the Seven Deadly Sins

Den mørke lange gyde lå henlagt i mørke, kun opbrudt af små pletter oplyst af en gammel gadelygte der kastede sit kunstige gule lys ned. Det så helt rent og ordentligt ud, hvis man målte det med andre steder i Di Morgas mange gyder, som ofte stank af affald hvor kattende havde fest, men ikke den her, det var vel også derfor den var udvalgt til at være et perfekt sted til de to elskers leg, eller elskers var vel for meget sagt, for ingen af dem elskede hinanden, som de fleste lagte i ordet, det bedste ord var vel begær? En af de syv dødsønder som blev dømt og hade for mange år siden, men nu – der var det blot noget alle levede med.
Den ene af de to var en kvinde, med langt mørkt hår der gik ned til taljen. Hun sad i en lang hvid skjorte, som var krænget halvt ned af hendes skuldre sammen med en BH strop, mens en fyr med lyst strittende hår stod lænet op af hende, mens han havde travlt med at åbne knapperne i hendes skjorte, mens hendes egne fingre kravlede rundt på hans bare overkrop. Det havde været ganske let at få fat i den blonde fyr, efter at hun havde mødt ham sammen med Dean for et par aftner siden. Hun havde blot ventet uden for baren tæt på Sombre, og ladet tiden gå, før han dukkede op, og tog med hende. Hun lage hoved let tilbage mens hun kort lukkede øjne, for at lade et lille støn af nydelse glide over læberne. Hun åbnede dem igen langsomt, mens hendes grågrønne øjne stirrede op i den sorte himmel, der var helt tom for stjerne, men det gjorde skam ikke noget, hun var sikker på at hendes lille offer udmærket kunne klare sig uden en stjerne besat himmel over sig. Hendes hænder gled ned af hans brystkasse for at begynde at åbne livremmen der sad fast omkring hans bukser, mens han kom til ende i de mange knapper.
Arizona havde allerede for mange år siden droppet at være engel, det var aldrig gået, hun ville have det sjovt, og det fik hun kun hvis hun måtte slå sig løs, og ikke følge levereglerne som de fleste engle skulle. Hun mente at det så blev kaldt en fallen engel? Hun var bestemt ikke sikker på det, og det betød heller ikke noget for hende, hun levede livet som den hybrid hun nu en gang var skabt som og gik de veje hun valgte. Hun var bedøvende ligeglad med andre sagde, hun styrede vel sit eget liv? Mange ville sikkert kalde det en lille oprørsk møg so, men så var hun en lille oprørsk møg so, eller hvad de andre kunne finde på at kalde hende. Man havde jo kun et liv ikke? Det galt så ikke helt for hende, for hun var jo allerede i gang med sit andet liv, eller? Det burde hun være, hvis man tog hende som engel, og det var hun jo. Men det gav ikke nogle mening at hun så skulle være engel, og være født som djævel …
Hun skubbede irriteret tankerne væk, mens hun mærkede den blonde fyrs hænder glide om på hendes ryk, efter at have trukket hendes skjorte af hende, for så at gå i gang med hendes BH, men han var lidt for langsom, hun havde allerede fået åbnet bukserne, og begyndte ivrigt at trække dem ned, så de kunne komme videre i teksten. Hun havde selv stadig de stramme jeans på, og hvis han ikke snart fik lidt fut på, måtte hun jo gøre det selv! Hun holdt et let irriteret suk inde. Mennesker havde altid været så langsomme, og folk mente at mænd bare kunne gå til den? HA! Ja, det kunne de sikkert, men først skulle de jo lige smide tøjet.

Et irriteret vrid med læberne, signalerede herrens had til denne situation. Han fløj igennem luften, med en af sin egen art, i hælene. Han ønskede aldrigt at skade sin egen race. Men så mange af dem, havde falgt at lade sig falde. Gå i fordærv. Give sig selv til nattens syndere, og offret deres velsignelse, for et liv i synd. Når det kom til at bryde reglerne, var Jebediah bestemt ikke en Michael. Men bestemt heller ikke en Lucifer. Jebediah var faldet, som så mange andre, dog havde han aldrig udført en gerning, der medfødte hans gamle herres onde side. Jebediah ønskede ikke skade. Ønskede ikke had. Ønskede ikke smerte. Men Vindication og Justice, var to højt holdt regler. Og for den der jagtede ham, var Verdict blevet kaldt. Conviction.
