Pride & Prejudice

Vinden rev imod det brune hår, der ruskede i dets velsignene kulde. Det var tilgengæld også det eneste der virkede velsignene, i natter som disse, i en by som denne. Størstedelen af kreaturene i nattens timer, havde skumle tanker, og uregerlige hensigter, der ville gøre sit, for at rive alt andet ned, og så selv sidde på toppen. Og nettop af denne grund, blev der lagt luft under disse vinger. Nettop derfor, bar Jebediah aldrig sin hat, når han udarbejdede sin Hobbie. Nettop derfor havde han poser med salt, sølv genstande og sit velsignede våben med, når han forlod Quatre, på denne tid om natten. Di Morga stod ikke til at redde, i de flestes øjne. Han var blevet forsøgt talt der fra, utallige gange. Men stadigt, udførte han sin Hobbie. Di Morgas tykke tjære stank, skulle ikke kvæle ham.

'Dyret' som Asia havde forestillet sig befandt ved hendes skraldespand, var der bestemt ikke for at anskaffe sig småligheder fra andres affald. Blot der, af nydelsen at se andres angst. Nydelsen at se en anden ryste. Den vansirede herre, så frem fra skyggerne, hans blod røde øjne, rettet imod Asia. Hans lille puslen og larmen, så ikke ud til at have skræmt Asia. Det gav en hvis mængde ubehag i hans 'arbejde', men hvad. Det hanlede vel blot om at overleve. han rejste sig, og gik ud fra skyggerne, hvilket væltede skraldespanden ved hans side, som faldt til jorden, og lavede en vild larm. Det tog ham et par skridt at komme ud i lyset, og fremvise hans vansirede ansigt, og lasede klæder.
"Godaften..." Hvislede hans hæse stemme stille, imens han tog et par skridt mere imod Asia. Han strak sine fingre, og formede dem i Ravne agtige klør, så de skaråe negle, var klar til at angribe. Hans røde øjne, stirrede fast imod Asia, imens hans læber langsomt formede et stort smil, så de utallige skarpe tænder, kom til syne.

Jebediah lanede på et hus tag, og rettede ryggen op, imens de store vinger, udstrakte sig, og han stille sukkede. Han havde ikke fundet noget endnu, denne nat. Det var også sjældent, han tog en jagt, uden at have et bestemt hoved at gå efter. Normalt havde han nogen at jagte. Men denne nat, havde han ikke haft noget fast at gå efter. De crystal blå øjne, stirrede op imod himlen, imens hans hånd rakte ned i en lomme, for at tage en pakke cigaretter op. Nettop som han gjorde, fangede han lugten af et væsen, han næsten altid havde 'heldet' med sig, omkring. Nosferatuer. Der var sjældent set en hæderlig Nosferatu. Han begyndte at begå sig over hustaget, imens han tog en engangs lighter frem, og rejste den, til cigaretten, klynget fast imellem hans læber. Han skyggede for den svage flamme, med den ene hånd, imens en glød blev antændt, for enden af cigarettens hals. Han tog et dybt sug, og sukkede lavt, imens han lod lighteren glide ned i han lomme igen.

Nosferatuen i Asias gyde, havde det som mange andre af hans art. Han elskede stanken af frygt, og specielt i hans egne offre. Han ville se denne glød først. Han ville se frygten i hendes øjne, og frygten i hendes stemme. Og hvis ikke han fik lov til dette, ville han bestemt lade hende føle stor smerte, inden han lod sig mæske i hendes livgivende blod, kød og scener. Ja han, som mange andre Nosferatuer, tog ikke kun blodet, men higede efter andres kød, lige så. Og i nat, skulle denne værre offeret. Denne, ellers ganske søde, unge kvinde. Det gjorde blot det helle, langt sjovere...

Asia, der stadig ikke kunne identificere vor lyden af puslen og skramlen kom fra, stod kun stille og lyttede mens den ikke-esksisterende larm brølede og skabte pivetoner for hendes øren. Irriterende, skingre toner, man ikke kunne stoppe fordi man ikke kendte deres oprindelse. Længe varede denne stilhed dog ej, da spanden væltede og en chokeret Hormonforstyrret teenager farede sammen, og faldt på halen, ned fra den lille afsats der var foran hendes dør. Havde det ikke været for hendes hurtige refleks, at tage fa med armene havde hun sikkert knaldet hovedet i jorden såvel som bagdelen.
Hvor meget larm der end var, overdøvede de ikke hendes bankende hjerte ifølge hende. Hvor meget stinkende affald der end faldt ud fra blik-spanden overgik det ikke det hæslige væsens stank. Væsenet hvislede utydeligt af hende, og det gik aldrig op for Asia at han, nej den, talte med ord. Desperat i sin flugt, som det bange lille væsen hun var blevet på få sekunder, krabbede hun sig klodset og famlende baglæns til der var en væg, der stoppede hendes retrete. Afskyelsen vældede op i hende, da væsenet gik nærmere – og vrængede ansigt af hende, en grimasse så grim at den aldrig skulle have set hverken dagens,eller månens lys. En vangforstilling, et mareridtsmonster. Et fantasifoster. Et sygeligt grimt, afskyeligt, realistisk fantasifoster.
Asia kunne, hvis ikke hu havde været så bange og afskyet af monsteret, nok forestille sig hvordan hendes øjne flakkede omkring dette væsens rædselsfulde udseende, kun afspejlende en følelse; frygt – omend en der var blandet, frygt for livet. Hun ville også have kunnet forestille sig, hvordan hendes desperate forsøg på at komme væk så nytteløst ud som det fik hende til at stå på to ben der knap holdt hendes ellers lette vægt. Hendes instinkt, fortalte hende at hun skulle løbe – men hun kunne ikke, turde ikke af frygt for at væsenet bare fandt hende igen, og ville have mere held med sig på det tidspunkt. Hellere tage det nu, end leve med frygten og være paranoid hvert sekund. Og, så havde hun jo aldrig bakket ud fra en kamp før.

Nosferatuens tomme røde øjne, stirrede dybt ind i Asias, og opfangede en hver duft af angst for ham, og hans eksistens. Den var så fantastisk sprydlene, at det næsten ville være synd at ende det. Ende denne fantastiske duft. Denne behagelige duft, gjorde ham helt ivrig. Bestemt ikke positivt for Asia. Et lavt hvæs brød løs fra ham, i det han begyndte at bevæge sig imod Asia, i hendes flygtige skjuld.
"Beklager.. At skulle gøre det kort... Selvom jeg finder det fantastisk behageligt, at bade i denne frygt.. Er lettere.. Sulten.." Sagde han, og smilede bredt, inden han begyndte at nærme sig.

Jebediah kneb sine øjne en anelse sammen, da han var kommet tæt nok, til at kunne høre denne Nosferatus stemme, og opfatte hans ord. Han åbnede øjnene vidt op, og strakte straks sine store vinger ud, og lavede et hårdt slag bag ud, hvilket fik ham til at skyde fremad, over hustaget, og imod stemmen, og de to væsner, som han nu kunne opfange. Cigaretten forsvandt ud af hans mundvig, og blev efterladt på taget bag ham. Det var der ikke tid til nu.

Nosferatuen tog et par hastige skridt imod Asia, imens han rejste sin hånd, for at ville gøre et udfald imod Asia. Men nettop som han var få meter fra hende, fløj et hastigt væsen, ned af huset bag Asias væg, og med en hast, der gjorde det svært at opfatte hendelsen, slog imod bæstet. Nosferatuen blev kastet tilbage igennem gyden, med en høj hvæsen i chok og smerte, da den hamrede imod væggen bag ham.
Da der blev roligt i gaden igen, lød lyden af lak sko, der blidt lanede på gydens astfalterede jord, og det høje bask, af store vinger. Jebediahs næsten majestætiske vingefang, udstrakte sig i en fremvisning af styrke, og trusler, imod hans modstander. Nosferatuen fik sig rejst, og hvæsede hidsigt imod Englen. Jebediah skuede kort over sin skulder, med de blå øjne, rettet ned imod Asia, inden hans beskyttende vinger, knækkede sig en anelse, for at dække Nosferatuens udsyn af hende, og skabe en væg imellem dem. De blå øjne, gled så tilbage imod Nosferatuen.
"Hvad skulle det til for!" Hvæsede Nosferatuen hidsigt, og gjorde sig straks klar til et angreb igen. Jebediah rystede en enkelt gang på skuldrene, som om han strakte dem, og sukkede så stille.
"Du for chancen nu. Du kan frasige dem dine synder, og jeg vil..." Han blev afbrudt af den hidsige Nosferatu's hvæs, og angribende hop imod ham. Hans overlæbe hoppede en anelse i vrede, inden han folede sine overfølsomme vinger sammen bag sig, med høje knækkene lyde.
"Vindication!" Råbte han, og et gulligt skær, skød ud fra ham, som en kugle blev formet, ganske få millimeter fra hans lyse hud. Da Nosferatuen slog ud efter Jebediah, og ramte dette gule skjold, blev hans klør afværget, og han måtte trede tilbage, med smerte i hænderne. Det gule omrids forsvandt så, og Jebediah rakte ind i sin skjorte, for så at trække en pistol frem. Han peggede den imod Nosferatuen, og gav den ikke flere ord.
Det høje brag skød igennem gyden, i det Nosferatuens pande, blev genneboret af et lille skud huld, der førte helle vejen igennem hans hoved. Nosferatuen faldt tilbage, og lanede på jorden. Jebediah gik langsomt imod Nosferatuen, imens hans øjne igen kastede en kort skuen over sin skulder, imod den unge Asia, før de lagde sig over Nosferatuen igen.
"Luk øjnene." Sagde han, med et kort kig over sin skulder, imod Asia. Han kiggede så tilbage på Nosferatuen igen, og hans øjne lyste et kort øjeblik op.
"Exorcism." Sagde han stille, og et skarpt lys, skød ud fra hans hænder. Lyset varede ved i længere tid, hvor man kunne se Nosferatuens hud forkulde, og langsomt blive mere og mere, end afbrændt skald.
Efter kort tid med dette, lukkede han sin næve, og det skarpe lys forsvandt, ligeså, blev hans øjne igen deres normale blå. Han vendte sig så, for at kaste øjnene ned på Asia. Han smilede så venligt, og gik over imod hende. Hvis ikke hun forsøgte at kravle væk, og han nåede hen til hende, rakte han en hånd ned imod hende, som et tilbud om at hjælpe hende op.
"Beklager, at de skulle se dette.. Disse gyder, er bestemt ikke et godt sted at opholde dem. Specielt ikke ved denne tid." Sagde han, med hans varme blide stemme, og smilede venligt ned til Asia, med den indbydene hånd.

