så det er kun halvt rigtigt dit navn er Sintra, det kan vel bruges*, han kunne nu sætte navn på det kønne ansigt og det var altid dejligt, men hans ville hun ikke få ikke endnu, men en plan var begyndt at vokse frem inde i hans hoved, en plan der i særdeleshed kunne blive noget Sintra ville syntes om hvis hun besluttede sig til at hun ville tage imod det han, når tiden var rigtigt, ville tilbyde hende.
'Konge af de fremmede' det var vidst et meget passende navn til ham nu når han tænkte over det, det opfyldte ihvertfald til dels hans rigtige titel mens den skjulte hvem han i virkeligheden var, han mistænkte meget Sintra for at vide hvem han rigtigt vart nu når han tænkte over det, det virkede næsten som om hun var glad for at se ham selvom det nok var forvrænget af hende lidt spøjse sind så det bare virkede sådan.
Alexander rejste sig fra sin plads og gik med glidende skridt over mod Sintra, kvinden som hun var ved at kvæle var tæt på at give slip på livet, men det syntes ikke at rage Alexander det mindste, det var kun Sintra han havde fået for øje ligenu og det ville hun også hurtigt finde ud af. Alexander stillede sig helt op af hende mens hun stadig var ved at kvæle damen, hun ville som alle andre mennesker forhåbentligt føle sig meget tiltrukket af ham, men man kunne vel ikke være sikker når det var en person der var en smule forskruet, han hviskede ind i hendes øre med sin sprøde dog meget venlige og charmerende stemme, "Du er da en af de få mennesker som jeg har fået respekt og for over så kort tid og ikke nok med det så er du også en digter, der er så meget potentiale i dig så det næsten oser langt væk", med en hånd tog han roligt fat om den døende og knapt levende kvindes hals og trykkede med to fingre til der lød et dybt knæk der fik alle i forsamlingen til at komme med et lille gys, kun med to finger der ikke engang havde nået hele vejen rundt om hendes tykke nakke havde ha brækket hendes nakke så hendes hoved nu dinglede på en sjov og kun blev holdt nogenlunde på plads af Sintras fingre.
"Jeg er en mand der altid søger folk med dine evner, hvis du ønsker at få lov til at dyrke dether som mere end sport har jeg måske et forslag til dig... mød mig i baggården om lidt", Alexanders stemme havde som før været blød og alt for venlig til en mand der lige havde set og været med til at udføre et drab, selve Alexanders kropsholdning var igen blevet rank og han forsvandt hurtigt ud af bagdøren til den lille baggård hvor man kunne være i fred.
Regnen var intensiveret så man kunne tage et bad udenfor hvis man ønskede det, men det var noget andet som Alexander heller ville have eller rettere sagt smage.

Hun undersøgte manden, tydeligt, da det dystre knæk lød i det snart halvtomme lokale. Øjnenes nuance, var som kviksølv, der flød rundt og rundt, prøvede at indsvøbe den sorte prik, der understregede det dunkle farvelandskab i dem. Det brede smil svandt hen, blev en lille streg, der ligesom udtrykte det samme som resten af kroppen. En slags hybridfølelse af undren, men også, nysgerrighed. Manden så ikke ud til at være blevet særligt overrasket over hendes pludselige kvælertag, men med det brede smil hans mund og øjne havde afgivet sig, den samme emotionelle tanke, som hende?
Dette nyfødte håb, fik fingrene til langsomt at slippe sit offer, der for længst havde haft en brækket nakkehvirvel. Hun overvejede de ord, Scars så nydeligt havde efterladt sig. Det var som om denne sætning, så fjern og dog håndgribelig, gjorde noget særligt ved hendes system. Pillede ved de mange virusser, der havde haft styret siden barsben, hvor de også kun lige var blevet født. Der, hvor føden stadig var lille, men gav det stor styrke og egne ben. Egen handlingsvej.