Jebediah kiggede over sin skulder, i det han satte farten ned, for så at se Englen der jagtede ham, komme nærmere med stor hast.
"Jebediah! Din tid som Vigilanty er slut!" Råbte englen, som så hamrede imod Jebediah. Jebediah fjernede med det samme sine elegante store vinger, der blev foldet tilbage bag sin ryg, inden de forsvandt ind i hans hud, og rev hans hvide skjorte, endnu mere i stykker. Han hamrede sin næve imod sin modstanders ansigt, samtidigt med, at han stoppede et fatalt stik, fra dennes sværd.
"Nej, August. Det er dine synder, der nu vil blive din ende. Jeg beklager, broder.." Sagde Jebediah stille, imens de begyndte at falde imod Terres gyder, da August ikke kunne holde sin højde, på grund af den ekstra vægt.
"Exorcism!" Råbte Jebediah højt, og et skarpt lys, skød ud fra hans krop, hvilket blinede Englen der tvang ham imod jorden. August skreg i overraskelse, og kunne ikke reagere, da Jebediah trak en sølv farvet pistol, frem fra sin skjorte, og skød ledene i hans venstre vinge i stykker, for så at dreje dem rundt i luften, og sparke August imod gyderne.

August hamrede imod jorden, et stykke Arizona, og hendes ledsagers position, for så at ramle ind i væggen bag ham. Han brummede i smerte, i det han rettede på sin ryg, og forsøgte at sætte sig op. Men utallige af hans le dog knogler var nu brækket, og han så slemt tilredt ud. Jebediah slog de meget store hvide vinger ud, og lanede først på et af hustagenes kandt, og stirrede nedp å August, så en skygge blev lagt over ham.
"D.. Du.. Er også falden.. Jebediah.. Glem. Ikke det.." Sagde August, og fik sit rettet op, så han sad med ryggen imod væggen. Jebediah trådte af fra kanten af huset, og faldt imod jorden, for så finta t lande på de sorte sko, og gå imod August.
"Faldet. Og fordybelsen, er to forskællige ting, broder. Jeg beklager. Kan ikke lade dig fortsætte.. Di Morga har nok ondt, uden dig. Håber han lader medlidenehed, befalde dig." Sagde Jebediah, med en rolig, dog hård stemme, imens han gik imod August. Og med det sidste ord, rejste han sin pistol, og peggede den imod Englens ansigt, og trykkede på aftrækkeren. Et højt brag skød igennem gyderne, og August blev straks ludløs. Jebediah blev stående, med pistolen rettet imod August, lang tid efter enden på deres kamp. Hans vejrtrækning var dyb, og rolig, dog lettere udmattet, hvilket tyddede på en lang kamp. Et lavt suk trak sig fra Jebediahs læber, i det en lille tåre, langsomt gled ned fra hans øjnkrog, og ned af hans kind. Han rystede langsomt på hovedet, og lod sin arm falde ned langs hans side, imens øjnene gled imod Arizona, og herren. Hans øjne blev langsomt knebet en anelse sammen, og han lod luften forlade kroppen via næsen, som et lavt grynt. De blå øjne, stirrde indæt på de to, i længere tid, hvor han ikke flyttede sig.

Der kom et mindre hvin fra Arizona, da der pludselig kom en engel dumpende ned fra himlen! Hun slap den blonde mands bukser, mens hun kort bare stirrede med store øjne på den bogstaveligtalt faldet engel. Det var tydeligvis ikke det hun havde forventet, og hendes partner var tydeligvis også mere eller mindre overrasket over deres afbrud, så han stod og gloede med bukserne nede og knæene hvor Arizona havde efterladt dem. De stirrede begge på sceneriet, den ene med skræk, den anden med fascination. Den blonde fyr fattede ikke en brik, og efter braget, fik han pludselig travlt med at hive sine bukser op. Arizona så det ud af øjenkrogen, og kiggede overraskende på ham, med et kort støn, før hun vente øjne tilbage mod englen der stirrede ned på sin broder?! Hun bed sig let i læben, mens hun rakte ud af sin skjorte. Det så ikke ud til at den blonde kunne fortsætte sit arbejde, så hun trak skjorten på i en let bevægelse, og tog et sort bælte og placerede under barmen, mens hun med kort blik skævede hen mod englen og derefter på den blonde fyr, der var i gang med at få sin t-shirt på. Da de begge havde fået tøj på, stirrede de lidt tilbage på englen, som syntes at se en smugle misfornøjet ud. Arizona ventede kort hoved om for ikke at komme til at grine over mandens ansigt. Den lille tåre havde efterladt en skinnende linje ned af hans kind, som ikke var så sjovt i sig selv, men det ansigt der fulgte efter, med de sammenknebet øje og luften der gled igennem hans næse fik det til at se frygtelig komisk ud.