Asia så sit liv passere revy. Hendes far der gyngede hende, på en rund gynge et sted i en grøn og frodig park i Beijing. Hendes første kæreste, og det første kys. Hendes bedste ven, der tog afsted for at drage væk med sin 'veninde'. Dagen på fabrikken, der havde skabt hendes mutation med flyvende brædder og gyldne lysglimt blandet ind i røg. Alt det, så hun for sig og meget andet hun ikke nåede at tænke over. Asia havde aldrig haft det sådan her før, udover den dag på fabrikken. Hun havde aldrig følt sig.. så levende, så observant som hun gjorde i øjeblikket. Hver en lyd, hver et billede, hver en farve, hver en lugt blev suget ind i hendes sidste øjeblikke. Asia, der netop lukkede øjnene og ikke ville se sandheden i øjnene, drejede hovedet den anden vej da vinden kom – måske, for at tage hendes sjæl med? Et sus, var det nok snarere end en vind. En blid kølig vend i den ulne nat.
Hun kunne mærke hænderne ryste, hjertet banke, lugte Monsterets stank af kloak og sågar også dens ånde, før suset fjernede de ting – lugtene fejede den væk og tog med sig, lydene blev overhørt af susets brusen.
Lyden af sko, finere end hvad hun kunne tænke sig at høre nogensinde, brød tavsheden efter suset. Den malplacerede lyd, fik hende til at åbne øjnene som først måtte vende sig til den svage belysning der endnu strålede nedover gyden. I de få sekunder tænkte Asia; *Is it the feet of God, I'm hearing?* skønt hun aldrig havde troet på én gud, hun havde det bedre med de Græske Guder og Gudinder.
Endnu en lyd, og en tanke sprang frem; *Is it the wind of Angels wings I feel?*
Men blot det havde været, for ingen engel ville vel ulejlige sig med at tage en mutant til himmels? Hun kunne nu igen, høre en hvæsen – måske var det satan hun hørte? Måske sloges de om hende, eller.. overvejede Englen, eller var det Gud, og give hende til helvede? Hun kunne ikke bebrejde Ham, hun havde ikke ligefrem været en af Hans troende. En knækken af.. noget solidt, et ord hun ikke forstod selvom hun sikkert burde forstå det? Og så.. lys. Lys, der blændede i det tætte mørke og sved et kort øjeblik i Asias mørke øjne. Asia kunne se igen, en mand stod med ryggen til hende – var dette Englen, der var blevet sendt for at hente hende til Himmel, eller forhandle med Helvede på hendes vejne? Og så var det endnu væk, sammen med et smertenshyl så hjerteskærende på Asia der stadig huskede sine egne forvandlinger med halen og ørerne. Det kunne kun, være frembragt af Monsteret. Vanskabningen. Men, var det ikke hvad man også havde kaldt hende? En vandskabning, et naturmonster? Det manglende led, i fødekæden. Den udstødte. Den ensomme, var det jo nu.
Mørket omsluttede Asia, der ikke vidste hvo hun var – I Fandens Voldgrav, Menneskets Jord, eller Guds Himmerige. Et knald, blev kort efter affyret foran hende – nogen, var her stadigvæk. Det gjorde ondt, i ørerne ved knaldet – eller ikke ondt, men.. mere, det var for højt. Irriterende, Ubehageligt, meget meget ubehageligt og skræmmende.
En dump lyd, brød igen stilheden der stædigt lagde sig hver gang den var blevet brudt. En stemme fortalte hende, at hun skulle lukke øjnene. Det behøvede den nok at sige to gange. Asia var skræmt, bange og mest af alt – utryg i mørket, hun ikke kunne se rundt i. Hun kunne ikke høre, knaldet havde gjort hende døv for en stund.
Lyset der efterfølgende kom, fra en ukendt kilde, skabte kun en flosset silhuet for Asia at få øje på. Stadigvæk en mand, men bredere og ..større? End andre hun nogensinde havde kendt. Engle havde jo vinger, og dennes var enorme. Asia, behøvede dog ikke at bruge andre sanser end sin synsans for at se, med sammenknebne øjne i det strålende lys, at Monsteret forkullede til døde. Hvad end dette lys var, kunne Monsteret ikke tåle det. Men det var kort, selvom Asia fik fremhvisket ord. Ord, hun ville ønske andre havde brugt for hende, da hun blev jaget fra hus og rødder i Kina. Leave it alone var ordene.
Asia stirrede stadig frem for sig,med blinde øjne for alt andet. Blind og døv sad hun der, presset op af væggen med røven i gulvet og så – intet. Indtil en stemme talte. Den undskyldte, og brokkede sig så derefter over .. noget. Hvad, kunne vær ligemeget. Men tonefaldet, var ikke til at tage fejl af for den tavse Asia. Tavs, ville det sige, indtil hun vågnede til live og de brune øjne blinkede for at rettes opad med ordene;
”You murdered it.” ordene var ikke fascinerede, ikke glade, ikke taknemmelige. Blot triste, næsten bebrejdende og hendes forpustede tunge ånde strålede igennem sætningen. Hvorfor havde den fremmede Engel, myrdet skabningen? Det var ligesom med hende selv, udstødt og alene. Asia kunne relatere til skabningen. Ingen der ville stå op for dem, men kun en forskel var der; Asia var nået at komme væk fra faren i tide. Monsteret var ikke.

Jebediah havde godt nok lagt mærke til hendes skyhed, og hendes nervøsitet. Dette var bestemt ikke noget hun havde haft behov for at se. Bestemt ikke et syn for en ung kvinde, som hende selv. Hans blide smil, og varme øjne, så ikke ud til at berolige hende meget, da de brune øjne, gled op og mødte hans.
Hendes ord, kunne ikke være meget mere stikkende, for en mand i hans position. Han nød ikke sit arbejde, men vidste det måtte gøres. Han havde en blind tro, der sagde at alt ondt, ikke havde en ret til at forblive. Alt der skadede det uskyldige, skulle skæres ned som ukrudt. han haddede at forårsage død, men han havde set så meget af det ske, hvor det blev påført uskyldige, at han ikke så nogen anden vej, end at ofre sig selv som et våben. Et våben, for at nedbringe det onde i verden, for at gøre godt, for det onde han selv forårsagede.
Jebediah sukkede lavt, og lukkede øjnene, imens hans blik sank, og han blidt rystede på hovedet. Hans tilbud om at hjælpe Asia op, faldt langsomt ned langs hans side, og han stod stille, imens han diskuterede med sin egen vilje. Igen åbnede han så øjnene, og stirede ned på Asia, med et sørgmodigt blik.
"Jeg beklager. Men han tog selv, sit eget valg. Jeg påtvang ham ikke hans skæbne. En dag, ville han have kastet sig i klørene, på en modstander stærkere end ham selv. Og det ville så blive hans ende, i stedet.. Var det bedre, end nu?" Spurgte han, og kastede et kort smil, inden han langsomt satte ned på hug, med sine håndled, hvilene på sine knæ. Han smilede så igen blidt, og kiggede over sin skulder, imod den Campingvogn, Asia var kommet ud fra. Han skrånede sit hoved en anelse, inden hans øjne gled tilbage på Asia, med et øjnbryn rejst.
"Bor. Der faktisk nogen her?" Spurgte han, og nikkede imod campingvognen, med et spørgene blik. Han forsøgte at holde sit tone leje, og hans øjnes kontakt, så roligt og imødekommende som han kunne, få ikke at gøre Asia mere nervøs. Den blide vind, ruskede en anelse i hans vingers hvide fjerd, hvilket fremprovokerede et blidt ryk i den ene, inden de blev samlet om bag hans ryg igen, med endnu flere, af de høje knækkene lyde. Men hans rolige øjne, reagerede ikke det mindste, på hans knækkene knogler, og brusk. Det var som om, han var vændet til denne smerte. vændet til, at han måtte påføres dette, for at trække sine vinger tilbage. Det, og de lettere mærkede vinger, var et bedrageri på hans ansigts alder. Han virkede ganske ung i ansigtet, men vingerne, og det ar han havde over sin ene kind, minede om erfaringer. Erfaringer, man normalt ikke kunne forestille sig, en mand i sine tidlige tyverne, ville have.

Asia betragtede blot den navnløse, med et bebrejdende blik, der kunne have passet sig for en mor der skældte ud på sin søn. Hun var stadig ikke helt af, med traumerne fra før og det gav et spillende skær i hendes øjne fa månens stråler.
Det sørgmodige blik der slog hende i møde, da han igen åbnede øjnene, bragte Asia ud af fatning. Hvad handlede det om? Var han ked af, at have dræbt bæstet? Det burde han også være, det kunne jo lige så godt have været Asia selv for ikke så længe siden.
”You cannot know that, you're not God.” var hendes svar, på hans ellers lange sætning. Asia var ikke en kvinde af mange ord, så nærmere af bevægelse og følelser. Det var måske en af grunden til, at hendes øjne altid afspejlede hvad hun tænkte og hvad hun følte. Hun kunne ikke styre det, men hun anede heller ikke af det. Men snart så Asia, at de her ord måske ikke lige passede. Hvis han var en engel, så kunne han måske godt vide det alligevel. Men nu var ordene sagt, og sådan ville de forblive.
Asia gav sig god tid, til at studere den her Engel. Uden navn. Hans øjne var blå, håret brunt og pjusket af den vilde flyvetur han havde taget fra taget over hende, med et sus. Asia havde nemlig, regnet ud i hovedet, at Suset måtte have været ham, Englen. Men endnu var lettelsen over at være i live, ikke kommet over hende endnu. Hans hud var også lys, faktisk.. kunne han nemt være den type Asia ville falde for. Havde det dog ikke været fordi hun stadig tænkte over, at han burde ærgre sig over drabet ville hun også selv have lagt mærke til det. Men hun tænkte i stedet, *At least he's not all bad. He's obviously sorry about the kill, of the thingey*.
Men Asia, fik ikke lov til at se på ham ret længe før hun var afkrævet for et svar. ”Yes, someone does live here. Thought that was obvious, you know, with the trailer and all. Or am I just being prejudiced?” svarede hun og lod sin person skinne igennem, ved sarkasmen i enden. Han havde vidst ikke set hende, træde ud af camperen eller vælte fra det øverste trin da hun var blevet overrasket af vederstyggeligheden.
Det imødekommende blik, gjorde kun Asia mere bitter. For ikke alene havde væsnet vækket minder til live om jobbet på atomkræftværket og hændelsen på det sted, nu skulle hun også til at se den imødekommenhed hun godt kunne have brugt for de få uger siden, udtrykt i hans druknende, rolige blik. Det var dog irriterende, hvor havde han været da hun skule bruge den imødekommenhed for de mange dage siden? Hvor havde han i det hele taget været - nogensinde?
Igen, blev Asia indfanget af hans ansigt. Det var så specielt, unikt. Og arret, hun lige kunne skimte over kinden gjorde det kun endnu mere karakteristisk, at se på. Man blev ikke træt af det, selvom man jo tydeligt kunne falde i staver og så blive pinlig over det bagefter – som Asia, ikke havde i sinde at gøre!
Den tid hun havde siddet ned, havde allerede gjort Asia rastløs. Hun måtte op og stå, snart – plus hendes hale blev også mast, og det var ikke særlig behageligt at sidde på sin hale. Faktisk var det et ømt sted, selvom de vilde scenerier havde fået hende til at glemme det. Men nu blev hun mere bevidst på sig selv, og på de ting der nu var på hende – fx kjolen, som hun opdagede kun gik til knæene når hun sad med begge ben bøjet i hver sin retning, fra knæet og ned. Men i en naturlig stilling. Lige modsat måden hatten sad, den sorte hat var skæv og blev kun lige holdt på det brune hår at det venstre øre – et højre var endnu gemt. Desuden, havde hun ikke lige fået en jakke på så hendes tatoveringen var også synlig blot hendes albue var skrabet ligesom hendes håndflader, da hun var flugtet på alle fire fra Monsteret. Det gjorde dog ikke ulideligt ondt, som det sikkert ellers kunne ligne – Asia kom nemt til skade, men hun havde for det meste lært at det ikke gjorde ondt på hende, medmindre det var alvorligt nok. Eller også, havde hun vel bare vænnet sig til smerten siden hun blev klodset når halen var bundet op sådan som den tit var. Hun så hurtigt ned, efter at have lagt mærke til alt det her på få sekunder og begyndte at fjerne det støv der måtte have lagt sig på hendes fine kjole. Og dog, hun lagde også mærke til andre ting, fx den svage lugt af røg fra en cigerat – den var i hvertifald ikke fra hende! Det måtte være ham, der udsendte den aroma. Og dog, her i Allées var hun ikke helt sikker – men næsten sikker. Stanken fra bæstet og dets forkullede kød, sad stadig i hendes sensitive næsebor.
Men Asia var ikke en pige, der blot lod en anden lide hvis de havde gjort noget forkert. Hun bekymrede sig for folk, men kun for en bestemt person i korte perioder. Og arret over hans kind, fik hende til at tænke på; var han mon egentligt okay, efter den lille kamp før hvor han havde forsvaret hende? Hun var normalt ikke en pige, der fik skyldfølelse - men det var nok kun fordi, han var engel at hun fik det. lidt religiøs havde hun da været, sådan indimellem. men i øjeblikket var hu altså Ateist, og ingen skulle fortælle dem, eller i hvertifald denne ateist, hvad de skulle og ikke skulle. Hun kiggede undersøgende, på kendemærket – og så kunne han syntes hvad han fandt bedst, for det ragede hende da en kornmark hvad han mente? Det var hun den tand for stolt til at lade sig gå på af.
"Are you allright?" spurgte hun så, forventende snarlig respons, mens hun undersøgte med løftet bryn, det lyse karaktertræk på hans hud.

