Uberørte drinks {Georgie}

Sted: Værts huset.
Tid: Solen gik ned for en times tid siden.
Vejr: Kraftig storm.
Omgivelser: En masse våde folk, der allerede er ved at drikke sig under bordet.

En mørk skikkelse sad ved et bord i det fjerneste hjørne fra døren. En sort skjorte, mørke jeans og det sorte hår var det eneste man kunne se. Bortset fra en hvid hånd, der holdt om den alkohol-fyldte drink, der stod foran ham. Han havde ikke engang ladet læberne røre glasset. Smagen af alkohol var frygtelig – sammenlignet med den vidunderlige smag han længtes efter … blod.
Det røde blik hævede sig fra træbordet og gled rundt i værts huset. Skjult bag det halv-lange, sorte hår, så han ikke afslørede sin identitet.
Han sad tavst og lyttede til den beroligende lyd af regnen, der slog hårdt mod ruderne. Han var ikke sulten -for første gang længe- og ærligt talt havde han ikke taget den med ro i ugevis. Efter at han flygtede fra sit tidligere hjem, havde gemt sig, for ikke at blive opdaget. Først nu var han begyndt at falde til ro.
Hans blik faldt på en smuk, ung pige der sad over skødet på en ældre herre. Afskyeligt at tøsen brugte sin skønhed på sådan en gammel gris.
Et suk slap den mørke skikkelses læber og han rettede sig op. Et svagt lys faldt på ham, fra det lille stearinlys, der stod på bordet. Han børstede håret væk fra ansigtet, så de perfekte træk kom til syne. Øjnene virkede unaturligt mørke i den sparsomme belysning, mens han studerede de mærkelige væsener, han engang havde været en del af.
”Mennesket er nu en forunderlig skabning,” hviskede han til sig selv og et falsk smil bredte sig på hans læber.

Sikke et frygteligt vejr. Regnen pilede ned, som små knive der skar i huden. Derfor havde Georgie valgt at søge ly i værtshuset. Hun kom der ikke tit - hun hadede alkohol som pesten! Derfor nægtede hun også drikke det. Da hun trådte ind i værtshuset, lod hun mærke til alle menneskerne. Det burde egentlig ikke overraske hende at der var så mange mennesker i sådan et vejr. Hun satte straks kursen mod et lille bord bagerst i lokalet, hvor hun kunne sidde i fred uden for mange blikke. Hun satte sig på den høje stol med et suk. Hun var gennemblødt og det var heller ikke særlig smart at hun havde taget en kjole på. Men tidligere på dagen havde det været glimrende vejr, så hun havde faktisk ikke set det komme.
Hun overvejede om hun skulle prøve at få fat i noget varmt chokolade, men lod alligevel vær. Det tvivlede hun meget stærkt på at man kunne så et sted som dette. Derfor blev hun siddende hvor hun var og slog armene om sig selv. Hun frøs ikke, men hun var alligevel ubehagelig tilpas. Hun ville gøre næsten alt for et håndklæde!
Hun strøg fraværende det sjaskvåde hår væk fra ansigtet og mærkede tydeligt, hvordan vandet rendede ned af hendes ansigt. Hun gyste let. Hun kunne simpelthen ikke sidde sådan her! Derfor strakte hun hals og ledte efter et toilet. Der burde da være et håndklæde derude!
Hun kunne ikke toiletterne, og hun havde ikke lyst til at spørge en fremmed. Hun holdt sig for sig selv. Derfor blev hun siddende hvor hun var og håbede at hun snart ville tørre.