Hun vente sig om igen mod englen, da den blonde pludselig fik travlt med at få bene på nakken, og løbe ned af gyden væk. hun åbnede munden for at sige noget, men stoppede sig selv, og lukkede munden, mens hun kort kiggede efter ham, da hun forsvandt, hvorefter hun kiggede på englen som havde det misfornøjet ansigt. ”Ja? Noget galt?” Spurgte hun køligt. Han kommer og smider med engle omkring sig, og så ligner han en der har fået en sur citron, hvorfor nu det? Det var da en fin aften, han kunne da ikke være sur over at der ingen stjerner var. Hun lænede sig lidt op af muren, mens kiggede på englen for at se hvad der i grunden var galt med ham, men han gav ikke udtryk for andet end mishag ved synet af dem. Det var da utroligt! Hun havde mest af alt lyst til bare at skride, men nu stod han der, og gloede som om hun havde brudt en eller anden hellig lov, som der var for engle, og det gjorde hun sikkert også, men så ville det ikke være førstegang hun gjorde det! ”Hvis du har noget at sige, så spyt ud.” Hun skubbede sig væk fra muren og rystede let på hoved, så hendes hår faldt ned af hendes skulder.

Jebediah sukkede endnu engang, da de to fik tager deres klædder på igen, og han rystede langsomt med hovedet, imens han blik sank ned over sig, imens han rakte ned i en af skjortens lommer, og tog en pakke cigaretter frem. Han slog en af dem op der fra, som han greb fat i, med begge læberne, imens de crystal blå øjne, gled tilbage på Arizona igen, da denne ikke så ud til at ønske at flygte, som den anden allerede havde. Han rejste et øjnbryn, da han lagde mærke til, hvad det var der var foran ham, og han rystede langsomt på hovedet, af hendes ord, imens hans øjne gled ned imod hans cigaret igen, og han fiksede i sin ene lomme, efter noget deri.
"Som men ikke noget galt, nej, min unge dame.. Beklager jeg forstyrrede dig, i din.. Favrige udfoldelser." Sagde han, imens de blå øjne kort gled op imod hende igen, og han sendte hende et venligt smil, inden de lagde sig over cigaretten igen. Han holdt en hånd for, så vinden ikke tog fat i den svage flamme, fra engangs lighteren. En glød lod sig antænde, i enden af cigarettens hals, og han lod sin nakke strække sig op igen, og blikket glide imod Arizona. Han lod sin ene hånd, med lighteren, falde ned i hans ene lomme, og tog et dybt sug af sin cigaret, imens de blå øjne, stirrede imod Arizona, og han fjernede cigaretten, med to fingre, fra sin frie hånd. Han peggede så imod hende med hånden.
"Tag du det nu roligt, søster.. Jeg har skam intet at sige om dem, og dine 'synder'. Du er ikke den eneste i gyden, der har udført synd i nat.. Han heller ej" Sagde han, og nikkede halvt imod liget ved hans side, inden han skød en bølge af røg ud fra næsen. Han holdt så sin cigaret med filtret imod Arizona, som tilbød han hende en. I det han gjorde, slog hans vinger sig ud fra hans ryg, med flere nervepirende knæk, da deres ben, skulle sættes på plads igen, og de strak sig så velbehaget. De mange knækkene lyde, så ikke ud til at have irriteret Jebediah, som det gjorde de fleste unge faldene engle, når deres vinger skulle rettes ud, fra deres abnormale stillinger. Vingerne folede sig så ikke helt tilbage bag ham igen, men forblev en anelse ude. Vingerne fyldte næsten helle gydens brede, i deres nærmest majestætiske vingefang. De fuldt udviklede vinger, udviste en overraskende alder, på den unge herre. hans vinger havde utallige skræmmer, der fremviste erfarrenhed, og alt ved ham, bedragede hans yngre udseende. Hans brune hår, blev rusket en anelse af en blid vind, og nogen hår tåtter, gik ind foran hans ene øje, hvilket han ignorerede, og fortsatte blot med at præcentere, og tilbyde Arizona en cigaret. Endnu en af dødssynderne, som han burde holde højt og helligt. Men ikke en af dem, han slog hårdest ned over. Nej en af disse, havde han selv brudt i aftes. Og hans uregerlige tåre, som han ikke fjernede, bevidste hans ubehag ved dette. Han nød ikke sin Hobbie. Men nogen blev nød til at gøre det, i gader som Di Morgas.. Og Jebediah havde talentet. Om han nød dette, eller ej..