Det gav et lille klask, da et stykke tyndt hud, der kun lige dækkede det friske kød, ramte imod tindingen. De ellers blide farver i de grå øjne, var gået over til en ildevarslende storm af rasende brandmænd, med grå tentakler, der aggrasivt omringede de to små, sorte punkter. Hendes læber gik nedaf, fik den ellers rosanuance, til at virke dyrisk - som en morgensur løves, efter et heftigt brøl ud i det fjerne landskab.

Hun fulgte dørens små sving, frem og tilbage, efter at vampyren havde efterladt det opvarmede rum, hvor man som et levende væsen, tydeligt kunne mærke de små hede partikler, fra hver og ens enkelte puls, der klistrede sig til alle i deres vej. Det føltes for Sintra, som små svedperler, der langsomt samledes, for derefter at glide langs kinden og halsen. Det var lidt uhyggeligt, men som hun nu var, rystede hun afvigende på hovedet, bare for at følge efter Scars, der åbenbart ville have hendes "evner". Hun sad stadig, så på den hvidcremede væg. Den udtrykte intet. gav ikke sin mening. Fortalte hende ikke, hvilken handling var den bedste - eller i hendes tilfælde, værste. Væggen gjorde ingenting. Det irriterede hende grusomt, så tænderne langsomt begyndte en ny vane, der ikke var velset: De gled frem af tilbage, ville til sidst slide alle gummerne helt ned, til en ukendelighed. Hun ville behøve sugerør.. Ikke godt, for en ung kvinde, som hende. Især ikke hende.
Det fede gulvbeklædning, gav en skrattende hyletone, da stolens ben skred hen af det. Der kom små, nærmest usynlige ridser, i den blege lak - ikke at Sintra tog sig af det overhovedet, hvilket nok var meget sandt. Små korn satte sig fast, i de tykke hårtråde, der svang sig om hendes ansigt, fik det til at se ret så glamoriøst ud. På trods af øjnene, der glødede med en intens magt, og det grådigt gustne smil, hvilket slet ikke kunne komme under en endnu eksisterende kategori, selvom det helt klart ville have en god plads på tronen, hos "horror-massacre" delen. Fingren trommede taktfuldt imod lårene, der slangede kroppen fremad, i snu bevægelser. Hofterne bølgede svagt til siderne, der gav det hele et klokkeagtigt fald.
Tik.. Det var den højre side af gangen...
Tok... Den venstre, der ligesom fik det hele til at gentage sig, lige indtil hun nåede udenfor, i den noir-agtige stemning, med regnen og den kutteklædte mandsling i midten af hele scenariet.

"Kong fremmede... Du nævnte vist noget om et forslag? Hvilket, om jeg må spørge?" Hun regnede ikke med et svar, med ord - men handling. Lidt ligesom hun ville, i sådanne situasioner. Selvom, hun nok aldrig, havde været i en som denne. Aldrig. Det gav faktisk hendes nysgerrige sind, et ekstra kick, for at være ærlig.
Hvem fik nogensinde et tilbud, pågrund af et mord?... Det var...
Tankevækkende.

Udenfor i baggården var der ikke andet end en gammel bil og nogen skraldespande som stod smidt på jorden som om der havde været en slåskamp, hvilket også var meget muligt når man tænkte på hvilken del af byen man var i. Det grå sceneri fik nærmest det hele til at blive farveløst og smukt på en måde som kun de ældste film kunne frembringe igen, men det var bestemt ikke skønheden ved det triste som Alexander tænkte på i øjeblikket, de skumle bagtanker ved at prøve at få Sintra herud var uden tvivl det der dominerede de mørke hjørner af hans bevidsthed som han ikke engang selv kunne styre, det var irriterende, men ikke destro mindre meget godt når man var i kamp og man kunne slå alle tanker fra så man kunne bevæge sig hurtigere og derfor også være meget mere farlig for dem af ens fjender der ikke vidste hvad de havde sat sig op mod når det kom mod en. Alexander kiggede lidt op af den våde og grå væg der var foran ham ved siden af døren ind til den varme krostue, på den hang en lampe og en flue blev ved med at flyve ind i den med små irriterende lyde, havde han ikke haft Sintra at snakke med havde han skudt den, men det kunne ikke hjælpe at gøre det nu hvor han følte han havde hende i sin magt, så meget som han nu kunne have med en kvinde der mildt sagt virkede ustabil som hamselv.