Mennesker strømmede stadig ind i værts huset fra den efterhånden mere og mere livstomme gade.
Fra hjørnet holdt den mørke skikkelse stadig øje med døren og hans blik faldt omgående på den brunhårede pige, der trådte indenfor. Han smilede svagt og overvejede om det var muligt at få fat i et offer og et måltid, uden at nogen derinde opdagede det. Men den metalliske lugt af blod ville hænge i luften og det ville være alt for let at blive opdaget, hvis pigen skreg.
Han sukkede tungt og opgav den mulighed. Men han kunne jo altid forføre hende og forsøge at lokke hende med sig, når regnen endelig stoppede. Han så hvordan hun så sig omkring, som om hun ledte efter noget. Der var hans chance.
Han smilede venligt, da han rejste sig og gik mod pigen.
"Er du okay?" Spurgte han, og lagde blidt en hånd på hendes skulder. Hun var så gennemblødt af regnen, at hun sikkert ikke ville ænse kulden, der kom fra ham selv.
"Du ser helt fortabt ud - leder du efter nogen?" Han havde sat en bekymret og forstående maske op. Han følte intet andet end blodbegæret, men det var umuligt at se. Som enhver anden Daeva var hans evner til at forfære helt perfekt og det var han godt tilfreds med.

Hun gispede, da hun pludselig følte en hånd på sin skulder. Hun vendte sig hurtigt og så en, som hun aldrig havde set før. Han var rimelig svær at læse. Hun var næsten sikker på, at de var på omtrent samme alder, men man kunne jo aldrig være sikker! Hun blinkede fortumlet med øjnene - hun havde tabt tråden. "Øh, ja, jeg har det skam fint." Hun ville ikke åbne sig for nogle herinde. Hun ville bare holde sig for sig selv. Derfor trak hun på skuldrene og sagde: "Nej, jeg så mig bare omkring." Hun kiggede på ham med et pokerfjæs. Selvom hun ikke ville sige noget, følte hun sig mærkeligt tilpas i hans selvskab. Det tegnede ikke godt. Men han var jo bare et menneske, ikke? Hun havde en masse fordomme om alle andre end hende selv, selvom hun ikke havde nogen grund til det.
Hun kiggede ned i jorden og undgik øjenkontakt. Hun frøs pludselig, men hun vidste ikke hvorfor. Det var nok bare fordi hun var ved at blive tør. Stadig med blikket i gulvet, mumlede hun: "Men tak for omtanken." Hun vendte ryggen til ham og stirrede på alt og intet, som hun havde gjort før.

Han lagde hovedet på skrå og åbnede munden for at sige noget, da hun pludselig vendte sig væk. Hvor vovede hun! At opføre sig, som om han slet ikke var der! Hvilken frækhed!
Han tog en svag, unødvendi indånding og rystede lidt på hovedet for at samle fokus igen.
"Ingen årsag," sagde han tonløst ogfuglte kort hendes blik rundt. For første ang længe var han målløs. Han anede virkelig ikke, hvad han skulle sige for at fange hendes opmærksomhed, og ikke bare skubbe hende væk. Hans udstråling og skønhed havde altid været alt han havde brug for.
"Må jeg byde dig en drink?" Hans stemme var hurtigt blevet charmerende igen. Jagten var sat ind. Hun skulle nok blive hans. Han ville ikke finde sig i, at et menneske skulle vidne over ham. Aldrig.
Han gjorde en gestus mod det tomme bord han havde sat ved før.
"Lidt at drikke ville nok give dig varmen tilbage," sagde han venligt, da han så at hun rystede lidt. Det var jo rigtigt nok, og en lille sandhed gjorde ham bare mere troværdig.
Hans udståling vidste hende tydeligt at han ikke var ude på noget og han var sikker på, der ikke ville gå længe før hun ville falde for hans skønhed. Hun skulle bare hjælpes lidt på vej. Han var trods alt en Daeva. Det ville være let. Og ærligt talt nød han, at hun var lidt sværere end de normale ofre.