De blå øjne, slappede hurtigt af igen, da Asia valgte at gnide en anelse i såret. Han lukkede dem så, og sukkede lavt, imens han lod sit sørgmodige blik, falde imod astfalten igen. Havde han ikke gjort det, ville denne havde skadet en af dem, eller dem begge. Hvis han ikke havde vist sig på det tidspunkt han gjorde, havde hun været død. Og stadigt, følte hun det nødvendigt at minde ham om, hvor forkert det var at overtræde denne dødssynd. Men hun havde jo ret. Han kunne ikke vide, hvad dette bæst have tænkt sig at gøre. Hvis ikke han havde fået æren af at se en flok af disse kreature, udradere en mindre flok af hans egen familiie, og næsten løbet me hans eget. Hvis ikke han allerede havde læst utallige bøger omkring Vampyr klanen, og studeret deres metoder, lige så dybt som han altid gjorde, for at kende sine modstandere. Hun kunne jo ikke vide det. Han valgte slet ikke at svare på spørgsmålet. Der var ingen retfærdighed i mord, selv på udskud som det han nettop havde taget livet af. Han kunne ikke forsvare det.
Han klukkede lavt en enkelt gang, og rejste sig langsomt, da hun kastede sin sarkastiske sætning fra sig. Det havde naturligtvis været et dumt spørgsmål, stillet i hast og forviring. han tog et skridt tilbage fra hende, for ikke at forskrække hende for meget, da han udstrakte sine vinger i deres fulde længde, med flere knækkene lyde, og så folede dem ind bag sig endnu engang, for så at forsvinde fra hans ryg.
"A foolish question, i agree.. It just seemd to me, as a rather unwanted abode. But I supose living in these dangerous streets, can proove exilerateing to some." Sagde han, og smilede blidt, med endnu en lav klukken. Han kiggede kort ned af hende, for at se om hun var kommet noget slemt til, men der var intet han kunne hjælpe hende med, og det så heller ikke ud til, at hun var meget skadet. Hun skar ikke ansigt, eller vrissede af smerten. Hans øjne faldt kort på hendes smukke tatovering på hendes skulder, og smilede kort i facination, inden hun talte til ham igen. Han rejste det ene øjnbryn, og kiggede ned på hende igen, med et smil og et nik.
"I am fine, thank you.. Don't tell me you got worried about thonights sinner?" Sagde han, og smilede blidt igen, med en blid klukken, ved hans returnering af 'drilleri'. Han nikkede så imod hende, og rejste sine bryn en anelse, i er spørgene blik.
"You? Does'nt seem like he got to hurt you. How'd you end up, scraching your limbs?" Spurgte han med det samme venlige smil, tydeligtvis ikke interesseret i at hovere, eller rakke ned på hende. Af ren omsorg, og bekymring. Selvom han tydeligt kunne se, at hun intet fejlede.

Asia kunne ikke skjule ukontrolleret smil, når han stod der og rakkede ned på hendes 'hjem'. Ganske vidst, havde hun jo heller ikke fortalt ham at det var hendes hjem, men det var nu morsomt – noget konstruktiv kritik, kunne man jo altid bruge ikke? Og dog, måske smilte hun bare på grund af han klukken? Det var ikke til at vide, selvom man normalt gjorde med Asia.
”You have no idea” korresponderede hun, jo det var skam ganske spændende at bo her en gang imellem – men så heller ikke andet. Når her var stille, som iaften, måtte folk som Asia, finde noget at foretage sig – det ene eller det andet. Hun skulle nok ikke regne med, sine sædvanlige planer. Desuden, var denne fyr interessant – han kunne faktisk udtale sig, ikke ligesom andre fyre der bare var so nikkedukker og sagde ja til det ene, fordi de vidste at det ville skaffe dem en god omgang i sengen. Ham her, han sagde sin mening, det var noget hun kunne lide – omend, det også kunne blive for meget. Men i øjeblikket, var det ikke andet end rart at have et selvstændigt tænkende væsen at konversere med.
Asias latter boblede over hendes læber, da hun rejste sig møgsommeligt helt op fra jorden med en hånd til støtte på væggen. Hans spørgsmål, var sandeligt yderst interessante. Hun havde da bekymret sig for Monsteret, så hvorfor ikke også for ham? Men, havde hun kun bekymret sig for monsteret fordi hun kunne relatere til det, eller.. hvordan hang det sammen?
”Why shouldn't I worry? I worried for him, 'cause we had one thing in common” hun så hen på det forkullede lig, men kun ganske kort for det var ikke det mest appetitlige syn der mødte hende. ”So why shouldn't I worry about you, the same?” sagde hun, glimrende pointerende at hun faktisk var flintrende ligeglad med hvem eller hvad han og andre var. ”And-” Asia rettede på hatten, så den sad lige og gik lidt hen mod ham, hendes stemme sænkede sig betydeligt a hun talte igen, med et katteagtigt smil ”- I've got a frailty, for bad guys.”. Et lille glimt af et blink, så kort at kun et godt trænet øje ville fange det samt smilet før hun så sig omkring, kom frem på hendes ansigt for en stund.
”I'm just.. clumsy sometimes.” lød hendes svar fulgt af et skævt smil. Hendes hale var øm, men det kunne hun ikke fortælle ham? Absolut ikke!.. selvom han var en engel. Og en lidt overbeskyttende en af slagsen, oven i købet. Hun havde knap kendt ham i, hvad? Et par minutter, og han bekymrede sig for hende? Hun håbede bare, at det ikke varede ved. Ligesom med hende selv, der kun bekymrede sig i korte glimt. Smilet blev skævere endnu, og hun skyndte sig at trække lidt ned i hatten som hun forøvrigt ikke var stoppet med at rette på på noget tidspunkt - den skulle godt ned om alle 4 ører.

Den unge kvinde, virkede bestemt ikke til at være ubegavet, eller for den sags skyld, blot en omsorgsfuld, moder figur. Hendes omsorg for Nosferatuen, der nettop va gået bort, virkede ham til at starte med, ganske fjernt. Det skar ham inden i, at hans arbejde havde fået ham til at være så hård. Han gav dem godt nok stadigt den sidste chance. Den sidste måde hvorpå de kunne omvende sig. Men han var blevet så ligeglad med dem han dræbte. Som om. Det var et rent arbejde. Måske skulle han stoppe det i en tid. Helt droppe at forlade sin lejlighed om natten, og lade Di Morgas gader, være dem selv?
Hans blik fik kort en trist mine, inden hun talte igen, og hans blå øjne, lagde sig over hende igen, og han smilede blidt. Han lagde ikke mærke til hvad hun egentligt sagde, da han stadigt havde stået i hans egne tanker, dog fangede han det kun lige med underbevistheden, og det ville sikkert bryde op i hans hukommelse igen senere. Han trådte et skridt mere tilbage, for at give Asia mere plads til at rejse sig. Han betragtede hende med det varme smil, og valgte at lade være med at hjælpe hende, da han vidste hun intet var kommet til, og ville ikke fornærme hendes evner.
Han rejste et øjnbryn en anelse, og kiggede kort over sin skulder, imod det forkullede lig, inden han kiggede tilbage på hende.
"You have something in common, with the Nosferatu klan? What could you possibly have in common with them?" Spurgte han, med et spørgene, og forundret blik. Han kunne ikke forestille sig hende, have noget tilfælles med disse kreature. Han havde intet imod Nosferatuerne, hvis de blot valgte at holde dem til deres 'poetiske' sidder, i steddet for deres dyriske sind. Han fnøs så blidt, og smilede venligt, imens han rystede på skuldrene.
"You are right.. There is some sence in that." Han klukkede lavt med hendes næste hentydelse, og det lille blink, og rystede en anelse på hovedet, inden han nikkede hen af gaden, og rakte ned i sin ene lomme.
"Let's move away from this scene, an let him return to the ground." Sagde han, og drejede om på hælene, imens han tog sin pakke med cigaretter frem. Han smilede igen, og tilbød pakken imod Asia. Han ventede med at gå, indtil hun enten fulge ham, eller hun stoppede ham.
"Its dangerous to be cumsy in these parts.. What are you even doing out here, this t.." Han stoppede sig selv, og rejste sit øjnbryn en anelse. Der kom det tilbage. Hvad hun havde sagt tidligere.. 'You have no idea'..
"You.. Live here, don't you?" Spurgte han, med et venligt smil, og klukken, imens han slog hovedet imod Campingvognen.
Hvis det faktisk var hendes bolig, var Jebediah ganske overrasket, og lettere forbløffet. At hun kunne klare sig, i gyder som disse? Nu vidste han naturligtvis ikke hvor længe hun havde været der, men bare en enkelt aften, et sted som dette, var da et helt specielt feat. De blå øjne betragtedde Asia, imens hans læber, samlede sig omkring filtret på en cigaret, som han trak ud fra æsken.

Mandens spørgsmål smigrede hende for groft, hun vidste godt hun ikke var grim. Men så blev endnu et spørgsmål, trængt op i hendes hoved? Hvad fanden var en Nosferatu for en? En kort undren, og et virvar at tanker fik brikkerne til at falde på plads; Nosferatu, måtte jo være hvad Monsteret var. Arten den kom fra. Eller.. havde manden, der virkede kvik nok i pæren, misforstået hende? Så ville hun da gerne vide hvordan, hendes ord kunne misforstås.. men hun svarede ham dog, alligevel ærligt –
eller, så ærligt som hun kunne. For hun kunne ikke så godt rende rundt, og sige hun var muteret på et kraftværk i Kina, vel? Så hun sagde i stedet, ”Let's just say, we've tried some of the same things.” lød svaret medet mystisk glimt i de brune øjne, og helt løgn var det jo ikke. Asia havde også været nødsaget til at gå under jorden, på grund af sin hale og sine 2 ekstra ører. Hun havde skam prøvet, at blive udstødt jaget og havde derfor, et slags.. tilhørsforhold til Nosferatu-arten. Sådan mente hun i hvertifald at det var, men hvis man prøvede hårdt nok og kom med nok lamme undskyldninger, så man vel lidt af sig selv i alle? Væsner og mennesker, var trods alt, ikke så forskellige igen.
”There's a sense to everything, Stranger. You'll find out, unless you already have?” sagde Asia, og skød et bryn i vejret samtidigt med, et kækt smil dukkede frem på hendes læber.
”Yeah, let's. The bugs are killing me, overhere” sagde hun, og viftede en mindre flok blandet af fluer og myg væk fra den lyse hud rundt om hendes tatovering. Ganske som det var gjort, kom endnu en som havde fundet deres vej derover fra den væltede skraldespand ved siden af campingvognen.
Tilbuddet om rygning, blev fejet af banen lige så hurtigt det var kommet. ”No, thank you. I don't smoke, and I will never-ever start. I've got more than enough money-problems, to worry about nicotine as well.” Hun skubbede pakken tilbage mod den navnløse igen, og fugtede ganske vidst kun de tørre læber fordi aftenen var lun og luften tung.
Hun stod lidt endnu, og gloede på hendes fingernegle som en rigtig kvinde gjorde, når hun ventede – bare, Asia gjorde det af en simpel og upopulær grund; kedsomhed. Hvor meget længere ville der gå, før han fattede at en som hende, der kendte til stedet og gav udtryk for det, samt blev overfaldet midt i Allées nok ikke kun var på besøg?
”Took you a while, to figure that out, Stranger.” var hendes eneste svar på tiltale, omend de nyfugtede læber var kurvet i et drillende smil. Han var vel nok, en munter person men det var sikkert blot fordi han var en engel. Hvilket Asia ikke havde noget imod, hun holdt faktisk af et godt grin en gang imellem. Selvom, de her forbandede insekter nu var virkelig irriterende, hvilket hun stædigt gav udtryk for, da hun jagtede en stor fed spyflue væk gang på gang med sine lange smidige fingre.