med sin ene arrede hånd rakte han ned i sin lomme og hev en lille pakke cigaretter frem, men han nåede ikke at proppen en i munden inden Sintra kom ud så han pakkede dem væk igen, det ville alligevel ikke give ham et kick mere, men det var en vane fra da han var i live som han bare ikke havde kunne smide selvom det ikke gav mening mere. Alexander ventede lidt til Sintra var kommet ud og havde suget lidt af den kraftige regn til sig og så med et i en fart der gjorde det umuligt for et menneske af fornemme det der skete, han greb hende først om halsen med den ene hånd og tog fat i begge hendes hænder med den anden så hun ikke kunne flytte sig, han stødte hende op af muren bag hende og stirrede hende stadig lige i øjnene men havde dog stadig hætten på så hun ikke kunne se ham, "Jeg kan gøre dig til så meget mere end det du er, jeg kan ophøje dig til en højere eksistens der ikke ser med andet en stolthed i øjnene på den måde du dræber folk på... Lad mig sige det ikke er ofte jeg bliver overrasket og imponeret, men de Miss Sintra har virkelig fejet benene væk under mig". Alexanders næse rørte næsten hende og hun ville sikkert som de fleste andre mennesker føle sig tiltrukket af ham når han gjorde det.
Alexanders øjne hvilede i hendes mens han prøvede at fornemme det der skete inde i hende, om hun var villig til at høre efter og blive noget større eller om hun nu skulle vise sig at være svag og et spild af hans tid, men det ville være sådan en skam for hun havde virkelig store chancer i hans øjne for at blive noget stort.
Alexander hev sin hætte ned så hun kunne se hans ansigt og ville genkende ham hvis hun ellers vidste hvem han var, "Jeg er Alexander Lazarow, din konge, din beundre og måske med lidt held snart din ven. Du har en skønhed ved dig når du dræber jeg ikke kan se henover, du har en hensynsløshed der skræmmer dem omkring dig og sender mere end normal kulde ned af ryggen på mig". Alexander lænede sig helt frem mod hendes øre og slikkede hende langsomt op af kinden og til sidst på øreflippen, hun smagte enda som en morder der kunne få tingene gjort og som havde alle muligheder for at gribe dagen havde det ikke været fordi hun var et menneske. Om Sintra gjorde modstand eller som mennesker plejede at gøre blev hypnotiseret af hans nærhed og hans ord var fuldkommen ligemeget, hvis hun kæmpede imod var det bare endnu et signal om at hun var en kvinde der uden tvivl kunne bruges og blev hun hypnotiseret vidnede det bare om at der var plads til at hun kunne blive meget mere end det hun var nu.

Den korte stund, hvor hun var tilladt at tænke, blev brutalt udraderet. Vampyren havde klasket hende op af væggen, med så ufattelig en fart, at hun end ikke nåede at blinke først. Han holdte begge arme i en fast låsning, ryggen slangede sig imod ryggen og begge de to kviksølvberøvende øjne, stirrede direkte ind i hans syregrønne, boblende vandkar. Håret tog imod den faldende regnbyge, der forblev i live, imens de forstående åndedræt foregav hendes følelser. De var tunge, på en måde neutrale, imens luften fremhævede luften i grå slør. Det var, som om, at hendes lunger tyngedes af tyndt røg. Lidt ligesom når man udåndede noget af det, man for få sekunder siden havde kunnet slå ihjel for at få i sig. Nu blandede regn, kulde og røgen sig, til en pærevælling. Det af de to ansigter, var så nære med en minimal afstand, lagde et dybt, kulderystende skær over hele motivet af en udendørs baggrund, to hovedkarakterer i et dunkelt men følelsesfrydet aurapuls, silende regn og hjemmelavet gråt slør, samt den hamrende lyd af vandet, der bankede imod deres kroppe. Scars talte, der fik hende til at se op. Øjnene var seriøse, men charmerende underholdte. Som om dette var en helt almindelig scene, hvor de mange tilskuere, lige havde fået deres livs lattertur, af en professionel komikers forberedte hjemmejokes.