Hun kiggede undrende på ham, da han snakkede om synder. Hvad pokker snakkede han om? Det var først efter adskillige minutter, efter at hun havde taget imod en cigaret og kiggede på hans vinger, som med små ikke ligefrem hyggelige lyde folde sig ud, for så at falde ind igen, mens han stod næsten som en mur foran hende. Hun vippede lidt med cigaretten mellem hænderne, mens det langsomt gik op for hende hvad han mente om synder. Hun ville virke en smugle langsomt opfattende i hans øjne, med hendes tænksomme ansigt, men det handlede i bund og grund om at hun aldrig tænkte på sine sønder som engel.
”Har du noget ild jeg kan låne?” Spurgte hun i en neutral stemme, før hun placerede cigaretten mellem læberne, og kiggede på manden, som stod der med sine smukke vinger, der så ud til at have fået nogle knubs i årenes løb. Hvor gammel mon han var?” Det undrede hende lidt at der var så mange ar og sår, også på hans egentligt kønne ansigt, med det brune hår, og blå øjne. Hvor gammel mon han var? Han så ikke ud til at være meget ældre ud end hende, men alligevel var der noget over ham, som trak ham op i alderen, men hvad? Det var hans fysiske, men hvor lang tid havde han mon været engel? Hundrede år eller måske flere? Hun anede det ikke, men han måtte være lidt af en kamp engel, skyts engel? Næppe, nej, det kunne han ikke være, men hvad så?
Det havde overrasket hende at han havde dræbt den anden engel, og selvfølgelig kom der et spørgsmål der pressede sig på, og før hun kunne stoppe sig selv var ordne ude af hendes mund. ”Hvad havde han gjort?” Hun gav et lille hovedkast mod den døde engel, der lå tavs og stille henne i hjørnet. Han var en ganske køn engel, og han måtte også have været en god fyr at sætte tænderne i, men nu var han død, og han fortjente det det måske også, men hvis det handlede om synder, så burde englen der stod foran hende have skudt hende for længst, for så mange synder hun havde formået at lave! Det var helt utroligt, hun ville være en dårlig engel, meget dårlig, men hun havde heller ingen planer om at ændre det, nej, bestemt ikke. Hun var glad og tilfreds som hun var, selvom hun da godt kunne prøve det for en dag, måske skulle hun det? Bare én enkelt dag? Nej – tosset.
Hun skød tankerne fra sig, for at vende tilbage til hvor hun stod, stadig med cigaretten i mundvigen, som hun dog havde fjernet, og placeret mellem to fingre, som altid når hun snakkede. At snakke med en cigaret i munden var ikke noget hun ligefrem mestrede, det blev mest til en mumlen, som hun nødig ville udsætte englen for – af hvilke grund helt det var, var hun ikke sikker på, men der var noget ved denne ganske kønne engel, der hele tiden fik hende til at tænke sig lidt mere om, hvilke irriterede hende frygteligt. Siden hvornår var hun begyndt på det?!

Jebediah smilte venligt, da hun tog imod cigaretten, og lagde pakken tilbage i hans lomme, imens han rakte ned i en af hans jakkes lommer, for at tage en simpel engangs lighter frem. Han gned fingeren over stemplet, og lod den lindre imod gasudslippet, for at lade flammen stikke op derfra, og så tilbyde den foran Arizonas cigaret.