'Tried some of the same things'? Sætningnen gled lidt ud og ind af Jebediahs tanker. Han var ganske sikker på, at han ikke havde nogen anelse om hvad hun snakkede om. Specielt da han ikke var tankelæser. De blå øjne, lagde sig kort ned over Asia igen, og kiggede spørgene på hende, som om han spurgte ind til det med øjnene. Men det tog dog ikke lang tid, inden han i stedet bare smilede blidt, og nikkede en enkelt gang. Han bestemte sig for, ikke at spørge ind til hendes ord. Han ønskede ikke at nage, og hvem kunne vide, om han ikke fik en chance for at spørge, en anden gang?
Han smilede blidt af hendes philosofi, og lod de blå øjne, falde imod jorden. Den sætning havde han fået utallige gange. Der var en mening med det. Det gav mening. Det gav mening at rive moderen fra sin datter, eller for den sagds skuld den anden vej. Hans blik blev ganske kort sørgmdigt, da han tænkte tilbage på hans fortid. Dog lod hans øjne glide op på Asia igen, og han smilede blidt, for så at beynde at bevæge sig ned af gaden, med rolige skridt, og et smålig smil, vendt tilbage. Det var umuligt at glemme minder som hans, og tage glæde i nuet, var heller ikke rigtigt muligt. Han gjorde godt nok en masse 'godt' men han overtrådte stadigt sine egne regler hver aften. I sin evige hien efter retfærdighed. Han klukkede kort af hendes sjove kommentar, som han først rigtigt lagde mærke til nu, da han havde fået sit hoved på led igen. Han smilede, og lagde sin pakke tilbage i hans lomme, og fortsatte deres gang, uden at tage en selv. Han smilede blidt, og lagde hænderne i sine lommer. Han klukkede så en anelse, og kiggede tilbage imod Campingvognen.
"I could imagine, you would'nt live such a place, did you have a proper income? Or are you acctually one of those, who'd prefer the excitement and exeleration of these streets?" Spurgte han, og klukkede blidt, inden han kiggede tilbage på Asia. Han drejede dem ned af en gyde, og videre.
Han smilede og strakte sin ene skulder, imens han klukkede en smule af hendes drillerier, og rystede langsomt på hovedet.
"Yees, well.. I'm rather slow in the drag, from time to time.. Its because i am so smart, that I have too many thoughts up there, that I can't possibly be expected, to keep it all together, all the time." Han smilede drillende ned på hende igen, og lo kort. Han strakte endnu engang sin nakke, så det gav et lavt knæk fra sig.

Hvad var der med denne mands, fascination af jorden? Det var nærmest som om, ja, som om an ikke kunne se en i øjnene når han blev ved og se ned i jorden – det var, lidt af en.. underlig vane. Det emne kredsede Asias tanker om, i en tid hvor der var stille og kun den blide susen fra vinden rullede ind i gyden. Mærkværdigt, at vinden kunne komme helt herinde i centrum af Allées hvor Asias 'hus' lå, yderst bizar vindopførsel var det.. men he i Allées, kunne lid af hvert jo ske. Det vidste alle der begav sig herind, eller nåja.. de flest vidste det, heriblandt Asia. Men nu var det ikke Asias tanker, for de kunne ikke rigtig slippe emnet omkring mandens blik der tit blev sendt til jorden. Det virkede som om, der var noget han fortrød? Noget, han ville lave om? Sådan burde det ikke være, eller.. selvfølgelig var der jo ting man fortrød, men man burde bare ikke tænke så meget over dem – sket var sket, og det kunne jo ikke laves om? Lige meget hvad. ”Nobody can go back and start a new beginning, but anyone can start today and make a new ending.” sagde hun, med et lille forstående smil og en hånd på hans skulder, der fik et lille klem af den skrabede hånd. Hun vidste udmærket, hvordan fortidens minder kunne fange og bure en inde i deres net af fortydelser. Sådan havde hun det også nogle gange selv, men hun vang det væk – enten med vold og handling, eller med tankens kræft.
Asia gled snart ind i sig selv, hun skyldte skylden på månen. Den gjorde nogle mærkelige ting ved hende, og når man tænkte på hvad hun hed til mellemnavn var det vel ikke mærkeligt? Men stadig i sin faraway-tilstand, fangede hun nogle ting med underbevidstheden – kun lige på t hængende hår. Bl.a at han stilte mange spørgsmål. Han var en ret nysgerrig en, men var det dog ikke også sådan, venskaber blev formet? Ved spørgsmål, og refleks? Eller.. nej, bestemt ikke. De blev bare til, man spurgte ikke om man var eller kunne blive venner. Det blev man bare. ”Abit of both, probably. Likely caus of these silent nights, they can be very quiet. As long, as you want'em to be.” lød Asias svar, med et drømmende udtryk klistret op på masken. Hendes øjne var langt væk, helt op i stjernerne så de forsvandt næsten bare... som når man så ned i kogende flydende mørk chokolade. Det var faktisk sådan, hun for det meste så ud når hun var alene. Hun drømte sig altid, langt væk. Tanker, der farede gennem hendes hoved blev til ære for den der i øjeblikket så ind i hendes øjne – så let læselige, var de når hun dagdrømte. Men, det var vel ikke lige at dagdrømme, når man stod her omkring midnat.
Hans morsomme ord, bragte hende tilbage til planet jorden igen. ”Yeah, I know what you mean. Sometimes, I get lost inhere too.” sagde hun, og bankede let på siden af hatten for at indikere hovedet, mens hun smilte. Lige før, havde for eksempel været et fortrinligt bevis på det. Men i nuet, stod Asia og smilte – selvom det var sjældent hun grinte, var hun en munter person man næsten altid så et smil på, skævt, stort, lille, bredt, lusket eller frækt. Det var bare at sætte det ind i en kategori, for det var der – 24/7.
Lige 'vågnet' fra sin drømme-tilstand, lagde Asia også mærke til meget mere end før – fx, at han havde en vane med at knække forskellige områder af sin krop. Måske, det blot var fordi han var øm, og havde spændte muskler og led? Måske han skulle havde en omgang massage? ”You sure you're allrigt, Stranger? I you want, i can give you a massage – it might help on all the cracking, and stuff.” spurgte hun, kiggende lidt forundret på ham, da hun vendte sig en halv omgang og stod med siden til ham. Klar til at gå, både hen til camperen, men også til .. hvorhen hun nu skulle gå?

//Damn.. det tog mig noget tid, men.. jeg er kun lige vågnet så tilgiv mig, hvis det er sådan lidt.. rodet :3//

Jebediah rejste et øjnbryn da Asias kommentar flød igennem luften, og han rejste et øjnbryn, for så at se ned på Asias hånd, der nu bildt trykkede imod hans skulder. Hans blå øjne, gled så ned over Asia igen, med et blik, dybt i hans egne tanker. Alle kan starte en ny dag? Var det egentligt ikke også det han gjorde? Hans begyndelse huskede han kun som dyster og smerte fuld. Nu er den langt mindre dyster, men dog stadigt smertefuld. Men i det mindste, gjorde han nu noget godt? Var det virkeligt den nye slutning, han ønskede for sig selv? At efterlade et lys, i alt dette mørke? Var det den tanke han havde gjort sig, den gang han valgte at give afkald, på sin rank som højt sidene Døds Engel, og så i stedet hjælpe menneskehden, og jordens andre væsner, i deres mørkeste tider?
Et smil bredte sig langsomt over Jebediahs læber, som hans øjne stadigt sad ned imod hende, med en blid varme. Han nikkede så langsomt et par gange, imens hans blik gled frem for sig igen.
"Wise words. Wise words, from a young woman. Where did you get such Wisdom?" Spurgte han, med et venligt smil, og kiggede kort ned på Asia igen, inden han klukkede blidt, og kiggede frem for sig igen. Der var intet ondt ment i hans ord, og han havde forsøgt så vidt som muligt, ikke at rakke ned på hendes alder. Kun en smule.
Hendes næste kommentar, fik ham til at klukke lavt, og ryste en anelse på hovedet.
"Well, still not really an atractiv a.." Han stopppede kort, da han så hendes drømmene blik, hvilket blot fik ham til at le en smule igen, inden han fortsatte, efter den korte pause.
"Attractive abode. When you compare the seldome silence, to the high amounts of murders, and unexplained dismembernment. Unidentified body parts. So on. So on." Sagde han, imens hans blik gled ud foran sig selv igen. Han virkede helt dyster i hans ord, og mest af alt, var det måske også et forsøg, på at ville skubbe Asia vidre, og væk fra disse gader. Men han ville ikke direkte sige det, da han ikke lystede at virke skubbene, eller for den sags skyld nagene, imod hendes liv.
Han kiggede kort hvor hun pegede, og lo så venligt, imens hans øjne gled tilbage ned på hendes, imens de fortsat gik igen gyderne. Han vidste egentligt ikke helt hvor de bevægede sig hen af, men hvis ikke hun ledte, drejede han ned af en side gade, der ledte imod hoved vejen, der ville føre imod centrum.
"Really? Id've never imagined." Han smilede drillende, inden han så frem for sig igen, og fumlede en smule rundt, med hænderne i sine lommer. Hans øjne gled dog ned på Asia igen, til hendes tilbud, og rejste t øjnbryn en anelse. Han havde aldrig tænkt over de mange knuder han havde, og hvor meget hans knogler egentligt brokkede sig, hver gang han bevægede sig en anelse. Han havde egentligt ret ømme muscler, men han kunne ikke forestille sig, at massage ville hjælpe meget, så han rejste afværgene en hånd, med et kort ryst på hovedet.
"No thanks, dear stranger. I don't think it would do neither of us much good, just waste you some of your time.. My bones are just getting old, i'm sure." Sagde han, og smilede venligt ned imod Asia, med en kort klukken. Han stoppede op, for at se hendes overvejelser over hvor de skulle tage hen, og han kiggede kort over imod hendes Campingvogn.