”Gøre mig til.. Sådan en som dig?” Hun fnøs. Men ikke hånligt, som ellers var meget kendt, især når det kom efter et af hendes spørgsmål, der ikke skulle svares på. Hun tyggede på den meget, meget velsete idé. Det var ikke kun magten – selv om det hjalp en del – der tilsmigrede tanken. Det var også det, at have den enorme styrke og måske også medfødte elegance, til at slå ihjel, stolt. Det gjorde hun allerede, men foran alle, skulle det helst være bedst, at de også påskønnede dette. Netop, at slå ihjel, for nydelsens skyld. Uden grund, hun behøvede ikke deres lig som føde. Ikke pågrund af at de nagede hende, hun havde skam intet imod små børn eller smukke mænd, ligeledes grimme kvinder. Alt i alt, var det bare en malfunktion i hendes hjerne, der efter 21 blodsporstrækkende år, der ligesom havde vokset sig til en realitet. Noget, der var virkelighedens endegyldige sandhed. Den helt rigtige sandhed – som man kunne sammenligne med Jesu og Jahves sandhed. I dette tilfælde: Ligegyldigt mord og pinselsfulde, unødvendige lidelser. Det var simpelthen bare noget, der for hende, altid havde givet den klareste mening af livets behov og dybe nødvendigheder.
Igen blev nutiden klar for hendes sind, da Scars næse, næsten ville glide imod hendes bløde hud, der indvendigt var kold som det flydende kviksølv, omkring hendes voksende pupiller, sorte som endeløse afgrunde. Tungen gled ud af det trygge mundkød, imellem de to læbers splitte, der fik vandet til at fugte dem, hvor det runde kød nu ramte. Kun det øjenbryn skød til vejrs, afgav et udtryk af skeptisk humorisme. Hun morede sig ganske vidst, men undrede sig sandelig også over, hvordan denne lille ”akt”, med den fede læs kadaver til de nu glade slagtere, kunne imponere denne mand, der skulle være mere end et sølle menneskevæsen. Munden begyndte langsomt at søge til siderne, med vigene, der sammentidigt også løftede sig en anelse opad. Nu begyndte det sjove først rigtigt, og det var ikke en undtagelse, at han på en måde prøvede at charmere sig ind på hende. Hvilket som altid, ville være en slags umulighed – hvilket havde været grund til hendes 21 år lange jomfrutilstand. Selvfølgelig med stor hjælp fra hendes slagtertendenser og sygelige form for underholdning.