"Naturligtvis" Sagde han, og bredte kort smilet. Han ventede kort på at hun fik sin cigaret antændt, for så at føre lighteren tilbage til sin egen cigaret. Gløden blev hastigt trukket et godt stykke ned af cigarettens hals, og efterlod et forkulet legeme tilbage. Jebediah trak så røgen der var blevet revet derfra, ind i en dyb inhalering, og lænede sit hoved tilbage, med et udmattet suk.lukkede øjnene, og strak sin ene skulder, så den også gav et højt knæk fra sig. Dette knæk gav ham dog en grimasse af smerte, da han bestemt ikke vær særlig recelient. Hans krop var ikke specielt stærk, på trods af det velbyggede ydre. Det kom alt sammen med, ved at være Engel. Nej han var hurtig, og kløgtigt, hvilket undgik deres slag, og så havde han sine våben.
Han åbnede øjnene, og lod dem langsomt glide tilbage på Arizona, imens han pustede røget ud af næsen. Han sukkede fik en trist mine, over det udmattede ansigt, imens han kastede blikket ned på hans døde broder. Han rystede så langsomt på hovedet, og tog endnu et dybt sug af sin cigaret, inden han begyndte at bevæge sig videre hen af den gyde de var i. Han lavede en bevægelse foran sig med den hånd han nu tog cigaretten væk med, som en indbydelse til, at hun kunne gå med ham, hvis hun ønskede. Hvis hun så fulgte med, lod han sig forklare.
"Jeg nyder aldrig at tage livet af mine søskende. Faldne, som retmæssige. Alle har chancen for at leve et regerligt liv.. August valgte ikke denne vej. Han valgte at kidnappe, hore og dræbe. Han kidnappede det forkerte barn, og fik en pris på hovedet. Den pris, vil jeg ikke give til en tilfældig, syndig dusørjæger." Sagde han, og rystede langsomt hovedet. Han lod røgen fra hans inhalering pasere hans læber som han snakkede, og lod sit blik synke. Han lukkede øjnene, og kæmpede endnu en saltet tåre tilbage, så den ikke forlod hans øje.
"Ønskede ikke at se ham blive en simpel pris, for en Dusør jæger. Han fortjente at få chancen. Chancen for at vende sig." Sagde han, og lod blikket glide tilbage imod Arizona, og han smilede halvt. Han rejste cigaretten til læberne, og tog en dyb inhalering, inden han smed den, kun halvfærdige, cigaret væk til hans side.
"Hvad med dem? Var han en synd værd?" Sagde han, og smilede en smule breddere, med en kort venlig klukken. Var tydeligt at han ikke ønskede at rakke ned på Arizona, men blot var en venlig prikken.

Hun sugede kort ind, mens hun lod røgen slippe ud igennem læberne, da hun fjernede cigaretten og kiggede på røgen, mens hun kiggede lidt på den. Han var klart en spøjs fyr, ikke at det var noget dårligt, det var bare underligt med sådan en som gik og dræbte dem fra sin egen race, men gud fader bevares, sådan var livet jo. Hun smilede lidt, og fulgte efter ham, mens hun sugede ind, og lod derefter igen røgen slippe ud over hendes læber, mens hun lyttede. Det var måske ikke lige hende han skulle smide disse ting over, for i grunden kunne hun ikke se problemet. Da han var færdig, lod hun tænksomt en røgsky stå ud af munden, før hun kiggede på ham, og gav ham endnu et kort smil. "Jeg kan personligt ikke selv se problemet, men hvis man snakker om synder og alt det, så tror jeg jeg har flere på mig, end de fleste kan tælle." Hun sprang let og elegant over det med at hun så skulle dræbes, for det var bestemt ikke lige dét hun havde i tankerne. Han virkede for en gang skyld til at være en af de engle der faktisk var gode! Ikke noget han bare udgav sig for, men han virkede faktisk som en god fyr, måske ikke lige noget der virkede interessant i hendes øjne, men hey, det var jo en forandring, og at ryge var vel ikke helt godt, så - han var ikke kun guds engel. Hun smilede lidt ved tanken, før hun kiggede op på ham. "Jeg kan høre du har det som arbejde, eller måske hobby at dræbe dem der sønder?" Hun lage hoved let på skrå, mens hun atter sugede ind, før hun pustede ud, for igen at åbne munden. "Er det en pligt, eller noget du selv ønsker - og har du nogen sinde prøvet at overveje at gøre noget andet?" De fleste folk prøvede jo alt muligt, men måske denne engel var tro mod sit erhverve? Det ville ganske bestemt være noget nyt, men imponeret ville hun blive. Hun ville aldrig selv kunne holde det. Endnu et sug, og en røg sky slap ud fra hendes mund, mens hun kiggede op i den mørke himmel, mens lyden af deres sko der betrådte asfalten kunne høres, som noget af det eneste ud over deres åndedræt. Egentligt meget fredeligt, og næsten normalt, af hvad andre ville se som normat, jo lige bortset fra de store hvide vinger han bar på ryggen, som om han var bange for der kom noget bagfra, men ellers virkede det normalt, sådan rigtig normalt.