Asias hånd hvilede mod hans skulder, i en tid før den blot klappede ham på kinden med arret et par gange da hun svarede, med et lille grin. ”Experience makes Master.” var de ord der hoppede over hendes læber, da hun lod hånden falde graciøst igen. Om det var en fornærmelse, havde hun intet imod. Hun var ikke specielt nærtagende, eller noget. Men hun bar nag, hvis det var ting af betydning. Måske, var det dog alligevel lidt unormalt med alle de kloge-åge ord og ordsprog hun diskede op med? Eller var det blot, fordi der var ting de to havde til fælles? Mere end med andre? Det kunne vel være, men det måtte tiden vise – hun var i ingen hast, til hvorend skæbnen tog hende. Faktisk, var det jo nok nærmere hvor den fremmede Engel førte hende hen, men hun kunne vel stole på en engel, selv når de kom i Allées? Ikke? Tænkte Asia, men nåede aldrig at fuldføre den tankegang, før hun blev revet ud af den ved lyden af hans stemme.
”Oh, you're so negative!” udbrød hun lavt, men muntert. Fik det til at lyde som om det var en dårlig ting(hvilket det i grunden også var efter Asias målestok), selvom det var ment på en sjov måde. Ikke fornærmende. ”The real joy of this place, is the people that live here. And, lets face it, shall we? It's not a place, were it's likely to get bored.” fortsatte hun med et skævt smil, og igen med de spillende gyldne glimt i øjnene.
Asia havde en anelse om, at han bare drillede hende, men alligevel kunne hun ikke lade være med at føle sig lidt diskrimineret. Kvinder tænkte altså også det burde mænd snart lære noget af. Specielt Asia, tænkte meget mente hun.
Blev han knogler gamle? Ej nu, måtte han da snart stoppe! Han var da ikke meget ældre end de tyve, så han kunne umuligt ... nåja, engle-tingen. Men skulle engle, ikke forestille at være nogle friske væsner der ikke kunne blive syge? Eller i det hele taget, få noget form for dårligdom?
”How old, exactly?” spurgte hun, med et fascineret glimt blandet med spirende nysgerrighed i irisserne. Hvor gammel, kunne en engel blive? Og.. hvordan kunne de blive så gamle, uden at man så det? Det var en ting, Asia kunne misunde dem på det groveste. Evig skønhed, og evig ungdom. Det ville hun ikke have noget imod, at have i stedet for ører og hale.

'Experience makes master' En sætning han kendte alt for godt til. Han lod være med at træne i et center, da han vidste det kun gav en pæn krop, frem for den erfaring man fik andre steder. Han stolede sjældent på andre, da han pr erfaring, vidste kun de færeste var værd at stole på. Han havde hellere ikke stolet på hende med det samme. Han havde helle tiden været klar med Vindication. Dette var han dog ikke længere. Da han nu havde en god grund til at stole på hende. Erfaringer, var ikke det Jebediah manglede. Hvad han manglede, var en til at holde hans hoved oppe, de dage hvor det sank i. Da Asias hånd rørte hans kind, fik han følelsen af hendes evne, og han fik kort en blid kuldegysning, som dog ikke var tydeligt for andre. Han rejste sit øjnbryn en anelse, men lod det falde igen. Det var så længe siden han var blevet rørt, hvor det ikke havde været en næve, vel plaseret i ansigtet. Var det blot den følelse det kunne give? Han ruskede hurtigt sine tanker på led igen, og smilede endnu engang.
"Very true." Var det eneste han svarede til det, og gjorde sit bedste, får ikke at rode op i minderne.
Da hun så ud til at være lige glad med hvor de gik hen, fortsatte han imod hoved gaden. De nåede den imens at de snakkede, og han stoppede op, for at fortsætte samtalen. Han klukkede lavt, og kiggede på Asia, med et rejst øjnbryn.
"No. It's a place you'r likely to get killed, mistreated or starve. I'ts not a place for any deacent person to live. Not even a brave and strong person, that i am sure you are, should seek out places like these." Sagde han, og smilede igen imod Asia. Hans øjne fangede så en af de mange biler som brugte hoved gaden, og han drejede på hovedet, for at forfølge køretøjet. Det var en forbandet larm de kreationer kunne lave sig. Men det var bestemt en opgradering fra oldtidens omgangs metoder. Menneske. Ofte brugt til dette. Det var også hårde tider, blot på en anden måde. Jordens væsner, havde aldrigt været specielt rare ved hinanden, eller for den sagds skyld, gode til at opretholde noget der faktisk virkede, og var godt.
Hans øjne faldt tilbage over Asia, efter at have stået og set tænkene imod centrum af Terre, og smilede af hendes nysgerige spørgsmål. Han klukkede en enkelt gang, og nikkede hen af fortorvet de stod på.
"Accept my invitation for a meal, and I shall tell you.." Sagde han, og smilede venligt, med en hånd imod centrum. Han drejede så om på hælene, og afventede hendes svar, og hvis hun accepterede, begyndte han at bevæge sig imod centrum.
"When man first learnt about the Abrahimic God, i had served in hi s name, in heaven, longer then the average human age. When Michal was first scent to Earth, to exact justice to the 'wicked' world, i was there to recive the dieing men and womans last wishes. To lead them to heaven, or let them fall to the cluches of Lucifer. I've been around for some time." Sagde han, og så frem for sig, imens han fortsatte, med et småligt smil over læberne.

Asia gjorde en let håndbevægelse mod ham, med den ledige hånd mens hun sænkede den anden. ”'Course it's true, I'm no liar.” lød hendes kække svar, for.. noget skulle hun vel sige? Ikke? Og dog, hun ændrede det lidt senere. ”Or.. at least, not in the direct sense of the word.” lød fortsættelsen, men hvis han prøvede at fang hendes blik ved de ord, skulle han nok tage fat i hendes kæbe og vende hendes ansigt fo så at fortælle hende, at se på ham. Så ville han kunne se hende i øjnene. Men ikke nu, hvor hun så rundtomkring på gaden, hvor de var liv – eller, mere liv end i gyden in det mindste.
”Who said I was deacent?” svarede hun, med et karakteristisk katteagtigt smil. Det var hun ikke rigtigt, det kunne hun i hvertifald ikke kaldes – hun havde bl.a andre ting, ikke selv købt camperen hun var blot flyttet ind og havde skaffet sig, forskellige sager hun skulle bruge, hvis de ikke allerede var der. ”Or for that matter, brave and even strong?”. Der var skam ingen nedladende mening i hendes, ord det lød blot som om hun påpegede venligt for ham, noget indlysende og at han ikke kunne basere alt han vidste, på facts. Fx det at hun var stærk, passede ikke. Hun havde nemt ved at komme til skade, og hun var bestemt helle ikke modig – tværtimod, var hun bare for stolt til at løbe fra en udfordring eller kamp. ”But I am stubborn, which is why, I haven't moved out of the camper.”
Asia, som brugte meget af sin tankefulde fritid, hjemme eller ude på en bar, nød at gå på gaden hvor bilerne susede forb. Jovist, larmede de men det var betryggende for hende, i stedet for den trykkende tavshed i gyderne. Hun så sig omkring, med et stort smil – så stort, at selv tænderne kom til syne. Hermed, kunne en der var inden for en arms rækkevidde kunne skimte hjørnetænderne, der var lidt for skarpe til at kunne være til en planteæder som mennesket nu var. Selvom.. mennesket jo også kunne spise
kød, men havde sværere ved a tygge det end dem der havde spidse tænder – ja, fx tænder som dem, der sad i hjørnerne af Asias glade smil.
*This city-life* tænkte Asia, da hun så en gruppe poptøser gå forbi, i deres pangafravede 80'er-festtøj. *is just my thing.* ”Those lass' could probably use a hand, on fashion-advice.” mumlede hun til sin sidemand, helt oppe ved hans øre med et lille smil på læberne. Hun følte sig, ret spontan i netop et øjeblik og håbede kun at hun ikke væltede, da hun slog en graciøs piruette midt på gaden så kjolen flagrede i en halvkugle omkring hende. Hun sørgede, med noget held, for at holde hatten på plads så den ikke fløj væk og hun skulle jagte fedoraen ud mellem bilerne. Og hvad værre var, kunne hun jo heller ikke fjerne sine ører. Så, jagte en hat over gaderne med ørerne ude i det fri? Tiltalende, men nej tak. Hun afsluttede denne pludselige bevægelse, og fik som respons, en masse øjnes opmærksomhed og beundrende mumlende 'wow'-lyde. Helt uden maner var hun da ikke, så hun bukkede mod alle – altså, de 4-5 mennesker og få elvere omkring dem - og sørgede igen for at holde på hatten. Lidt forpustet var hun da blevet ved det, selvom hun var vant til at lave alle mulige slags spring og vridende bevægelser til daglig arbejde, men grinte kun, da hun vendte tilbage til Englen igen.
”A trick for a treat. I suppose thats fair enough”. Et kompromis, hun ikke var helt så vant til at indgå men nuvel, var det ham her, gjorde hun en lille undtagelse. Asia fulgt ham med muntre skridt, og flagrende dress mod hvad hun mente, måtte være centrum.
Alle hans ord, gav kun svag mening for Asia. Hun var ateist, så hu fattede ikke meget af det her. Hun havde ingen gud, og troede heller ikke på nogen. Selvom hun var fascineret af den græske mytologi, var det dog ikke hendes religion. ”Excuse me, but all that with the bible and religon – it's not really my thing. I have no god, noone to tell me what to do. But again, I don't have enything against those who wants to spill their lives on orders from 'above'.” Hun holdt en lille pause, for at trække vejret, hvor hun lavede gåseøjne ved ordet above. ”But from what I gather, you're an aged man. Correct? Or is it just me, who's being a huge twat now?”. Hendes blik, var ganske vidst beundrende når hun så op på ham, men hun skulle bare lige vide om hun havde fanget det rigtigt.

"Of course, you aren't. Oonly indirectly." Svarede han tilbage, med et lavt kluk, og rystede kort på hovedet, med det varme smil, stadigt bredt over læberne. Han drejede dem ned af en af byens mange natåbne gå gader, fyldt med mennesker, og andre væsner. Ganske få mennesker, betragtede undrene Jebediahs forvredede hvide skjorte, hvis ryg var lettere ødelagt, på grund af hans store vinger, som han havde trukket helt tilbage, så de var forsvundet, g usyndlige for offentligt skue.
Han smilte ned på hende, ved hendes 'benægtelser', og rystede blidt på hovedet. Det var tit svært for Jebediah at opfange sarcasme, så han var ikke sikker på om det var sarkastisk ment, eller at hun mente det. Det kunne ikke passe at hun ikke var ingen af disse dele, men stadigt boede så farligt et sted? Han måtte endnu engang blidt le, ved nævnelsen af stædighed, og rystede kort på hovedet.
"Stubornness, often leads to defeat. It might do you good once in a while, but in that case, it might also end your day. If I had not arrived today.. What would you have done? Especially, when you now tell me, that you are not strong?" Spurgte han, og kiggede igen ned på Asia, med et venligt smil, i et forsøg på at signalere, at han egentligt ikke ville rakke ned på hende. Bare have hende til at flytte! Han kunne ikke tage, at hun boede i gyderne. Det sted, han fik mest arbejde udført. Det sted hvor mest ondt skete i Terre. Det var ikke kun fordi han havde fået et ømt punkt for denne unge kvinde, men fordi han ikke syntes det skulle bydes nogen. Og fordi han altid blev overbeskyttene overfor andre, i 'nød'. Også selvom hun ikke selv syntes hun var det..
Han rejste et øjnbryn ved hendes omtale af de unge kvinder, og fulgte dem kort med øjnene. Han rystede langsomt på hovedet, og lo blidt af hendes ord. Han betragtede hendes lille opvisning, med et venligt smil på læberne, og en hvis facination.
Som de fortsatte, stoppede han op foran en tøjforretning, der virkede lukket. Han rakte ned i sin ene lomme, imens han kiggede ned på Asia. Han tog en lille sort bipper frem, som han trykkede på, for så at ligge den tilbage igen. Hans blik blev en anelse dyster, ved nævnelsen af hans tidligere arbejde. Han havde gjort som han blev bedt om, og gjort det med glæde. Indtil den dag, han ikke længere kunne bære skylden og skammen, i det han gjorde. Han havde rebeleret, og gået imod sin Herre. Hvilket havde fået ham fra taget sin rank, og sent tilbage til jorden som en simpel Engel, i stedet for den Døds Engel, han havde været.
Dog forsøgte han et halv optimistisk smil da hun blev færdig, og i det mindste tage det med en smule humor.
"Well, you could say that.. You could also call me an old geezer, it would'nt be futher from the truth.." Sagde han, og smilede blidt. Han greb fat i sin skjorte, og fik den revet af, og rullet sammen i en bold af stoff. Han Strak igen sin skulder, så den gav endnu et klagene knæk fra sig. Hans krop havde lige så, mange gamle ar, og flere skudsår, fordelt over sig. Billeder fra utallige kampe. De kampe, han ikke ønskede at glemme, havde han ikke ladet sine sår heale ordentligt. De nedsatte ikke hans evner, men gjorde hans krop en anelse mindre modtagelig. Det minede ham om, at han ikke længere var udødlig, og at han ikke blot kunne slappe af i kamp.
"But.. If you had eternity to live in. How would you spend it? I took orders from my Father, because i saw no other way, to claim justice. The day i thought my Fathers orders wrong, i rescented him. Went my own path. I no longer take orders from anyone. That does'nt mean, i can't still believe in my Father, and his will?" Sagde han, og smilede blidt, imens han fandt en nøgle frem, og åbnede døren til forretningen de var stoppet ved. Han nikkede så ind imod en herre der gik ham i møde.
"Du er godt nok tideligt færdig i aften. Kan se du ikke var så uheldig som du plejer?" Sagde en herren, og rakte en skjorte ud til Jebediah. Jebediah smilede af herren, og nikkede blidt som en tak.
"Jeg fandt en grund, til at stoppe tideligt." Sagde han, og forlod så foretningen igen, og sendte et kort vink tilbage imod herren. Han tog så den nye skjorte på, og fik den lukket foran, imens han begyndte at fortsætte hen af gaden, hvis da ikke Asia stoppede ham, eller ikke ønskede at gå vidre.