Manden trak hætten ned, hvilket var en stor hjælp til hendes endeløse tankespind omkring denne ”fremmede konge”. Hun kæmpede, for at holde latteren inde, idet han havde endt sin tale. Det kælenavn, hun for sjov havde givet ham, passede på en mærkværdig måde komplet på hans officielle titel, som byherre. Smilet blev ikke kun betydelsesvis mere bred, men også så åbenlyst, at tænderne blev vist i deres småhvide tilstand. Denne vampyrs tunge flød nærmest langs hendes hud, idet den udsendte små vibrationer, op til hovedcenterets nervepunkt og tilbage igen, hurtigere, end han havde bevæget sig. Kroppens ryg, begyndte at skubbe sig imod Scars, i en slangeagtig bevægelse. Hun nød dette i fulde drag, forstod kun hans hentydning, til fulde fem. Det var næsten utænkeligt, at hun, en sindssyg morderinde, fik chancen til større magt. Flere kræfter. Ikke kun det, men måske endda, respekt! En respekt, ingen havde givet hende, siden mor, far og resten af landet, havde gennemskuet det frådende vanvid, der havde forårsaget mange ”ulykker” i over 13 år! Lige indtil de sjovt nok, kom ind i stuen, med hæse hyl, da hun havde stået med venindens hår i den ene hånd. Den anden var blodig, men også savlbetrukken, da hele den knyttede næve, var stoppet ind i venindens kæft. Hun havde stået med et smil, så frygtfremkaldende, at selv Stephen Kings ”bad guys”, ville ligne små kaniner i en blomsterfuld eng. Igen, så havde hun nu nydt det, selvom et langvarigt fængsel ville holde hende inde, de første 3 måneder – indtil en betjent havde været uforsigtig og sunket hovedet, til hendes egen øjenhøjde. En frygtelig fejl – der endte i et skæbnesvangert flugtforsøg, der lykkedes til ende, plus et par ekstra dræb på bagen.
”Min kære konge.. Heh… Jeg acceptere nu endda dit offer – da det virker, ligefrem dumt, at afslå dette herlige tilbud!” Hun lo, med et kækt smil i begge øjne, imens hun lod det ene ben løfte sig i en dog bøjet stilling, så hun lignede en slags stripper – på nær det smil, der var opstået. Det smil, der lignede det andet helt præcis – den dag det syndige mord med en knyttet næve, var blevet opdaget på et rædselsvækkende tidspunkt. Den dag hun var blevet 12 år.

Alexander lod fortsat sin tunge glide lidt op af hendes hals, han kunne mærke blodet pumpe under huden på hende, han kunne mærke hvordan hun nød det lige så meget som andre plejede at gøre det, hun var hans uden tvivl. Stemningen omkring dem var så fantastisk til dette formål, han kunne selv huske dengang han var blevet lavet om, det havde været smukt på en frygtelig og smertefuld måde han håbede han aldrig nogensinde ville komme til at opleve igen, hele hans krop havde været så fuld af smerte at han havde været nød til at knibe en tåre. Alt hvad der før havde givet ham glæde havde været væk på minutter og en tørst som ingen anden han nogensinde havde oplevet havde runget inde i ham som kaldet på den vilde natur gjorde ved skovens dyr, ligemeget hvad havde drukket eller spist havde det bare forvandlet sig til aske i hans mund, det var først da hans skaber til sidst i spøg tillod ham at få en dråbe blod som havde givet ham styrke nok til at fortsætte lidt længere. Få timer efter det havde han allerede dræbt flere mennesker og han havde siden forsøgt at dræbe hans skaber ved flere lejeligheder, men det var ikke lykkedes endnu.
Alexander kunne mærke hvordan hun pressede sig en smule ind mod ham og noget der mindede om glæde... eller var det vrede, det var så svært med de følelser når man ikke brugte dem til dagligt, følelsen kravlede op af hans ryg og satte sig i hans pande inden den spredte sig til hele hans krop, var det følelsen man fik når man vidste man havde nogen så meget i ens magt at de ville gøre som man bad dem om. Alexander kunne lide Jalwa fordi hun var dygtig til det hun gjorde og kunne blive værdifuld for ham mere end nogen anden han havde haft i sin tjeneste, hende morderiske lyster var så store at hun i hans øjne næste var på højde med ham selv, hun var dog en usleben diamand der havde brug for træning og flere kræfter end dem hun ligenu besad, men det kunne jo altsammen ordnes til hans fordel hvis det skulle være det.