Jebediah havde betragtet jorden, i det meste af den tid han havde talt, tydeligtvis ikke behaget ved hans Hobbie. Men det måtte jo gøres. Han, måtte gøre det. Han havde en tid fyldt med, hvad han selv retfærdigtgjorde, som synder. Frygtelige synder, og utallige af dem, som han aldrig ville glemme. Han huskede en hver moders ansigt, da han havde revet deres barn fra dem. En hver mands hjerte blive knust, da hans elskede kone blev revet ud af hans liv. Alt sammen, under hans dystre vinger. Det var en tid, hvor Jebediahs vinger havde haft sorte fjerd, frem for de hvide han havde nu.
Han rejste et øjnbryn, og rejste blikket imod Arizona, med let sammen knebne øjne. Hun var måske en af dem, han skulle jagte? Men nej. Bestemt ikke denne nat. At lade sit hjerte beskære, ved drabet af endnu en søster, endnu engang på den samme nat. Det ville jebediah ikke kunne bære. For al hans hårhed når han jagede, var han langt fra en der nød sin jagt. Han skød sig selv, lige så meget som han skød andre, når han udførte sit arbejde. Han valgte at lade være med at lave flere yderligere reaktioner på hendes første kommentar. Det var kvaler til en anden gang.
Han måtte langsomt nikke med hovedet til hendes næste spørgsmål, og lod langsomt blikket synke, dog stirede han frem for sig igen. Han blev nød til at holde hovedet højt, for ikke at tabe det fuldstændigt. Han kæmpede ofte med sin egen psyke. For ikke at gå under, for det press han følte han havde. Press fra fortiden. Press fra nutiden. Og ved hendes spørgsmål omkring det, kunne han mærke sig selv, komme på andre tanker. Hvorfor gjorde han det? Han havde ingen pligt fået, da han var blevet sendt her til som Engel, efter at have ggået imod sin pligt som Døds Engel. Jebediah rystede hurtigt på hovedet, og lukkede øjnene.
"Nej.. Det er ikke en pligt, belagt af andre. Det er en nødvendighed. Jeg har. Udført synd som mit arbejde, i utallige år. Jeg har noget.. At betale tilbage på. Jeg kan ikke stoppe.. Jeg vil ikke stoppe. Der er allerede så megen ondskab. At selv ikke jeg, kan udligne det. Men hvis verden fortsætter som den er igang nu. Forudser jeg fatale følger. Menneskene vil uddø. Det vile sende vampyrene efter Engle. Dæmoner. Og så vil en af disse lige så uddø. Nej. Jeg kan ikke stoppe." Hans lange 'prædiken' var mest rettet imod sig selv, og det ville Arizona nok også ligge mærke til, da han ikke lagde skjul over det. Og med hvert af hans ord, strakte han også sin ryg mere ud, for så til sidst at gå mere oprejst, og klar gjort. Med høje smertefulde knæk, samlede han vinger sig ind bag hans ryg, for så at forsvinde fuldstændigt, ind i huden.
De blå øjne lagde sig så ned over Arizona, først med det hårde blik han havde formet sig, af sin egen prædiken, men han smilede så, og lagde sine hænder i lommerne, imens han gik.
"Hvad med dem? Er det en psykologisk pligt. Eller nyder de blot at være en synder? Og. Har du nogen sinde overvejet, at verden allerede har ondskab nok?" Han smilede venligt sindet, efter hvad han godt vidste, kunne virke som en trussel. MEn det var bestemt ikke hensigten. Det forsøgte han at signalere, med det venlige smil. Han ønskede ikke at jage Arizona. Og hvis hun fløj sin vej, i angst for at han ville. Så ville han ikke følge efter hende. Blodet fra en broder, var langt mere end nok, for en nat. Hans hænder, ville ikke kunne bære mere blod.