”Yes exacty, that. I prefer to say, it's my own special way, of explaining things.” kom det fra hende, hvis blik var rettet mod de mange mennesker der nu var omkring dem. Der var, sandeligt, mange menneske – og sikkert andet – i gaderne, iaften. Men nu huntænkte over det, havde hun egentligt ikke været ude en eneste aften, hvor der ikke skete noget. Eller også, var det bare hende der var heldig? Kunne man, måske, gå så vidt, som til at påstå at det var den asiatiske piges tilstedeværelse der satte fut i løjerne?
Asia fandt ham bestemt ikke besværlig, med de interessante spørgsmål. Nogle af disse, måtte hun tænke over – andre, kom til hende som vejrskift i Vancouver. ”I might not be strong,” hun rettede en enkelt gang, blikket mod ham da hun svarede, for igen blot at se frem for sig ”but I am, the hell of af fast runner. Fighting isn't necessary, if you're a fast runner – it's gotten innocent little me, out of some pretty deep shit.” svarede hun, mens hun viftede med vipperne for at fremstå 'uskyldig', som hun sagde, og lo en lille kluklatter så man måske, hvis man kiggede grundigt efter, kunne skimte de spidse hjørnetænder. Men dem, behøvede hun vel ikke fortælle den fremmede om?
Det passede Asia fint, med en lille pause efter optrædenen. Alt den slik, den gjorde hende ikke ligefrem i god form. Måske, burde hun overveje at få sig en sundere mere ... grøn kost? Gud, nej! Aldrig i livet om det skulle ske. Hun skulle bare, øve sig lidt mere. Men ikke nu, nu skulle hun lige have en pause. Både tænkepause, og dandere-pause. Så kunne hun passende, også se sig omkring i halvmørket under gadelygterne fora butikken. Dog, var Asia ikke længere væk i sind, end at hun hørte hvad han sagde – hvilket, faktisk var ret morsomt, sagt af netop ham. ”Oh I don't know, i'd probably figure something out – life the life, enjoy the gifts and so on.” svarede hun med et skævt smil, mens hun spadserede hen for at læne sig op af væggen ved siden af døren på den der karakteristiske badass-måde. Hatten vippet ned, så den skjulte de brune øjne og det meste halve ansigt; benene krydset og armene over kors samt et smøret smil. ”Which, isn't really that different form my current state of living.” tilføjede hun spekulativt, og stirrede igen op på stjernerne. Åh-åh, nu kom Tænkeren frem i hende. Hvad var det, han gjorde ved hende?! Hun fik dog, med held og besvær, trukket sig selv ud af sin egen lille verden af hende og hende, før den blev for fængende. ”Anyways, I just don't give a shit about commitment.” svarede hun, og kiggede hen på ham med et lille smil. Nu fik han, den helt store røvtur. ”And Besides, I've got no reason to believe in God. What has he ever done, for me? When, has he prooven to be worthy of my believe and trust?” Hun vendte igen blikket mod gaden. ”I tell you, the day you can gimme the proof, that gods existence is real, and He has earned my trust – you just come and tell me, that I was wrong. But in meantime, I'll be living like I do now; alone and happy 'bout it.” afsluttede hun, endelig følte hun også at hun havde gjort det klart, at de fleste meninger kunne skide hende et stykke.
Asia nåede dog, kun lige at blive færdig før den ekstra fremmede kom til syne. Nok ejeren af butikken. Hvordan hendes fremmede, eller egentligt var han jo ikke hendes fremmede, men hun skulle altså kunne finde rundt i de fremmede mænd her, kendte ham vidste hun ikke. Det ragede vel egentligt heller ikke hende? Men hun sendte nu, alligevel i ny og næ et elevator blik mod de to mænd når de talte – hvad var det for ord de brugte? De lød helt underligt, som om de snøvlede over dem eller noget.. et forvredent kringlet sprog. Et tunge-sprog. Ligesom det franske, det var også svært.
Imens, de to mænd nu stod og ordnede deres sager, var det hvad Asia tænkte på. Sprog, og ord. Hvor mange ting de kunne udtrykke og hvor meget de kunne såre – mere end følelser, tanker, illusioner. Igen, smuttede hun ind på tanker om løgne og bedrag.
”So, where are we even going to eat? I mean, it's not like i know any fancy places – but i'm just, well, I'm very curious.” spurgte hun, efter en lille tis spadseren ned af gaden, hvor hun faktisk fik øje på overraskende mange af de mennesker der betale for hende mad. Når hun optrådte, var de nemlig sådan, at hun gerne tog en sjat kolde kontanter med sig hjem fra sigøjner-jobbet.

OOF/OOC: jeg tror snart jeg smutte riseng, makker. Sov godt, når det bliver din tur :P
Forresten, hvor er det lige hun bliver ført hen? xD

Jebediah lukkede de sidste af skjortens knapper, og fortsatte den vej de var gået. Forretningen bag dem, var nu lukket igen, og bestyreren, tilbage i sin seng. Jebediah chekkede sin lomme. Han fik et dystert blik, imens han langsomt rystede på hovedet. I lommen havde der været et brev. Et brev, der aldrig var behageligt at modtage. Et brev der gav ham en opgave. En 'mission'. Et offer. Han nød det aldrig, men han så hellere sig selv udførre disse dusøre, end at en korrupt dusørjæger, gjorde det i stedet. Og fik betaling for at udføre synder. Det var slemt nok at gøre dette, men han ville hellere se en gøre det, uden at tilføje endnu flere synder der på, ud over mord. Dog fik han det dystre i det rystet fra sig igen, og han kiggede tilbage på Asia, og kom vendte tilbage til noget hun havde sagt tidligere, som han ikke havde reageret på, eller sagt noget imod, eller for.
"Innocent, you say? I don't know why, but I have to doubt that.." Sagde han, med et drillende smil. Han klukkede en anelse, og lagde hænderne i sine lommer igen, imens han kiggede på et gade navn, imens han forsøgte at erindre den rute han plejede at tage, til den restaurant han normalt besøgte.
"Trust me.. In eternal life.. Things has a hard time, staying on the optimistic side.." Sagde han, og smilede til hende igen. Han havde så godt nok ikke valgt at bruge sit liv på noget simpelt og behageligt, men i stedet brugt den på at betale tilbage på de synder han aldrigt ville kunne forglemme. Aldrigt ville kunne ignorere. Men stadigt, kunne han ikke forestille sig, at han nogensinde ville kunne se optimistisk på sit evige liv, længere. Den dag han ville miste livet på jorden, og blive sendt tilbage i himlen. Ville han nok ikke vælge at blive sendt tilbage.
Han drejede dem ned af en ny gade, hvor en restaurant, hvis lys stadigt var tændte, var i enden af. Han vendte så tilbage til hendes nævnelse omkring tro, og hendes mangel på dette. Det var bestemt ikke noget nyt. De fleste tabte håbet, og droppede deres tro på gud. Det havde han hørt før. Tilgengæld havde han også hørt dem, tigge om nåde, og bede til selv samme, når deres dag var kommet. I de dage, så længe siden. Fortiden.. Forhold den der..
"I can not blame you, dear.. Stranger. It scares me, i have not yet introduced myself, not asked for your name. My name is Jebediah Malefic. I appologice my manors." Han klukkede og smilede blidt frem for sig, inden han fortsatte.
"I can't blame you, for your loss of belief. The Bible says, that he gave human kind free will. So they make their choises themselves. He can not stop this. He can not force anything, upon anyone. He can only offer Sanctuary, upon descending. And send us, to do our best, at shineing some light, to at least some lives.. But theres so few of us these days. So few of us, who still wills it good for this planet. For its creatures.. Most have gone corrupt. Recented good, and decided to wreak havock instead. That. Is why his prescens, grows dimmer, and dimmer." Hans stemme var en anelse mere alvorlig, nu hvor han omtalte sin egen tro. Han vidste at hans Fader eksisterede, og vidste lige så, hvorfor han ikke kunne hjælpe menneskehden mere end han gjorde. Det havde han lovet. I hans snakken var de næsten noget hen til restauranten, og han tog sin ene hånd op af lommen, for så at pegge imod denne, med et smil.
"Thats where we are going.. And don't worry. I invited to dinner.. Obviously i should also know where to go.." Sagde han, og smilede tilbage på hende. Han ledte dem imod indgangen af restauranten, inden han igen snakkede til hende.
"Curiousity is a fine feat. Just be carefull, not to get your nose bitten." Sagde han, med et drillende smil over skulderen, imens han åbnede indgangen til restauranten, og holdt døren for Asia, for at lade hende komme ind først.
Restauranten var fin, og havde et simpelt, og roligt design. Det var tydeligtvis ikke en af de billigeste restauranter i byen, og da det var en af dem der kunne holde åbent om natten, så vel som dagen, gjorde det bestemt til et første valg, for mange af nattens 'ravne'. Der var kun ganske få mennesker på restauranten, og der så ikke ud til at være travlt. Jebediah lod blikket ligge over Asia, og betragtede kort hendes mund, da han kom til at tænke på noget han havde lagt mærke til. Dog valgte han ikke at spørge ind til det, før de havde fået sig et bord.