Hun skulle lige til at takke nej, da han nævnte at hun ville få varmen af det. Hun vidste godt at det ville være uansvarligt at tage imod en drink fra en fremmed person, som hun slet ikke stolede på, men hun var næsten desperat efter varme. Derfor sagde hun med en hæs stemme: "Jo, tak." Der var ingen venlighed at finde i hendes stemme. Ikke engang taknemmelighed.
Da han lavede en gustus, som viste, at hun kunne sætte sig over i hjørnet, bed hun sig i læben. Det var ganske vidst et sted, hvor de ikke ville blive bemærket. Noget hun i enhver anden situation ville have nydt. Men hendes instink sagde hende, at det ikke ville være en god idé at følge med ham. Derfor sagde hun, en anelse koldt: "Ellers tak. Jeg sidder fint her."
Hun lod mærke til hans charmerende tonefald og hun var paf i et splitsekund. Så rystede hun på hovedet og var sig selv igen. Det gik ikke at hun mistede besindelsen på den måde. Hun følte sig slet ikke bekvem her omkring, men på en eller anden måde gjorde hun det i hans selvskab, selvom noget i hende sagde, at hun skulle skynde sig at gå, imens hun stadig havde chancen.

Han smilede skævt og skulle til at gå hen efter en drink til hende, da hun pludselig afviste ham. Han stoppede op og så på hende med et falsk såret blik. Inderst inde var han rasende, men han lod hende ikke se det.
"Fint nok," sagde han med en trist tone og trak på skulderne. Han sendte hende et forsigtigt smil og gik så for at hente en drink til pigen. Måske skulle han drikke hende fuld. Men alkoholi blodet på offeret smagte bare ikke nær så godt. Den idé virkede vist heller ikke.
Kort efter rakte han et glas mod hende og lagde svagt hovedet på skrå med et chamerende smil.
"Kan jeg ikke overtale sig, til at holde mig ved selvskab?" Hans stemme var indsmigrende. Han ventede til hun tog glasset og lod så hånden falde ned langs siden igen.
*Hun kan umuligt blive ved med at afvise mig ... Hun er blot et sølle menneske,* tænkte han. Efter et århundrede med blodige jagter var han blevet meget selvsikker men selvfølgelig mødte man en stædig rad som hende en gang imellem.
Han så mod bordet igen og det var som om al larm omkring dem var forstummet. Fulderikkerne, der omkredsede dem, var langt fra så påtrængende og irriterende som tidligere.

Hun var ret følelseskold over for hans triste tone. Hun åbnede sig ikke let op for folk. Især ikke sådan et sted, hvor der var larm og folk var så fuld, at de ikke kunne tælle til tre.
Så løftede hun det ene øjenbryn og spurgte: "Skal du ikke have et glas?" Hun tog glasset op til munden og lod som om hun drak, uden rigtig at gøre det. Han havde ikke seriøst troet, at hun ville tage imod en drink fra en fremmed, vel? Det var jo absurd.
Så satte hun glasset på bordet igen og sagde: "Jo, hvorfor ikke? Jeg har alligevel ikke andet at give mig til.." Hun trak på skuldrene, men der var stadig ikke noget venligt i hendes stemme.
Selvom hun helst ville ignorer ham, kunne hun ikke undgå at lægge mærke til hans charmende træk. Hun bed sig i læben og prøvede at lukke alle tanker ud fra hendes hoved. Det var jo sådan nogle typer, som hun skulle undgå! Lærte hun aldrig af sine fejl?
Hun tog glasset endnu engang og lod som om hun nippede til det, mens hun så på et par tosser, som var kommet op at slås. Med et suk, satte hun igen glasset på bordet og blev ved med at kigge på mændene. Hvis hun så på ham, vidste hun udmærket godt, at hun ikke ville kunne tænke klart.