Det var lige før hun fik ondt af ham, hvis hun ikke gjorde, og denne tanke skræmte hende blot en smugle. Mere end hun ville indrømme over for sig selv. Han fik næsten ham selv til at lyde som dranker eller noget i den stil, hvor han benægtede at stoppe med at drikke, men det var jo ikke helt det samme. Han minde hende om Dean, også en engel, men på en måde den samme type, og på den anden måde virkede de så modsatte af hinanden. Hun gik lidt tid, og reflekterede over de to engle, men stoppede, da han spurgte om noget der kunne minde om det samme. Hun smilede lidt for sig selv, før hun kastede sig ud i et svar, som hun frygtede kunne blive noget ligene det han havde laveret.
”Nej, jeg fortrækker ikke at have nogle pligter, om det så er en synd, ved jeg ikke.” Hun fugtede kort sine læber, før hun fortsatte. ”Jeg lever livet som det kommer til mig, og min synde del, kommer nok i kraft af min anden halvdel …” en kort tøvende pause brød hendes ord, mens hun kort tænkte hvad hun mere skulle svare. ”Nej, ikke rigtigt, men når de nævner det, ved jeg udmærket godt, at det ikke er fordi verden mangler flere onde mennesker, eller for den sags skyld væsner. Jeg tænker ikke på at jeg synder, men jeg nyder det vel når jeg gør det, ikke bevidst – men det gør jeg sikkert.” Hun bed sig let i læben mens hun tænkte videre. Det var ikke et emne hun var van til at betræde, men nu havde han fået sat nogle tanker i gang inde i hoved på hende som hun fandt nødvendige kom ud. ”Jeg vil jo i Deres øjne mest ses som ond, eller synderen, hvilke jeg ikke vil modsige Dem med, men der er vel en grund til det, det er der jo med det meste, og i mit tilfælde – vil det nok være min andel del, men den bliver opvejet af min første del.” Hun gav et kort lille smil fra sig, ved tanken om hendes ord. ”Tanken om at smide minde synder har da berørt mig flere gange, men jeg tror ikke jeg ville kunne holde det, måske en dag, eller to, men så heller ej mere.” Hun lod en hånd glide igennem håret, mens hun lavt sukkede. Nej, at leve den gode vej, ville for hende være umuligt, ikke uden hjælp, og det var ikke fordi hun selv fandt noget problem i at leve som hun gjorde, ikke endnu.
”Men – hvad er det du mener du skal betale tilbage på? Du siger du har noget at betale tilbage, noget med et arbejde?” Hun kiggede undrende på ham, mens hun havde bemærket at hans før let sammensunket krop nu var oprejst og næsten knejsende, som en statue af håb og lys i en verden af fortabelse og mørke. Lyset i mørket. En tanke skød ind i hendes hoved, men hun skød den lige så hurtig væk igen. Hendes hjerne ville ikke slippe tanken om at hun måske en dag kunne blive god. Hun nåde ikke at stoppe sig selv, før hendes spørgsmål gled over hendes læber. ”Hvad ville du tro der ville ske, hvis jeg døde?” Hun kiggede op på hans ansigt. ”Tror du så jeg vil blive engel igen, eller helt djævel?” Hun var på en måde bange for svaret, og alligevel ville hun glæde sig til at høre svaret. Hun slog blikket ned, imens hun lod tavsheden sænke sig over dem.
De tanker der nu rumlede rundt inde i hendes hoved kunne hun bestemt ikke lide, hun ville heller end gerne af med dem, men hun kunne ikke, hun ville ikke. Hun havde det lidt ligesom ham, det følte hun lidt, men om hun så havde det, vidste hun ikke. Men kort sagt, kunne hun bestemt ikke lide det. Han havde med andre ord startet en tankebane hun ikke kunne lide, som hun gerne ville smide væk, meget hurtigt og snart.

Jebediah ledte dem imod bolig kvaterene, uden egentligt at have tænkt over hvor de gik hen, eller hvor han egentligt ønskede at henne. Det betød heller ikke så meget, da han allerede havde ødelagt skjorten, nok til at det var lige meget at ødelægge den med vingerne. Det var den også allerede. Og hvis det endelig var, så kunne hans ledsager jo også sagtens følge ham, skulle de vælge at slå luft under vingerne, for at nå et sted hen hvor de ønskede at være.