Asia, der havde været optaget af at se sig over skulderen, ned mod butikken med den anden fremmede mand der havde udleveret skjorten, blev først opmærksomhed på, at hun var ved at gå ind i et skilt, da han talte til hende og hun vendte sig. Heldigt for hende, at hun nåede at stoppe op, mindre heldigt var det dog at hun var ret så klodset da hun i sit forsøg på at undgå pælen, samtidig med at chokket over at den pludselig var der, fik hende til at træde baglæns, og til siden – altså, ind i Englen, hvis skulder hun i kom til at skubbe til, selvom det ikke burde gøre meget med hendes lette vægt. Men nok, til at sætte både Mutanten og den Udstødte ud af balance og vælte nogle skridt tilbage, fra bilernes susen forbi med bilosen efter dem som et slør. ”Oops..”
”Thats beacuase people, think too much. They don't allow themselves, to have fun or enjoy, whatever gifts they're given. People, are to selfconscious, and dull. And, some peple could really use a good, hard laugh sometimes.” lød svaret, hun skam selv havde erfaret på den mest bitre facon, af dem alle. Tab.
”Well, past is past. Can't be changed, shouldn't be changed. Although, it is an exciting story I'ld rather just.. move on, not because I'm not a fan of myths and whatnot. But, it's not really fit for fun, is it?” lød det, fra hende da han endelig blev færdig med den nok så spændende historie, hun egentligt ikke havde noget imod. Selvom det ikke lige var hende skop te, med de der tøsedrenge der blot talte om ulykke og fortrydelse. Nej, det var ikke hende. Hun var mere til de mænd, der kunne få hende til at ligge vågen om natten, bare ved ord eller små berøringer – berøringer, hun havde undværet så længe, at hun snart ikke kunne huske dem længere selvom hun anstrengte sig for det, når hun gik her og blev distraheret af bildækkenes hvin og lugten af bilos, parfumer og lyden af skarpe stemmer der råbte til hinanden. Det var byen, hvor hun hørte hjemme.
Hun betragtede, det sted han pegede på med forbløffelse og nysgerrighed. Så betaget af restauranten, som hun for øvrigt aldrig havde været på i hele sit liv, hørte hun end ikke vad han fortalte hende om nysgerrighed. Stod blot med let skilte læber, og måbende udtryk lagt over sine malede øjne, og rosa kinder. ”Neat location, Jeb...” kom det spagfærdigt fra hende, når lyset fra restauranten glimtede imod hende og oplyste hendes øjne, og smykker. Hvis ikke han trak hende med, ville hun stadig stå der og glo som en anden retarderet helt opslugt af dette prægtige bygværk mens folk hvirvlede rundt omkring hende og hun ikke ænsede dem. Trak han hende, i stedet med ind gennem døren ville hun blinke et par gange og derefter se desorienteret omkring sig, før hun fulgte med smilende, og stadig overrasket over stedets udstråling trods den rolige atmosfære og de herlige dufte og lyde der strømmede hende i møde- lyde af andre væsner, og ikke kun de 'onde'.
Dette var hendes element. Her var hun på hjemmebane, ude i byen, hvor end hun end var, så følte hun sig bedre tilpas blandt væsner end mennesker. Det gjorde hende godt, at vide at der var andre som hende. Hun følte sig, tryggere her sammen med dem der ikke var helt normale som hende selv. Smilet på hendes ansigt, blev langt mere afslappet nu ligesom de vidt åbne brune øjne, nu lukkede sig ganske lidt for at sluge indtrykkende.

//bedre bliver det altså ikke.. ^^'
Forresten, så skal je ind og se HP 7 her kl 6, så jeg er væk i omkring 2 timer og 40 minutter <3
c-ya ^^//

Jebediah havde let en smule af Asias lettere 'kluntede' fremgang, og næsten ramlen ind i et skildt. Der var noget i Asia, der fik ham til at le, mere end normalt. Ikke blot hendes klodsethed nu, eller hendes sarcastiske og lettere komiske indfald. Det var den livsglæde hun udstrålede. Den så han sjældent i sine ehrvervh. Han så kolde og kedelige buisness men, fortabte sjæle, der allerede havde givet op, eller var igang med det og så nattens utyske, der blot ville alt ondt. Men den glæde der udstrålede fra Asia, var en behagelig omvæltening fra det normale. Han valgte at vente med at fortsætte samtalen, til de havde sig et bord, og de kunne få bestil noget at spise.
Jebediah stoppede op, da Asia sgjorde, og betragtede restauranten, med hendes drømmene øjne, endnu engang. Han smilede stort, og rystede kort på hovedet, inden han maste sig forbi et par Elvere, og lagde så armen om hendes ryg, og hånden imod hendes skulder.
"Come on.." Sagde han, og fik hende ledt ind af døren, og forbi de mange mennesker og væsner. Han kiggede over på en tjener, som reutnerede et smil, og nikkede imod den ene side af Restauranten. Jebediah smilede, og nikkede tilbage, for så at lede Asia hen igennem restauranten. Han havde ikke tænkt over, at han ikke havde fjernet armen omkring Asia, men der var blot noget der gjorde, at det var helt naturligt. Specielt den specielle følelse, han fik i sin hånd, af at ligge imod hendes skulder.
Da de nåede frem til et mindre, firkantet bord, der stod ved udkanten af Restauranten, ved et af de mange vindues partier, hvor de kunne skue ud over gågaden. Der var gået op af en trape, der gjorde at de så ned på det meste af gaden, og det meste af larmen fra etagen under dem, var dæmpet, og de andre der sad på denne etage, var alle en smule mere dæmpede, og så ud til at være stamkunder. Ikke specielt facinerede af den fine restaurant, og dets smukke indre. Fra loftet han en flot designet lysekrone, der passede til resten af restaurantes simple stil. Det passede perfect for Jebediah. Restauranten, minede mest af alt pom en udbygning af hans egen lejlighed. SImpeltheder. Det var hvad han havde behov for. Et hvis ro, uden for den hastige hverdag.
Endeligt slap han så hendes skulder, og holdt en hånd imod den ene stol, på den ene side af bordet, inden han selv gik over til den anden. Han betragtede kort sin hånd, med et undrene blik, og undrede sig over den effekt berøringen havde gjort. Der var noget, der virkede specielt ved det. Men endnu engang, lod han det rykke. Det var heller ikke det mest almindelige, eller smarteste spørgsmål. 'Hvorfor følles det mærkeligt at røre ved dig'. Det ville være smukt..
Jebediah satte sig på sin stol, og rykkede den en anelse ind, for så at læne sig tilbage, og sukke lavt, med et blik, kort kastet ud af vinduet, og smilede halvt.
"Yes, i agree.. A very 'neat' place. Its calm. Its simple. Everything a guy like me needs, after a hard days work." Sagde han, og smilede tilbage imod hende, og han strakte sin skulder, så den endnu engang gav et klagende knæk fra sig. Dennegang så han dog ud til at det var ubehageligt, og hans overlæbe hoppede en anelse i en vrissen, imens han kiggede tilbage på den. Hans øjne gled så over på Asia, imens han havde rejst sin hånd, for at trykke på skulderen.
"I must appologice for all these. Rather agoniceing sounds." Sagde han, smilede, og klukkede så en anelse. Hans øjne lagde sig kort imod hendes læber, inden de gled tilbage imod hendes øjne, og han blidt nikkede imod hende.
"Those teeth. Very characteristic. Are they natural?" Spurgte han, med en blid stemme, og et smil til at følge det. Han forsøgte, ikke at lyde alt for prikkene, og som om det ikke var noget han havde noget imod. Specielt da det var det modsatte han tænkte. Anså dem som en fin karakterestik, som kende tegnede hendes ynde. Hans karakterestiker, var hans utallige ar. Og dem dækkede han endda over for det meste.

//Ikke bedre? Hehe. Ingen regner med en roman hver gang, og var jo ikke fordi det var 'kort'? Var fantastisk, som hver gang. Godt med fylde :)
Men god tur o/ Håber den var god. Jeg selv skal drikke i morgen aften, så der vil jeg nok ikke rigtig kunne svare. Tvivler på jeg kunne spille Jebediah, md en pind i øret :P//

Lige efter Asia var blevet ført ind, i restauranten kastede hun et blik bagud mod døren. Det var blot et instinkt, en refleks fordi hun frygtede at være låst inde eller trængt op. Blikket var rettet derimod, indtil de nåede den lille trappe som de skulle op af. Heldigvis valgte Jeb et bord med udsigt til gaden, hvilket fik Asia til at føle sig lidt mindre panisk end havde han valgt, et af dem nede bagved hvor det kun var lampernes kunstige lys der oplyste støvet i krogene. Her, hvor stjernerne og den lyset fra gadelygterne blandede sig med de få fyrfadslys der var i vinduet for at afholde den ikke-eksisterende kulde fra at trænge ind, og skabe en rolig afslappet atmosfære med deres tunge voks-duft var meget nemmere at bemærke alt det liv der var udenfor, og hvordan det måtte være for dem der kunne leve i luksus hver dag, at sidde på restuaranter som denne hver aften – bare fordi de kunne. Faktisk, jo mere man lagde mærke til de ydre gader, jo mere begyndte man – som Asia – at spekulere på, om man faktisk ikke burde få sig et propert sted, at være? Eller unde sig selv, lidt fler goder, lidt flere gange? Som fx, alle de små detaljer med neglelak og fodbad og fugtighedscreme, eller endda hjemme-manicure? Alle de der små ting, man ikke kunne få, hvis man levede livet som flygtning fra et andet land, og ikke var registreret nogen steder.
Først, da det lette pres fra hans hånd forsvandt fra hendes hud, lagde hun igen mærke til, at hun var faldet hen i tanker - igen. Det var dog utroligt, hvordan hun tænkte både her og der og alle vejne. Det ville ikke undre hende, hvis hun ikke havde noget at tænke på når hun engang kom hjem til camperen igen, og blot måtte... sætte sig til at læse? Ihvertifald, hvis det fortsatte sådan her med hendes tankeaktivitet. Måske, kunne hun en dag, kalde sig selv poet hvis det gik så vidt at hun begyndte at skrive tankerne ned? Hvilken morsom tanke.. igen, en tanke. Hun sukkede lavt med et opgivende ryst på hovedet af sig selv, før hun vendte tilbage til samtalen. Kun, hun opdagede hun faktisk kun skulle sætte sig ned, og det var jo en opgave der ikke var svær at fyldføre. I en glidende bevægelse, fik hun sat sig let på stolen uden den rykkede sig, efter at have strøget det ellers løse pink-prikkede stof ind til lårene, så det ikke blev krøllet. Derefter, trak hun blot stolen ind med et enkelt træk og satte albuen i bordet, hånden mod siden af halsen for at holde hovedet på kroppen og stirrede så ellers ventende ud af det mørke vindue, der reflekterede lys og hendes eget spejlbillede. Hun opdagede, at hun stadig bar den sorte fedora.
”I think you mean 'a hard nights work'.” lød den kække kommentar fra Asia, der bestemt ikke var indstillet på at lade noget falde til ro? Bestemt ikke, hvilket kunne være endnu en grund til at hun sad og trommede med lange kløer på bordets bare overflade, med et bestemt rytme der blot faldt hende naturligt.
”It doesn't bother me” svarede hun med et skuldertræk af blottede tatovering, og et lille skævt halv-tilgivende smil uden at se op på ham, men blot på de trommende lange fingre – et grublende udtryk, ville ellers havde været at læse i de brune irriser. ”Though the offer still stands.” annoncerede hun stille, hentydende til massagen. Hendes fingre, de kunne lidt af hvert – for ikke at blære sig alt for groft.
Hun skulle dog, lige til, at vende opmærksomheden mod folkene på gaden da han talte igen og hun måtte skåne ham et blik, op gennem de sorte lange forførende vipper og fingrene stoppede deres rytme, kun for at starte igen et par sekunder efter et smil, der åbenbarede for den ene af de karakteristiske 'hugtænder', havde formet sig på hendes lyserøde læber, der nu skinnede som glas af den tungespids der før var faret flygtigt over deres bløde hud.
”I wouldn't call'em natural, unless Asians were cannibals.” svarede hun med det muntre tonefald, og rettede igen blikket mod de blanke bordflade. ”But then again, humans were once animals – maybe, some more than others. Thats a thing, some of us have had in our genetics through out our lifes.” mumlede hun utydeligt videre, med et lidt mindre muntert tonefald. Det her, var det andet af hendes ømme punkter; mutationen.
Mærkværdigt, hvordan folk egentligt kunne ændre sig fra at være åben som en bog, og det næste øjeblik lukket som en østers, eller.. i hvertifald, i hærdigt prøvende på at det.