"Mit glas står over på bordet," sagde han med et svagt hovedkast mod det. Han rynkede brynene lidt, da han læste i hendes tanker, at hun ikke rigtig drak. Hvor paranoide kunne mennesker dog være?
"Du får ikke varmen på den måde," sagde han følelseskoldt og satte sig hen til bordet igen. Han var ikke sulten nok til at gide spilde sin tid lige nu. Han sukkede tungt og ventede dog på, hun ville komme derover, som hun havde sagt. Måske ville han få mere ud af det, hvis det bare var selvskab uden måltid. Det var alligevel kun en dags tid siden han næsten dræbte en 17-årrig pige. Han havde ikke brug for mere blod i øjeblikket.
"Er du altid så kold i røven eller kan du bare ikke lide at folk er venlige mod dig?" Han gjorde sin utilfredshed tydelig. Hvis hun også var sådan mod sine artsfæller var det vel tydeligt, at der faktisk var nogen med potentiale. Måske skulle han forvandle hende. Hvis hun da udvidste lidt følelse snart. Han ledte alligevel efter en at have ved sin side og en ny-forvandlet vampyr var lettere at kontrollere, selvom den var mere kraftfuld.
Han stoppede op, da han hørte en af hendes tanker. Fejl? Hvad havde hun mon gjort. Han så lidt mod hende med et svagt smil. Han blev helt klart nød til at læse hendes tanker noget grundigere.

Et suk slap over hendes læber. Nu blev hun nødt til at gå derover. Hun tog glasset med, selvom hun udmærket godt vidste, at hun ikke ville få brug for det. Bordet han sad ved, var helt henne ved hjørnet og der var ikke specielt meget lys derhenne. Hun hørte hans kommentar og sagde så lavt, at hun mente at han ikke kunne høre det: "Måske vil jeg ikke have varmen."
Hendes instink fortalte hende ingen, at det var bedst at gå sin vej. Men hun rystede bare på hovedet af den tanken og stillede sit glas på bordet.
Da han spurgte hende om noget, hun burde tage som en fornærmelse, trak hun bare på skuldrene og sagde: "Jeg ser ingen mening i at åbne sig op for folk lige når man har mødt dem..." Det gav da meget god mening, ikke? Det gjorde det sikkert ikke, men det var hun ret ligeglad med. Det var hendes strategi.
Ikke fordi hun ikke åbnede sig over for nogle. Hendes familie havde kendt hende ud og ind, men så var hun jo blevet sendt væk. Hun blev pludselig rasende. Hvilken slags familie gjorde det? Man kunne ikke stole på andre end sig selv! Det var det eneste hun havde lært af sin familie. Men hun skulle nok få sin hævn en dag. Når de mindst ventede det.
Hun skubbede alle tankerne væk og lod endnu en gang som om hun nippede til drinken.

"Derfor kan man stadig godt være venlig," sagde hanog rullede svagt med øjnene. Han vidste, at Daevaer var så følelseskolde, men han kunne se, pigen var menneske, så ... Hvad var der galt med hende?
Han læste interesseret hendes tanker og hurtigt begyndte det hele at falde på plads. Hun følte sig svigtet og frygtede at det skulle ske igen. "Og jeg har ikke bedt dig åbne dig vel? Jeg har da ikke spurgt dig om noget privat." Han havde ganske vist spurgt om hun ledte efter nogen, men det var jo intet stort.
Men hun kunne være så kold i røven hun ville. Selvom han spillede fornærmet, trist og så videre var han jo præcis ligeså kold som hende - bortset fra vreden naturligvis, men den havde hun jo ikke set endnu.
Udenfor var regnen begyndt at tage af og en pludselig stilhed lagde sig over værtshuset i et par sekunder før en mindre flok strømmede ud på gaden igen. Værts huset var lidt mindre proppet og den klaustrofobiske fornemmelse lettede. Han var sikker på at pigen også snart ville forsvinde. Typisk. Men han skulle alligevel finde et sted at vøre før solen begyndte at stå op.
Han løftede glasset op til læberne og lod som om han tog en lille slurk. Han kunne ikke fordrage smagen af alkohol - kun blod smagte ham nu. Men det var vel bedst at se ud som om han drak lidt.