Jalwa havde mere potientiale end han havde set i nogen af de sindsyge mordere han havde ansat gennem tiden, hun var så kold at hun virkede glad når hun slog ihjel og det ville blive hendes største styrke når de endelig gik igang med den træning der inden længe skulle starte, "Når jeg bider dig er der ingen vej tilbage og dit liv vil være slut og som din skaber vil du adlyde mig uden spørgsmål eller frygt for det jeg sætter dig til, jeg vil som din skaber altid være fysisk overlegen mod dig, det skal du huske, men nok om formaliteterne, jeg skal lave dig til et højere væsen, du vil blive større end noget andet her i Di Morga, du bliver måske endag bedere end mig... men regn ikke med det´".
Alexander slikkede igen Jalwas hals, men lod denne gang hans hugtænder glide op af den sammen med hans tunge så hun ville kunne mærke de to sylespidse kanter glide henover hendes blød nakkehud og så med et sank de ned i hendes hals, blodet begyndte at strømme ud og det var nu normale kvinder ville skrige til de ikke havde kræfter til at skrige mere, men underligt nok håbede Alexander på at hun ville lade være, men gøre noget der bekræftede hvorfor han havde valgt hende som hans skabning, Blodet strømmede ud i munden på ham og hans drak hver en dråbe til der næsten ikke var mere. Alexander stoppede og kiggede på hende men vidste ikke helt hvad han så på fordi hans øjne var så spændte at han knapt kunne se, "Drik dether", han bed sig i armen så tykt næsten sort blod strømmede ud af hans arm, det var det der ville gøre hende til det hun ville blive, en vederstykkelighed der ville blive det smukkeste og mest drabelige i Di Morga, hans nye enforcer, hvis hun da overlevede transformationen.

Det var først, da Scars besluttede sig for at bide i sin arm, at Jalwa igen begyndte at tænke. Så snart de spidse tænder dykkede ned i hendes kærsomme kød, stoppede alt psykisk som fysisk i hende. Ingen tanker. Ingen reaktion. Kun et pludseligt mørke, der tættede begge øjne helt, imens at blodet strømmede hastigt ind i vampyrens mund. Det flydende, rødblege væske, der kun var en smule metallisk men sammentidigt indeholdte den sindssyge, der var en slags forkert gen, skabt siden hun havde været et kønsløs sædcelle. Hun havde været præcis som dengang, da det eneste hun kunne, var at svømme fremad, som et levende dødt væsen uden hjerne eller andre funktionærer legemer. Men nu, efter lugten af blod strømmede igennem de nærmest døde lugteceller, at hele kroppen gik i start. Instinktivt greb hun fremad, men ikke imod armen, og nærmest flåede det ene øje ud. Proppede det blodige legeme i munden, tyggede og der gik ikke mange sekunder, før et par ændringer begyndte at træde frem.

Det startede ved det ellers hvide, glansfulde hår. Det forblev tykt, men langsomt fra toppens ikkeskuelige isse, bredte der sig en slags mørk nuance ned af dem. Som om farven langsomt blev hældt ned af trådene, langsomt men effektivt, uden at påvirke hovedbunden eller noget som helst andet. Hvis det havde været tykt før, var det en hestestrigle, med kun sorte tråde, der udgav det uhyggelige glimt fra hendes sjæl. Men håret var det mindst mærkværdige.
Hovedstrukturen blev rykket på. Kinderne blev mere fremtræden, en smule bredere og der var mindre pande. Man så hvordan små stumper af hår, voksede sig lange som når man filmede en plante gro, og valgte at skrue op for turbohastigheden. Lige indtil det havde samme længe, som resten af sine venner. Øjnene trådte mere frem, et mørkt omrids lagde sig om dem, som en påduppet makeup, bare uden sminken. Næsen ændrede sig, hvor kun farven på øjnene, var helt den samme som før de pludselige ændringer. Det var ikke kun ansigtet, som pludselig blev anderledes. Selvom hun ikke lignede en 21 årig længere, men nærmere end der var tæt på de 35, da konstrukturen og visdommen ramte nogenlunde plet på dét punkt.