//Hey, hey! Bare så du ved, når
jeg begynder at gå i sanse-detaljer, altså beskrive lyde
og lugte, så mangler jeg noget kreativitet.. ^^''
Og ja, en
forrygende emotionel film - jeg tudede 5 gange... <3

Jebediahs skulder, som stadigt blev strukket ud en anelse, irriterede ham gevaldigt. Hans krop var, mere eller mindre, menneskelig. Men det havde han aldrigt behandlet den som. I hans hoved, havde han evigt liv, så hvorfor skulle ens knogler, og krop, have behov for afslapning, bearbejdning og pleje? Det virkede ham unødvendigt. Og Jebediah holdt sig aldrigt til unødvendighederne, når det kom til ham selv. Han ville med glæde få en andens gejst op, selvom det virkede unødvendigt for ham selv. Men når det kom til pleje af sin krop, var Jebediah langt fra flittig. Han betragtede den tænkene kvinde, og de flugtige øjne, der lagde sig over ting, uden for vinduet. Hendes trippene fingre. Det væld af tanker og spørgsmål, der dog måtte glide igennem så ungt et væsens hoved. Han kunne stadigt ikke helt bestemme sig for, hvad hun var. Det var nemt at læse et menneske, og Jebediah ville med det samme se det i en person, hvis denne var et menneske. Men det var den unge Asia, bestemt ikke. Hendes tænder hentød til noget andet. Og det gjorde hans opfattelse også. Som vampyre kunne lugte det i blodet, kunne han mærke det i livsessencen. Men Asia. Var ikke et menneske.
Han klukkede en smule, og måtte nikke en enkelt gang, imens han lod øjnene glide ud over den store gade, de mange mennesker, og den mørke nat.
"In this case. Yes." Sagde han, og smilede blidt, dog uden at fjerne blikket fra gaden, og masserede stadigt sin ømme skulder, med den ene hånd, imens han lavede lette vrissende grimasser, af smerterne. Hans øjne gled tilbage på Asia, og han nikkede endnu engang til hendes tilbud. Det var lige ved, at han overvegede at tage hende op for tilbudet. Denne smerte forvirede ham, og havde den gjort i flere dage. Bare han lavede det mindste, begyndte det at snage, og gøre ondt. Det ville han nok aldrigt forstå. At en krop, egentligt havde behov for pleje.
"Thanks. If this keeps up. I just might take you up on that, at some point." Sagde han, og smilede blidt, imens han lagde øjnene imod sin skulder, og snærrede en smule igen. Øjnene gled så tilbage over Asias fingre, som stadigt trummede imod bordet.
Han opserverede hendes fingres stop, da han havde stillet hende det spørgsmål. Ramte han et punkt, han ikke burde have? Hans øjne gled imod hendes øjne, og fangede kort den lille hugtand på vejen, og smilede så blidt til hende, i håbet om hun ikke ville opfatte ham som nagene, eller ville skubbe ham helt væk fra spørgsmålet, da det nu havde fanget hans opmærksomhed. Han klukkede en smule af hendes lille joke, og rystede kort på hovedet af hendes komik. Hun virkede som om hun ville uden om spørgsmålet, ved at blande evolutionen ind i det. Sandt, menneskene havde værret dyr. Men de havde udviklet sig fra deres skarpe tænder, meget hurtigt i deres evolution. Udvikling, for at blive, så vidt som muligt, som englene. Hans fader ville altid nægte at have hjulpet dem på vej. Men samtlige Engle, mente stadigt at han gjorde så.
Jebediah fjernede endeligt hånden fra sin skulder, og lænede sig frem, med albuerne på bordet, og hænderne foldet foran sig.
"Well, in the human e.." Han blev afbrudt, da en tjener bevægede sig imod bordet, og fangede hans opmærksomhed. Tjeneren forsøgte ikke at stoppe Jebediah, men fra hvad Jebediah mente han havde opdaget. Var emnet ikke noget hun ønskede at snakke specielt meget om. Så hvorfor tildele samtalen til tjeneren?
"Jebediah. Godt at se dem igen. O.." Jebediah stoppede ham med en kort hånd rejsning.
"English.. Please, Latcehk." Sagde han med hans blide stemme. Tjeneren kiggede ned imod Asia, og bukkede en anelse.
Well of course. Welcome Mademoiselle. I hope you find the Restaurant of your likeings. Can i take an order?" Spurgte han, med en blid stemme. Han tog en lille blok frem, frem for de elektroniske, som blev brugt i diverse moderne Restauranter. Nej de holdt sig til det klassiske. For at holde stilen. Han kiggede kort ned på Jebediah, som blot nikkede med et smil.
"Oh Jebediah, you are always so predictable.." Sagde han med sit tykke, men stadigt let forståelige, Franske accent. Han skrev så ned på blokken, med en stille fløjten, og et stort smil, og han tog så en blok frem, og tilbød den til Asia, med et imødekommene smil.
"How about you, Mademoiselle" Spurgte han, med en støre kurve over læberne. Hans høje elver øre tickede en enkelt gang, som en larmen nede under brasede igennem roen. En larmen, der kunne minde en smule om tabte talerkener. Man kunne ganske kort se en blid sukken i hans blik, men som en proffessionael, tabte han ikke facaden, og smilede blot blidt til Asia.
Tingene på menu kortet var bestemt ikke billige. Det minede mest om, at man ligefrem betalte for det flotte design, med hver eneste bestilling. Dog var deres drikke, alle billige.

Asia kunne ikke andet, end at smile da han lod til at ville tage imod hendes forslag. Hun ville faktisk gerne hjælpe ham, give ham noget tilbage for alle de ting han havde gjort – hold hende med selskab, fået hende til at le, fået hende til at tænke, underholdt hende, reddet hende. Der var så mange ting, at det næppe kunne gøre op
for alle dem, med blot en omgang massage. Men hun tvivlede nu på, at han var en af de folk, der nød livets gaver særligt meget – faktisk, en af de folk, hun før havde nævnt, som dem der ikke tog imod gaverne de blev givet. Blev man tilbudt noget, man havde brug for eller gerne ville have, skulle man jo ikke benægte sig selv, hvad dette nu end kunne være? Skulle man vel? Nej, ikke efter Asias mening. Så skulle man tage imod det, med åbne arme, og åbent sind og et stort smil. I i hvert fald, hvis man var Asia for det var tit hvad hun gjorde, fik hun tilbudt noget, sagde hun sjældent nej – selv, hvis det var en udfordring. Om det så bare var en lille en. Hun var, simpelt nok, for stolt, til at sige fra. ”All you have to do, is tell me. I'll be happy to help, one like you.” sagde hun, stadig lænet lidt frem og med albuen i bordet – men nu, med blikket rettet mod ham og et venligere smil dominerende på de skinnendelæber.
Asia, der så hans fremgang mod hende som en udfordring, fik et spilende levende glimt i øjet og et skævt smil passerede munden. Selv, lænede hun sig også indover bordet, klar til at tage udfordringen op – ganske som altid, bortset fra.. at de snart blev afbrudt fra det, der ellers ville have været, en livlig og interessant debat om evolutionen og menneskerne. Selvom den, med Asias talent for distrahering, ville have drejet sig i en anden retning, blot få sekunder senere havde det ikke været fordi tjeneren stoppede dem, i tide. Det var forresten, forbløffende hvilke emner de havde været inde på allerede; religion, gud, hendes camper, hans helbred, rygning, fortid – mest hans, Allées, tankernes spind der trak en ind i deres hav man blot druknede i, mode – selvom det kun var virkeligt kort, evigheden. Jo, de var kommet vidt omkring, på de forskellige emner – så de havde en del ting, de skulle afslutte nu. Når de engang havde fået bestilt kunne de nok måske, hvis de var heldige, afslutte nogle af disse mange emner. Selvom, nogle af dem, nok ville føre til mere... følelsesladede samtaler. Var Asia, mon klar, til at stole så meget på ham, som til at fortælle ham om sin fortid i Kinas stor by Beijing? Og om hendes oplevelser der, og efter hændelsen? Eller var det for tidligt for hende, at rode op i sårene, der stadig kunne vække grufulde mareridt i hende? Værre, end det Monster hun var stødt på, da hun mødte Jebediah? Alt dette, kværnede rundt i hovedet på Asia, mens tjeneren og Jebediah fik hilst på hinanden. Hun lyttede kun halvt, og heldigt var det jo så, at hun allerede støttede hovedet med hånden på halsen, så det ikke faldt ned i bordet som en mursten – for, alle de tanker, fik virkelig hendes hoved, til at føles så tungt, så overbelastet. Så.. poetisk fuldt af vrøvl. Alligevel, fulgte Asia da lidt med i samtalen og hørte igen de her mærkelige ord hun ikke fattede fra tjeneren – og dog, Jebediah fortalte ham at tale engelsk. Hvor bedårende, men det sate hun nu pris på alligevel hvilket hun vidste, ved blot at sende et blik over bordet mod ham. Om han så så, hendes tak eller ej, gjorde ingen forskel. Den havde været der, og så var det vel bare for sent, hvis han ikke havde set den. Blot fortid, som så mange andre ting.
Asia smilede blot ti tjeneren, og så op i hans mørke øjne, da han henvendte sig. Der skulle ikke gå mange øjeblikke, før Asia fandt ud af – via priserne – at hun nok ikke var så sulten igen. Hun overlevede nok, med en Yankie-bar når hun kom hjem. ”I'll just take some cream,” svarede hun henvendt til tjeneren, i et høfligt tonefald hun tydeligt ikke var vant til at bruge - altså, kun tydeligt for Jebediah. Og dog, i den korte pause, der opstod nåede hun at høre, lyden af smadrede tallerkners kollision med gulvet – formodentligt i køkkenet. Men, som den 'civiliserede' 'borger' hun skulle forestille at være, fortsatte hun uanfægtet – blot for ikke at tjeneren, skulle begynde at undskylde for sin klodsede køkken-kollega. Hun vidste jo selv, hvordan det var, at være klodset – bestemt, hvis man havde bundet sit balance-middel op under ens kjole. ”Or milk if thats cheaper. Please, Latcehk?” tilføjede hun, efterlignende det ord, hun mente han havde kaldt tjeneren, og sendte sin mening med et diskret blik ud af øjenkrogen mod Jebediah – blikket fortalte hvis han da kiggede, kunne han se, at hun mente det var nogle dyre sager, de solgte her og at det morede hende. Hvilket, vidst alligevel ikke var så hemmeligt da hun samtidigt også smilede, sit gavtyve smil. Selvom, det ganske vidst, for tjenere ville se ud som om, hun var misfornøjet over den tåbelige køkkendreng/pige, hun før havde kunnet høre men nu havde, efterladt en sitrende stilhed, midt i lugten af mad der fik tænderne til at løbe i vand og stearin lys de flakkede momentant for blot at stå stille, lige efter.
Og så, lige da tjeneren Latcehk skulle til at gå ud med sin bestilling, begav Asia sig ud i et pludseligt spring, for at fange ham, inden han gik. Med nød og næppe, og ved hjælp af et par fingres spinkle forsøg på at holde hende på stolen, lidt endnu lykkedes det hende at blive siddende, selvom stolebenene afgav en skrækkelig skærende lyd – det var ellers nok, til at fange de andres blikke, da Asia stille spurgte, ”Can i have some extra napkins, with the cream, as well?” med det sødeste charmesmil, hun kunne mestre i den nuværende stilling; et par fingre der holdt krampagtigt fast om den ene kant af stolen for at hun ikke væltede, lænede betragteligt fremad så hun fik en lidt for synlig kavalergang, mens stolen blot stod på kanten af et eneste stoleben.
Da tjeneren, som sikkert fandt det både komisk, og bekymrende at hun havde så hårdt brug for de ekstra servietter gav hende lov til, at få hele to ekstra med som han fangede fra den nærmeste disk, med et par fingre og rakte hende, gik hvorhen det nu var han skulle, for at aflevere bestillingen rettede Asia sig op igen, på bedste akrobat-manér.