Hun trak bare på skuldrene, som om det ikke ragede hende en skid. Hvilket det egentlig ikke gjorde. Der skulle mere til, før hun snakkede til ham med respekt i stemmen.
Så sukkede hun opgivende og sagde: "Nej, det har du ikke." Hun kiggede længe på ham og sagde direkte: "Men jeg har bare på fornemmelsen af, at det ikke er en god idé at fortælle særlig meget til dig." Det ville ikke komme som et chok for ham, det var hun sikker på. Eller måske ville han lade som om han ikke havde set den komme, men så dum var hun trods alt ikke. Det var kun når hun fik sodavand, at kæften pludselig snakkede som et vandfald. Men det fandt han aldrig ud af - det havde hun ikke sagt til nogen.
Hun så sig omkring og så at mange forlod værtshuset i godt humør. Regnen var sikkert stoppet. Hun så sin chance for et normalt exit og sagde derfor, med en beklagelig tone: "Når, jeg må nok også til at komme videre. Tak for drinken." Så vendte hun sig om og gik fra den mystiske dreng og den urørte drink med et sejrssmil. Hvorfor hun følte en sejr, vidste hun egentlig ikke.
Hun forlod værtshuset og stod i nogen tid bare udenfor og prøvede at finde ud af, hvor hun skulle tage hen. Hun havde ingen steder at gå hen, så hun valgte at gå mod skovområdet, da hun mente at hun ville møde mindst dér.

Han sukkede tungt og irriteret.
"Jeg havde ikke bedt dig fortælle noget. Du er bare paranoid." Han så mod hende, mens hun gik mod døren. Han rejste sig også og begyndte at gå. Den tøs havde alleigevel ikke været meget værd. Men lugten af frisk blod havde gjort ham sulten, så han begyndte at se sig om efter en nem, hurtig snarck.
"Så lidt," mumlede han, da de side om side forlod værts huset. Uden at se på hende gik han ned af gaden og holdt øjnene åbne, mens han fokuserede på en mindre folk af tøser længere fremme. De så alle mod ham, men han havde allerede fået øje for én af dem. Han fortsatte ned a gaden mod dem, men stoppede kort op og så sig over skulderen, for at se om pigen fra før stadig var i området. Men den tætte menneskemængde var ikke til at se igennem, så han regnede med, at hun heller ikke kunne se ham. Ingen ville ligge mærke til ham. Ingen ville tro, at han havde myrdet en af de piger, for kun den mørkhårede fraværtshuset havde set hans ansigt.
Hurtigt -næsten alt for hurtigt- havde han fået charmeret en sorthåret pige med sig. Blot et par minutter senere havde han fået hende med ned af en sidegade og stukket tænderne i hende.
Alligevel fløj en smule af hans opmærksomhed mod pigen i værts huset. Hvor mon hun var nu? Den jagt kunne ellers have været meget intressant.

Hun gik, med et irriteret ansigtsudtryk, ned af gaden og stoppede op, da vejen endte. Foran hende var en masse mørke, store træer, som svagt blev oplyst af den sidste gadelygte. Måske var der et eller andet sted hun kunne overnatte derude?
Hun vidste at det hun skulle til at gøre var uansvarligt og dumt, men hun tog chancen og tog det første skridt mod skoven. Hun så op på himlen; der var stadig skyer, men man kunne også se stjerner og nu og da, kom månen også frem. Så havde hun lys.
Hun tog endnu et par skridt og forsatte ind i skoven. I udkanten af den, var der lang afstand fra træ og træ og god plads, men som hun kom længere og længere ind, blev skoven tættere og tættere.
Hun havde faktisk ikke gået særlig længe, før hun stoppede op og satte sig under et træ. Der var dejlig tørt, da grenene havde forhindret vandet i at komme derned.
Hun trak benene op under sig og så på den mørke skov, uden rigtig at se noget. Det var umuligt for hendes øjne.

// Det gik sQ hurtigt dødt.//