Knoglerne, samt muskulaturen og huden, strakte sig. Blev ikke særlig meget bredere, men forlænget, på en klam måde. Man kunne næsten høre hvordan det strakte sig, og automatisk, trykkede de klare tænder sig imod underlæbens kød. Hun ville ikke skrige – trods den enorme smerte overalt.
Armene blev længere, ligesom de slanke ben. Men af en sær grund, kom der en unaturlig farve på neglene, der tilnærmelsesvis mindede om posedamens kløer, bare velplejede og i en blanding af indtørret rød og giftdampagtig lilla. Barmen voksede, blev lidt rundere og mere som hos en ældre, men smuk kvindes. En fin, men absolut dødbringende ældre kvinde, men alligevel, utrolig ungdommelig.

Intet åndedrag flød harmonisk igennem den silende natteregn. Den før Casablanca-agtige stemning, var blevet erstattet af et brydende, scary-movie lignende scenario. Den smertefulde forvandling af både det psykiske og fysiske forhold, var nu fuldendt, et ildevarslende motiv. Blodvekslingen var definitivt godkendt, hos hendes krop. Generne var døde, men på en måde alligevel i live. Men til gengæld, ejede hun ikke den genkendelige bleghed og de røde øjne som normale vampyrer – hun havde altid været anderledes, og dette, havde ikke gjort andet end at ophøje det endnu mere. Hun var ikke bare en nyfødt, tilfældig vampyr. Hun var en sand arverske, af Balkanblod. Hun var ikke længere mennesket Sintra…

”Jal… wa… Des… Use… less...” Hun slog øjnene langsomt op. Det tyktflydende kviksølv omringede som normalt de sorte pupiller, der lå aflangs de nuancer i dem. Tungen fandt et smuthul, imellem de dybskyggerøde læber, der fugtede det vandede det tynde kød. Mundvigene fandt ud af igen at trække sig opad, i det dramatiske smil, hvor hårene rejste sig – og blev ved med at være oprejste. Først løftede hun den ene arm, det føltes underligt, med de tynde og dog kraftfulde muskler, der arbejdede, men overhovedet følte hun ikke tyngdekraften imod huden. Som om hendes krop var blevet frigjort fra byrden, med vægt, der altid ville sænke ens bevægelser. Blikket gled langs den løftede arm, samme retning som hårene lå. Uden at give et signal fra sig, blottede hun de pludseligt længere tænder, i et frådigt, latterrigt grin.
Begge håndflader trykkede sig desperat imod kindbenene, imens latteren endnu stod på. Øjnene udviste et dybt vanvid, men også glæde, til denne overståede forandring i hele hendes sind og sjæl. Ikke kun havde denne blodveksel revet hendes krop itu, for at genopbygge det. Også var det allerede abnorme sind blevet flået til strimler, samlet med ulige linjer og så igen – endnu mere frygtindbyrdende, end nogensinde før. Ikke kun kroppen var blevet tvangsvokset, samt styrken – også intelligensen, prægede på betydelig større rummelighed.
Hun kunne føle magt… Ikke kun det… Men smagen af blodtrængen, der skulle slukkes, med tusinder af slagterier. Alene det, fik latteren til at være ugennembrydelig de første minutter. Men dog, efter at dette grin var afsluttet brat, samlede hun sig selv og sit overblik, fik pupillerne til at glo direkte ind i de syregrønne spejle, for at skille mundens læber ad.

”Jamen, du min konge jo.. Jeg har dig at takke!” Hun løftede den hånd, der brutalt havde flået øjet ud af hans inderkrog. Tungen slangede sig dyrisk ud, for at afslikke den første finger.
”Jeg kan allerede føle kræften af dit blod, blandet med mit… Exeptionelt”
Det var virkelig...
Magtsyrligt.