Hans blå øjne, gled tilbage på Arizona, med et venligtsindet smil. Mange Djævle havde det som en pligt at være onde. Følte de i hvert fald selv. Men hvis hun ikke følte dette, var der altid en chance for, at hun kunne vende sig. Gå en bedre vej. En vej, hvor andre ikke skulle betale, for hendes morskab. Så igen. Hvis blot det forblev synder, som den hun var igang med. Så ville Jebediah i det mindste aldrig skulle jage hende. Godt nok var hun falden. En halv djævel. Men han ville aldrig jage hende, for begær. Det var en 'svaghed' i himlens verden, men det var det ikke i Jebediahs, efter hans mange år på jorden. Det var i en simpelthed, behageligt. Endnu en ting, der fik en til at føle, at man levede. Han holdt en klukken inde, ved hans egne 'syndige tanker, og måtte ryste på hovedet, for at få klargøring på sine tanker, og vende tilbage til Arizona.
"Jeg ser dem ikke nødvendigtvis som synder. Din nattelige synd, denne aften, ville ikke blive en af de ting, der gjorde dig til min modstander. Hvis jeg sagde jeg ikke selv havde følt begær, i min tid på jorden, ville jeg lyve. Det ville så blot være endnu en synd, til listen på denne nat." Han smilede venligt, og klukkede kort for sig selv.
Dog forsvandt det smålige smil, ind til et kort dystert blik, og han kiggede frem for sig igen, da hun spurgte ind til hans gamle arbejde for hans fader. Det var de dystreste tider i hans ekistens, og ikke noget han ønskede at tænke tilbage på. Og ikke noget han ønskede at tale om i nat. han rystede kort på hovedet, og kiggede tilbage på Arizona, imens han rakte efter sin pakke med cigaretter igen.
"Beklager. Men jeg ønsker ikke at tale omkring en tid som den, lige i aften. Måske. Hvis vi snakkede sammen, i en mindre smertefuld tid. Som et eksempel, en aften, hvor jeg ikke nettop havde taget livet af en broder." Han fremtvang et smil, og et blidt blik ned på Arizona, og håbede at hun ville acceptere hans nej. Det var blot ikke et emne han ønskede at komme ind på. På noget tidspunkt overhovedet. Ikke kun fordi det var denne aften. Men han kunne rende fra spørgsmålet, så længe det var muligt. Han rejste et øjnbryn en anelse af hendes spørgsmål, og smilte venligt imod hende.
"Hey." Sagde han, og lagde en blid hånd på hendes hoved, og ruskede hendes hår en anelse.
"Det er bestemt ikke et emne de burde tænke på endnu." han klukkede et par gange, og tog sin hånd til sig igen, imens de trådte ud på fortorvet, til en mindre vej, der delte Alles, og lejligheds komplekserne. Han lagde så endelig læberne omkring en cigaret, og tilbød hende endnu en, hvis hun var blevet færdig med den første. Han fjernede så sin cigaret med to tommeltot og pegefinger fra sin anden hånd, og fjernede den fra sine læber, imens han så tænkene på Arizona.
"Men. Hvis jeg skal sige det. Af ren erfaring.. Så kommer det an på, hvor de ligger deres troskab. Fader ville ikke tage dem til sig, hvis ikke de holder dig til den retmæssige jord. Men det ville Lucifer derimod. Og hvis Lucifer tog dem til sig, ville han besteme om de var værdi til at vende tilbage som Djævel, eller ej. Hvis ikke, ville de få lov til at forblive der nede, som en hver anden simpel synder. Hvis du derimod vendte dem. Og valgte at gå den retfærdiges vej. Ville hvor Fader give dem valet." Hans stemme var rolig, og langt mere seriøs, når han omtalte dette emne. Han ønskede bestemt at afskrække hende fra Lucifers vej, men han ønskede tilgengæld ikke, at fratage hende, hendes valg. Hun hadede at se en Engel forfalde som synder. Om denne Engel så var halv, eller fuldblods Engel. Endeligt smilte han så en smule, og rejste sin cigaret tilbage i sine læbers favn, og rakte efter sin lighter. Han antændte sin egen, inden han tilbød hende ild, hvis hun havde taget en igen, for så at ligge begge delle, tilbage på deres plads.